Weekenden bød på to traditionsrige løb i det nordlige Tyskland, nemlig Rund Um Ascheffel og Giro Nortorf.

Forventningerne til løbene var meget moderate, hvor jeg egentlig bare ville hænge med på så længe som overhovedet muligt, begge dage. Vi skulle trods alt starte med store hold som Cult Energi, Trefor-Blue Water, Riwal, Designa Køkken og alle de store DCU-teams. Vi skulle være omkring 190 mand til start begge dage, og derfor forberedte jeg mig på kaos!
Jeg havde ikke kørt nogen af de to løb før, så jeg anede ikke hvad der eventuelt ventede mig.

Rund um Ascheffel:
Løbet skulle køres på en 16,6 kilometers rute som bød på ca. 100 højdemeter pr. omgang. Efter endt opvarmning med den gode Christian Vaaben fra Hammel, kørte vi til startstregen med 20 minutter til start. Vi ville jo være i god tid. Til min store overraskelse stod der allerede omkring 80-90 mand foran som åbenbart havde samme ide! Nå, men der var ikke andet at vente på komme i gang så.

Med 2 minutter til start skete der så noget uventet, og noget ret irriterende. Hele Cult-holdet mødte til start, og fik løb til at passere samtlige andre ryttere og stille sig i første geled. Det synes jeg altså ikke er fair. Bare fordi at de kører meget stærkere end os, så bør samme spille regler gælde for samtlige ryttere, og nogle ryttere havde stået ved startstregen 25 før og derved gået glip af en vigtig del af deres opvarmning! Og fordi Cult fik lov til at glide frem, kunne man med det samme mærke uro i feltet. Hvad ville der ske nu?

Svaret kom 2 minutter senere, da løbet blev skudt i gang.

I Ascheffel starter man i bunden af løbets stejleste stigning, som er 400 meter lang, med en gennemsnitlig stigning på 4 %.

Cult satte allerede fra start maksimalt pres på. Jeg fandt et billede da jeg kom hjem, hvor man ser de første Cult-ryttere, som virkelig skærer tænder og øjensynligt har ondt. Jeg tror da fanden, at jeg på 103 kilo, bankede op på makspuls og allerede fra start hang med røven i vandskorpen!
Da vi ramte toppen af bakken kiggede jeg frem og blev mødt med det frygtindgydende syn. Jeg kunne ikke se fronten af feltet! Det hele var strukket ud, og sving og bakker gjorde at fronten var “væk.”

Men det vanvittige høje tempo fortsatte, og pulsen kom aldrig rigtig ned. Jeg kæmpede mig langsomt frem, undgik et styrt foran mig, hørte styrt bagved mig, kiggede på pulsen, sørge for ikke at ramme ham foran mig, som klodsede bremserne! Det var latterligt hårdt følte jeg, og jeg tænkte at farten nok snart måtte falde. Fik kæmpet mig lidt længere frem, kiggede på pulsen som stadig var omkring min VO2 maks. Og så ramte virkeligheden mig. Vi havde kun kørt 8 kilometer! Hvordan fanden skulle jeg nogensinde overleve dette kaos!
Endnu engang kørte jeg mig frem, og nåede vel op til noget der mindede om 30 position i feltet, mærkede pulsen banke afsted, og besluttede mig for at blive liggende her lidt. Endnu engang var der tæt på styrt, og flere måtte bremse hvilket gjorde at jeg røg tilbage som nummer 50-60 stykker igen. Jeg skulle frem inden bakken, eller vidste jeg det var slut. Men jeg kom ikke frem. Jeg kunne ikke. Jeg har aldrig prøvet at skulle køre med makspuls i et felt før! Og den ville bare ikke ned! Da vi ramte bakken, sprang jeg total i luften og faldt som en sten gennem feltet, og måtte se mig blive sat, men feltet rasede afsted. Jeg klikkede et par gange på min Garmin, og fandt gennemsnitsfarten. Den sagde 48,2 km/t! Det var jo vanvittigt!

Nicolai Jørgensen, fra Team Jutlander Bank, fortalte mig senere at den første time blev kørt med omkring 47 km/t.

Jeg endte i en gruppe med flere A-ryttere fra Globeteam-Siesta, og kørte egentlig nemt med rundt i 2 omgange indtil vi ramte bakken igen. Så gad jeg ikke mere. Moralen var knækket, og jeg ville hellere spare kræfter til Giro Nortorf, så selvom om målet egentlig havde været at gennemføre så gad jeg bare ikke! Så jeg stod af. hvilket jeg i bakspejlet fortryder nu.

Cult endte med dominere løbet og endte da også med dobbeltsejr til Magnus Cort foran Michael Carbel.

Giro Nortorf:
Pivflade Nortorf. Løbet eneste stigning var en vejbro. Og den ville ikke volde nogen problemer. Løbet var 120 km fordelt på 12 omgange.
Da fik placeret mig lidt heldigt ved starten. Jeg var faktisk ved at komme for sent, da jeg havde kigget forkert i proportionerne, men valgte at starte min opvarmning tidligt. Faktisk en time før start.
Da jeg så ankom til startområdet så jeg at alle stod klar. Heldigvis kom jeg fra ruten af, så jeg valgte den lidt frække løsning og kørte ind og stillede mig næsten først.

Løbet blev skudt i gang, og havde via min startplacering ret nemt ved at holde mig fremme. Første omgang blev kørt meget afslappet indtil 2 kilometer før den tekniske afslutning med mange sving. Det gik rigtig fint med at holde mig fremme, og pulsen lå ganske lavt. Der var en ret heftig positionskamp men kunne nemt holde min plads samt køre mig frem.
Da vi var halvvejs på tredje omgang er positionskampen ret vild og der er flere der er ved at styrte. Jeg ligger i 15-20 position, i højre side, og føler faktisk at det går ret nemt, og at det kan blive rigtig sjovt i dag. Men så sker det. 3 ryttere ryger ned i venstre side, og hele feltet slår et kæmpe svaj og pludselig vælter den en foran mig, og hans cykel river mit forhjul væk under mig og 103 kilo smadrer i asfalten og jeg bliver samtidig ramt af 2 andre ryttere. En lander overn på mig, mens en anden ligger oven på min cykel.

Jeg kommer lynhurtig op og får konkurrentens cykel væk fra min, ruller forhjulet rundt. Det er snor lige stadigvæk! Baghjulet får en tur, og til min rædsel er det skævt! Kun andet løb og mit spritnye Fast Forward-hjul er allerede skadet! Og jeg kan samtidig ikke fortsætte i løbet. Jeg løsnede bremserne og måtte konstatere at det ikke var nok, så måtte pille bremseklodserne af. Og så kunne jeg ellers trille rundt for at finde Michelle der stod ude på ruten og tog billeder.

Jeg hørte efterfølgende at der var yderligere 3 styrt i feltet.

Konklusion på weekenden:Jeg kommer nok ikke til at køre de tyske løb næste år. Jeg forstår ikke hvorfor man absolut skal smide 190 mand i ét felt, når man lige så nemt kunne køre 1 A-felt og 1 B-felt.
Det store problem er niveauforskellene, der virkelig gør det farligt. Vi sidder med ryttere der måske kun lige har niveau til B-feltet og så med ryttere der i teorien kunne køre World Tour. Det giver et vanvittigt uheldigt mix, så når Cult sætter pres på kan den menige A-rytter nok godt være med, mens der måske ligger B-ryttere der ligger på makspuls samtidig, og så bliver man ukoncentreret og så sker der bare styrt.
Jeg slap personligt billigt på kroppen, med sår på albue, hofte, knæ og fod. Materialet er det vist kun baghjulet som har taget skade. Hjulet er pt. hos min cykeldoktor der ser om den bare er egerne der skal efterspændes eller om hjulet har taget yderligere skade.

Jeg ved ikke om det bare er mig der en en gammel pivskid, men jeg vil ikke risikere at ødelægge material og brække lemmer allerede i sæsonens første løb næste år. Så føler jeg faktisk jeg ville have fået mere ud af 2 x 130 kilometer hjemme i Haderslev, lørdag og søndag

About The Author

Skribent - Licens

Jeppe Tolbøll, AoCs – Licensredaktør.
Jeppe Tolbøll er AltomCykling.dks – “licens mand”, han skriver hudløst ærligt om sine oplevelser i dansk licens. Han har en stabil fanskare, læs et par artikler og find ud af hvorfor.

Related Posts