L’enfer du Nord  – Helvede i nord. Et helvede er det dog ikke, men ‘En forårsdag i Thy’ køres dog i samme weekend som Paris-Roubaix. Rutens beskaffenhed er med sikkerhed ikke ligeså krævende, men arrangøren har efter sigende lagt sig i selen med forbedringer. Derudover så vil den ubønhørlige vestenvind tage sine ofre, nøjagtig som brostenene vil det. Arrangørerne fra TCR (Thy Cykle Ring) lover at du får én på opleveren. Vi vil være der!

Arrangør med ambitioner og ændringer

Arrangørerne, Thisted FC og Thy Cykle Ring’s ungdomsafdelinger, byder  velkommen til En Forårsdag i Thy. Datoen er lørdag den 7. april. Start- og målområdet er igen i år ved Thy Hallen, Lerpyttervej i Thisted.

Vi har været i kontakt med arrangørerne, og de ser frem til en lørdag i svedens og blæstens tegn. Og lad jer nu ikke skræmme af vejrudsigterne – det bliver en fest i det vestlige hjørne.

Formanden for bestyrelsen bag En Forårsdag i Thy, Michael Nymann, udtaler: “Vores klare  ambition er at afholde: Danmarks bedste motionsdag for hele familien. Vi har fået meget ros for den måde vi arrangerer selve løbet på. Vi synes dog selv, der er mulighed for at finjustere mange steder, og derved løfte hele setuppet. Det være sig både før, under og efter.”

Der vil i 2018 udgaven af En Forårsdag i Thy være de tre traditionelle cykeldistancer på henholdsvis: 105, 75 og 30 km. Derudover er der både duathlon, løbedistancer og walk. Det er altså stadig ganske cool, tænker jeg – særligt med tanke på dem, som tiltænker at slæbe familien med. Der er noget for enhver. Meget mere herom på løbets hjemmeside: www.enforaarsdagithy.dk

Da vi spørger til konkrete forbedringer svarer formanden hemmelighedsfuldt: “Vi har nogle planer som vi ikke kan løfte sløret for endnu.” Altså, det må tiden vise. Dog løfter han sløret for at sidste års bakkespurt er taget ud. Mange fangede den måske ikke, og idet at rytterne på den lange og mellemdistancen konkurrerede sammen blev den måske en smule skævvreden. Væk er den ihvertfald for nu. Vi ser dog stadig frem til løbet, der denne dag er rykket til en lørdag, da det lokale fodbold Thisted FC har hjemmekamp i 1. division om søndagen.

En foraarsdag i Thy 2017 AltomCykling.dk

Motionsløb med indlagt holdkonkurrence 

En fed feature ved dette løb er fortsat den indlagte holdkonkurrence. På AoC har vi altid kæmpe vinger bagud, og med de høje ambitioner meldte vi os straks med i holdkonkurrencen. Man skal være minimum fire personer på et hold. Tiden på de fire ryttere plusses sammen og bum, man har en vinder. Vi meldte os til – ingen problemer – det var snarere et spørgsmål hvem der skulle sies fra, end hvorvidt vi kunne stille hold. Lidt a la SKY, når de inden længe skal vælge otte og ikke ni ryttere, når starten på Giro d’Italia går i Jerusalem, i Israel.

Nuvel. Efter længere tids votering, træningsgennemgang og planlægning af løbskalendre, måtte vi indse at vi kun kunne mønstre to officielle ryttere fra AoC. Torben Bartholin og undertegnede var de to kort, men vi trak hurtigt i forbindelserne, og flankeres således af Mikkel Leegaard – som alle skal passe på – og Jens Olesen, født i januar 1946. Vinder vi? Det tror jeg ikke. Vil vi køre som bare fanden…ja sgu! Vi fire udgør Team AltomCykling denne dag i Thy.

Sidste år kom vi ind som nummer 5 i holdkonkurrencen – ud af 27 – og ambitionen i år må således være top-3.

Arrangørens afsluttende bemærkninger

”Vi ved, at løbet igen i år er meget tidligt på sæsonen, og at der ikke har været de bedste betingelser for at træne udendørs. På trods af det håber vi, at mange vil tage udfordringen op.” udtaler manden bag løbet, Michael Nymann.

Som i så mange andre løb på vore breddegrader; vind og nedbør bliver helt sikkert faktorer i cykelløbet, men man finder helt sikkert nogen på samme niveau som én selv. Så mon ikke man, ude på ruten, kan finde noget læ fra én, som har lidt mere overskud end én selv.

Desuden håber arrangørerne på op imod 800 startende.

Jeg glæder mig i igen til at køre rundt i og omkring nationalpark Thy; det bliver en oplevelse – det håber jeg.

Thy – vi ses den første lørdag i april

Tilmelding foregår på: www.sportstiming.dk/event/5139/participants