En weekend er overstået med 2 løb der udviklede sig i hver deres retning. Kontrasterne i løbene var store, og der manglede faktisk kun regn i et af dem for at alle kontraster ville have været til stedet.
Esbjerg var flad og uden vind, mens Odder vist sig som kuperet og meget blæsende.

ESBJERG, 5 omgange, 121 km:
Jeg har havde på mange måder prøvet at underspille min egen rolle til Esbjerg. For ærligt talt, så havde jeg faktisk tænkt, at jeg nok godt kunne lave et fornuftigt resultat, og jeg var faktisk sikker på at jeg nok skulle være med hjemme og kæmpe om point.

Vi startede, som altid, med en masse hug, og efter 10 kilometer eller sådan noget slap en større gruppe væk på en 8-9 mand. Da ingen i feltet reagerede, rykkede Thomas Mikkelsen, Brædstrup og Nicolai Fevre væk. Jeg gik jeg med i et hug hvor Daniel Andersen, Hedensted, Jannik Hansen, Tønder også var med og vi fik hurtigt lukket op til Mikkelsen og Fevre, og vi var nu en 5-mandsgruppe. Fevre havde det svært, at sad over en god del af tiden, men vi kørte også hårdt. Virkelig hårdt. Jeg lå og trådte 650-700 watt i føringerne, og vidste godt at det ikke kunne blive ved med at gå. Og da vi ikke kom ret meget tættere på de første, og men øgede til feltet, endte vi pludselig med at køre alt for hårdt, og pludselig ville/kunne Jannik ikke komme frem mere, Fevre og jeg kunne heller ikke. Og så splittede gruppen da Thomas Mikkelsen og Daniel Andersen fortsatte. Men feltet kom hurtigt bagfra og opslugte os alle.

Det kostede lige en 5-10 minutter før jeg fik luft igen. Der var et par hug, før der dog kom ro på, og hele feltet begyndte at arbejde sammen. Hele 2. og 3. omgang gik faktisk med bare at køre rundt i feltet og jage udbrud, hvor der dog var lidt fnider hvor ikke alle ville med rundt. Og der skal jeg da heller ikke selv være for hellig, for jeg prøvede da også og spare mig. Selvom jeg dog følte godt med overskud, og fik spist og drikket rigeligt.

Da vi havde kørt ca. 1/3 af 4. omgang havde udbrudet udbrudet kun en 10 sekunder, og det var egentlig kun et spørgsmål om tid før ville hente dem, følte jeg. Pludselig kom Rasmus Fjordside, Odder, og Jes Steengaard, CK Aarhus med et voldsomt ryk, og slog pludselig et stort hul. Jeg sad godt inde i klumpen, da kunne ikke umiddelbart gå med – ikke at jeg havde lyst til det, for de kom meget stærkt! Da August Poulsen, Team Jutlander Bank, og Lars Hansen, Odense (tror jeg det var, men er ikke 100 % sikker), kørte efter, følte jeg at jeg måtte se om jeg kunne komme med.

Men det endte med at jeg pludselig lå for langt bag ved August og Lars Hansen, så der var der ingen læ, mens jeg havde alt for stort hul til feltet til bare at give op. Så det endte med at kørte mig helt op i det røde felt, og måtte til sidst erkende at jeg eksploderede. Jeg kiggede panisk bagud, og så at feltet (eller det troede jeg) var på vej op, så jeg ville bare glide ind i gruppen igen.

Dog viste det sig, at det som jeg troede var feltet kun var 5-6 mand, anført at Thomas Mikkelsen, der flinkt nok råber, at jeg skulle komme med. Men det var for sent. Jeg kørte vel 35 km/t, mens de kom med 45 km/t. Da jeg så kiggede bagud så jeg at feltet var sprængt i atomer! Folk lå i grupper af 1-3 mand, og jeg endte sammen med Henrik Skovmose, Thy, og Daniel Andersen, men vi alle var så smadret at vi ikke kunne lukke noget som helst. Oppe foran blev der samling, med Fjordside, Steengaard, Lars Hansen, og gruppen med Thomas, som jeg slet ikke havde overblik over, og da de fandt i samarbejde var det helt slut. August blev ramt af punktering.

Derfra var det egentlig bare at trille mod mål. Jeg tænkte egentlig at jeg ville gennemføre, for det har jeg gjort alt for lidt i år, men omvendt så begyndte jeg at tænke at jeg måske skulle spare mig til Odder. Jeg havde følt mig godt kørende hele dagen med udtagelse af det minut hvor jeg blev sat. Så beslutningen blev at stå af.

Mht. til resultatet så ramte jeg ret godt i min forudsigelse. Steengaard vandt, foran Fjordside (som var efteranmeldt, for ellers var han selvfølgelig blevet nævnt), mens Muff blev 4’er. August og Jannik Hansen punkterede, men ville 100 % have været med i finalen.

ODDER, 4 omgange, 109 km:
Da jeg vågnede søndag morgen kl. 6.30, efter 7 timers søvn, og en masse “god” cykelryttermad aftenen før til svigerfars fødselsdag, var motivationen ca. på nul. Jeg skulle have A-rytteren, Nicolai Jørgensen, Team Jutlander Bank, og vores U17-rytter, Jens-Villum Herløv Vilhelmsen med, hvilket var den eneste grund til at jeg kom op. Jeg gad bare ikke.
Jeg havde alligevel ingen forventninger til Odder, da ruten jo havde fucking mange højdemeter, kombineret med bakker. Og når jeg ville miste meter på bakkerne, så skulle jeg jo selv lukke i vinden. Og det var jo en sikker dødsdom, ikke?

På vej op mod Odder, i bilen, snakkede jeg lidt med Nico om hvordan jeg ville gribe løbet an. Løbets værste bakke skulle allerede komme efter 6 kilometer, hvilket jeg frygtede meget. En bakke på 800 meter med gennemsnitstigning på 5 % og maks på 14,7 % (ifølge Strava). Det ville være ærgerligt at blive smidt SÅ tidligt. Så taktikken blev at komme med i et tidligt hug, og hvis det ikke lykkedes (hvis jeg glippede hugget, eller det ikke holdte) så måtte jeg gemme mig.

Det blev til det sidste. Jeg kom ikke med i hugget, og ca. 1,5 kilometer fra bakken var det hele samlet igen. Så derfor ville jeg ikke satse på at komme væk før bakken. Jeg måtte klemme mig med henover. Og det lykkedes overraskende godt. Der var en strid sidevind og jeg fik placeret mig godt i læ-siden.

Nu var taktikken bare at side på hjul så længe som muligt (en taktisk der blev lagt i bilen, også). Jeg skulle i hvert fald ikke tage føringer for så blev jeg jo bare sat. Jeg skulle ikke have vind på næsen. Jeg skulle IKKE have vind på næsten! For helvede, jeg SKULLE IKKE HAVE VIND PÅ NÆSEN!!

Og hvad sker der? Efter 10 kilometer kørte vi gennem et lumsk sving, og som så mange gange tidligere er der mange i B, der kører overraskende dårligt rundt i sving, og jeg slår et hul bare ved at køre svinget korrekt. Og jeg glemmer alle aftaler med mig selv, og rykker. For kunne vi komme en gruppe af sted der kørte jævnt over bakkerne ville det jo være fint.
Men den eneste jeg fik med var Jes Steengaard, CK Aarhus. Gårsdagens vinder. “Ham der slog Fjordside” :)

Og vi fik, desværre, ret stort hul. Jeg led virkelig. Når man kun ligger 2 bliver føringerne så pisse lange, og efter 5-6 kilometer ude sammen, måtte jeg ligge hånden på Jes’ skulder, og forklare ham, at han ikke skulle køre sig selv i sænk, for  jeg var bare ikke stærk nok. Han sagde tilbage, at vi bare skulle fortsætte, for man vidste aldrig hvad der kunne ske bagved.
Det gjorde vi så, men farten var ikke helt så dræbende mere. Kort tid efter, sagde Jes, at der kom en gruppe bagfra. Og rigtigt nok. 4 mand kom op, så nu var vi 6 mand. Ud over mig;

– Jes Steengaard, CK Aarhus
– Jannik Hansen, Tønder
– Jan Oxlund, Vejen
– Nicolai Sprenger, Hjørring
– Jonas Rasmussen, Middelfart

Og det gav mig pludselig luft nok. Jeg synes faktisk vi kørte rigtigt stærkt rundt. Jeg begyndte pludselig at følte mig ovenpå, næsten.

Rundt i et lumsk højresving, stod der en vejpost, og råbte at vi skulle passe på, fordi der var glat. Og selvom vi kørte rundt med omkring 10-15 km/t, strøg cyklen pludselig væk under Steengaard. Næsten om at se en køre over noget islag på vejen om vinteren.

Nicolai Sprenger, råber så pludelig bare “KØR! KØR!” og sætter farten op! Jeg ved ikke hvad grunden til råbene var? Om det var fordi han mente vi kunne slippe af med Steengaard på den måde, eller om det var fordi vi ikke kunne vente de 4-5 sekunder det faktisk kun tog før han igen var på cyklen? Uanset hvad følte jeg sgu at det var dårlig stil, så jeg råbte, tilbage, at vi fandeme ikke skulle smide en mand af, på grund af en uheldigt styrt. Og omvendt havde vi knap nok kørt 15 kilometer af løbet, og det ville slet ikke give mening at smide den stærkeste motor der! Så vi blev igen samlet og forsatte med at køre rundt. Da vi kørte ind på de sidste 1500 meter af omgangen – et par snoede små veje – kunne vi se en større gruppe nærme sig bagfra. Men vi gav ikke op – til at starte med i hvert fald.

2-3 kilometer inde på ruten holdte Sprenger, Jonas Rasmussen og Oxlund op med at arbejde. Og så gad Jannik heller ikke mere. Feltet var godt nok tæt på, men var nok stadig 5-10 sekunder efter. Steengaard blev irriteret og råbte at det var en tøsedrengs-mentalitet. Jeg råbte ham op, gav et nik fremad, som “skal -vi-ikke-bare-køre-så?” og så kørte vi igen. Det var først 30 sekunder senere, at benene mindede mig om, at jeg lige havde slået hjernen fra (igen) da jeg foreslog at vi kørte igen. Men det blev ikke til så meget. 1500 meter før den frygtede bakke var der samling, i en gruppe af 16 mand. Resten af feltet var blevet smidt af, mens jeg havde været i udbrud størstedelen af første omgang.

Og der var heldigvis ro på op af bakken. Det var som om, at alle lige skulle have luft. Eller næsten alle, for efter bakken stak Jes Steengaard endnu engang. Denne gang fik han klubkammeraten Frederik Muff med, samt Nikolaj Høyen Gudiksen, Nr. Søby med.

Det gjorde egentlig at løbet udviklede sig 100 % som jeg gerne ville have det. Ingen “latterlige juniorryk” (ja, dem har jeg det satme svært ved – gamle ben og så videre…) og det blev mere bare et kontinuerligt rulleskift i højt tempo.
Der var lige én enkelt gang hvor jeg kom ned og ligge som sidste mand, da vi ramte sidevinden og så var det lige ved at gå galt da der blev presset på foran.
Men ellers gik det forholdsvist nemt, og jeg følte mig pludselig rigtig godt ovenpå.

Vi åd os samtidig tættere og tættere på trioen i front, og da vi kørte ud på 3. omgang havde de 20 sekunder. Men vi kom stadig tættere og tættere på. Dog da vi egentlig godt kunne have lukket, blev der råbt fra et par stykker (jeg ved faktisk ikke hvem det var), at vi bare skulle lade dem stege lidt mere derude, så vi lod dem få dem igen få lidt sekunder. Når man ikke kunne slå CK Aarhus-drengene på lige vilkår (jeg kan ikke finde bedre udtryk, selvom det lyder forkert), så måtte vi jo lade dem brænde sig selv lidt af. Dog lurede de vist at vi legede med dem, for da vi kørte ind på bakken var vi meget tæt på.
Henover bakken lagde jeg mig bagerst – jeg skulle ikke tage føringer, da jeg lå med +550 watt alene på hjul. Hvilket også resulterede og begyndende kramper. Ikke noget alarmerende, men bare lidt spjættende i musklerne. Kort efter toppen var vi samlet igen og jeg fik drukket godt af dunken og nappet en gel. Jeg skulle de kramper til livs. Samtidig fik vi hentet trioen.

Der kom styr på benene, og resten af omgangen var der faktisk højt tempo, men sporadiske ryk, hvor vi blandt andet prøvede at sætte tempo ned af, med hastigheder på omkring 70 km/t. Der blev skabt huller, men ikke nok til at det blev seriøst nok. Men ellers kørte vi bare rundt i feltet med jævn fart. Det var lidt som om at folk ikke turde prøve med de der lidt tilfældige angreb mere. Hvilket passede mig fint.
Da vi kørte ud på sidste omgang begyndte jeg tænke, at der måske var point i sigte. Med 16 mand i feltet kunne det måske lade sig gøre. Hvor mange eftertilmeldte var der?
Men først skulle bakken lige overvindes en sidste gang. Og med det lave tempo vi kørte med hen mod bakken, så var det en varsel om, at det nok var der slaget skulle slås. Og det var ikke til min fordel. Tankerne fløj.

Men det blev til den beslutning, at jeg måtte prøve at komme væk. Hvis der blev presset på bakken, så kom jeg næppe med over. Med 1500 meter til bakken, så jeg et lille hul, hvor feltet gik i stå, og jeg stak. Hurtigt kiggede jeg tilbage, for hvis der kom en gruppe efter mig, så skulle jeg vente. Men det gjorde der ikke. Jeg fik større og større hul.

Jeg ramte bunden af bakken, og havde måske 15 sekunders forspring eller sådan noget. Men jeg følte at jeg kørte som en gammel kælling på bakken. Jeg lagde mig på 450-500 watt. Det var måske lidt for højt i forhold til hvor hårdt jeg havde kørt hen mod bakken, men jeg satsede på, at hvis jeg kunne holde, så kunne jeg slække på presset – hvis jeg da kom over bakken før feltet hentede mig.

Men kort før toppen kom Steengaard susende forbi – jeg prøvede ikke engang at gå på hjul – og derefter kom feltet med ret god fart. Jeg prøvede at gå ind på hjul, men benene var fyldt med syre. Jeg kom med, men benene skreg, og efter 20 sekunder på hjul, indfandt krampen sig. Mit venstre forlår/inderlår låste og for fanden hvor gjorde det ondt. Det kostede lige en god potion tid, før jeg fik gearet ned og spolet benene igennem, men da var feltet allerede 50 meter foran. Jeg havde ikke overblik over hvor mange de sad foran, men fandt hurtigt i samarbejde med Frederik Rosenbæk, Odense, og han mente vi kørte for de sidste 2 præmier. Fedt nok!

Vi prøvede i et par minutter at give den alt hvad vi havde for at lukke til feltet, men vi kom stort set ikke tættere på, og til sidst blev vi enige om at vi nok bare skulle komme til mål, og ikke tillade de som eventuelt lå bag os, at komme op igen – vi kunne dog ingen se bagved.

Vi skiftedes godt om føringerne, som var ligelig fordelt. Men jeg overvejede lidt min situation. Skulle jeg satse på sprinten mod Frederik. Måske? Jeg følte mig godt nok hurtigere end ham, men hvad nu hvis krampen igen satte ind? Ikke at jeg følte den ville komme igen, benene var igen ovenpå. Og hvis der nu kun var et point at køre om?
Jeg skulle angribe et sted hvor jeg kunne holde til mål, men stadig kunne nå at blive parat såfremt jeg slet ikke fik smidt ham. Det måtte blive sidevindsstykket på hovedvejen inden man drejede til venstre og ind på opløbsstrækningen.
Desværre kom jeg til at ligge lidt forkert,  i forhold til hvor langt jeg ville have til svinget hvis jeg rykkede, følte jeg. Så jeg lod i stedet Frederik tage den sidste føring før svinget, og lod ham køre os igennem. Jeg gearede godt ned, og da vi kom rundt bankede jeg til den. Op på 50-55 km/t i sidevinden og holdte den ellers der i et halvt minut. Det gjorde ondt, men da Frederik hurtigt opgav at hente mig, var det lidt nemmere at presse det sidste ud.

Jeg kom ind 15 sekunder før Frederik, men måtte dog sande at ingen af os fik præmie. Der var 13 foran, og kun 12 præmier at køre om.

Muff vandt et flot kørt løb, og er nu i A, foran Jes Steengaard der havde kørt fucking stærkt hele dagen. Jannik Hansen blev 3’er.

Jeg fik ikke point, men jeg føler, med afstand, at dette løb var det løb hvor jeg har kørt bedst denne sæson. Og så kom det sjovt nok i et af de eneste løb jeg havde solgt totalt på forhånd. Måske fordi mit eget forventningspres var væk? Jeg ved det faktisk ikke, men det er da en lille teori. Eller måske fordi vinden reddede mig i dag.

Jeg har det af en eller anden grund nemt i sådan et vejr. Jeg elsker det! Når vi ligger i sidevinden og kæmper om at komme tilbage på viften…. Jeg synes det er sjovt! Positionskamp når det er sjovest. Det er hektisk, kaotisk, men i min verden en af de fedeste måder at køre væddeløb på. Det kunne være sjovt med 10-12 kilometers sidevindskørsel i Tønder. Men det er måske bare mig :)

Opsummering af weekenden; dårlig lørdag, overraskende god søndag. Selvom det ikke blev til point, så er det bare fedt at få lov til at køre cykelløb igen. Og ikke bare være fyld rytter, som hele sæsonen stort set har været :) Det må godt blive en vane i Tønder og Bov.

About The Author

Skribent - Licens

Jeppe Tolbøll, AoCs – Licensredaktør.
Jeppe Tolbøll er AltomCykling.dks – “licens mand”, han skriver hudløst ærligt om sine oplevelser i dansk licens. Han har en stabil fanskare, læs et par artikler og find ud af hvorfor.

Related Posts