Søndagens løb i Djurs er overstået og dette blogindlæg vil nok komme til at omhandle min oplevelse af måden der blev kørt cykelløb på, fremfor den måde løbet gik for mit eget vedkommende. Indlægget kommer muligvis til at bære præg af “dårlig-taber-indstilling” og lidt “tudefjæs”, så læsning herfra foregår på eget ansvar. Der vil blive skudt bredsider til højre og venstre! Samtidig håber jeg, at indlægget her kan være med til at skabe en sund debat, og måske gøre mig klogere. Forventninger til løbet kan læses her!

AF: JEPPE TOLBØLL

DJURS, 6 OMGANGE, 116,5 KILOMETER, 654 HØJDEMETER:

– Skal vi ikke køre cykelløb eller hva’?

Efter godt og vel 3,5 timers søvn fra 4.15 til 7.45 var det ikke den friske udgave af mig selv, der tog til Djurs for at køre cykelløb. Men ikke desto mindre følte jeg mig friskere end forventet, og efter gennemkørsel af ruten, i bil, var det med ret stor optimisme, at jeg stillede til start. Ruten var ret nem, men dog hårdere end hvad RideWithGPS havde lovet mig, med én bakke cirka 4 kilometer fra mål. Den var hård, men samtidig ikke i nærheden af fx den nemmeste bakke i Nyborg, ugen før.

Bakken kaldes i lokalområdet for Mårupbakken (se Strava), det er en 500 meter lang stigning, med cirka 5% i snit. Ganske jævn bakke, men det som gør det hård, er at man kommer fra nul km/t i et 180 graders sving.

Min taktik for dagen var egentlig, at holde mig i nærheden af Eskil Vammen, CK Aarhus, da jeg vidste, at han på nærmest magisk vis, nok ville ramme udbruddet. Samtidig var mit klare mål, at skulle køre med i finalen, og gerne ramme podiet, og hvem ved, måske endda kunne køre med om sejren?

Løbet første start var på en stor hovedvej, og her lagde jeg mig godt midt i feltet, og ventede. Jeg havde en forventning om at ingen fik lov til at køre væk der, da der let medvind. Kort tid efter drejede vi til venstre og ind på nogle mindre skovveje, og her åbnede folk op. Der var en del ryk, jeg var med i nogle af dem, men pludselig kom der en gruppe på cirka 10 mand væk, hvor Eskil bl.a. var med, mens jeg lå i feltet. Med 10 mand foran var næsten 1/3-del af feltet væk, og jeg tænkte det var for farligt. Jeg fandt mit hul og rykkede fri, og i en ren power jagt over 2 minutter fik jeg lukket hullet – hold nu kæft det gjorde naller!

djurs00

Da jeg kom op måtte jeg erfare, at samarbejdet ikke var særlig velfungerende – jeg havde selv nul at køre rundt med – og kort tid efter var der samling igen. Igen kom der ryk og jeg gik kun med når Eskil gjorde.

Kort før Mårupbakken var Eskil igen sluppet væk og jeg fik lukket sammen med en gut fra Odense og Rasmus Hvarre, fra Randers. Vi havde et lille hul til feltet der voksede ganske fint. Da vi så ramte bakken, besluttede jeg mig for at tage fronten hele vejen henover, og det gjorde jeg af flere grunde. Jeg var bange for, at hvis jeg slog ud, så ville farten blive øget, og derved ville jeg måske blive sat af. Så ved at jeg kørte den hårdt, og jævnt ville jeg kunne styre farten. Vi ramte toppen, men hullet var nu mindre, da der havde været mange angreb fra feltet der var splittet. Ind mod mål, måtte vi erkende, at vi igen blev samlet.

Forbi mål, ud på 2. omgang, fortsatte den heftige aktivitet, og jeg følte egentlig bare, at det kun var et spørgsmål om tid før et udbrud ville køre væk. Mine ben var stadig ganske gode, og det hele var egentlig forløbet næsten som forventet. På et tidspunkt, omkring de 25 kilometer, sad jeg lidt låst bag nogle ryttere, da Eskil rykkede væk med et par andre, og lynhurtigt talte jeg mindst 2 fra Odense U23, 2 fra Hammel (der var så 3, viste det sig), og 2 fra Aarhus (inkl Eskil), samt en 3-4 mand mere. Det var et alvorligt angreb, men jeg kunne ikke komme ud! Da jeg endelig fik pladsen var hullet vokset til over 150 meter, og det kunne jeg ikke lukket alene, selvom benene var gode. Jeg prøvede ikke engang.

Og her slutter det, som jeg vil kalde for cykelløb, egentlig, desværre!

– ALT BLIVER LUKKET NED, OG VI KUNNE LIGE SÅ GODT KØRE EN TRÆNINGSTUR!

Odense U23 og Hammel satte sig nu som de vildeste vagthunde i feltet. Med cirka 6-7 singleklub-ryttere (altså os uden klub-/holdkammerater), mod hvad jeg talte som 5 Hammel-ryttere og 6 Odense U23-ryttere, var det pludselig en umulig situation. Ikke fordi at der ikke var muligheden for at køre ræs. Muligheden blev bare ødelagt, af hvad jeg med 100 % sikkerhed kan kalde det mest destruktive cykelløb jeg nogensinde, som jeg har kørt.

I starten var det selvfølgelig fair nok, at begge klubber ville have hullet til at vokse, da de havde folk i front. Hammel og Odense U23 var aggressive til at lukke alle vores angreb ned, og sørge for at udbruddet til sidst var kørt væk. Det er fremragende taktisk arbejde, hvilket jeg et eller andet sted godt kan se logikken i. Men herfra ophørte jeg at forstå logikken.

For jeg forstår ikke at resten af de to store klubbers ryttere, opgiver hele cykelløbet, stort set, blot fordi de har folk i udbruddet. Udbruddet var væk og fik hurtigt 2 minutter, men selvom man fik enten en Odense U23 eller Hammel-rytter med i et hug, ville de ikke samarbejde, og prøvede egentlig mest bare at ødelægge rytmen.

Selv da jeg slap afsted med Rasmus Hvarre, fra Randers, og havde 2 fra Hammel og én fra Odense, ville ingen af dem arbejde. Den taktik begriber jeg ikke, og det kan godt være det er mig der er dum? Men ville Hammel ikke drage fordel af at vi skulle lukke hullet (hvilket var mere end usandsynligt, da udbruddet havde over 2+ minutter her), så ville de have 5 mand oppe foran, ud af 14 mand? Eller Odense U23 kunne få 3 i stedet for 2? En defekt til en Odense-rytter  i front, og så var de jo i knibe med én mand? Samtidig opgiver rytterne egne ambitioner om at kunne nappe lidt point. Det blev et meget kedeligt cykelløb i feltet, og dårlig træning for en stor håndfuld ryttere fra både Hammel og Odense.

Vi kører B-klassen! Come on! Jeg synes det er en problem med så voldsom kontrol af 2 klubber der danner mere cirka 50 % af det samlede startende felt. Der er virkelig nogle strukturelle udfordringer her, for det bliver pludselig ikke hold mod hold, men et cykelløb der hurtigt bliver låst i et jerngreb, og hvor man som singleklub-rytter, pludselig står med ufattelig ringe kort på hånden, uanset om man er i sit livs form (læs: det føler jeg lidt jeg er lige nu!).

For mig personligt mister det at køre licens sportslig værdi, da konkurrencen pludselig bliver så forskruet, og ens overordnede mål før et cykelløb bare pludselig bliver, at ramme udbruddet hvori der sidder en Odense U23- og Hammel-rytter. Hvem der skal løse problemet ved jeg ikke, for man kan jo ikke give forbud for at flere ryttere samler sig i forskellige licensklubber. Det vil være kedeligt hvis B-klassen bliver endnu en hold-klasse som U19- og A-klassen, for så begynder folk jo samle sig i de store klubber, og så kværker man stille og roligt de små licensklubber, i hvert fald fra B og op.

Jeg ved godt, at det var første gang i år, at det var så ekstremt, med jerngrebet i feltet, men samtidig frygter jeg at det lynhurtigt kan blive en tendens, da begge store klubber i går, så hvor vanvittig effektivt det var. I feltet sad nogle rytte sågar og undskyldte, for deres defensive kørsel/aggressive kontrol af løbet. De kunne vel godt se hvor frustrerende det var for os andre?

Det endte med at jeg angreb – eller var med i angreb – cirka 12-13 gange på 3. omgang, kan jeg se ud fra min wattfil, men der kom intet ud af det. Til sidst brændte jeg ganske enkelt sammen. En lille del af det var fysisk, mens den største del var mentalt. Frustrationerne tog simpelthen over, og jeg gad ikke køre cykelløb på den måde.

djurs01

SINGLERYTTERE, I FORTJENER OGSÅ HUG!

Alt i mens hele jerngrebet blev holdt, prøvede jeg at snakke med singleklub-rytterne, om at vi måtte udfordre Odense U23 og Hammel på en måde, hvor vi andre holdt sammen mod dem. Det ville sige at hvis fx Kasper Thomsen, fra Ordrup, kørte væk, så måtte vi lade de to klubber lukke, og så måtte vi andre køre kontra uden at få hverken Odense U23 og/eller Hammel på hjul. Men det var som om, at ikke alle forstod det, for i starten gik det fint, men på et tidspunkt var jeg alene afsted, og da jeg kiggede tilbage var der så var ryttere, som ikke kom fra en af de to klubber, der lukkede, og da jeg så blev hentet kørte Odense eller Hammel kontra, og så måtte vi andre pludselig arbejde igen. Det er 100 % sikkert, at sådan slår vi dem aldrig. Jeg tror det var præcist der, i det moment, hvor, jeg fandt ud af hvor umulig det hele var.

Nu virker mit indlæg måske som en takling til holdene, men det er det ikke kun, jeg kender jo en del af de drenge der kører for Odense U23 og Hammel. De er virkelig nogle guttermænd, og derfor er ovenstående indlæg intet personligt mod rytterne! Som Mikkel Fenneberg, Hammel, sagde til mig, så forstod han godt frustrationerne, og sagde at vi jo måtte råbe og skrige af hinanden under løbet, og give hinanden et klap på skulderen bagefter. Sådan skal det sgu være! På cyklen er det krig, mens man bør glemme det bagefter, og kunne se hinanden i øjnene som gode konkurrenter. Der blev ikke råbt i øvrigt, bare lige for at slå det fast. Det var vist mest en talemåde ;) Mikkel Dreyer, fra Hammel, skrev også mandag på Facebook, at han nærmest havde det skidt med måden der blev kørt på.

Løbet blev vundet af Thomas Gjødsbøl, hvilket var imponerende godt kørt, med over 200 kilometer UCI-løb i benene dagen før!

Hverken Hammel eller Odense vandt i øvrigt... © Foto: Louise

Herning løb med æren… så er der lidt retfærdighed til i verden :) © Foto: Louise Knudsen

Resultater fra løbet

13120574_10153810542689006_1918091124_o

TUDEFJÆS!

Er jeg et tudefjæs? Ja lidt… jeg havde nok ikke tudet hvis havde holdt mig til planen og var kommet afsted med Eskil. Jeg er i fremragende form, det bekræfter mine watt-tal mig i og det bekræfter min kørsel i Nyborg mig i. Det er måske også derfor jeg bliver dobbelt-ærgerlig, når det indtil videre har givet nul i payoff. Måske havde jeg slet ikke lavet dette indlæg, hvis jeg ikke var punkteret i Næstved, styrtet i Aalborg eller havde smadret mit kranksæt i Nyborg, og allerede nu havde haft de første 10 point på kontoen, nej det havde jeg helt sikkert ikke. Måske er det bare hele aprilmåneds frustrationer der skulle ud her, i et samlet blogindlæg.

Det er iøvrigt første gang siden, mit katastrofe år i B, i 2013, at jeg ikke laver point i april, men til forskel på nu og ’13, så skyldes det her ikke dårlig form. Så hvad er værst?  Det er 100% at have gode ben, men ikke at få noget ud af det, eller

Nu tager jeg et smut til Harzen fra onsdag til lørdag, for lidt god træning, måske et par øller, og så ser vi om jeg stiller til start i Grenaa. Der kommer ingen forventninger dertil, da jeg nok er mest opsat på at blive hjemme.

Jeg håber lidt, at jeg får skabt en debat omkring det her, og at den kan foregå på en sober og respektfuld måde, specielt over for de ryttere, som nu har fået en bredside fra 100-kilo manden. I er stadig nogle gode drenge, der er bare for mange af jer! ;)