For at svare kort, så nej, jeg fik ikke opfyldt noget der mindede om en målsætning. Selv om den var beskeden.

Og nu den lange forklaring om hvorfor.

Der er flere forklaringer på hvorfor det ikke lykkedes. Jeg vil lige hurtigt remse nogen op.
1) Der var bette små bakker.
2) Der var 20 grader, og det kan jeg ikke køre i.
3) Randers kørte vifte kørsel.
4) Jeg har været syg i løbet af ugen.
5) Jeg har sovet dårligt i nat.
6) Jeg tabte et spejl i morgen, krydsede en sort kats vej, og gik under en stige på vej ned til bilen.

Ovenstående er selvfølgelig bare for sjov, for sandheden er at jeg er en milliard år fra at være i den form det kræves for at sidde med i det nuværende B-felt. Og jeg har virkelig gransket mit eget hoved for at finde ud af hvorfor – jeg har jo ligesom haft tid til det i dag, eftersom at jeg blev sat efter 10 minutter. 10 fucking minutter!! Men først til selve løbet.

Planen var egentlig at holde mig, så godt jeg nu kunne, i feltet. Jeg skulle jo “bare” sidde med halvdelen af løbet, samt gennemføre, så var den skåret. Men planen blev ændret i sidste øjeblik, da vi stod ved startstregen. Vi ville ramme et medvindstykke med det samme, som så derefter ville slå over i sidevind et godt stykke for der så kom sidevind igen, og da vejene var smalle vidste jeg der ville blive kørt sidevindskørsel. Specielt af de lidt for mange Randers-drenge der stillede op. Hvis jeg da bare kunne komme dem i forkøbet…
Efter 500 meter angreb jeg. Ikke hårdt, for farten var ikke nået ret meget over 30 km/t.

Jeg fik Thomas Edemann, fra Jutlander, med mig som den eneste – desværre. Ikke fordi jeg tror det ville have holdt, men fordi det tvang mig til at tage hver anden føring, og det fandt jeg hurtigt ud af, at det ville dræbe mig, lige så meget som sidevindskørsel ville have gjort, tror jeg.

Men vi holdte ca. 7 kilometer før jeg måtte kapitulere og slippe – jeg var ikke stærk nok i forhold til Edemann. Jeg så bagud og så hvordan feltet kom blæsende mod mig – selvfølgelig anført af Randers. Da feltet kom forbi prøvede jeg at klæbe mig fast, men jeg lå i maks, og benene ville bare ikke lystre! Så pludselig var der ikke flere tilbage, og jeg måtte slippe.
Jeg blev hentet af et par grupper af ryttere som var blevet smidt i sidevinden, men jeg kunne kun lige holde hjul i maks 1 minut, før jeg igen måtte slippe. Og sådan gik det 2 gange yderligere indtil jeg lå alene.
Derefter lå jeg alene indtil jeg havde rundet første omgang.

Mange tanker flyver gennem hovedet på en når man sidder der alene. Tanker om at droppe resten af denne halvsæson, tanker om at stoppe med at cykle helt, for er man mon god nok? Tanker om at gå op i dommervognen og søge dispensation til at køre C igen. Alle disse tanker er selvfølgelig væk nu, men skuffelsen var stor.

Uge på anden omgang mødte jeg Emil Bak som var punkteret, og vi snakkede en 10 minutters tid, før jeg fortsatte. Jeg skulle jo gennemføre løbet, som planlagt.
Kort tid efter blev jeg hentet af C-feltet og satte mig på hjul af dem. Og selvom jeg lå som sidste mand og åd en masse vind selv, så var det ret nemt at sidde med. Det bekræftede mig heldigvis i at jeg ikke er i dårligere form end sidste år.

Efter en omgangs tid med C-feltet faldt Casper Skaarup af, og jeg valgte at blive ved ham og snakke lidt. Efter lidt tid besluttede jeg mig dog for at jeg ville give den lidt gas igen, og smuttede fra ham, og kørte op til 2 andre C-ryttere og en junior-rytter. Dem lå jeg sammen med indtil ca. 75 kilometer, før jeg lod mig falde af. Jeg gad ikke mere så ville bare rulle af. Jeg orkede ikke tanken om at skulle køre 2 omgange mere.
Det er så her den opmærksomme tænker; B-feltet skulle da kun køre 5 omgange og ikke 6? Jeg er en idiot. Punktum! Jeg plejer at sige at forberedelse er vigtig, og jeg fandt senere ud af at jeg slet ikke havde styr på distancen! Det må ikke ske, men det gjorde det alligevel. Måske pga. de lave forventninger, at jeg ikke havde forberedt mig godt nok – jeg ved det ikke!

Men anyway, jeg stod af. Ikke engang det mål kunne jeg opfylde for mig selv. Dog tager jeg så i stedet ud og træner i morgen igen, for nu kommer vi punktet omkring min træning.

I februar og starten af marts gik jeg helt væk fra at køre de hårde VO2 maks-intervaller, og fokuserede kun på AT og distance. Jeg har ikke været superbevist om det, før i dag, hvor jeg har gransket min træningsdagbog igennem. 4 dage med VO2 maks i marts blev det til. Det kan være forklaringen på hvorfor jeg pludselig ikke kan gå “dybt” mere. Jeg aner ikke hvorfor jeg er gået væk fra den ellers så velkendte og gode VO2 maks-træning. Måske fordi jeg frygtede distancen i B.

Jeg har i hvert fald revideret min træningsplan for hele maj ret voldsomt. Jeg har besluttet mig at skære ned på de lange ture, som jeg har kørt mange af i vinters og foråret, og gå lidt tilbage til den træning der gav så god succes sidste år. Små, kortere ture á 2-3 timers varrighed som maks. Men med mange intervaller. Hvad nytter det at have styrken til at køre 120 kilometer, hvis man skal køre dem selv? Jeg vil virkelig hellere kunne køre cykelløb i 80 kilometer, og så lide under den manglende distance.
Det er aldrig sjovt at blive sat. Men det er nok sjovere at blive sat efter 80 kilometer frem for 10 kilometer.

Jeg glæder mig til at komme tilbage til træningen, for jeg har en del at arbejde med. Jeg har samtidig fået lånt et Powertap-baghjul fra klubben, mens jeg læser mig “klog” på watt-træning, så hvor jeg før har trænet på puls, skal jeg nu til at træne på watt. Det kommer til at gøre ondt, men for fanden hvor har jeg fortjent det!

About The Author

Skribent - Licens

Jeppe Tolbøll, AoCs - Licensredaktør. Jeppe Tolbøll er AltomCykling.dks - "licens mand", han skriver hudløst ærligt om sine oplevelser i dansk licens. Han har en stabil fanskare, læs et par artikler og find ud af hvorfor.

Related Posts