Min debut i B-klassen blev uden et indlæg om forventninger. Det kan vel ganske kort opsummeres. Løbene på Sjælland (Værløse-Farum og Ordrup) skulle egentlig mest bruges som erfaringgivende løb, og jeg havde håbet på at løbene måske kunne kaste et enkelt point af sig.

Sådan skulle det dog ikke helt gå.

VFC-Kriterium:
Ruteprofilen sagde flad rute, og det var den også bortset fra en bakke kort før mål, som gjorde ondt – på mig i hvert fald. Løbet var overraskende kort med kun 70 km., over 10 omgange.

Allerede efter starten fandt jeg de umiddelbare forskelle på C og B. Den grundlæggende højere fart, den lidt mere aggressive kørsel og de længere ryk.

Allerede fra starten blev der kørt sidevindskørsel, og følte virkeligt at det var hårdt. Jeg havde grundlæggende svært ved at holde mig fremme, hvilket må siges at være uvant for mig. Men det var en kendsgerning, at allerede efter to omgange kom det udbrud, der skulle ende med at holde hjem, væk. Jeg lå selv ret langt tilbage da de kørte, og kunne se hvordan der blev kørt sidevind, og hvordan 2-3 stykker knækkede og dem bagved kunne ikke lukke. Og så var der 10 mand væk. Jeg holdte mig lidt i baggrunden, da jeg ikke mente jeg skulle tage det store ansvar da det som sagt var min debut.

Og ender jeg pludselig alligevel i et udbrud med klubkammeraten Nicolai Jørgensen, sammen med 3 andre. Synes egentlig vi kørte ganske fint rundt, men vi blev alligevel lukket ned. Da vi kom rundt omgangen efter var der en ambulance på vejen, der var spærret total af i vores venstre side.
Det som var sket, var at mens vi lå i udbrud var Emil Bak, Silkeborg, blevet frontalt ramt af en motorcykel, og havde slået sig grimt!
Det endte med en brækket hånd, og en omgang sting i panden og foden. Men det var måske nok stadig heldigt sluppet når man leget chicken med en motorcykel der kører 80, og man selv kører ca. 40. God bedring Emil!

Nicolai manglede inden løbet 5 point for at komme i A, så jeg havde lovet at lege semi-hjælperytter for ham. Da vi ramte sidste omgang, fik jeg den (dumme) ide at jeg ville lege sidevindsrytter. Og lagde mig op foran med Nico på hjul og gav den lidt gas. Det skulle så vise sig at det ikke er helt så nemt at splitte et B-felt som et C-felt. Hvad fanden havde jeg også regnet med!? Så slog hurtigt ud.

På det sidste stigning lå jeg langt tilbage – var træt – og da Nico og Kasper Kalhøj angreb blev feltet strukket helt ud. Den knækkede flere steder, og jeg kunne pludselig godt at se at nu var pointene kørt. Der var heller ikke ret mange flere kræfter, så trillede stort set i mål, som nummer 21 ud af ca. 45 startende. Det var stadig godkendt. Efter løbet blev der snakket om at det var et nemt løb, og det gjorde mig sgu ærlig talt lidt bange, for jeg havde virkelig haft det hårdt mange steder på ruten.

Vi kørte efter løbet hen til den campingplads hvor vi skulle overnatte. Vi var Nicolai, Michael Damm Kohberg, og vores H40-rytter Hans Christian Iversen. Det resulterede i et sjov aften, der dog resulterede i lidt for lidt søvn, da vi skulle op alt for tidligt da H40 havde tidlig start om søndagen.

Ordrup:
5 timer før start… Så lang tid var vi der før, pga. HC’s start. Men det var sgu fint nok. Vi fik slappet godt af, hygget os, og spist godt til. Jeg følte mig dog træt pga. den manglende søvn (som dog var 8 timer), mens benene dog føltes helt friske.

Vi skulle køre 15 omgange, ca. 110 kilometer. Ruten meget op og ned på nogle meget små bakker, som man bare blæste hen over med høj fart. Derefter kom man ud på en stor hovedvej, inden man kørte ind på opløbsstrækningen som steg en smule (nok til at jeg ikke ville kunne lave point i en spurt, vurderede jeg – men ikke grundlag for mine senere beslutninger).

Løbet startede med at Nicolai gik i udbrud lige med det samme, men det holdte ikke så længe for der kom samling på igen. Der var rigtig mange angreb, men ingen fik lov til at slippe væk. Efter gårsdagens forskrækkelse forholdt jeg mig relativ rolig, og gik meget lidt med i nogle af rykkene.

Pludselig ender Nicolai i et større udbrud med 9 andre, og da han “bare” skal bruge 4 point, synes jeg at hans muligheder var rigtig gode. Så endnu engang kunne jeg (samt Michael) forholde os passive. Vi holdte os samtidig godt fremme for at undgå at feltet skulle brække i sidevinden.
Og her gik det åbenbart helt galt i hovedet på en Hvidovre-rytter. Han begyndte at skælde ud om at vi skulle deltage i rulleskiftet, men det nægtede jeg. Så bad han mig om at skride “fucking ned bag i”, hvilket jeg pure nægtede. Jeg saboterede ikke rulleskiftet, men jeg lagde mig bare ned bag den rytter der kom ned FRA rulleskiftet. Jeg bad ham om at blande sig uden om den måde jeg kørte cykelløb på, for jeg havde jo Nico ude foran. Han svarede igen, at når jeg kørte som en idiot, så måtte han jo lære mig at køre på cykel. Jeg trillede forbi ham, rystede på hovedet og kaldte ham en båtnakke. Det var åbenbart nok til at vække hans indre psykopat. Fuldstændig uforberedt river han fat i min ene baglomme og river hårdt i mig, så jeg mistede grebet på min styr, og hvordan fanden jeg reddede den fatter jeg ikke? Sådan en idiot der åbenbart er villig til at få andre til at styrte fordi de ikke vil køre cykelløb på den måde han vil!? Det var simpelthen chokerende! Jeg hakkede hans hånd væk fra min ryg, og sagde til ham på en meget udiplomatisk måde, at hvis han rørte mig igen, så røg han i asfalten!

Derefter gik feltet i stå, da jeg tror en del faktisk var chokeret over at han lige havde været tæt på at forudsagde et massestyrt.
Langsomt kom der dog igen samarbejde i gang, og farten steg. Omgangen efter var Nicolais gruppe hentet, og feltet eksploderede igen i et raseri af angreb. Og i et af dem kom Michael væk selv. Han lå nu alene ude foran, og så kunne jeg med god samvittighed lade være med at lave noget – igen! Dog holdte jeg mig stadig fremme, og da vi ramte opløbet over bakken knækkede feltet i to dele, hvor Nicolai og jeg endte i frontgruppen, mens Michael stadig lå ude foran. Vi traf en underforstået aftale om at vi skulle køre med rundt. Gruppen kørte alligevel ind på Michael, og så var det bedre at få ham lukket, så han ikke brugte unødige kræfter derude. Og 3 mand i en ca. 10-mandsgruppe var rigtig optimalt for os.

Vi hentede Michael efter cirka en halv omgang, og han lagde sig direkte på hjul for at få fortjent luft. Men vi kørte ret godt rundt. Jeg tænkte at nu fik jeg sgu da point i løbet. Jeg var overbevist om at vi nok skulle holde hjem. Måske en lille vane fra C-løb.

Efter 1,5 omgangs rulleskift blev der dog igen lukket bagfra og feltet var igen samlet. Da vi kørte forbi mål manglede der 2 omgange. Der var pludselig ikke de store angreb mere, og selvom farten var høj var der ingen ryk. Da vi kørte ind på opløbstrækningen, cirka 2 kilometer til mål, lå Nico allerførst og jeg gik frem for at tage en hård føring. Nico holdte op med at træde, og pludselig fik jeg hul. Jeg tænkte at jeg kørte ikke maks, og jeg kunne få mig et lille forspring på bakken, og derved undgå de værste ryk. Men da jeg kørte over målstregen, havde jeg øget lidt til et felt som var gået helt i stå. Da jeg ramte sidevinden tænkte jeg lidt, at nu ofrer jeg mig for Nico og Michael, så de kan slappe af. Jeg øgede farten til 43-44 km/t, og kom ind i en skide god rytme. Drønede henover bakkerne med godt flow i benene, og kunne pludselig ikke se feltet bagud mere.
Da jeg kørte ud på den store hovedvej, havde vinden vendt sig, så jeg kørte i sidemedvind. Jeg gav den virkelig gas og lå på næsten 50 km/t, og kun på 85 % af min makspuls. Jeg kiggede bagud og kunne ikke se nogen over 200 meter bagud udover 2 ryttere. Jeg fik en følelse af at nu var den sgu nok hjemme. Hele tiden var der dog en lille stemme der sagde “Hallo, hvad sker der? Du kan sgu da ikke tage en solosejr i B!?”

Da jeg kørte ind på opløbsstrækningen vidste jeg at den var 100 % hjemme… De sidste 1,5 kilometer var en forfærdelig blanding af smerte og en utrolig velbehag. De sidste 150 meter foregik med armene hævet over hovedet og kæmpe smil. Jeg var glad for min C-sejr i Fredericia, men dette har overgået alt. At køre 8 kilometer solo, og køre i mål med 25 sekunder havde jeg aldrig troet at jeg skulle opleve nogensinde.

Resultatet blev således:

 

Min sidste omgang fra Endomondo:

About The Author

Jeppe Tolbøll
Skribent - Licens

Jeppe Tolbøll, AoCs - Licensredaktør. Jeppe Tolbøll er AltomCykling.dks - "licens mand", han skriver hudløst ærligt om sine oplevelser i dansk licens. Han har en stabil fanskare, læs et par artikler og find ud af hvorfor.

Related Posts