En meget våd weekend er overstået i det nordjyske. Løbene forløb som de plejede – der var vind, der var bakker, der var vådt vejr, og nå ja, så blev jeg sat deroppe – præcis som jeg plejer.

Hjørring:
Godt nok plejer jeg at have en fordel jo mere vind og jo mere trodsigt vejret er. Og det var egentlig heller ikke det som slog mig ud… før det så alligevel gjorde.

Vi (Thomas fra klubben, Nicolai fra Jutlander Bank) havde lejet os ind i en lejlighed i Aalborg, som vi ankom i om fredagen, og fik sovet rigeligt.
Da vi ankom til Bjergby (ja, det hedder stedet faktisk, hvilket jo bør sige alt) var det gråt og overskue, men DMI havde lovet et par milimeter regn, så det blev nok ikke så slemt.
Men vi havde kun lige klikket i pedalerne før dråberne begyndte at drible ned fra himlen, og det stoppede sådan set ikke før vi havde fået aftensmad. DMI, I skylder en!

Men selve løbet gik i gang, og de første 2 kilometer gik sådan set ret godt. Men de var også flade. Da vi ramte den første par bakker, kunne jeg godt mærke at den aggressive kørestil fra mange af de unge drenge, der gerne vil i A hurtigst, tappede på stigningerne. Jeg tabte simpelthen terræn, hele tiden, med mindre jeg kørte op i max af hvad pulsen kunne klare. Så min primære prioritet blev at køre mig frem, hver gang der var mulighed på nedkørslerne eller på de flade stykker, hvilket gik ret fint, mens hver bakke dog tappede.

Efter cirka 15 kilometer blev jeg ramt af en lægdehammer af deja vû da vi kørte ind på løbets længste bakke. Den bakke hvor jeg blev smidt sidste år i C, skulle åbenbart igen i år gøre det af med mig. Min 103 kilo krop æmpede alt hvad den kunne, men da jeg ramte sidste mand i feltet, var der kun kræfter til at lave en kort acceleration op på hjulet af ham, men det holdt kun 10 sekunders tid før benene eksploderede og mit hjerte bad mig inderligt om at stoppe med at cykle for altid. Jeg stod simpelthen stille, og mens feltet bankede over bakken med +35 km/t, padlede jeg som en anden idiot med 20 km/t hen over bakken, og måtte sande at resten af vejen mod mål bestod af ren sidevind, og direkte modvind. Selvom det var fladt, stort set resten af vejen ind, så var det en ulige kamp, som jeg klart tabte.

Men jeg tog en hurtig beslutning om at jeg altså skulle gennemføre løbet. Og selv da jeg krydsede målstregen, på første omgang, var jeg ikke i tvivl. Og det var jeg faktisk 100 % overbevist om at jeg nok skulle gøre lige indtil 10 kilometer fra stregen på 2. omgang. Der gik vandet igennem det sidste lag tøj, og kulden satte sig med ét i kroppen. Og inden jeg nåede i mål var mine fingre så kolde at jeg godt kunne se, at det slet ikke var det værd. Om jeg så havde fået 20 point for at gennemføre havde jeg ikke gjort det!

Jeg kan ikke mindes jeg på noget tidspunkt har kørt en så kold tur, og det blev ikke bedre, af at der var sket en træls misforståelse med den person der holdte bilnøglerne hvilket gjorde at der gik knap 1,5 time før jeg fik skiftet tøj!

Jeg fik heller ikke ret i min spådom, om at Jakob Frandsen, CK Djurs eller Kasper Agreen, Odder, ville vinde. Begge udgik også, vist nok på grund af eftervirkning af noget sygdom. Tilgengæld viste Frederik Mailund, fra Jutlander Bank, at han ikke har i sinde at blive i B ret længe med en imponerende solosejr.

Aalborg:
“Ruten er som den plejer, men I skal nok forvente våde veje, med en del mudder og gylle…!” – Det var de ord vi blev mødt med, af damen der skulle sende os afsted i Aalborg. Så var stilen ligesom lagt.

DMI, I skylder forresten to, nu!

For jeg var blevet lovet 13-16 grader og overskyet uden regn, men da jeg påbegyndte opvarmningen pissede det (igen) ned.

Løbet startede på bunden af Svinetruget (sjovt, som navnene åbenbart passede på alt i denne weekend), så jeg kom til start ret tidligt, og sørgede for at stå først ved start. Der kom ingen deciderede angreb på bakken, hvilket havde været min største frygt. Og derefter var det ellers bare lige ud indtil vi skulle ramme Skomagerbakken, omkring halvvejs på ruten.
Der blev angrebet mange gange, og jeg havde besluttet mig for ikke at gå med i nogen af dem, men kun holde mig fremme, hvilket jeg gjorde uden nævneværdige problemer.
Jeg vidste at Skomagerbakken ville blive led, men følte at det gik så godt på flad vej, og hvis jeg bare kunne komme ind på bakken som en af de første så skulle det nok gå.

Og planen blev også fuldført til perfektion, da jeg drejede ind på bakken som 3. mand.
Skomagerbakken består at en kort, men relativ stejl stigning, hvor den så falder lidt, før den stiger stod igen på et sted hvor der altid er åben for vind, og i dag var ingen undtagelse.
På toppen af første knold lå jeg 5, eller sådan noget, og tænkte at der var vist nok at fire af gennemfeltet.
På  nedkørslen måtte jeg stoppe med at træde for at få pulsen lidt ned, og en håndfuld ryttere mere, kom forbi mig – stadig ingen panik. Men så blev der ellers åbnet op, og tempoet blev skruet. Det følte jeg i hvert fald! Jeg mistede et par placeringer, men kæmpede godt og holdte min placering på modsatte side af vindretningen. Jeg kom sgu med henover, men samtidig lå jeg også på makspuls, med syre over begge øre. Og det blev straffet promte, da vi endte på toppen og drejede ind på yderligere sidevind. Jeg magtede ikke at hænge på.

Jeg valgte at stå af da jeg ramte målområdet, da der var SÅ mange der punkterede, og jeg ville ikke prøve at gennemføre med den ret store risiko for at ende ude på ruten med flad ring (eller fladt dæk hvis jeg tog træningshjul på). Så jeg sprang i bad, hvilket virkelig også var nødvendig, for selv efter 25 kilometer var man bare fuldstændig beskidt.

Jeg fik tilgengæld ret i vinderen denne dag, da Asgreen fra Odder vandt, mens mit andet bud Karsten Mikkelsen tog sig af 4. pladsen.

Konklussion på weekenden:
Jeg er for tung og/eller jeg mangler for meget power i benene på bakkerne. Det irriterer mig, at jeg kan føle så stort overskud på flad vej, når bare de mindst bakker smadrer mig så meget.

I år, er det dog første gang, at jeg ikke har været afsted på træningslejr FØR sæsonstart, hvilket virkelig godt kan mærkes, føler jeg. Det retter jeg dog op på ved at tage til Frankrig fra fredag til næste lørdag, i Alsace. Så bør formen få det nødvendige nøk op af formentlig.

Når alt kommer til alt, var forventningerne ikke ret høje til weekenden, men jeg indrømmer at jeg dog havde sat næsten op til at kunne sidde med længere end tilfældet. Jeg trøster mig dog lidt med at mønsteret er akkurat det samme sidste år, men der kørte jeg i C, og der nåede jeg alligevel at få en ganske godkendt sæson. Ingen panik – endnu! ;)

About The Author

Skribent - Licens

Jeppe Tolbøll, AoCs - Licensredaktør. Jeppe Tolbøll er AltomCykling.dks - "licens mand", han skriver hudløst ærligt om sine oplevelser i dansk licens. Han har en stabil fanskare, læs et par artikler og find ud af hvorfor.

Related Posts