Løbet på hjemmebane er overstået og hvordan gik det så?

Jeg havde i løbsanalysen vurderet at det ville være svært at få point, men at på en god dag så ville jeg måske kunne kæmpe med om de eftertragtede point.

Jeg kom til Sdr. Vilstrup en time før start, og følte mig faktisk ovenpå. Jeg havde godt nok været til familiefest ind til 22.00 lørdag, og det var ikke den mest optimale forberedelse, men ud over lidt træthed da jeg vågnede, virkede kroppen klar.

Under opvarmningen følte hele cyklen tung, og benene virkede heller ikke super gode. Jeg slog det dog hen som noget normalt, da regneden piskede ned. Sådan må de andre også føle det, tænkte jeg.

Så jeg stillede mig til start og var i fint humør. Jeg kendte ruten, jeg kendte de tricky sving, og jeg vidste hvor jeg skulle holde mig fremme. Og jeg fik jo point i Sønderborg så det kunne da ikke være helt skidt!

Da starten gik blev der lagt ud med et højt tempo, hvilket dog ikke gjorde mig noget. Jeg holdte mig fremme blandt top 10, det meste af tiden, og jeg vidste at der kom en bakke efter 5-6 kilometer, så jeg skulle bare spare mig. Og det lykkedes ret godt. Da vi ramte den frygtede møllebakke, kørte jeg ind som nummer 3 og på toppen var der vel 10-12 mand foran mig, og tempoet var højt! Jeg var kommet med hen over bakken, men jeg manglede punch, hver gang der blev rykket. Jeg kunne ligesom ikke øge tempoet, og mistede hele tiden forankørendes hjul konstant. Så under hvert ryk mistede jeg 2-3 pladser, men fik nemt kørt mig frem når tempoet var jævnt.

Da vi ramte de små og kringlede veje før Genner by, kørte jeg mig helt frem. En lille gruppe på 4-5 mand var kørt væk, men havde kun en 30-40 meter. Da vi passerede et tricky venstresving lå der pludselig en rytter i vejkanten. Morten Banke, Silkeborg, var strøget af vejen, men jeg havde slået et hul til feltet, med Mathias Bregnhøj, Odder, på hjul. Senere fik jeg at vide at Emil Bak, Silkeborg, også var kørt af vejen det samme sted som Banke.
Vi fik lukket hullet op til frontgruppen i det efterfølgende 90 grader sving, men den splittede op og samtidig var de ved at få kontakt bagfra. Da satte Lasse Panduro, som var med i udbrudet, et angreb ind, og vi slog hul til feltet igen. Indtil da havde jeg kun taget føring på nedkørslen på de lidt smalle veje, så følte mig igen ovenpå.
Vi ramte Genner Bygade, og Lasse lå forrest. Da han ikke kendte vejen, troede han at svinget var værre ned det så ud, så han begyndte at bremse. Jeg råbte, “Blødt sving, blødt sving, fuld gas!”, men jeg tror ikke Lasse hørte det, for han bremsede, mens jeg smed cyklen igennem med 45-50 km/t, og slog et kæmpe hul til feltet. Jeg prøvede kort at fortsætte, men kunne igen mærke at benene ikke ville helt derop hvor det gjorde ondt. Jeg traf en beslutning om at lade mig falde tilbage. Det kunne være de gamle stænger ville vågne op senere i løbet, så nu var det – igen – bare om at spare kræfter.

Tilbage i feltet, var der lidt mere ro på, og der var ikke de vildeste ryk. Jeg holdte mig igen godt fremme, og på nedkørslen mod stranden lagde jeg mig igen først, og kunne ret nemt holde farten høj, men jeg lod mærke til at rytterne bag mig, måtte træde lidt hårdere grundet deres mindre vægt. Cirka halvvejs ned af lod jeg mig falde tilbage i 10. position, og da vi ramte det flade stykke rullede jeg forbi feltet, og angreb med et lille hug. Det gav mig et kort forspring på den efterfølgende bakke, som dog ikke voldede problemer. Jeg kørte mit eget tempo, og lod mig falde tilbage i feltet.

Den næste lange bakke, blev dog en prøvelse. Den sled virkelig på mig, og efter 2 kilometer op af måtte jeg se mig selv ligge som 3.-4. sidst, og et hjerte der var ved at eksplodere. Dog var jeg stadig med, og det næste stykke tid ville være nedafgående og fladt. På den næste nedkørsel lagde jeg mig ned på skrårøret og gik derfor til at være en af de sidste, til at trille fra feltet, hvor jeg i bunden blæste forbi (min computer fortalte mig senere at jeg ramte 71 km/t – uden at træde!). Jeg slog ufrivilligt endnu et hul, men gjorde ikke noget for at øge, men ventede igen bare på at feltet skulle opsluge mig. Da det skete endte jeg dog lidt for langt tilbage, da der samtidig blev angrebet.

Da feltet så ramte den sidste bakke, ca. 3 kilometer fra mål, blev der endnu engang hugget, og jeg havde endnu ikke fået kørt mig frem. Og da jeg, som før, mistede et par meter hver gang, kunne jeg pludselig ikke holde hjul. Benene ville simpelthen ikke, og jeg tabte pludselig meget til feltet.
Jeg prøvede en sidste, desperat, accelleration for at komme tilbage i feltet, men ikke engang det hjalp mig tættere på. Jeg gav op. Slukøret, og træt af det hele. Efter Sønderborg-løbet havde jeg følt at det endelig gik det rette vej, men nu sad jeg pludselig med følelsen af forårsløb, hvor jeg kun kunne holde til 30 minutter i et felt, før jeg måtte opgive.

Den sidste del ind mod mål blev i selvskab med Michael Damm Kohberg, som også måtte give fortabt i dag. Vi stod begge af da vi ramte mål. Det pissede stadigt ned, og jeg havde personlig ingen overskud, mentalt, til at skulle køre ud på endnu en omgang!

Så lige nu sidder jeg igen med samme følelse af skuffelse over mig selv. På mange måder har jeg mest lyst til at sige, at det var den sæson, pakke cyklen væk, og gøre mig klar til at køre C-klassen næste år.
Jeg er nået til den enighed med mig selv, om at hvis jeg ikke når de 5 point som er udslagsgivende for om man må søge nedrykning eller ej, så rykker jeg ned.

Jeg snakkede kort med Eskil Vammen efter løbet, og han spurgte mig, om jeg havde moralen med. Og nej, det har jeg sgu nok ikke! Selvom jeg før et løb kan føle mig klar, så oplever jeg, at der skal meget lidt modgang til, før at kroppen begynder at føle sig irritabel og hovedet skyder ud med negative tanker. Og jeg ved sgu ikke lige hvordan jeg skal slippe af med det – og det er måske det som irriterer mig mest.

Jeg smider dog selvfølgelig ikke cyklen i garagen nu. Det ville jeg fortryde så meget til oktober. Jeg skal klemme ballerne sammen, og håbe på gode resultater i Vejen, Esbjerg, Tønder og Bov.

About The Author

Jeppe Tolbøll
Skribent - Licens

Jeppe Tolbøll, AoCs - Licensredaktør. Jeppe Tolbøll er AltomCykling.dks - "licens mand", han skriver hudløst ærligt om sine oplevelser i dansk licens. Han har en stabil fanskare, læs et par artikler og find ud af hvorfor.

Related Posts