Sæsonens sidste weekend er afsluttet, med blandede følelser.

Et eller andet sted er jeg slet ikke klar til at lukke sæsonen, men samtidig er jeg så træt af det (træning, afsted hver weekend, dårlige resultatet, mv.). Så det er nok, trods alt fint at sæsonen slutter.

Af: Jeppe Tolbøll

Selvom lysten mest er til at opstarte vintertræning allerede i morgen, fordi jeg føler jeg har SÅ meget at revanchere. Jeg kommer med et helt eget blogindlæg omkring sæsonopsummering senere på denne måned, så jeg vil ikke gå videre ud af den tangent.

I løbsforberedelserne talte jeg meget om at jeg “bare” skulle blande mig omkring pointene så ville jeg være godt tilfreds.

Tønder, 4 omgange, 110 kilometer:

Da jeg vågnede lørdag morgen var der knap nok fart nok på vinden til at få flaget nede ved havnen der rørte sig. Det var egentlig noget forbandet pis, for jeg havde brug for en god omgang vind ude på diget for at jeg følte at løbet skulle falde ud til min fordel.

Sidste år var der ca. 0 m/s hvilket gjorde løbet ekstremt nemt på mange måder, og det var stort set umuligt at splitte feltet, og løbet blev afgjort i nogle heldige ryk (og godt timede ryk, men det nævner vi ikke for jeg ramte ikke et af dem! ;) ).

Men vi startede først 14.20, så der var fin tid til at vinden kunne tage til. Jeg brokkede mig lidt på Facebook i håb om at vejrguderne måske så det derinde. Og omkring middagstid skrev den ene af favoritterne, hjemmebanedrengen Jannik Hansen, således:

Jeppe Tolbøll blogger på AltomCykling.dk © Grafik: AltomCykling.dk

Og heldigvis fik han ret. Da vi (Nicolai fra Jutlander Bank, og min bror, som tilskuer) ankom til Tønder var der blæst godt op.

Så derfor var det med en god fornemmelse at jeg drog ud og varmede op. Under opvarmning kørte jeg rundt med Jannik, og han fortalte mig godt om ruten helt ud til diget, og hvordan vejret ville påvirke feltet. Jeg var egentlig godt forberedt, men det var godt lige at blive 100 % bekræftet.

Da løbet blev skudt i gang galt det egentlig bare om at komme op foran og holde sig fremme. Det gik sådan set meget smerte frit. Jeg holdte mig det meste af tiden i nærheden af Jes Steengaard og Jannik Hansen. Men en ret strid blanding af direkte modvind, skiftende til sidevind, gjorde at der ikke kom de mest voldsomme angreb, og det virkede som om at folk virkelig forberedte sig på slaget på digen.

Vi kørte ud på digen, og jeg lå i omkring 15. position. Straks blev der kørt mærkbart stærkere, og folk var pludselig febrilske for at komme frem i feltet. De første 200-300 meter af digen er godt beskyttet af huse, men så er der ellers bare åben en 6-7 kilometer derefter. Og pludselig ramte hammeren feltet. Jeg lå stadig godt fremme, og kunne gå med på viften, og derved spare ret meget energi. Dog var det en vild kamp for ALLE der havde taget føring at komme ind på viften igen. Det hjalp mig virkelig at have gode allierede i feltet, for flere gange blev jeg sluset ind igen, og omvendt så betalte jeg tilbage ved at sluse folk ind. Så derfor var det rimelig nemt, faktisk – eller så nemt så det nu kan være på digen. Da vi drejede af digen, kiggede jeg bagud, og vi var pludselig kun en 18-20 mand i front, og en lige så stor gruppe bagved, der dog havde en 10-15 sekunder op. Derefter lå folk en og en, eller i meget små grupper. Som jeg havde regnet med, så var en forholdsvis stor del af de 60 startende allerede smidt.

En lang hidsig jagt, i hård vind er det ren overlevelse!

De næste 3-4 kilometer blev en hidsig jagt, men folk var trætte efter diget, og de kom op bagfra. Nu talte jeg ikke efter men jeg tror vi har været omkring 40 mand.

Derefter gik det ellers forholdsvis stille og roligt (med +40 i snit) hen mod brostenene, som mange frygtede. Jeg glædede mig næsten, da jeg egentlig har det nemt henover dem.

Og vi kom faktisk også nemt hen over. 2 mand prøvede at angribe, men de blev hurtigt lukket ned efter brostenen.

Efter var det egentlig bare om at holde farten oppe på 2. omgang, så der slet ikke skulle komme nogle op bagfra. Der var et par hug på modvinsstykket, men aldrig noget helt med bund i. Vinden var simpelthen for hård, direkte i smasken, til at folk turde ofre sig før diget. Så endnu engang skulle slaget slås derude.

Denne gang blev det dog meget voldsommere end første gang. Jeg tror det hang sammen med nogle af dem, som måtte slippe på første omgang, nu pludselig havde forstået at det galt om at være med helt fremme. Så det blev virkelig et drabeligt slagsmål. Der var pludselig ingen der bare gav andre lov til at komme ind på viften, så man måtte masse sig ind, og det blev grimt og nogle gange ret småfarligt. Jeg var et par gange ved at blive kørt i rabaten, af folk der pressede sig ind, og jeg var samtidig selv ved at presse andre ud.

Specielt Frederik Mailund, fra Jutlander Bank, blev vist ret sur over at jeg pressede ham ud, og det er selvfølgelig ikke noget stolt over, men det var ligesom de vilkår vi alle kørte under. Det var på så mange niveauer en egoistisk overlevelseskamp. Specielt en lille sjællænder var bagefter ved at få mig til at styrte. Jeg var på vej frem på viften, hvor han kom ned fra venstre i vindsiden, og pludselig var der ikke plads da jeg ikke kunne komme længere mod venstre på grund af en anden rytter. Og så var der sandwich, med mig i midten. Sjællænderen råbte og skreg at vi skulle flytte os, men vi kunne jo intet gøre.

Derefter mistede jeg en 6-7 pladser, og så pludselig bag viften, med 2-3 kilometer tilbage af digen. Jeg måtte æde mig selv et par gange, hvor jeg dog heldigvis fik god læ af Thomas Mikkelsen, Brædstrup, da han heldigvis ikke lå klods op af vejkanten i højre side. Så fik minimal læ, men dog læ nok til at slæbe mig med over digen. Da vi var færdige, var der endelig overskud til at kigge bagud. Og der var ingen! Vi var 13 foran, og resten var helt væk. Jeg kunne ingen se 30 sekunder bagud. Det var virkelig godt!

Jeg fik senere fortalt at der havde været styrt. De fleste jeg snakkede med sagde det skete omkring den sidste halvdel eller sågar sidste 1/3, men én anden sagde det skete lige bag fronten. Jeg kan kun sige af de folk jeg kom væk i udbrud med, så var ingen klar over at der havde været et styrt. Dertil havde kampen for at komme fremad nok været for stor, og havde krævet for meget koncentration.

Skruen i vandet, ingen sidder over, nu skal vi bare hjem!

Efter vi slap væk, var der stor enighed i vores udbrud. Vi skulle bare holde skruen lige i vandet, og ingen sad over. Det var super godt, og selv over brostenene blev der ikke forceret eller prøvet på at komme med et eller andet ånssvagt angreb. Derefter var løbet ellers ret lige til. Jeg vil ikke kalde det kedeligt, men det var bare meget ensformet, hvilket ikke gjorde mig noget. Vi kørte ud på digen endnu engang, men denne gang var der ingen kamp. Alle gav hinanden god plads, hvilket tog meget af den nervøsitet væk som havde præget de 2 forgangende omgange.

Da vi kørte ud på sidste omgang begynde der pludselig at melde sig små kramper i benene! Jeg forstod det virkelig ikke. Jeg havde drukket næsten 2 store dunke, og nappet en 2-3 gels. Og altså vi havde kørt stærkt på diget de gange vi kæmpede derude, men ellers havde vi jo kørt ganske jævnt hele dagen, og det havde været nemt at køre med. Jeg måtte lige sidde over i 2 skift, men folk brokkede sig (hvilket jeg også havde gjort hvis det havde været en anden), så til sidst tænkte jeg, at jeg hellere måtte køre med rundt. Benene havde fået det lidt bedre, og jeg orkede ikke at høre på brok, og mente også at det ikke kunne koste ret meget at tage en føring én gang pr. minut ca.

Sidste gang på diget! Jeg forventede lidt at der skulle komme angreb, og rigtigt nok – det kom der. Først kom der et lille et, som dog ikke var ret alvorligt. Men det var nok til at der i hvert fald ikke var samme samarbejde, selvom vi var en del (der nok var trætte) som prøvede at køre rulleskift.

Men pludselig kom angrebet! Jannik Hansen og Jes kom blæsende i højre side, mens jeg lå ret langt tilbage i udbruddet! Egentlig burde jeg ikke have prøvet at gå med, med de foregående kramper, men omvendt så kører jeg cykelløb for at vinde, så derfor måtte jeg ud i vindsiden og forbi de forankørende ryttere.

Da jeg er nærmer mig fronten, bliver der dog kontrarykket fra indersiden igen, og jeg kan ikke komme ind. Alle lå på linie, og det var alle mod alle. Jeg kom efter 40-45 sekunder ind på 7.-8. position, men jeg var helt færdig. Bum, endnu engang ramte krampen mig, og jeg kunne ikke træde rundt. Jeg ville ikke være til gene for dem bagved, så jeg slog ud til venstre og strakte benet ud. Og så var jeg sidst – efterladt og overladt til mig selv.

Ca. 100 meter længere fremme faldt der yderligere folk af, men de fandt hurtigt ind i samarbejde. Jeg måtte klare de sidste 4-5 kilometer selv på diget! Og for helvede hvor var det hårdt. Ikke nok med at benene hele tiden brokkede sig når jeg trådte over 340 watt (midten af min Z3, for wattnørderne). Små kramper hele tiden.

Jeg måtte konstant sige til mig selv (inde i hovedet altså ;) ) at jeg skulle holde benene i gang. Også selvom jeg trådte ynkelig få watt.

Flere gange kikkede jeg febrilsk bagud. Frygten for at blive hentet var der og så alligevel ikke. Jeg følte vi havde et fint forspring til de øvrige, så jeg skulle “bare” holde cyklen i gang.

Det værste ved at ligge selv var det mentale. Der var intet at køre for foran – de var væk- ud over det ene point. Fysisk var turen henover brostenene sidste gang den værste. Jeg var tom og i feltet/udbrudet havde vi kørt henover med omkring 40 km/t., men selv lå jeg måske på 25-30 km/t. Og så mærker man hver en sten. Det gjorde pludselig så forbandet ondt, og da jeg kom ud på den anden side, måtte jeg seriøst stoppe med at træde, og derefter strække ryggen i et kort moment.

Og så var det ellers bare at komme de sidste 2,5 kilometer ind til mål. Det gik ret nemt, og det ene point blev sikret med en 13. plads. De nærmeste var 1,5 minut efter mig, så min stille frygt var ubegrundet.

Resultatet blev således. Jeg mistede virkelig meget tid ved at skulle ligge selv de sidste 15 kilometer. Jeg fik opfyldt målsætningen om point, men jeg ville gerne kunne have gjort en bedre figur. Det er den gamle historie om manglende power og…. zZzzzZzzzz… faldt I i søvn igen ;) Ja, okay, så gider jeg ikke komme ind på det – igen!

Resultatlisten for B i Tønder 2014, 1 point, ja tak! 

Resultatlisten Jeppe Tolbol blogger på Altomcykling.dk © Resultatlisten tønder og bov 2014

Bov, 6 omgange, 119 kilometer:

Da jeg var færdig i Tønder, sagde jeg; Jeg gider ikke cykle i Bov. Jeg orker det ikke! Men efter lidt overvejelser, blev jeg enig med mig selvom at jeg helt sikker hellere ville fortryde at jeg havde startet, end sidde mit i oktober/november og være træt af mig selv for ikke at have stillet til start.

Planen var ret simpel fra min side. Feltet var stort, og der var mere eller mindre lukket for vind de fleste steder. Derfor ville jeg sørge for at forholde mig passiv, og ikke gå med i ret mange udbrudsforsøg. Det viste sig langt hen af vejen at være den rigtige beslutning. Alt blev lukket ned, og det var nemt at sidde på hjul, så det endte faktisk med at blive et røvkedeligt løb. Jeg overvejede at stå af efter 2. omgang. Jeg gad ikke!

Da vi ramte 3. omgang med ca. 5 kilometer til målstregen (altså ca. halvvejs), var der sluppet en 4-5 mand væk, og havde opbygget ca. 20 sekunders forspring og det så ret solidt ud, sådan umiddelbart.

Jeg tænkte at jeg havde så friske ben, at det hul kunne jeg godt lukke, med en 2-3 andre. Jeg jeg rykkede og fik kun Steffen Nielsen med fra Aalborg. Jeg tog en lang hård føring efter rykket, hvorefter Steffen tog over. Vi var pludselig allerede halvvejs oppe ved gruppen. Efter Steffen havde taget sin føring, gav han tegn til at det var min tur igen. Jeg trådte igennem i ganske få sekunder, da jeg endnu engang bliver ramt af en krampe, som kom ud af ingenting! Vi havde knap nok kørt 60 kilometers cykelløb, og det havde med afstand været det nemmeste løb jeg har kørt i B! Men faktum er, at krampen gjorde at mit venstreben skulle strækkes ud, og allerde der vidste jeg at min chance for at lukke hullet nu var væk. Jeg fik i en sidste kræftanstrengelse kørt op på siden af Steffen, og sagt at jeg ikke kunne køre videre. Derefter lagde jeg en hånd i ryggen på ham, gav ham et kongeskub fremad.

Han fik derefter lukket hullet, mens jeg lod mig falde som en sten gennem feltet. Jeg var sur og skuffet, og var også frustreret over hvorfor krampen pludselig kom. Nu stod jeg fandeme af, var min eneste tanke. Jeg manglede jo alligevel kun 1 kilometer ind til mål eller sådan noget.

Stadig stædig, men når motivationen er væk, kan man ikke køre cykelløb.

Da jeg nærmere mig stregen kom der pludselig folk op bagfra, de kom med tilråb om at jeg skulle fortsætte, Bjarne Kingo Andersen fra Nyborg, og vist også Kristian Flagstad fra Aarhus, og for fanden, man stiger sgu ikke af på årets sidste løb! Jeg besluttede mig for at tage én omgang mere, og så tage den derfra, jeg endte blandt de sidste 10 i et 60. mands stort felt, men det gjorde ikke så meget, da vi snart ville ramme et langt medvindsstykke. Der har jeg det nemlig ret let.

Jeg snakkede lidt med Flagstad nede bagved, og han sagde at han ikke havde det nemt bagved, og var bange for at skulle ligge og lukke huller. Derfor tænkte jeg, at nu kører jeg ham sgu frem. Kristian har ligesom mig, haft en svær sæson, og jeg kunne godt unde ham point i sæsonens sidste løb.

Så jeg lagde mig ud ved siden af feltet, og trykkede den op på 55 km/t., og passerede faktisk hele feltet, og da vi drejede ind i løbet eneste stykke med lidt vind, lå Kristian og jeg sgu i top 15.

Derefter holdte jeg mig bare fremme. Motivationen var ikke større, og jeg snakkede kort med Jannik Hansen. Jeg ville hjælpe ham lidt. Så da endnu en gruppe slap væk kørte jeg kontra med Jannik på hjul og fik ham kørt op. Men desværre blev det lukket ret hurtigt bagfra, og derved var der sgu ikke megen hjælp der.

Hovedet var tomt, benene var færdige, sæsonen var reelt slut inden jeg ramte målstregen.

Da vi ramte vi de små veje, ind mod mål, røg jeg ned ca. midt i feltet. Jeg var mentalt ikke til stede mere. Gad ikke kæmpe om min plads, gad ikke rykke og gad ingenting. Så da vi manglede 3-4 kilometer slog jeg ud. Jeg indrømmer blankt at det er en taberindstilling. Jeg sidder i dag dog ikke med en følelse af fortrydelse. Beslutningen var den rigtige. Jeg tror lidt det var en kulmination af at jeg trods alt var tilfreds med mit resultat i Tønder, og at ét point i Bov ikke ville kunne redde noget helhedsindtryk fra sæsonen.

Desværre blev Jannik Hansen igen 2’er. Jeg havde virkelig undet ham sejren, for han har været imponerende stabil efter han startede op igen på licens efter sommerferien.

Det var også derfor at jeg stort set kun gik med i hug i går, hvor Jannik var med (og var der flere hug hvor Jannik var afsted, hvor jeg ikke kørte med), og jeg tror måske Jannik følte at jeg kørte på ham, men det var slet ikke tilfældet. I hvert fald ikke bevist. Men jeg vidste at han havde næsen for at ramme udbruddet og hvis man ville have point, så var det hans hjul man skulle følge.

I går aftes sad jeg med en rigtig træls følelse. Den har jeg hver gang en sæson slutter. Kroppen og sindet gider ikke køre mere, men omvendt så vil man heller ikke helt have at det stopper. Nu går der 6 måneder før jeg skal ud igen og dyste mod ens konkurrenter, som samtidig stort set alle sammen er nogle fine fyre.

De næste 2 uger hopper jeg kun på cyklen for at træne de små drenge, og så lige en sommerafslutning på onsdag, hvor klubben kører en 13-14 kilometers enkeltstart, efterfulgt af en grillpølse og en enkelt øl.

Tak for i år!