I går blev der kørt løb i Sønderborg. Vi skulle tilbagelægge 129 kilometer fordelt på 5 omgange.

I mine forventninger havde jeg lagt en lidt offensiv udmelding om mulig top 5 og måske sejr ud. Det skulle det ikke helt blive til, selvom vejret flaskede sig, som jeg håbede inden start.

Jeg har det egentlig ganske fint når vejret viser sig fra sin ulækre side, med megen vind og vand. Og med en dag hvor det pissede ned fra start til slut, og vi måtte slås med 10-15 m/s vind, så var der virkelig ingen undskyldninger.

Allerede da vi stod ved startstregen stod folk og peb over vejret, og jeg havde det faktisk fantastisk. Folk rystede og skælvede, mens jeg faktisk havde det ganske godt.

Jeg havde fra starten tænkt mig at holde mig til Rasmus Ginnerup, Mikkel Bahnsen, begge Randers, Bjarne Olsen, Silkeborg, Frederik Mailund og August Poulsen, begge Jutlander.

Allerede fra starten var der meget aktivitet, og mange ryk. Jeg var selv med i et par stykker, som dog blev lukket.
Efter 10 kilometer slap der en større gruppe væk med;

Mathias Bregnhøj, Odder
Rasmus Ginnerup, Randers
Frederik Mailund, Jutlander
Frederik Zeuner, Herning
Simon Hamann Larsen, Herning
Jeppe Norup Dal, CK Aarhus
Bjarne Olsen, Silkeborg

Altså en god slat af de folk jeg SKULLE have holdt øje med. Da kørte ud på 2. omgang fik vi rykket en os fri i en gruppe som var;

Sebastian Mikkelsen, Aalborg
Jannick Hansen, Tønder
August Poulsen, Jutlander
Jesper Korsgaard, Silkeborg
Mikkel Bahnsen, Randers
Martin Heine, RST Taunus (Tyskland)
Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup CK
og
Kristian Flagstad, CK Aarhus
Steffan List, Bov
Mathias Dalum, Herning

(De sidste 3 trak ikke ret meget, hvilket kunne forsvares af Flagstad og Dalum, da de havde folk ude foran – Steffan List virkede bare træt og ingen sagde noget til ham for alvor).

Det blev nu et hårdt forfølgelsesløb hvor folk virkelig brugte mange kræfter, men vi åd os langsomt ind på frontengruppen, mens vi øgede til resten af feltet (som egentlig var en splittet forsamling – så man kan måske nærmere tale om 3 lige store grupper).
I vores gruppe virkede Mikkel Bahnsen og August Poulsen rigtig stærke og var vist de eneste som ikke sad over én eneste gang.

Ude på ruten fik vi et råb om at vi var 25 sekunder fra frontgruppen hvilket gav os blod på tanden og selvom det gjorde ondt på alle, så kun vi hele tiden se at vi nærmede os. Da vi passerede målstregen blev der råbt at vi havde 15 sekunder op. Vi skulle nok få det lukket!

Kort efter målstregen skulle vi slå en 90 grader til højre. Jeg kører gennem svingen som 2. eller 3. mand, og så hører jeg det. Lyden af kroppen der klaster mod asfalten og cykler der skrapper hen af den. Jeg ser mig tilbage, og ser at Mikkel Bahnsen ryger ned og trækker August Poulsen og Kristian Flagstad med sig ned. Jeg håber ikke de slog sig alvorligt! Jannick Hansen og Martin Heine, tror jeg, blev fanget bagved.

Foran blev jeg nødt til at få folk til at vente. Vi var pludselig spredt med flere meters mellemrum, men da vi pludselig havde mistet de 2 stærkeste i gruppen, var det vigtigt at få Jannick Hansen og Martin Heine op igen. Så jeg skreg at vi skulle vente på at få dem op igen.
Hvilket viste sig at være den fornuftige løsning, da vi næppe kunne have lukket selv.

Kort tid efter fik vi lukket op til gruppen foran, og samtidig punkterede Frederik Mailund, og så var Jutlanders rolle i løbet slut. Og så fik det hele bare i stå. Helt i stå. Jeg tror vi lå og kørte 10 kilometer med 35 km/t i snit, og ingen ville tage ansvar, og selvom Bjarne Olsen flere gange prøvede at animere folk til at køre rundt, så holdte det kun ved i få minutter og så døde den igen.
Personligt prøvede jeg at køre med rundt, men omvendt ville jeg heller ikke køre når de andre ikke gad.

Det gjorde så at Mathias Bregnhøj, Bjarne Olsen og Frederik Zeuner rykkede væk, og pludselig var der faktisk ganske fin samarbejde i gruppen, og Jannick Hansen og jeg prøvede at holde gang i gruppen ved at sige at vi bare skulle lade dem ligge foran med 10-20 sekunder, men aldrig mere end at vi havde dem i syne. Pludselig følte jeg at jeg var punkteret. Rundt i et sving følte jeg at jeg skøjtede. Men der var intet. Dog føltes hvert tråd som om at cyklen sejlede. Jeg fandt så ud af at min saddel var gået løs! Det skal ikke være nogen undskyldning for resten af dagens præstation, men jeg måtte tænke mig om hver gang jeg havde været oppe at stå, og skulle sætte mig ned.

Da vi passede mål, for at køre ud på 4 omgang gik vores gruppe dog i stå igen. Vi var kun 4-5 der gad at føre hver gang, og så var trioen pludselig ude af syne.
Det gjorde at gruppen kom til at køre meget ryk og så gå i stå, og sådan blev det ved længe.
Rasmus Ginnerup kom fx ikke frem, og jeg troede egentlig at han sad os fedtede den af. Han plejer jo at være stærk som en okse!
På et tidspunkt blev jeg så irriteret over at flere ikke ville hjælpe med føringerne, for det havde tærret voldsomt på mine kræfter.
Derfor lod jeg et par ryttere få et hul, hvor Jannick Hansen, Sebastian Mikkelsen, Jeppe Norup Dal og Mathias Dalum sad. Jeg tænkte, at jeg godt kunne lukke op det dem i et hug, når de andre havde taget der føringer.

Men der kom bare ingen frem. Og så fandt jeg ud af hvilken gigantisk brøler jeg havde lavet. Jeg måtte selv lukke i sidevinden. Sådan en gang lort!
Jeg fik Jesper Korsgaard fra Silkeborg med mig, mens gruppen bagved os smulrede i småstykker – folk var åbenbart helt døde. Og mine ben var også godt ristet. Så vi kom pludselig ikke tættere på dem foran, mens vi nok ikke skulle forvente hjælp fra dem bagfra mere.

Jeg tror at Jesper Korsgaard var bange for at køre sving i regnvejret, for han tabte virkelig mange meter i hvert sving, hvilket gjorde at jeg måtte vente på ham – jeg havde brug for ham, for at lukke selv var umuligt.
Til sidst blev jeg nødt til at sige, at vi bare skulle holde os samlet om at holde dem bagfra væk, og glemme alt om at komme op til dem foran.

Jeg tror vi lå en halv omgang, da vi pludselig så en gruppe bagfra. Jeg sagde til Jesper at vi blev nødt til at vente på dem, men at vi samtidig ikke måtte gå i stå, så vi skulle stadig køre jævnt tempo.

Da vi blev hentet blev jeg overrasket over, at der ikke var en eneste fra den “gamle” gruppe med. I stedet var det;
Lasse Panduro, Silkeborg
Henrik Skovmose, Thy
Jonas Ingerslev, Odder
Nicolai Stegmann, Næstved
Nikolaj Fevre, Kolding
Frederik Rosenbæk, Odensen
og så Jesper og jeg.

Jeg havde opgivet tanken om vi skulle hente dem foran, så tanken om bare at komme hjem til en sprint var tillokkende.

I gruppen var Lasse Panduro virkelig stærkt kørende, og da vi ramte målstregen for sidste gang, inden opløb, satte Lasse Pandruo og Henrik Skovmose et voldsomt pres på, hvilket kostede hans klubkammerat Jesper Korsgaard deltagelse i udbrudet. Det kostede mig samtidig begyndende kramper, hvor jeg måtte rejse mig op og strække ben, og prøvede at skjule det så godt som overhovedet muligt, ved at strække ryggen samtidig. Og tror ikke folk bemærkede det.
Men jeg blev derefter mere varsom med føringerne. Jeg skulle ikke skabe løbet, da jeg følte mig ret sikker på min spurt.

Pludselig to fanden ved Lasse Panduro, og da vi ramte et langt sidevindsstykke havde Lasse fået et hul (jeg erkender at jeg slet ikke så ham få det), og han kørte stærkt! Min umiddelbare tanke var at gå efter ham, men omvendt var det måske en fordel af lade ham stege derude. Så kunne vi jo hale ham ind stille og roligt, som vi plejer, når Lasse får sine “hjerneblødninger” og absolut skal ud og køre i front.

Men trætheden havde sat sig i alle, og han kørte bare væk. Vi prøvede alle, men igen havde noget ekstra at skyde med. En placering mindre at køre om, blev konklussionen! Samtidig var jeg dog ved at få kramperne under kontrol, selvom de meldte sig i ny og næ.

Halvvejs på omgangen blev vi hentet af U19-feltet, og vi lod dem passere hvilket kostede os en del tid. Men det var jo ligemeget, når der ikke var mere at køre om.

Kort efter kørte vi forbi Steffan List, som var punkteret. Jeg prøvede at huske hvor mange der var foran, og talte det til 7.

Da vi ramte de sidste 1000 meter kørte Nikolaj Fevre fra Kolding, men fik ikke hul. Da den så gik i stå kørte jeg kontra og fik Jonas Ingerslev med på hjul. Han ville dog ikke tage føring, men råbte i stedet bare at han skulle med ind, så “måtte jeg godt få den!” Men bagfra åd Henrik Skovmose sig ind på os, så jeg tænkte at jeg hellere måtte spare mig til det sidste kick i spurten. Da de lukkede kørte Nicolai Stegmann kontra, og alle sad bare og kiggede. Jeg tænkte at så længe at han ikke fik mere end 3-4 sekunder inden de sidste sving (350 meter fra mål ca.), så kunne jeg godt nå ham i spurten.

Ind i sidste sving bremsede Henrik Skovmose lidt for meget synes jeg, så jeg måtte køre inden om ham. Det gik heldigvis smertefrit, og jeg åbnede spurten langt ude fra. I løbet af få sekunder havde jeg lukket til Stegmann og hamrede forbi ham. Ca. 10-15 meter bagved var Hernik Skovmose og han nærmede sig ikke, men tabte heller ikke, så jeg SKULLE holde pres på. Med 75 meter tilbage kiggede jeg tilbage, og han havde resigneret.

Jeg havde dog husket forkert med dem ude foran, og blev ikke 8’er men i stedet 9’er.

Det mest utrolige var dog at Lasse formåede at komme op til dem foran, og samtidig være så pisse sej, at han kørte fra dem, og kørte solo i mål til sin første sejr i et linieløb! Hvilken måde at gøre det på!

Det samlede resultat blev:

Konklusion:
Jeg må nok komme med en forfærdelig erkendelse. Vejret fik skovlen under mig i dag. Da vi cirka var halvvejs i løbet var det som om at hele systemet bare lukkede i. Jeg havde ellers formået at spise og drikke godt hele dagen, da jeg netop var obs på muligheden for at gå død i det hidsige vejr. Så det som jeg havde regnet med at skulle være min fordel, endte med at blive min ulempe.
Det er selvfølgelig umuligt at spå om et resultat hvis det havde været tørvejr. Så var der måske også nogle af “de små” der havde kunne køre bedre.

Nu er jeg da kommet på tavlen i år, og jeg håber lidt at det så er en stime jeg rammer – det har det været i de andre sæsoner, men nu må vi se.

Løbet i går var klart det vådeste løb jeg nogensinde har kørt. Det pissede ned fra start til slut. Det virkede som om at alle var fuldstændig brugte til sidst, og at man bare skulle kæmpe sig til mål.

Nu er der en uges løbs pause, inden mit næste løb er på hjemmebane i Haderslev. Jeg kører ikke Kolding, grundet en familiefødselsdag, men omvendt så gør det skam heller ikke noget, da Kolding-ruten er lavet om, og blevet voldsom hård.