Så blev der for alvor taget hul på sidste del af sæsonen. For mit vedkommende blev det til to løb på Sjælland, som bekræftede formen, meget mere end jeg turde drømme om, selvom resultaterne var skuffende på hver sin måde! Forventninger kan læses her!

AF: Jeppe Tolbøll / FOTO: Jesper Skovbølle & Cykelfoto

Vel ankommet til Scandic Hotel i Roskilde, fik Michelle, min kone, og jeg hurtigt pakket ud og så gik vi ellers ned i restauranten og nød godt af den store buffet, og der blev carbo-loaded (fra min side) til den helt store guldmedalje! Vi havde valgt at tage til Sjælland om fredagen for at få den mest optimale optakt til weekendens løb. Med base i Roskilde ville der kun være 30 minutters kørsel til Amager, og om søndagen kunne vi så komme hurtigt hjem. Kl 23 gik jeg i seng, så der kunne opnås en fornuftig omgang søvn.

AMAGER, 9. OMGANGE, 133,2 KILOMETER, 405 HØJDEMETER:

Desværre var Michelle blevet skidt tilpas over natten, hvilket jeg slet ikke opfattede i min dybe søvn, men det gjorde at jeg måtte tage til Amager alene uden hende og hendes kamera.

Jeg var nervøs på en lidt anden måde end normalt. Jeg vidste at min form var rigtig god efter en solid sommerpausetræning, men alligevel var jeg i tvivl om hvor jeg stod i forhold til andre. Derfor endte jeg med at køre ud og varme op 30 minutter før start, for at få rullet nerverne ud af kroppen, hvilket lykkedes rimelig godt.

Da vi stod ved starten spejdede jeg rundt efter kendte ansigter. Der var ikke mange, men jeg fandt dog en håndfuld som jeg vidste kørte ret stærkt. I Jylland kender jeg stort set alle konkurrenterne, men her var jeg lidt på udebane. Jeg lod mærke til at jeg hverken kunne se Emil Wang, eller Jonas Petersen fra ABC, som jeg havde udpeget som ryttere jeg ville holde mig til. Dog var både Thomas Gjødsbøl, Herning, og Nils Eigil Bradtberg, ABC til start.

Løbet blev skudt i gang. Med omgange på ca. 15 kilometer per omgang, så var min plan at holde mig nogenlunde passiv de første par omgange. Erfaringen siger mig, at når ruterne er så pivflade som på Amager, så går der ofte længe før et udbrud slipper væk. Dog ville jeg nogenlunde holde mig til Gjødsbøl og specielt Bradtberg. Netop de to var faktisk rimelig aktive allerede fra starten af, og jeg måtte flere gange holde mig tilbage for ikke at blive for aktiv selv. Jeg ville holde mig til planen.

Der var mange udbrudsforsøg, men alt blev kørt ind rimelig hurtigt. Der var lidt sidevind på ruten, men intet som gjorde mig noget. Selvom jeg blev “fanget” lidt længere tilbage når folk kørte sidevind, var det intet problem og jeg sad med godt overskud, og kørte mig nemt frem i vinden, indtil jeg endte oppe på viften.

De første 2 omgange forløb rimelig udramatisk, dog havde jeg lagt mærke til at de udbrudsforsøg der var, fik længere og længere snor før de blev hevet ind. Folk var ved at være trætte af de konstante ryk. Ved slutningen af 2. omgang slap Nicolaj Schou Andersen, Odense, væk med en gut fra Amager, som jeg senere fandt ud af var Anton Elfarsson, og de fik hurtigt opbygget et pænt hul. Ved starten af 3. omgang rykkede Gjødsbøl så efter. Jeg lå længere tilbage, og sad samtidig fast i feltet, da jeg lå i læ-siden af vinden, som kom fra venstre. Mens jeg prøvede at finde rum stak Bradtberg afsted fra feltet og nu var det ved at brænde på for mig.

Da jeg endelig fik bakset mig fri havde de dog fået opbygget et for stort hul, og da de begge lå solo, prøvede jeg at være optimistisk, og håbe at de blev hevet ind igen. Efter 3 kilometer fandt jeg dog ud af at det ikke ville ske lige med det samme. Feltet kørte ikke vanvittig stærkt, og samtidig kunne jeg se at Bradtberg havde fået kontakt til Gjødsbøl. Jeg var i knibe nu, hvis jeg skulle med, så jeg fik kørt mig frem og rykkede med alt hvad jeg kunne i sidevinden. Pis, jeg havde 2 mand på hjul, men jeg blev ved med at presse på, og da jeg kiggede ned under armen, var der pludselig ingen hjul bagved. Jeg havde slået hullet, og det voksede hastigt til feltet. Nu indledte jeg en led, led jagt.

Jeg kom nærmere hele tiden, og jeg prøvede at være tænke positivt, selvom benene stille og roligt begyndte at gøre mere og mere ondt. Jeg kunne se at jeg fik presset nogle høje watt-tal ud, så det var alt eller intet nu. Fik jeg ikke lukket, ville jeg med stor sandsynlighed køre mig helt i sænk. Jeg fik dog lukket efter 3:50 minutter med et wattsnit på 448w.

Herefter fik jeg lige mulighed for at sidde på smækken i 1-2 minutter, før jeg begyndte at køre med rundt sammen med Gjødsbøl og Bradtberg.
Jeg vil uden tvivl kalde det her en af mine bedste opkørsler nogensinde! Det gjorde modbydeligt ondt, men det var samtidig gjort med en stædighed uden lige, og hvor gode ben, kombineret med det rette moment, var afgørende, det føltes altså ret fedt!

Vi fik relativ hurtigt kørt Nicolaj Schou Andersen og Anton Elfarsson ind, og samarbejdet kom hurtigt til at glide. Gjødsbøl endte dog med at få en krise, og måtte sidde over af flere omgange, men kom ellers over den, og hjalp til derefter. Sådan gik det ellers bare over stok og sten, indtil 5. omgang, hvor vi blev overhalet af udbruddet fra U19. De passerede os, og kort tid efter kom der yderligere et stort udbrud af U19-ryttere forbi os. De kørte ikke stærkere end os efter de havde overhalet os, og derefter overhalede vi igen, indtil de så overhalede os igen. Vi forstyrrede ikke hinanden, og brugte ikke hinanden til at sidde på hjul. Det værste var faktisk at vi kunne se et felt nede bagved, og vi kunne ikke vurdere om det var U19- eller B-feltet.

Samarbejdet fungerede upåklageligt. Copyright: Jesper Skovbølle

Samarbejdet fungerede upåklageligt. FOTO: Jesper Skovbølle

På 6. omgang kom der en kommisær op på siden af os, i bil, og sagde at vi skulle lade os falde tilbage, men vi råbte tilbage til ham, at vi jo også kørte cykelløb, og at U19-rytterne så bare måtte holde fart i stedet for at gå i stå hver gang de havde overhalet os. Vi talte lidt om at vi ville høre ham ad, hvis han kom igen og bad os falde tilbage, om vi havde stort nok hul til B-feltet, for vi ville ikke lade os falde tilbage hvis det betød vi blev hentet, og fik vores løb ødelagt.

Da vi kørte ud på 7. omgang kom kommisæren dog igen, denne gang noget mere bestemt. Han insisterede på at vi lod os falde tilbage. Jeg fik råbt til ham, at jeg gerne ville vide hvor stort hul vi havde til B-feltet. Hans svar var bare “De ligger nede bag U19-feltet!” Okay, ret ubrugelig oplysning, for vi hørte det som om, at de lå lige på smækken af U19. Så tog fanden ved Bradtberg! “Nu giver vi den gas! Vi skal IKKE hentes!” råbte han, og nu kørte vi straks forbi U19-rytternes store udbrud, og øgede hastigt, og vi kørte næsten hele omgangen lige så hurtigt som da udbruddet blev skabt.

Kort før vi kørte ud på 8. omgang fortalte Bradtberg at han ville angribe så snart vi startede en ny omgang, og at han ville have mig med. Så der blev angrebet hårdt fra ham, med mig på hjul! Det gjorde ondt, men mest på Nicolaj der måtte slippe. Nu var vi kun 4, og føringerne gjorde nu mere og mere ondt. Dog kom panikken da vi pludselig så et felt komme hurtigt op til os. Det var U19, men vi var sikre på at B-feltet lå lige bag ved og tanken var næsten ikke til at bære! Det endte med at vi blev mikset ind i deres opløb, og det gav lidt zigzag-kørsel efter målstregen da U19 jo holdt op med at træde. Til vores store, og bestemt positive, overraskelse var der dog ikke nogle B-ryttere bagved. Vi havde mega hul, og nu kunne vi køre vores sidste omgang uden panik. Finalen var i gang!

Bradtberg prøvede at få mig med væk i et endnu et angreb, men vi blev lukket, og jeg indrømmer da gerne at benene havde ondt. Bradtberg fortalte mig, at vi skulle prøve et angreb sammen, men jeg fortalte at jeg nok ville vente til spurten, da mine odds var bedre der.
Så angreb Elfarsson, og så kørte jeg op til ham, og håbede på at vi kunne knække Bradtberg, da Gjødsbøl havde holdt sig på hjul de sidste kilometer, da han var træt.

Bradtberg er dog bumstærk, og han kørte os ind igen. Der var nu lidt stilstand og ingen ville rigtig ofre sig. Med 4 kilometer igen angreb Elfarsson, og jeg blev nød til at tage en ordentlig føring, men jeg kunne ikke lukke selv. Jeg gav signal med albuen, for at få Bradtberg frem, som dog angreb kontra, og jeg måtte hænge på hans hjul med det sidste af neglene, og kæmpede med begyndende krampe. Igen blev vi samlet. Jeg nappede det sidste vand fra min dunk, samtidig med at Bradtberg angreb igen. Jeg smed dunken, da der ikke var tid til at smide den i holderen igen. Igen var jeg presset, men fik det hele blev samlet igen. Nu var der så kort tid til mål at ingen rigtig turde blotte sig mere.

På de sidste 1000 meter kom der to skarpe sving på smalle veje, og her prøvede Bradtberg igen at skabe et hul, men jeg kom hurtigt på hans hjul, og han lå nu først. Bag ham lå jeg, med Gjødsbøl på mit hjul mens Elfarsson lå sidst. Ikke helt ideelt at have Gjødsbøl på hjulet, men det kunne man ikke gøre noget ved nu.

500 meter! Bradtberg begyndte at køre den op i fart, og med 350 meter igen åbnede han for alvor. Jeg lå lige på hans hjul og følte mig relativ sikker på mig selv. Desværre begyndte Bradtberg at tabe lidt fart med 200 meter igen, og derfor måtte jeg tage chancen med en lang spurt. Jeg ville ikke have spurten ned i fart. Jeg gik forbi, men kunne godt fornemme at jeg ikke slog et afgørende hul. Gjødsbøl lå lige bagved. Selvom han var træt, så har han en god spurt, og med ca. 70 meter igen kom han forbi med god fart, og vandt en sikker spurt. Jeg formåede at holde 2. pladsen, selvom skuffelsen var så stor, at jeg næsten bare havde lyst til at lade være med at træde!

Bradtberg, dagens stærkeste rytter, blev 3’er mens Elfarsson måtte tage til takke med den lidt kedelige 4. plads.

Slår i styret i frustration! FOTO: Jesper Skovbølle

Slår i styret i frustration, Thomas Gjødsbøl har allerede her passeret målstregen! FOTO: Jesper Skovbølle

Efter målstregen fik jeg vist råbt “Fuck” et par gange eller tre. Jeg vil mene at jeg i 9/10 gange ville vinde sådan en spurt, men ikke i dag. Gjødsbøl var endda så venligt at han nærmest undskyldte for at vinde! :) Det kunne jeg ikke lade være med at smile lidt af. Enormt sympatisk, men jeg sagde også til ham, at han selvfølgelig ikke skulle undskylde, for sejren kunne der ikke sættes fingre på. Han fedtspillede ikke, eller på nogen måde “snød” sig til sejren, han var bare bedst i den spurt.

Jeg var ikke tilfreds med resultatet, men yderst tilfreds med måden jeg fik kørt løbet på. Holdt mig næsten 100 % til min taktik, lavede en suveræn opkørsel for at lukke hullet, og fik taget nogle stærke føringer.

Derefter kørte jeg tilbage til Roskilde og fik slappet fantastisk godt af, inden Michelle og jeg kørte ud og kiggede ruten igennem ved Lejre, og derefter fik en solid gang aftensmad.

Resultatet blev således:
Screenshot 2016-08-22 17.54.52

ROSKILDE, 6. OMGANGE, 129,6 KILOMETER,870 HØJDEMETER:

Jeg ankom til Lejre i god tid, da benene havde brug for en ret solid gang opvarmning efter lørdagens løb. Ruten passede  mig egentlig ganske fint, med et par små bakker, der aldrig ville blive for hårde, og et meget åbent og teknisk terræn.

Ved indskrivning (som på Sjælland nærmere er indtjekning), fandt jeg så ud af at vi skulle starte sammen med A-klassen, og her kunne jeg så kaste alle taktiske overvejelser over bord. Ved samkørsel ville B-feltet jo klart være svagere og det ville nærmere blive et spørgsmål om hvem der kunne overleve længst end hvem der kørte bedst cykelløb. Øv også!

Jeg ved ikke om det hele tiden var meningen, at A og B skulle køre sammen, men jeg havde i hvert fald misset det i proportionerne, havde jeg vist det, havde jeg nok kørt i Rødekro i stedet.

Nå, men det var bare at få det bedste ud af det, så jeg sørgede for at komme til start rimelig tidligt, da vi startede i sidevind. Der var 42 A-ryttere tilmeldt, hvoraf stort set alle kørte på kontinental-hold, og 21 B-ryttere, plus hvad der nu kom af eftertilmeldinger på dagen, så feltet var stort. Løbet blev startet og der blev allerede kørt fra første meter. Fik mig placeret ganske fint, og mit mål var egentlig bare at overleve så meget længe som muligt. Derfor var det eneste jeg holdt fokus på, bare at holde mig fremme.

Efter lidt tid begyndte jeg da faktisk at føle mig velkørende, og her var der dog allerede sluppet et udbrud væk med en solid stak A-ryttere, og en enkelt B-rytter i Silas Toftemark fra Silkeborg. Jeg prøvede at komme med et dybt hug i sidenvinden for at komme op til dem, og fik en Riwal-rytter med på hjul. Han havde dog ikke intensioner om at hjælpe mig med at lukke, selvom vi kørte forskellige præmierækker, så vi blev hentet igen. Og her fik jeg så kærligheden at føle. En eller anden råbte af mig, at det var et latterligt ryk, og kort tid efter var jeg ved at blive kørt af vejen, da viften kom forbi, og en rytter kørte lige ind foran mit forhjul, og den eneste mulighed var at køre ud i grusset. Okay, det var en måde at køre på som jeg ikke var helt vandt til.

Mens der stadig var optimisme. FOTO: CykelFoto

Mens der stadig var optimisme. FOTO: CykelFoto

Alt i mens, at jeg fandt mig til rette i feltet igen, sejlede gruppen ude foran længere og længere væk. Og samtidig følte jeg mig mere og mere utilpas i feltet. Man følte sig faktisk som om at man var i vejen som B-rytter, og med kommentarer som “Skrid nu ned bagved, B-rytter”, “Flyt dig, for helvede!” så gik det sjove stille og roligt af det. Specielt fordi man samtidig ikke følte at man havde en kinamandschance for at have indflydelse på løbet. Jeg fik holdt mig nemt fremme, og i sidevinden, havde jeg overskud selvom jeg tydeligvis kunne se at nogle A-ryttere og mange B-ryttere var på grænsen.

Hvor om alting er, så lod jeg mig falde af efter en times kørsel. Jeg havde fået nok. Følte mig i vejen, og følte mig skide malplaceret, og set i bagklogskabets lys, så lod jeg mig tryne. Det var lidt et chicken-move at stå af, men jeg havde det ikke sjovt, og det skal cykelløb altså være før jeg gider det. På det her tidspunkt var der kun 5 B-ryttere tilbage i feltet, og 1 ude foran. Det var en sikker top 6 jeg stod af fra, og jeg magtede ikke at fuldføre løbet, da jeg så skulle køre solo de sidste 85 km alene.

Det hele endte med at kun 5 B-ryttere gennemførte ud af de 21 der var tilmeldt, hvilket siger lidt om, at A- og B-ryttere nok ikke bør køre sammen. I min verden giver det ikke mening at køre cykelløb på den måde. Dertil er niveauforskellen for høj og måden B-rytterne bliver behandlet ubehagelig. Og det er måske lidt tudefjæs-agtigt, men jeg har fået bekræftet fra andre B-ryttere at de følte sig uvelkomne.

I øvrigt holdt udbruddet hjem og Silas Toftemark vandt, mens Nils Eigil Bradtberg dog kom meget tæt på, og blev 2’er.

På grund af fejl ved indtjekningssystemet fik alle ikke-gennemførende end DNS.

På grund af fejl ved indtjekningssystemet fik alle ikke-gennemførende end DNS.

Jeg fik dog heldigvis bekræftet, at formen er supergod, og måske endda bedre end jeg havde forventet. Det lover godt frem mod sæsonen sidste par løb, hvoraf mange ligger rigtig, rigtig godt til mig. Esbjerg, Tønder og Bov er alle pivflade. Odder har endnu ikke lagt deres proportioner op, men rygterne siger at de vender tilbage til den gamle rute med Pederstrup-bakken og et bakket opløb. Det håber jeg ikke, for den nye rute, det har brugt de seneste 2 år har passet mig ganske godt. Så er der Hobro som kan blive lidt af det hele for mit vedkommende.

Næste løb bliver d. 4. september i Esbjerg.