Michelles mad mætter godt!

Først vil jeg fremhæve et skidegodt kammeratskab. Vi boede alle hos Thomas (Larsen Søndergaard). Alle er ud over Thomas og mig, Nicolai Jørgensen og Michael Damm Kohberg.
Og det var sagt på godt jysk pisse hyggeligt. Efter løbet var vi nede i Silkeborg bymidte og spise, kom hjem og så de 450 meter, som TV-billederne kunne vise fra Giro’en. Derefter stod den på Bezzerwizzer, som Nico vandt heldigt foran mig, og petanque, som kun Thomas kunne finde ud af. :)

Silkeborg:
Som jeg havde sagt, så frygtede jeg lidt Silkeborg-ruten, da folk havde sagt den var hård. Men det blev faktisk ikke helt så hårdt som jeg frygtede. Dog var varmen så dræbende varm, for en koldvejr-rytter som mig! Jeg overlevede alle 3 bakker på første omgang med overraskende lethed. Specielt den første bakke følte jeg enorm overskud på. Der var grus overalt på vejen, hvilket gjorde den meget anderledes end normale bakker. Og mange folk “blokerede” mens jeg følte jeg rent faktisk nemt kunne køre mig frem og være med til at ligge pres på. Og efter de 3 bakker besluttede jeg mig for at gemme mig, og se om jeg ikke kunne komme med hjem til en spurt. Men da vi ramte den sidste bakke på anden omgang, og kørte i voldsomt tempo ind mod mål, begyndte jeg langsomt at mærke højdemeterne æde sig ind i benene. Men jeg kom nemt henover “grusvejsbakken” så måtte jeg klemme mig godt sammen på rutens anden bakke. Og da vi ramte den sidste bakke var det slut. Benene ville ikke mere, og varmen havde også tappet på mine kræfter, og løbet sluttede egentlig der for mit vedkommende. Jeg kørte sidste omgang med en flok satte H40-ryttere, så fik stadig en smule speed i benene. Jeg følte ikke ruten var slemmere, end at hvis jeg havde været i samme form som i Randers, så var jeg kommet men over de skide bakker :)

Thomas kørte sit første løb i over en måned (og reelt en af de første ture i samme tid), og satte godt med! Kohberg blev første man udenfor præmierækken efter tekniske problemer i spurten. Rasmus Fjordside knuste alt og alle, og kørte alene hjem med 2 minutter til nærmeste forfølger!

Min målsætning var en Top 25, og sluttede som nummer 27, så det var ganske acceptabelt – for mig.

Herning:
Danmark fladeste rute! Jo, den nørdede cykelrytter vil måske mene at Bov-ruten er fladere, og jo ud fra højdemeter pr. omgang er Bov-ruten lige 0,2 meter pr. kilometer, lavere. Men omvendt er vejene i Bov meget smalle, og belægningen meget ringere. Så derfor vil jeg vove at kalde Herning “fladere” da det er store brede veje, og ikke voldsomt mange sving.

Hvis man læser mine forventninger til løbet, så ramte jeg næsten spot on! Læs den evt. og sammenlign med det jeg skriver nedenfor.

Løbet startede i et hektisk tempo, med voldsomt høj fart. Ikke noget der overhovedet bekymrede mig, da det gik ret smertefrit. Jeg havde ingen problemer med at sidde med, eller køre mig frem i vinden. Der var selvfølgelig en masse, masse angreb, men alt blev hele tiden lukket ned. Da vi ramte midten af anden omgang, slap der en gruppe væk på 6 mand, hvor Kohberg og Fjordside (med førertrøjen for Pinsecuppen) var med. Og da nogle andre prøvede at rykke med, gik jeg med. Jeg var ikke sikker på at de ville kunne køre udbrudet ind, eller holde feltet bag sig, og da jeg ikke ville trække Kohberg ind, lagde jeg mig på hjul, og nægtede at tage føringer.
Det gjorde jeg i hvert fald ind til der pludselig var betydelig afstand til feltet. Der efter begyndte jeg at hjælpe de andre, og vi kom stille og rolig tættere og tættere på. Og lukket blev der også. Pludselig var vi 13 mand afsted, og vi kørte alle med rundt. Der blev kørt rigtig stærkt, og jeg var 100 % sikker på at vi ville holde hjem. På et tidspunkt følte jeg rent faktisk at jeg ville kunne vinde løbet, da benene føltes friske, og tempoet kunne sagtens holde til.
Jeg lod mig falde bagud, ned mod Kohberg, for at høre om han ville komme med et angreb ude fra, inden mål. Det var det, og derfor besluttede jeg mig for at holde mig i gruppen, og ikke gå med i ryk, og bare stille og rolig lukke huller. For enten kunne Kohberg køre væk og vinde, og ellers stolede jeg på min spurt.

Men da vi manglede 10 kilometer af tredje omgang (ud af fire) begyndte folk pludselig at rykke fuldstændig åndssvagt. Og så røg min plan om at lukke huller “stille og roligt” i vasken, da vi alle blev nødt til at lave voldsomme ryk for folk ikke skulle slippe væk. Og pludselig kom Kasper Kalhøj, Holstebro, op bagfra. Han var kørt op, sammen med en anden, som jeg ikke lige fik med hvem var. Men uanset hvor imponerende det var, så viste det samtidig at feltet var tæt på, og det gik desværre sådan at de fik lukket! Det var så fucking dumt! Vi kunne være kørt hjem 13 mand, men nu var vi pludselig 30 mand der skulle hjem og spurte.

Men med små 12-13 kilometer, hvor der havde været flere ryk, kørte Thomas Mikkelsen, Horsens, og Casper Nissen, CK Aarhus væk. Det var ikke rigtig noget ryk, men mere et fastholdelse af farten, da feltet gik i stå. Og så slap de væk. Og at det netop var Thomas, synes jeg var fedt. Allerede efter kort tid, kunne man fornemme at de nok ville holde hjem. Jeg sagde til Kalhøj; “Nu får Thomas sgu nok sin podieplacering”. Endelig havde han held med at ramme det rigtige udbrud. Kasper sagde med det samme, og han i hvert fald ikke ville hjælpe med at køre ham ind. Og jeg var enig. Thomas er en gennemsympatisk gut, som virkelig fortjener at skulle køre om sejren!

Da vi manglede 6 kilometer begyndte mit venstre lår pludselig at krampe! Det chokkerede mig, da jeg slet ikke følte at benene var særlig trætte. Og vi lå alligevel og jagtede med 55 km/t, så jeg kunne ikke stoppe med at træde! Så det blev 4-5 hurtige omdrejninger, rulle i et par sekunder hvor benet blev strukket ud, masseret, og så drak jeg resten af min vand. Og krampen forsvandt heldigvis 1 kilometer efter. Og så skulle der kæmpes om pladserne inden spurten. Jeg fik placeret mig ret skidt faktisk. Da vi manglede 2 kilometer lå jeg lidt for langt tilbage på den forkerte side af vejen. Kalhøj kom bagfra og fandt en bane frem, og jeg hoppede hurtigt på hans hjul. Og frem kom vi. Så var det problem løst. Men jeg lå stadig i den inderste bane mod det sidste sving, hvilket betød, at der skulle bremses ned.
Spurten blev åbnet, og jeg prøvede at fange Fjordsides hjul, hvilket næsten lykkedes, men han accelererede bare for hurtigt væk. Jeg gik forbi en 5-6 mand i spurten, og krampen meldte sig pludselig igen, og jeg måtte sidde mig ned og spurte, og med 20-30 meter igen klemte Kohberg sig forbi mig. Han blev 5’er mens jeg blev 10’er.

Men Thomas Mikkelsen vandt! Det var rigtig fedt for ham, da han var fuldstændig smadrede i udbrudet, og da vi blev hentet. Men han tog sin chance, og fik det maksimale pay-off!

1) Thomas Mikkelsen, Horsens, 2) Casper Nissen, CK Aarhus, 3) Rasmus Ginnerup, Thy CK

Rent resultatmæssigt var jeg ikke tilfreds. Jeg havde sat en mål som Top 5, og havde vi holdt 13 mand hjem, havde jeg også lavet den – det føler jeg mig overbevist om. Men det er selvfølgelig nemt at sige – specielt bagefter :)
Men formen var der igen! Benene var bedre end forventet. I hvert fald på flad vej.

Hammel:

Sat på Pøtten!

Jeg havde i forvejen omtalt Hammel-løbet som træningløb. Jeg ville ikke komme med henover Pøt Mølle (også omtalt Pøtten). Så der skulle satses. Jeg ville ikke gemme mig, for så at blive smidt på bakken. Det ville jeg alligevel være træt af. Så angreb var på menuen, og allerede efter 200 meter var jeg afsted, sammen med min tidligere klubkammerat og gode bekendte, Bjarke Vodder Nielsen, Randers CK, men vi fik ikke lang tid før vi blev hentet igen. Jeg fik prøvet en 3-4 gange mere, men alt blev lukket hurtigt ned. Der var mange der havde på dagsordnen at feltet skulle komme samlet til Pøtten, og jeg besluttede mig for at holde lidt igen. Ca. 1 kilometer fra Pøtten, på en nedkørsel, satte jeg sidste angreb ind ned af. Og jeg fik hullet. Men desværre ikke nok, og med 300 meter igen til bunden var feltet så tæt på, at jeg prøvede at slappe af, for at komme med så langt henover som muligt.

Men der var ingen kræfter da vi ramte bakken, og allerede efter 200 meter var jeg væk. Så det gik som forventet. Smidt på første omgang, og nu ventede der 2 omgange solo, hvis jeg ikke fandt en gruppe at ligge i.
Jeg fandt en lige omkring mål, som jeg kørte med indtil vi hentede Dame B/Dame Jr.-feltet. Dem lå vi så lidt bagved, og trillede, indtil D-feltet kom og overhalede os. Der slap jeg, for at lade feltet passere mest smertefrit. Og da de var forbi satte jeg mig igen i min gruppe, men på Pøt Mølle måtte jeg slippe og derefter blev hele sidste omgang en rulleomgang, hvor benene bare bare fik lov til at rulle af, efter 3 hårde dage. Jeg sluttede som nummer 38, og mit mål var 35, så det var egentlig okay.

Fjordside vandt igen, foran en bravtkæmpende Kasper Kalhøj. Som Kalhøj sagde, så blev han bedst af alle de andre (forstået på at Fjordside var urørlig).
Kohberg fik klemt sig på 15. pladsen, da han vandt feltets spurt.

Og samtidig blev vi en del konkurrenter mindre i C, da Fjordside, Kalhøj og Kohberg alle hentede deres B-numre.

Resultatmæssigt er jeg ikke helt tilfreds, da jeg gerne havde set flere point på kontoen, men rent løbsmæssigt synes jeg at det var en okay weekend.

Jeg kører ikke næste uge i Skive og Hobro.