“Det her er alt for tidligt!” skrev jeg i morges på Facebook.

Og det var det også! Jeg fatter ikke hvorfor fanden man skal starte kl. 08.05 om morgenen.

Fra Haderslev til Brørup tager det 45 minutter, og det kan ikke være rigtigt at en nærklub som os i Haderslev skal stå SÅ tidligt op. Jeg tør ikke engang tænke på de stakkels ryttere fra fx Aalborg eller Thy. Måske derfor at der ikke var så mange af dem med i dag! Nogle af de andre C-ryttere havde såment også valgt at boycutte løbet pga. den tidlige start. Og grunden? Jo, der var Elitens Post Cup, og Juniorernes Lindberg Sport-cup, som startede omkring kl. 11.00. Hvorfor skubber man ikke deres start en time, så vi andre kan stå op til noget der virker bare lidt humant. Nå, jeg fik da lige lidt dampet af. Nu til selve løbet.

Jeg havde, efter Randers-løbet, forventet at gøre det godt i Sønderborg (hvor jeg var syg og punkterede), og så i Vejen, hvor jeg faktisk havde drømt om at kunne køre med om sejren, hvis jeg ikke havde været syg.
Men sygdommen var så småt ud af kroppen så jeg følte egentlig jeg havde en chance.
Lige for en god ordens skyld, så må jeg hellere nævne de navne jeg havde tænkt mig at holde mig til i dag. Det var Lasse Munk fra Middelfart, som vandt i Sønderborg, Magnus Groth der blev toer i Sønderborg, Lasse Panduro Nielsen fra Silkeborg som blev 3’er i Randers, og sidst Lasse Søgaard fra Holstebro (det var hvis det hele skulle ende i en spurt). Og ja, så ville jeg også holde øje med Michael Damm Kohberg fra Haderslev, men ikke som konkurrent, men mere det, at han har det med at ramme det rigtige udbrud.
Da vi så blev sendt af sted, startede Kohberg med at sætte et voldsomt dræbende tempo, som virkelig trak tænder ud, synes jeg. Og siden da så synes jeg bare det var hårdt. Benene var tunge, pulsen for høj, og det var ren overlevelse.
Michael kom hurtigt væk med en 6 mand, og da vi ramte anden omgang kørte endnu en gruppe væk. Der i blandt Munk og Panduro, som jeg skulle holde mig til. Men jeg kunne ikke. Benene var der bare ikke. Jeg kæmpede så hårdt på at sidde med i feltet, at jeg end ikke havde overskud til at forsøge at rykke med. Og så var der pludselig endnu en gruppe afsted.

Og der var ingen der kunne køre dem ind. Og så var de bedste placeringer væk. Vi kørte sammenkørsel med H50, så herefter var det mere eller mindre bare om at lade dem køre deres løb (de havde ingen med i frontgrupperne, så de kørte om sejren).
Der kom en stilsigende accept blandt de resterende C-ryttere om at H50-rytterne skulle have lov til at køre deres eget løb mens vi skulle holde os i baggrunden. Altså fik vi næsten 2 omgange, hvor vi bare måtte kæmpe om pladserne, for ikke at ligge i vinden. Der var lidt små-ryk, også et eller to fra mig, men intet seriøst.

Da vi ramte en af de sidste bakker, kom Christian Vaaben, Hammel, op på siden af mig, og det eneste jeg lige hørte var “…. sidste bakke.” Og da vi så ramte sidste bakke, ca. 3 kilometer fra mål, rykkede han væk og ingen reagerede. Der slog det mig, at han faktisk ville give mig en heads-up, men det forstod jeg ikke.
Men jeg rykkede efter ham, da han først havde fået hullet. Og jeg fik det også lukket ret hurtigt, men feltet kom hurtigt bagfra. Og her begik jeg fejltagelse. Jeg slog ud, og troede at feltet ville hente os. Christian ville ikke med ind i spurten så han fortsatte, og da feltet hentede mig gik det helt i stå. Og så var Christian væk. Imponerende kørt, og jeg kan da godt ærge mig over at jeg ikke havde modet til at fortsætte.

Men jeg blev hentet og fik placeret mig ret godt i feltet lige med det samme. Da vi ramte det sidste sving, ca. 1500 meter fra mål rykkede var der 3-4 H50-ryttere der rykkede helt vildt. Jeg rykkede relativt nemt med, og lå egentlig bare på hjul – opsat på at ligge godt i spurten i forhold til resten af C-rytterne. Da der manglede 6-700 meter, kiggede jeg bagud og så pludselig at Lasse Søgaard var den nærmeste C-rytter, men at han samtidig lå 20-30 meter længere tilbage. Og så satsede jeg på den lange spurt. Jeg åbnede med alt hvad jeg kunne, og nærmede mig faktisk Christian med høj fart. Jeg var ikke i tvivl om at jeg kunne holde de andre bag mig, men troede et kort øjeblik at jeg kunne nå at hente Christian. Det kunne jeg dog ikke, om kom ind 2 sekunder efter ham. Jeg trillede nærmest de sidste 100-150 meter, og derfor nåede de andre tættere på end de havde behøvet (se billedet øverst), men de var aldrig i nærheden af at hente mig.

Så det blev til en 14. plads.

Som overskriften siger, så er jeg utilfreds og tilfreds. Jeg er utilfreds med min nuværende form. Sygdom gør meget, men det er utroligt svært at acceptere. Som løbet udviklede sig, og som min krop havde det under løbet, er jeg ganske tilfreds med 14. pladsen, trods alt.

Og hvordan gik det så for de forreste? Jo, Michael vandt såment. Og endda en klar sejr.
Han havde vist lukket et hul op til Martin Wang og en anden som var stukket. Dem hentede han da der manglede én omgang (16 km ca.). Og da der manglede omkring 3-4 kilometer rykkede han fra dem, og kunne køre solo i mål med ca. 50 sekunders forspring.

Michael vinder. Rytterne bagved er fra en andet felt, som Michael overhalede.
Det ligner lidt at han har vundet over en flok middelaldrende mænd ;)

 

About The Author

Skribent - Licens

Jeppe Tolbøll, AoCs – Licensredaktør.
Jeppe Tolbøll er AltomCykling.dks – “licens mand”, han skriver hudløst ærligt om sine oplevelser i dansk licens. Han har en stabil fanskare, læs et par artikler og find ud af hvorfor.

Related Posts