Ja, jeg ved godt jeg (igen) glemte at komme med mine forventninger.

Og det var måske bedst sådan til dette løb hvor forventningerne kan deles op i to.

Den første; Ud fra højdeprofilen var jeg faktisk ret bange for dette løb, da jeg synes det virkede til at være relativ bakket. Derfor ville jeg nok have været tilfreds med at kunne lave ét point.
Den anden: Efter at have kørt ruten rundt, blev jeg glædelig overrasket, da bakkerne nærmere var pukler, og ikke noget der ville volde mig problemer. Samtidig var der voldsom hård vind, som jeg altid har elsket, og så små veje! Så jeg begyndte at drømme om de sjove placeringer i toppen.

Vi skulle køre sølle 78 km. på en 13 kilometer rundstrækning.

Løbet startede, og vi havde ret våde veje. Og allerede fra start var der et par små ryk, men ingen der virkede seriøse. Men da vi ramte en større hovedvej, var Rasmus Ginnerup, fra Thy sluppet væk med en anden (jeg tror det var Mike Fakkenor fra Faaborg). Og jeg rykkede efter, og lukkede op til dem alene. Derefter kom der en slat op bagfra, og pludselig var vi 9 mand. Udbruddet var nu etableret og vi bestod af:

  • Kristian Flagstad, CK Aarhus
  • Mike Fakkenor, Faaborg Ski og Motionsklub
  • Thomas Gjødsbøl, Give CK
  • Lars Lau Christensen, Roskilde CR
  • Emil Bak, Silkeborg IF Cykling
  • Rasmus Ginnerup, Thy CR
  • Lasse Eland
  • Jeppe Tolbøll
  • og en Svendborg-rytter, som jeg ikke kan huske nummer og navn på.

Samarbejdet fungerede upåklageligt, og som Emil sagde, så skulle vi bare holde fart, så ville feltet aldrig se os igen. Og det gik lige præcis sådan. Fra omgang 1 til omgang 5 holde vi mere eller mindre sammen. Undervejs hang Lasse Eland, Thomas Gjødsbøl og ham Svendborg-gutten dog lidt. Det endte med at Lasse Eland punkterede kort før mål på 4 omgang, men han nåede vist at skifte hjul, og komme med det resterende felt. Svendborg-rytteren så helt færdig ud, og lige inden vi kørte ud på sidste omgang var han væk. Han må næsten have fået defekt, da han ikke står til at have gennemført. Thomas Gjødsbøl kom med rundt.

Inden starten på sidste omgang spurgte jeg Emil om han havde lyst til at prøve på noget. “Omme på bakken, ja” svarede han. Det gjorde mig lidt nervøs, da jeg ikke var interesseret i ryk på bakkerne, hvis jeg kunne undgå det.
Lige efter starten på sidste omgang prøvede jeg at rykke væk, og ingen gik efter. Men jeg fik ikke nok hul, til at jeg ture køre 12 kilometer solo, så lod pulsen falde ned, og lod mig hente. Og næsten med det samme kom der et kontraryk fra Flagstad, men de andre lukkede, mens jeg kom ind på hjul.
Ginnerup blev ved med at sige, at vi bare skulle køre rundt, men det var jo også i hans interesse med den sprint han besidder. Jeg prøvede engang mere, men folk var på hjul med det samme.
Og så kom der ikke flere ryk før en 1,5 kilometer før mål, hvor det virkede som om at Fakkenor gik lidt i panik. Han åbnede i hvert fald noget der mindede om en spurt, hvor Ginnerup nemt sad med, og de to fik en mindre hul. Emil og Flagstad satte dog forfølgelsen ind, og fik lukket hullet med mig på hjul. Da vi fik kontakt til de 2 forreste gik de alle helt i stå, og jeg tog chancen. Jeg holdte den fart jeg kom med bagfra og rykkede kontra, og slog hullet med 150 meter til det sidste sving. Det virkede som om at de andre ikke kunne blive enige om hvem der skulle tage ansvar for forfølgelsen.
Og så sker det, som bare ikke må ske. Jeg dummer mig som ind i helvede.
Rundt i det sidste sving satser jeg simpelthen for meget, og ryger af vejen, og ud i noget grus og røg helt ned i fart. Jeg får revet cyklen tilbage på asfalten, må geare ned, og rive cyklen op i fart igen.
Lige i det at jeg får cyklen op, hamrer Ginnerup forbi med Lars Lau Christensen på hjul, og åbner spurten. Jeg var allerede på grænsen der, og kunne slet ikke følge med dem.

Ginnerup vandt spurten helt suverænt med 7-8 meter foran Lars Lau Christensen, mens jeg holder 3. pladsen.
Selvom 3. pladsen er mit bedste C-resultat nogensinde, så følte jeg virkelig at jeg havde smidt sejren væk. Okay, jeg ved selvfølgelig ikke om jeg kunne holde til stregen, men da jeg sad på cyklen inden jeg røg ud i grusset, var det i hvert fald den følelse jeg havde.
Så jeg føler ikke jeg har vundet en 3. plads, men tabt en første plads.

Jeg kan dog tage nogle positive ting med derfra. Jeg føler, at jeg var klart en af de stærkeste i dag, hvilket 2 fra udbruddet også sagde til mig bagefter. Jeg fik 5 point på kontoen, og den “hemmelige” drøm om at blive B-rytter lever. Jeg havde ellers næsten opgivet den efter så megen sygdom i starten af sæsonen.

Rasmus Ginnerup vinder overlegent.

 

Et billede af en mand der giver op!

 

1. Rasmus Ginnerup, Thy CR – 1.59,43
2. Lars Lau Christensen, Roskilde CR – st.
Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup CK – st.
4. Emil Bak, Silkeborg IF Cykling – st.
5. Mike Fakkenor, Faaborg Ski og Motionsklub – st.
6. Kristian Flagstad, CK Aarhus – st.
7. Thomas Gjødsbøl, Give Cykelklub – st.
8. Casper Skaarup, Fredericia CC – 2.02,32
9. Sebastian Andersen, Odder CK – st.
10. Bo Handberg Madsen, Holstebro CC – 2.03,46
11. Mikkel Juul-Andersen, Frederica CC – st.
12. Thomas Larsen Søndergaard, Haderslev Starup CK – st.
13. Lasse Eland, Århus MTB – st.
14. Henrik Kücken, Rødekro CC – st.
15. Niels Olsen, Roskilde CR – 2.03.49
16. Christian Vaaben, Hammel CK – 2.04,05

*Tak til Brian Lund, for billeder! :)

Nu er der ca. 7 ugers pause indtil næste linjeløb i Middelfart.

About The Author

Skribent - Licens

Jeppe Tolbøll, AoCs - Licensredaktør. Jeppe Tolbøll er AltomCykling.dks - "licens mand", han skriver hudløst ærligt om sine oplevelser i dansk licens. Han har en stabil fanskare, læs et par artikler og find ud af hvorfor.

Related Posts