9. april 2017. For mange cykelryttere en episk dato; en frygtindgydende dato, der leder tankerne mod L’enfer du Nord  – Helvede i nord – Tom Boonens afskedsløb. En Forårsdag i Thy køres, som titlen indikerer, samme dag som Paris – Roubaix. Om ruten er ligeså hård tvivler jeg på; til gengæld vil den ubønhørlige vestenvind formentlig også tage sine ofre, nøjagtig som brostenene vil det.  Arrangørerne fra TCR (Thy Cykle Ring) lover at du får én på opleveren.
 
Hyldest til forårsklassikerne

Efter denne søndags ridt i den østjyske nyklassiker Ronde Van Borum, hvis hyldest primært går til Flandern Rundt, ligger der her blot 7 dage senere endnu en hyldest til en forårsklassiker, når startskuddet til En Forårsdag i Thy går søndag den 9.april kl.10.00 ved hallen i Thisted. Samme dag som halvblege vintermotionister finder rammen frem i det nordvestligste af kongeriget Danmark stiller verdenseliten til start i Paris – Roubaix. Jeg forventer mig lige dele drama.
 
Flere og flere motionscykelløb hylder de berømte forårsklassikere, og det er en tendens, som jeg finder meget fornøjelig. Jeg elsker cykling, jeg elsker myterne, historien og de vilde ridt. Jeg håber, at mange vil benytte sig af muligheden.
 
Et familiearrangement
En Forårsdag i Thy er et arrangement, jeg ser frem til. Det virker som om målgruppen er noget mere spredt end til mange andre cykelmotionsløb, da man udover distancerne (105km, 75km, 32km) på cykel også kan dyste på længere og kortere løbedistancer samt et duathlon. Det er altså meget cool, tænker jeg – særligt med tanke på dem, som tiltænker at slæbe familien med. Der er noget for enhver.
Jeg glæder mig i særlig grad til at køre rundt i og omkring nationalpark Thy; det bliver en oplevelse – det håber jeg.
 
Holdløb – AoC med Guest Star
På cykeldistancerne er der desuden indlagt en særlig holdkonkurrence. Man skal være minimum 4 personer på et hold. Tiden på de fire ryttere plusses sammen og bum, man har en vinder. Efter længere tids planlægning kunne AltomCykling.dk mønstre tre ryttere. Ikke at vi på nogen måder regner os for favoritter, da ville vi alligevel gerne kunne deltage i holdløbet. Det giver altid et ekstra pif. Op af hatten trak jeg min mors mand. Vi har adskillelige cykeleventyr på den fælles samvittighed og selvom dåbsattesten siger 1946, så sagde han med det samme “ja” til en start på 105km sammen med Jesper Bjerring, Torben Batholin og undertegnede. Holder han stadig en kadance som op ad Passo Pordoi, så er vi flere, der skal steppe op for at følge med. Vi fire udgør Team AoC denne dag i Thy.
Foto: Arkiv, En Forårsdag i Thy
 
Forventninger til løbet
På Altomcykling.dk kører vi altid med håndtaget i bund så lang tid vi kan. Om vi sidder i gruppe 1, 2, 3 eller gruppetto, så er vi som regel helt flade og drivvåde af sved, inden der venter øl, vand og Bastogne-kiks i bagsmækken på Jespers auto. Derfor tillader vi os at gå efter at gøre en god (synlig) figur på de nordvestjyske veje, og desuden se om de flere højdemeter terrænnet i østjylland giver os på træningsturene måske kan komme os til gode, når vi rammer udebanen i Thisted; eller om vi bare bliver skippet på det første sidevindsstykke – dette er nok mere tænkeligt. Uanset så ser vi frem til en god dag. Sidste nyt er, at der er indlagt en bakkespurt cirka halvvejs i løbet – på Havnebakken – som eftersigende skulle være en drøj omgang med godt 500meter med ca 5% i snit – én af de lokale har eftersigende forceret den på 40 sekunder! Det tror jeg nu ikke, jeg har watt i benene til, men vi glæder os til at give den et skud.
Slutteligt ved jeg at Holstebro-mandskabet Ceramic Speed Cycling som regel dukker op til løb på de kanter, så der har man også mulighed for at blive godt og grundigt justeret.
 
Thy – vi ses på søndag!