Vækkeuret larmede ubarmhjertigt klokken 04.55 i morges. Og det var ikke fordi jeg ville stå op og fejre min 30-års fødselsdag. Det var for at bruge 2 timer i en bil, for at køre til Randers og køre 100 kilometer på cykel.

Ja, det virker helt ånssvagt, men sådan er cykelrytter-livet nu engang.

Nå, men vi (min kone, Michelle (CykelFoto), Michelles veninde, og jeg) ankom i ganske god tid, så vi trillede ud på ruten for at køre den hurtigt igennem. Og jeg blev rent faktisk overrasket over hvor flad den var. Men jeg frygtede stadig Murhusbakken, som gik op forbi golfbanen. Den var hård sidste år.

Sidste år, jysk/fynsk mesterskab, blev jeg 3’er i D-klassen, efter at have lagt i tremandsudbrud i 2 omgange. Den dag var der en voldsom vind, det var koldt og det regnede – hvilkede passe mig godt, men gjorde løbet hårdere. Specielt på Murhusbakken, da man kom ud af skoven, var der en stiv vind lige i fjæset. I udbrudet kørte vi vel 23-24 km/t, og da jeg blev sat af de andre to på bakken på sidste omgang, kørte jeg max 20 km/t på bakken inden vi ramte vejen mod opløbet.

Men bakken var slet, slet ikke så voldsom som jeg huskede den. Det gav en ret god ro i kroppen, da jeg egentlig følte mig godt forberedt. Mange timers søvn, god mad dagen før, og en formkurve som var på vej i den rigtige retning.

Nå, men starten gik, og der gik ikke længe før der slap en gruppe afsted, hvor Michael Damm Kohberg var med. Jeg gemte mig første omgang, da jeg ikke ville risikere noget før bakken. Jeg ville ikke bruge for mange kræfter for at blive sat på den.
Da vi ramte bakken lå jeg i noget der lignede 4-5 position og tænkte at jeg kunne rulle ned gennem feltet. Men til min store overraskelse, tabte jeg kun 3-4 pladser og kom ret nemt over bakken. Det gav en fan-fucking-tastic følelse i kroppen, at det gik så nemt.
Der efter blev der kørt relativt stærkt, men da det var fladt gik det ret nemt, følte jeg. Der var flere små-forsøg, men intet fik lov til at køre.
Da vi ramte bakken endnu engang, lagde jeg mig aller først ind på den, og kiggede bare på min puls, og holdte et (for mig) højt tempo, og tænkte “Ikke over 180 pulsslag/min”, og da jeg ramte toppen af bakken var der kun gået én rytter forbi mig, og jeg resignerede og lod flere ryttere slippe forbi, så jeg kunne få lidt luft. Der skulle kæmpes lidt nu, da tempoet blev skruet op, men følte mig ikke for alvor presset, selvom pulsen lå godt oppe i det røde felt.

Da vi kørte ud på 3. omgang var det som om at Randers-drengene, som var 9 mand tilmeldt (men vist kun 8 til start), kom længere frem, og jeg besluttede mig for at holde mig godt til oppe fremme. Og det gik præcis sådan. Efter det lange stykke på hovedvejen, hvor vi ramte et sidevindsstykke, lod jeg mærke til at Morten Lambert snakkede sammen med en af de andre Randers-ryttere, og da vi drejede skruede de voldsomt op for tempoet. Feltet splittede i flere grupper, og pludselig var vi en gruppe på 10 mand afsted. Og samarbejdet fungerede rigtig godt, selvom der var 4 Randers-drenge. I gruppen var;
– 17. Eskil Vammen, CK Aarhus
– 19. Martin Wang Hjørnegaard, CK Aarhus
– 95. Jesper Kael Jensen, Randers CK
– 97. Morten Lambert, Randers CK
– 99. Jens Møller Pedersen, Randers CK
– 145. Michael Mortensen, Aalborg CR
– 149. Kristian Sørensen, Aalborg CR
– 109. Patrick Behrens, Rødekro CC
– 125. Frederik Rosenbæk, Svendborg CC
– 211. Jeppe Tolbøll, Haderslev Startup CK

Samarbejdet fungerede ganske godt, og da vi ramte bakken, blev der råbt (tror det var Lambert) at vi skulle holde samlet over bakken, da feltet (eller en gruppe bag os) stadigvæk var ret tæt på os. Det var faktisk ganske fint med mig, da benene var lidt møre at at skulle køre sig fri i sidevinden. På toppen var i relativt godt sammen i gruppen, og vi fandt hurtigt ind i samarbejdet igen. Ind mod opløbet blev der virkelig givet gas. Det gik virkelig godt. Og sådan forløb det faktisk indtil vi skulle ud på sidste omgang. Men der begyndte Randers-drengene også lige så stille at røre på sig. Da vi ramte en mindre bakke angreb Morten Lambert, og ærligt talt tror jeg ikke at nogen var forberedt på det. Eskil Vammen og jeg prøvede at gå med, men jeg måtte personlig give fortabt i første omgang. Der kom flere angreb bagfra, og et øjeblik var det hele ved at eksplodere. Men inden vi ramte hovedvejen var der igen samling.
Og på hovedvejen blev der angrebet meget fra Randers. Det var knaldhårdt, da vi skulle lukke mange huller, og gå med i mange ryk. På et tidspunkt skete der det, at der kom 2 Randers-drenge væk sammen med én CK Aarhus. Pludselig var der 3 ryttere som ikke ville arbejde bagved, og folk var trætte… Jeg tog en chance, og rykkede alt hvad jeg kunne og fik lukket hullet op til de forreste, og samtidig faldt Patrick Behrens af, og vist nok også Frederik Rosenbæk. Men det gjorde ærligt talt ikke situationen bedre, troede jeg. Jeg var pludselig den eneste rytter uden en klubkammerat. Men inden vi kørte af den lange hovedvej fangede vi Michael Kohberg, der var helt smadret, og jeg er ikke sikker på at han kom med. Vi drejede ind på de mindre veje, og fangede kort efter Thomas Mikkelsen fra Horsens, som var med i frontgruppen fra starten.

Men der var pludselig ganske fin ro over gruppen. Ingen voldsomme angreb, og det virkede pludselig som om, at der blev ladet op til et stort angreb på bakken. Hvilket selvfølgelig ikke var i min interesse. Så jeg måtte satse. Jeg brugte et par kilometer på at tænke, hvad der skulle gøres, og inden vi ramte et knap 180-graders sving, tog jeg en chancen og rykkede væk med alt hvad jeg kunne. På hjul fik jeg Jesper Kael Jensen (Randers), Thomas Mikkelsen (Horsens) og Kristian Sørensen (Aalborg). Da vi havde en Randers-mand med virkede det til at det gik i stå bagerst.
Jeg trak alt hvad jeg kunne og prøvede at opildne de andre til at give alt hvad de havde, da der kun var 5-6 kilometer tilbage til mål, og der var point til os alle hvis vi kom hjem, selvom Kristian sagde han ikke kunne føre mere. Thomas så også slidt ud, med tog sine føringer.
På nedkørslen gav Thomas og jeg den god gas, og da vi ramte bakken kørte Jesper Kael Jensen væk fra os. Thomas, Kristian og jeg fandt hurtigt ind i et samarbejde, og jeg troede faktisk vi ville fange Jesper igen. Bagud var de allerede helt væk, så jeg vidste at vi ville køre hjem.
Jesper kørte stærkt og da der manglede 2 kilometer kunne vi godt se, at han ikke ville blive hentet, og pludselig lå jeg forrest da vi ramte 1000 meter skiltet. Jeg prøvede at rykke (ikke alt hvad jeg kunne) en gang for at teste dem, men de sad på hjulet.

Jeg har haft lidt problemer med mine gear, så jeg måtte finde det rigtige gear inden sidste sving. Og det gear fandt jeg ikke. Jeg kom godt rundt, men kørte alt for højt gear, og jeg kunne ikke gøre andet end bare træde, selvom jeg godt kunne mærke at det var lidt skidt. Og med 20-30 meter igen gik Thomas forbi mig (det så relativt nemt ud), mens Kristian ikke kunne mere. Så det blev til en 8. plads, og vi kom kun ind 30 sekunder efter vinderen, hvilket var meget tættere på end hvad jeg troede!
Men formen er på vej frem. Der mangler ikke ret meget mere. Jeg følte mig ikke ukørt bagefter, og ville godt have kunne klare endnu en omgang, tror jeg :)

Planen var at hente første point i Sønderborg, og ramme topform i maj. Så det ene point i Randers må siges at være en dejlig bonus.

Den knap så vellykkede spurt.

About The Author

Skribent - Licens

Jeppe Tolbøll, AoCs – Licensredaktør.
Jeppe Tolbøll er AltomCykling.dks – “licens mand”, han skriver hudløst ærligt om sine oplevelser i dansk licens. Han har en stabil fanskare, læs et par artikler og find ud af hvorfor.

Related Posts