I weekenden står den igen på cykelræs. Denne gang skal vi helt til Struer om lørdagen, hvor Holstebro CC afholder deres løb, og om søndagen skal vi noget så langt øst på, som man kan komme i Jylland, for at køre i Grenaa. Modsat pinsen er felterne i begge løb markant mindre, med sølle 21 mand tilmeldt i Holstebro og 29 i Grenaa, men der kan selvfølgelig komme ekstra på dagen. I sidste weekend rykkede Rasmus Ginnerup, Randers, og Kristian Arnth, Herning, op i A-klassen, så dem slipper vi heldigvis for nu ;) Jeg kan se at en del af de normale “jyder” drager til Nakskov om lørdagen for at køre enkeltstart, hvilket nok cirka er de folk der så er ekstra om søndagen. Om det bliver nemmere eller sværere ved så få deltager er jo det store spørgsmål :)

Af: Jeppe Tolbøll

01 -Sejr i D - Holstebro

HOLSTEBRO, 7. omgange, 114,7 km, 721 højdemeter

Jeg har altid været ganske glad for ruten i Holstebro. Det var her jeg vandt mit første licensløb, i en massespurt i D-klassen. Året efter blev det til 7. plads i C, hvor jeg var skidegodt kørende men missede det afgørende udbrud, og vandt feltets spurt. Sidste år i B, ramte jeg (næsten) det rigtige udbrud fra start, men måtte se mig selv gå død da vi blev hentet af feltet efter 90 kilometer.

Ruten er let kuperet, med 2 bakker. Den første kommer man dog med meget fart på ned af, så den plejer at bliver forceret ganske hurtig. Den anden er lidt værre, da man efter en nedkørsel rammer et skarpt højresving, hvor man kan miste meget fart hvis man ligger bag nogen der ikke er trygge ved at hamre igennem. Derefter går det så op ad, på en lidt lang og træls bakke der stiger ret meget til sidst.

Da vi kun er 21 i feltet kan det hurtigt blive en dag hvor man bare kører rundt i en mindre gruppe, specielt hvis man slipper en 5-6 mand væk. For så er der jo næsten ingen point tilbage til forfølgerne.

Mit mål er at overkomme pinsens dårlige resultater, og igennem ugen har benene været ganske gode. Jeg ville elske at kæmpe med om pointene, men hvis det ikke bliver sådan, så kører jeg igennem, for træningens skyld.

GRENAA, 4. omgange, 120 kilometer, 764 højdemeter

Jeg har kun kørt i Grenaa én gang før, og det var i 2013, hvor jeg kørte i C-klassen. Det var en voldsom varm dag, med næsten 30°, hvor jeg led, men stadig var i feltet da jeg punkterede med 26 kilometer til mål.

I forhold til 2013-ruten, så skal vi køre på nye veje i år, men i samme område. Ruten er, ud fra højdeprofilen, forholdsvis kuperet, men som jeg ser det ikke med nogle rigtig killerbakker, der kan aflive mig, sådan lige med det samme.

Men det er altid svært at udlede noget ud fra en højdeprofil alene. Og samtidig stiller Herning op med 6 mand, hvor de er spredt mere om lørdagen, hvor flere kører enkeltstart på Sjælland. De skal nok komme til at præge løbet, som de plejer.

Målet for Grenaa, er lidt det samme som i Holstebro. Være med det at kæmpe om de sidste point, og hvis det ikke lykkedes så bare at komme igennem.