På søndag stiller jeg til start i det største løb, jeg nok nogensinde kommer til at køre. Et løb som jeg næppe havde troet jeg nogensinde skulle køre, selvom håbet dog var der forud for denne sæson. Løbet er Elite DM, hvor jeg er en ud af 118 ryttere der stiller til start. Arrangør er Guldborgsund Kommune, i samarbejdet med Lolland/Falster CK, som har lavet en rute, som for 2. år i træk ligner en rigtig fladbanebasker!

AF JEPPE TOLBØLL

ELITE DM 2018, LOLLAND/FALSTER, 1 OMGANG Á 55,7 KILOMETER + 13 OMGANGE Á 12,58 KILOMETER, 219,24 KILOMETER, 951 HØJDEMETER

RUTEN OG FORHOLD:

Ud fra profilen ligner det jo nærmest en rute med mange små bakker, men skal man stole på RidewithGPS’s anvisninger vil maksstigning være på 2,6 %, hvilket man finder inde i Nysted by, som er en del af de omgange der skal køres, efter de første 55 kilometer er overstået.

Selve turen fra Stubbekøbing, hvor løbet sættes i gang, og til Nysted, ligner også nogle lange lige stykker, uden de store udfordringer, så jeg tænker faktisk at vi kommer til at køre voldsomt stærkt den første time.

Når vi rammer omgangene ved Nysted, så ændrer forholdene sig. 22 sving har jeg cirka talt mig frem til på de 12,5 kilometer vi skal køre rundt, og hvor 13 af dem er inde i Nysted by. Her er der vist rig mulighed for at et eller flere kontihold smider sig op foran, og trækker feltet ud, og så kan der opstå mange huller, som til sidst gør at feltet knækker over.

Som det ser ud nu, så kommer der ikke den mest voldsomme vind, med omkring de 3-4 m/s, så spørgsmålet er om det er nok, til at kunne gøre en afgørende forskel.

MINE FORVENTNINGER:

I og med at jeg stiller op solo, så er det ikke nemt at gøre så meget. Men jeg kan se at bl.a. Matti Breschel, EF-Education First pb Drapac, Michael Carbel, Fortuneo, Nicolai Brøchner, Holowesko-Citadel, Christoffer Juul Jensen, Michelton Scott, og Mads Würtz Schmidt, Katusha Alpesin, heller ikke har holdkammerater omkring sig, så hvis jeg vil vinde DM må jeg nok lave alliancer med dem…! (Håber I læser det her drenge). 

Okay, det er selvfølgelig en joke, for ud over at vi ikke har holdkammerater, så er der vist næppe andre grunde til sammenligning – ud over at vi er danskere til DM! ;)

Jeg har ingen store forventninger til løbet. Det kan virkelig blive lidt af hvert, og det er slet ikke engang sikkert at jeg overhovedet kommer igennem købet. Måske knækker feltet, eller man bliver fanget i/bag et styrt så man aldrig får lukket, og så inden man ser sig om, så er man blevet pillet ud!

Målet er at få lov til at køre så mange kilometer som overhovedet muligt, før jeg falder af, eller bliver pillet ud i en gruppe. Ikke just de store drømme, men sådan er det jo. Det hele handler om oplevelsen for mig.

FAVORITTER

Jeg tænker at favoritterne skal findes på et af kontiholdende. Kigger man på den bredde de stiller op med, så kan de tage styringen i hvert fald.

– Team Riwal Ceramicspeed Cycling Team, 14 ryttere.
– Team coloQuick, 12 ryttere.
– Team Virtu Cycling, 10 ryttere.
– BHS-Almeborg Bornholm, 10 ryttere.

Det skal selvfølgelig ikke afskrives, at de professionelle der kommer og kører løbet kan gøre en forskel. Det så man jo sidste år, da Mads Pedersen, Trek-Segafredo, alligevel “snød” Nicolai Brøchner fra Riwal og Alexander Kamp, Team Virtu, i finalen. Og med Mads P’s sejr fra Fyen Rundt for et par uger siden, så har han i hvert fald bevist at formen er tilstede.

En rytter der heller ikke skal afskrives er Michael Mørkøv, Quickstep Floors. Mørkøv er en af verdensbedste ryttere til at manøvrere i en finale, og han har Kasper Asgreen, som holdkammerat, der eventuelt kunne hjælpe ham.

Og hvad med Matti Breschel? Selvom han måske ikke har lavet de store resultater i år, så bør han bare aldrig være en man afskriver. Eller Lasse Norman Hansen og Casper Pedersen, Aqua Blue Sport? Begge her en stor motor, og en fremragende spurt.

***** Mads Pedersen, Trek-Segafredo
**** Michael Mørkøv, Quickstep Floors, Casper Pedersen, Lasse Norman Hansen, Aqua Blue Sport
*** Andreas Stokbro, Riwal Ceramicspeed, Niklas Larsen, Virtu, Alexander Salby, coloQuick, Nicolai Brøchner, Holowesko-Citadel, Michael Carbel, Fortuneo, Mads Würtz Schmidt, Katusha.
** Matti Breschel, EF-Education First pb Drapac, Christopher Juul Jensen, Mitchelton Scott, Kasper Asgreen, Quickstep Floors, Alexander Kamp, Virtu
* Patrick Clausen, Riwal Ceramicspeed, Emil Vinjebo, coloQuick, Julius Johansen, coloQuick

GP Herning 2018 - Fotograf © Uggi Kaldan

GP Herning 2018 – Fotograf © Uggi Kaldan

Desværre stiller Astana-rytterne, Michael Valgren, Jakob Fuglsang, Magnus Cort eller Jesper Hansen ikke op. Ej heller Team Sunweb’s Søren Kragh Andersen. Specielt Cort eller Kragh kunne have været fine vinderkandidater!

LA MARMOTTE:

Når vi er færdige med DM så hopper jeg så direkte i en bil, og kører mod Frankrig mod La Marmotte, i en tur der nok tager 16-19 timer i bilen! Det bliver en led omgang, når man nogle gange kan føle, at et B-løb i Randers kan give øm krop hjem til Haderslev! :D

Det er min La Marmotte nummer 2, siden min lede debut i 2016. Den tur kan du læse om HER!