En pludselig indskydelse sent lørdag eftermiddag angående søndagens træning førte til en hurtig beslutning om at køre 80km ruten til Skjoldenæsholmløbet i Roskilde og omegn som gæsteryttere for AltomCykling.dk

Af: Rikke Lønne

Tidligt op endnu en søndag morgen, og tankerne gik på, hvorfor det lige var, at jeg fik sådan en tosset idé i stedet for at kunne sove længe og først tage ud at træne midt på dagen – og hvorfor Sebastian (kæresten Red.) var med på idéen i stedet for at protestere højlydt. Nu havde vi sagt A, så måtte vi selvfølgelig også sige B selvom regnen silede ned udenfor. Med cyklerne i bilen gik turen til Roskilde, hvor der pludselig var tørvejr samt blå huller i skydækket. Temperaturen var stadig ikke over 10 grader, men pyt, bare det var tørt.

Fint start og målområde.

Hele start- og målområdet var placeret i en skolegård, hvor de forskellige områder – nummerudlevering, toiletter, stand med salg af energi, cykeltøj mv. og senere madudlevering – var placeret strategisk i forskellige hjørner og afdelinger af skolegården, så det hele var relativt let at finde og komme til.

Ved nummerudleveringen stod der ikke over 10 ryttere i de forskellige køer, og jeg røg lige igennem og fik det ene af vores numre. Det andet var ikke i bunken, men jeg blev hurtigt henvist til en anden hjælper bag ved nummerudleveringen, som hurtigt registrerede et nyt nummer til mig. Nemt og bekvemt med smil og søde hjælpere.

På med rygnumre og chip på hjelmene, og så skulle vi finde startlinjen og navigere os frem til, hvor de sidste ryttere på 145 km ruten stod og ventede. Dette virkede som et rimelig let projekt, for det så ud til, at et af Team Rynkeby-holdene stod bagerst. Vi fulgte derfor med dem gennem ”slusen” langs hække og bygninger frem mod startlinjen. Der var dog nogle bag os, som ikke havde holdt synderligt meget øje med deres starttidspunkt, for selvom starterne var blevet lidt forsinkede, var rytterne alligevel kommet langt senere end deres starttidspunkt. De blev sendt afsted – nogle med mere flyvende starter end andre – og så kunne vi rykke frem og stå forrest i vores startgruppe.

Afsted i første gruppe, i dejligt jævnt tempo.

Vi endte med at komme med første startgruppe på de 80 km, og afsted det gik! Min taktik var at holde mig i frontgruppen og blive der så længe som muligt for at få en hård træning i et nogenlunde steady pace, da det var min 5. løbsdag i denne uge. Motionsløb plejer ikke at være præget af alt for mange ryk, og i dag var heldigvis ingen undtagelse. Sebastian lovede at tage fronten, og så skulle jeg bare holde hans hjul. Fantastisk plan, især når han til hver en tid kan køre mig midtover – det skulle nok blive en hård dag tilmed med masser af vind!

Foran alle grupper kørte en Race Marchal på motorcykel, og vores var bare helt kanon til at hjælpe os uden om andre grupper og vise vej ved at række armen ud, når vi skulle dreje. Alligevel lykkedes det Sebastian at fortsætte ligeud et sted, vi skulle til højre. Sådan kan det jo gå, men vi ventede selvfølgelig og fik ham med igen, rigtig motionsstemning!

Jeg havde i løbet af ruten en uafbrudt distance på 40 km, som blev kørt på 59 min, så det var ikke just nogen let søndagstur. Jeg holdt mig dog på Sebastians hjul, tog mine føringer i rulleskiftene og smilede hele vejen. Vejret var godt, ruten var super afmærket med små røde skilte i siden af vejen samt opmærksomme flagposter, der viste vej og råbte, om der var fri bane.

Efter ca.70 kilometer var tanken tom.

Efter ca. 67-68 km rykkede Sebastian efter aftale, og jeg var helt flad. De andre forsøgte at rykke med, men jeg holdt bare mit eget tempo op over bakken. Men selvom de ikke kunne følge Sebastian, slappede de ikke af, det var derfor ikke muligt for mig at hente dem igen, selvom de lå lige derude, lidt længere fremme. Pyt, jeg var mentalt forberedt på det, så jeg trådte bare til og trampede mig igennem de sidste 12-13 km og kom i mål lige over 2 min efter Sebastian og knap 1 min efter resten af gruppen. Jeg blev samlet nr. 9 og var hurtigste kvinde, jeg havde en super god og hård tur, og dagens træning var overstået før kl. 11. Så kan det faktisk ikke blive meget bedre.

Rikke Lønne til Skjoldenæsholmløbet 2015

Der var ikke sparet på forplejningen!

I mål var der linet borde op med mad og hjælpere, der øste op efter vores ønsker. Vi fik en god portion pasta (der var rød og gul at vælge imellem), virkelig gode frikadeller samt et stykke brød. Dertil blev der serveret en sodavand eller øl. Som seriøse sportsfolk valgte vi selvfølgelig en sodavand :)

Der var sat telte op med borde- bænkesæt, ligesom der var bænke flere steder i skolegården. Vi sad i solen og nød maden, slappede af og snakkede med den gruppe, vi havde kørt sammen med. Stemningen var rigtig hyggelig, og de fleste var glade og tilfredse.

Lidt forbedringer er der dog plads til :)

Vi havde desværre fået taget 2 mand med på 80 km ruten, som skulle have været ude på 145 km ruten. De var hoppet med i vores gruppe, og de opdagede ikke, da ruterne delte sig. Det var også lidt uheldigt, at ruterne skiltes lige efter vi havde overhalet en 145 km gruppe, så der var lidt forvirring frem mod T-krydset. Bad luck, de lød dog til at have haft et godt løb alligevel sammen med os.

For at undgå, at folk kører ud på den forkerte rute, kunne man måske skilte bedre i T-krydset, hvor 145 km ruten og 80 km ruten skilles. Det kunne være et stort skilt i krydset eller på husmuren, så det slås endnu større op. Kommer man mange i en stor gruppe, kan det være svært at nå at se skiltene i siden af vejen, og så følger man bare med. Det kunne også være en hjælp, hvis de forskellige distancer er markeret på rygnummeret på en eller anden måde – forskellige nummerserier, forskellige farver eller en helt 3. metode. Det ville også hjælpe i startområdet, så vi kan hjælpe hinanden til at få 145 km rytterne afsted først og 40 km rytterne afsted sidst med 80 km rytterne imellem.

Depoterne nåede vi dårligt at opdage – ikke fordi de ikke var skiltet, men fordi vi kørte ret godt til og ikke havde brug for depoter. Pålidelige kilder fortæller dog, at der var gode toiletforhold samt forskellig mad og energi.

Alt i alt et rigtig godt løb. Hyggelig stemning i start- og målområdet, glade hjælpere, gode race marchals, god service hele vejen rundt og en super flot og fed rute. Svingene var blevet fejet for småsten, og selvom bakkerne ikke var blevet trykket flade, var det alligevel en rigtig god oplevelse. Jeg kommer gerne igen næste år!

Rikke Lønne