Jeg fulgte min taktik til næsten punkt og prikke, og de viste sig måske at være forkert.

Ruten havde 2 bakker, hvoraf den ene var nem, og den anden krævede en lidt anderledes tilgang for at ikke at blive smidt. Og jeg endte faktisk med at komme op som en af de første, og hvor dårligste placering på toppen var en 5. plads.

Som altid bliver jeg nødt til at fortælle hvad taktikken var. Den egentlig relativ simpel. Jeg ville holde mig til Rasmus Ginnerup, fra Thy, Lasse Panduro, fra Silkeborg, Thomas Mikkelsen, fra Horsens, og så ville jeg se om jeg kunne gå med i udbrudet såfremt at der kom en CK Aarhus-rytter med afsted.

Og taktikken blev holdt så meget, at der dog slap bl.a. en Aarhus-rytter væk til sidst (Kristian Flagsted) og Thomas Mikkelsen.

Løbet startede, og jeg var virkelig tændt! Jeg havde en fornemmelse om at jeg godt kunne gå hen og tage en medalje, da ruten passede rigtig godt til mig. Ruten gik over mange små veje, og det blæste ret godt til i dag. Hele første omgang var præget at mindre udbrudsforsøg der dog aldrig var helt alvorlige nok, til at feltet fik i panik.

Da vi ramte løbes første semi-alvorlige stigning lagde jeg mig over i læ-siden, og blev faktisk overrasket over hvor nemt jeg kom hen over. Jeg kunne endda køre mig et par pladser frem. Da vi 4-5 kilometer længere fremme på ruten, ramte dagens anden stigning lavede jeg samme trick som sidste år (læs HER under
Lørdag 30. juni, Holstebro). Jeg lagde mig helt ned på cyklens overrør, og susede fra feltet uden at træde i pedalerne. Jeg ramte det skarpe højresving med 45-50 km/t, og slog et motherfucking stort hul på næsten 50 meter (ja, det er ikke løgn!) og kunne med farten komme ret langt op af bakken, før feltet igen fik kontakt til mig. Og det var endda uden at skulle køre mig helt op i det røde felt. Og bakken skabte allerede store splittelse i feltet, og jeg tror rent faktisk at 1/3 af feltet aldrig kom tilbage til hovedfeltet herefter.

Da vi lige påbegyndte 2. omgang (af 4) slap Michael Mortensen, fra Aalborg, og Emil Pedersen, fra Randers væk. Det virkede ikke som om at feltet følte at nogle af dem ville være en større trussel, for der kom absolut ingen reaktion. Og så slap de væk – helt væk.

Vi var flere der prøvede at bryde fri fra feltet, og der var en del ryk. Da vi ramte sidevinden slap vi en 8-10 mand væk og vi begyndte at køre godt rundt. Men så var der 3 mand, der pludselig ikke gad at tage deres føring, på trods af at vi var fri af feltet. Og sådan noget forplanter sig jo bare, til resten af gruppen, og pludselig var der en del som ikke gad køre 100 %.
Her bliver jeg lige nødt til at komme med en sidenote: Jeg fatter fandenfisme ikke hvorfor man ikke kører med rundt. Der ville være point til alle, vi ville kunne hente dem foran, vi ville fucking alle have en chance for at køre om sejren! Hvor dælen synes man det er sjovt at køre så defensivt!?!?
Så fik jeg lige det ud. Det gav (lidt) luft.
Vi blev selvfølgelig lukket igen af feltet, og derefter var der igen nogle små ryk, hist og her. Intet farligt.
Da vi så ramte den slemme bakke, 5 kilometer fra mål, lavede jeg igen tricket, om at køre væk fra feltet, smadrede rundt i svinget og slå hullet. Og det lykkedes sgu endnu engang! Jeg blev hentet på toppen af 3 andre, men feltet var lige efter, og derfor lod jeg mig lige så stille og roligt falde tilbage i feltet.
Da vi ramte 3 omgang begyndte Aarhus at tage ansvar, da de var 6 mand til start, og ikke havde nogle med i udbrudet. Men det blev ikke til nok, desværre, og folk begyndte at komme med små angreb.

Vi ramte igen bakken, og jeg gjorde igen det samme som de 3 forrige omgange. Og jeg tænkte, at nu må de vel snart have luret mig – men nej, jeg slog igen hullet og selvom jeg var tæt på at tabe kæden (som ufrivilligt røg ned på lille klinge) kom jeg op over som nummer fem. På sidste omgang var der meget ro i feltet, men der slap alligevel 2 væk på ruten (Mads Olsen, Randers og Kristian Flagsted, Aarhus). Dem så vi aldrig mere.
Sidste gang på bakken, satsede jeg lidt mere. Jeg rykkede ned af bakken, og slog et større hul en før, og denne gang sparede jeg mig ikke på bakken, men gav alt hvad jeg havde, og kom op som en af de første. Thomas Mikkelsen rykkede kort efter, og kort efter kørte de 2 oprykkede D-ryttere, Daniel Svingel, Horsens, og Michael Bygvraa, Viborg også væk. Og så var spurten ellers under opsejling. Jeg lagde mig i nærheden af Ginnerup, da jeg vidste at han var hurtig.

Da vi ramte 1000 meter-skiltet var Svingel og Bygvraa inden for rækkevide. Da der manglede 400 meter fandt jeg en lille åbning på en halv meter, klemte cyklen forbi, og åbnede spurten. Jeg åd mig lyn hurtigt ind på dem, og jeg var virkelig tæt på, men nåede kun Svingel, mens Bygvraa slog mig med 1-2 centimeter. Se billederne – det siger alt. I øvrigt var jeg ikke i tvivl om at jeg ville vinde spurten da jeg først åbnede den.
Bare en meter mere, så havde 6. pladsen været der! ;)

 

Da jeg kom over stregen slog jeg alligevel lidt i styret, da jeg faktisk ikke var tilfreds. Jeg havde pisse gode ben i dag, og mit eget mål var faktisk en medalje i dag.

Min form er præcis hvor den skal være igen. Jeg kunne lukke huller op til folk der var kørt væk, på trods af at de lå 5-6 mand og kørte rulleskift. Jeg følte mig aldrig for alvor presset i dag. Da jeg sad i bilen, på vej hjem, kunne jeg mærke at benene ikke engang var ret trætte. Og det gør at jeg sidder med en uforløst følelse.

Men klubben fik 2 medaljer i dag. Unge Jens-Villum Herløv Vilhelmsen fik sgu en sejr i U15, og Rasmus Iversen tog bronzen i U17.

About The Author

Skribent - Licens

Jeppe Tolbøll, AoCs - Licensredaktør. Jeppe Tolbøll er AltomCykling.dks - "licens mand", han skriver hudløst ærligt om sine oplevelser i dansk licens. Han har en stabil fanskare, læs et par artikler og find ud af hvorfor.

Related Posts