En hård weekend er overstået med to cykelløb på ruter som slet ikke passede til mig. Selvom jeg performede ret forskelligt i begge løb, så overraskede det mig alligevel, at det var på den værste rute, at der kom resultat på bordet. Et løb som måske var det hårdeste licensløb jeg nogensinde har kørt! Forventningerne kan læses her!

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CyclingPhoto.dk, StoneyShots og Jørgen Christian Lyhne

BRÆDSTRUP, 6. OMGANGE, 113,4 KILOMETER, 1008 HØJDEMETER

Jeg tog hjemmefra lørdag morgen, og havde rigtig god tid. Så jeg lullede afsted i den gamle Skoda, men da jeg havde kørt 25 minutter slog det mig pludselig, at jeg havde glemt både hjelm og sko derhjemme! Hurtigt blev bilen smidt på afkørslen ved Kolding Syd, og nu gik min ellers så fornuftige tidsplan pludselig i vasken. Med lidt hurtigt hovedregning ville jeg have 15 minutter når jeg først ankom til Brædstrup! Shit, noget rigtig møg! Nu fik bilen lov til at æde lidt brændstof, men jeg nåede hjem og tilbage, og fik sågar hentet lidt tid, så da jeg ankom til Brædstrup havde jeg 22 minutter til løbet startede. Fik hurtigt opvarmet, men fik ikke lige kørt rute-recon i bilen, som egentlig var planen.

Nå, men jeg fik faktisk en fornuftig opvarmning trods alt det unødige stres, og fik mig stillet til start. Min taktik var egentlig at prøve, at ramme udbruddet tidligt, og håbe at der ikke ville blive givet alt for meget gas op af Sdr. Vissing-bakken. Som jeg huskede det, så kom den jo først til sidst på ruten.

Direkte ud af startboksen rykkede Anders Banke, Middelfart CC, og kort tid efter kørte der 2 andre efter ham. Jeg blev selv liggende i feltet, og forventede at de blev lukket ned, stille og roligt. Det skete dog ikke rigtigt, og flere folk rykkede fri, og pludselig sad der 10-12 mand ude foran. Ud af min øjekrog spottede jeg Rasmus Fjordside, Frederikshøj CC, komme hamrende i et ryk. Jeg fik træt an, og fik hans hjul… i et par sekunder. Han satte lige farten et nyk op, og satte mig direkte fra hjul på flad vej, og jeg følte ellers ikke at det gik langsomt. Fjordside fik hurtigt lukket, og lidt efter var jeg også kommet op. Jeg talte lige hurtigt at vi var 13 mand, og jeg husker ikke lige om det var inklusiv mig selv, eller ej – var ret presset. Der var 3 ryttere fra Aarhus i gruppen og de var allerede aktive med at tage føringerne. Jeg kiggede bagud, og vurderede umiddelbart at vi var ved at få hullet. Jeg var stadig for presset til at bidrage. Lidt efter kiggede jeg igen bagud, og feltet var nu ved at køre os ind, anført af en CK Aarhus-rytter!? Hvad var nu det for noget, når han havde 3 klubkammerater oppe foran? Det gav ikke mig yderlige lyst til at bidrage i fronten, og kort tid efter var vi kørt ind igen. Jeg havde fået samlet lidt kræfter, og angreb, men fik ikke rigtig hul, og det hele blev samlet endnu engang.

Der var flere angreb, hvor af jeg var med i et par stykker, men intet kom rigtigt fri. Ruten kom nu til en knap 180 graderssving, og jeg tror det var Rasmus Søgaard, CK Aarhus, der lige sagde “Nå, nu kommer bakken!” Nej, det gjorde den vel ikke allerede? Det var jeg altså ikke klar helt klar til. Mens jeg prøvede at finde lidt læ i feltet, kørte 3 ryttere væk, hvor den ene blandt andre var Anders Banke, som åbenbart angriber på alt for tiden!

Der var en lille nedkørsel inden bakken, hvor jeg trillede forbi feltet, og ramte bakken som den første. Jeg satte egentlig bare mit eget tempo, og lod en god håndfuld ryttere overhale mig. Omkring halvvejs på den knap 1,5 kilometer lange stigning nåede jeg at tænke, at det her tempo egentlig var fint. Jovist, jeg var presset, men ikke mere end jeg nok skulle komme med over. Og så blev der angrebet. Farten blev øget med 2-3 kilometer i timen, og jeg skulle pludselig til at gå dybere end hvad jeg havde lyst til. Farten faldt lidt i et par sekunder, og det sidste jeg husker var at se Fjordside angribe oppe i front, og at ryttere bagfra nu begyndte at overhale mig. Det værste var at jeg ikke engang kunne se hvor toppen var endnu! Og efter 10 kilometer måtte jeg slippe. Sikkert nok som første rytter overhovedet. Jeg brugte de sidste 150 meter på at få syren ud af benene, og gav den så ellers et godt skud for at køre feltet op igen. Desværre gik de aldrig rigtigt i stå, og selvom jeg nærmest kørte all out mistede jeg terræn til dem. Det var håbløst.

Jeg var så skuffet og faktisk også decideret rasende, at jeg hamrede engang i styret. Jeg havde ikke regnet med det store resultat i Brædstrup, men jeg havde sgu heller ikke regnet at blive skivet første gang på bakken! Dertil burde formen være bedre. Jeg sad naturligvis i semi-rødt efter mange angreb, men burde det være en undskyldning?

Nå, men jeg kørte en ekstra omgang for lige at rase af for mig selv, inden jeg trillede hen til bilen og kørte hjem. Rigtig skuffet, og ret bange for søndagens 141 kilometer i Horsens!

HORSENS, 6. OMGANGE, 141 KILOMETER, 1362 HØJDEMETER

Modsat Brædstrup så fik jeg pakket alt ned til Horsens, og ankom i rigtig god tid. Jeg kørte med det samme en recon af ruten i bilen, og det var ikke ligefrem et syn der sendte positive tanker min vej. Vi startede mere eller mindre med at køre op af direkte de første 5 kilometer, sluttende med Yding Skovhøj. Derefter gik det mere eller mindre op og ned hele tiden, og der var ikke rigtig mange steder hvor jeg tænkte, at her har jeg en klar fordel. Det skulle da lige være på det enkelte nedkørsler der var. Det værste var, at de nemmere steder rent højdemetermæssigt var præget af en enorm vind!

Jeg havde en klar taktik. Jeg skulle undlade at spille smart, og køre for offensivt, så måtte det betyde at udbruddet eventuelt kørte uden mig. 141 kilometer følte jeg var rigtig langt, og min tanke var at mange ville brænde sig selv af tidligt, og at man kunne vinde rigtig meget på at være frisk til den sidste halvdel af løbet.

Løbet blev sat i gang og igen var Anders Banke, Middelfart CC, hurtigt ude at startboksen! Det blev hurtigt lukket, men der var stor aktivitet i front. Selv placerede jeg mig midt i feltet, og måtte allerede nu tøjle lysten til at gå med i angreb. Det er nogle gange nemt at tro man er supermand, når man sidder i feltet og bliver suget med på hjul, noget andet er at man kan blive straffet godt og grundigt ved at rykke på af. Eller jeg kan i hvert fald!

De første 3 kilometer gik ganske godt, og der kom en god nedkørsel. Her rullede jeg ganske enkelt væk fra feltet uden at anstrenge mig. Herefter ramte vi direkte ind på lille bakke, og jeg holdt bare pres på, og pludselig fik jeg bare hul. Okay, det var ikke helt min plan, men nu kunne jeg få et lille forspring inden Yding Skovhøj, så jeg holdt bare på uden at gå alt for dybt. Drejede ind på Yding Skovhøj med 10 sekunder cirka, men allerede halvvejs fangede feltet mig, og jeg måtte grave meget dybt for at komme med henover. På toppen var der en gruppe på 6-7 mand først over, efterfulgt af endnu en gruppe på 5-6 mand, og så lå jeg 10 meter efter. Jeg måtte sprinte all out, for at få kontakt med gruppen foran, mens folk var splittet bagved. Jeg led rigtig meget, men begge de forreste grupper smeltede sammen og pludselig var vi en 13-14 mand væk. Jeg led og prøvede at holde mit løfte om ikke at bruge kræfter, så jeg kørte ikke frem og tog føringer overhovedet. Der var en kerne af 7-8 mand der arbejdede godt, og derfor gad jeg ikke køre frem. Jeg følte mig skide fesen, men jeg ville gerne have et resultat med hjem – ikke nødvendigvis point – så jeg måtte altså spare mig.

Samarbejdet led naturligvis under det, at der var flere som ikke rigtig ville arbejde. Der blev angrebet, men os der sad over var relativt friske til at lukket det. Jeg begyndte at tage lidt føringer hvor jeg følte det var nemt. Samarbejdet blev dog aldrig helt perfekt, og med 3-4 kilometer tilbage af omgangen var feltet, som var blevet samlet bag os, tæt på at lukke. Da vi ramte en mindre nedkørsel lavede jeg et lille angreb, og lagde mig ellers ned på overrøret, i aerodynamisk position. Jeg troede faktisk at jeg havde hele gruppen på hjul, men da jeg endelig kiggede mig tilbage havde jeg slået et pænt stort hul. I hvert fald 10-15 sekunder! Jeg burde egentlig have ventet, hvis jeg skulle være tro mod den taktik jeg havde lagt for mig selv, men selvfølgelig lyttede jeg ikke. I stedet lagde jeg bare presset jævnt, på noget der lå lige under syregrænsen. Jeg øgede pludselig, og kunne køre igennem målområdet med noget der nok mindede om 20-25 sekunder til et felt der vist var blevet samlet.

Kaysay Nagasi i udbrud – Foto: StoneyShots

Mit næste mål blev nu de næste 5 kilometer og henover Yding Skovhøj. I feltet var jeg sikker på at blive plantet! Faktisk kunne jeg se, at jeg konstant øgede og på den knap så stejle opkørsel ud af byen mod Yding, var feltet ikke i visuel kontakt mere. Jeg spottede en enlig rytter på vej op til mig, nemlig Kaysay Nagasi, Amager CK, men han var stadig for langt tilbage til at jeg umiddelbart ventede. Det kunne jeg gøre på toppen af Yding Skovhøj hvis jeg nåede så langt. Dog kom han ret tæt på mig med 1,5 kilometer til bakken, og jeg slækkede farten og fik ham med. Vi fandt hurtigt ind i et samarbejde. Da vi ramte bakken kunne jeg se en gruppe på vej op. Nagasi satte mig hurtigt på bakken, og da jeg selv knap havde kravlet halvvejs op over den kom Rasmus Fjordside, Frederikshøj CC, susende forbi mig med fuld smadder. Derefter kom Christian Vaaben, Team Enzo Cycling, og her prøvede jeg kort – men forgæves – at hoppe på hjul. Andreas Handberg, Herning CK, og Rasmus Søgaard, CK Aarhus, kørte også forbi, og jeg var tæt på at holde hjul, men eksploderede totalt, og måtte se de 5 køre væk. Heldigvis for mig, var der 3 fra gruppen som ikke kom med over bakken, og vi fik hurtigt etableret en 4 mandsgruppe med min klubkammerat Christian Wilkens, og de to Odense-ryttere, Tore Thøgersen, og nyoprykket H40-rytter, Jan Birk Oxlund.

Vi holdt faktisk de 5 foran ret tæt på, og var flere gange inden for rækkevidde, hvor man tænkte, at vi faktisk godt kunne lukke det. Dog kom Wilkens, uerfaren som han er, til at skrue tempoet flere gange, hvilket satte mig i krise, og Oxlund var også stærk utilfreds med det. Der var stadig 105 km til mål, og hvis vi kørte os i sænk, så ville vi måske nå op, blot for at blive sat igen. Så vi fik guidet Wilkens, så samarbejdet begyndte at køre mere harmonisk, men samtidig begyndte gruppen foran også at køre fra os. Okay, jeg havde ingen ambition om at skulle køre med om sejren, og kunne jeg køre om en 6. til 9. plads så var jeg faktisk rigtig tilfreds. Da vi nærmede os slutningen af omgangen, så vi to mand bagved, der var på vej op, men feltet var også tæt på. Oxlund og jeg snakkede kort om hvordan vi gjorde. Oxlund sagde at vi skulle lade os falde tilbage til feltet. De to kom op, og vi begyndte at køre med rundt. I et par minutter virkede det, som om at vi kunne slippe væk, men det blev dog lukket, og da vi kørte ud på 3. omgang var vi samlet, udover de 5 i udbrud.

Jeg fandt med det samme min plads nede bagved. Pludselig befandt jeg mig ganske fint dernede, og havde faktisk allerede nu ret ondt i benene. Og vi var ikke engang halvvejs! Jeg talte kort med Wilkens, og sagde han skulle huske og spise og drikke, og ikke gå op og arbejde. Det var stadigvæk vigtigt at spare sig, og da vi lige havde sat knap 20 kilometer i udbrud havde vi et okay alibi. Der var folk oppe foran der brokkede sig over, at vi var flere der fedtspillede. Jeg forstod dem godt, og jeg følte mig også lidt fesen, men jeg vidste omvendt også, at jeg næppe ville overleve over Yding hvis jeg deltog med at føre. Da vi ramte bakken var der heldigvis ingen der angreb, men selv der var jeg meget tæt på at falde af! Jeg klarede mig lige over som en af de allersidste, og var meget tæt på at slippe! Nøj, en slem, lorte bakke! Efter bakken var jeg ikke i tvivl. Jeg skulle bare overleve så længe jeg kunne, så jeg ikke skulle køre for meget selv hvis jeg blev sat. Jeg ville nemlig gennemføre løbet. Det var også en del af taktikken forud for løbet.

Sådan gik hele omgangen egentlig. Jeg fedtspillede i feltet. Omkring mål, på vej ud på 4. omgang sneg Oxlund sig væk. Ingen kørte efter ham. Jeg sad stadig og grublede enormt meget over hvordan jeg lige skulle skære Yding Skovhøj. I feltet ville jeg sandsynligvis blive sat under voldsomt pres og måske blive sat. Jeg skulle gerne væk inden, men det ville jo også koste kræfter.

Jeg besluttede mig for at prøve angrebet, og begyndte at køre mig frem. Fra 7-8 position angreb jeg på en lille bakke med medvind. Der var ingen reaktion, og da vi kort tid efter ramte nedkørsel, hvor jeg på 1. omgang kørte fra feltet blev mit hul markant øget. Gik feltet i stå? Jeg pressede hårdt, jovist, men slet ikke så hårdt, at jeg følte at hullet burde vokse så meget – men det var fint!

Da jeg ramte Yding kunne jeg end ikke se feltet bag mig mere. Og jeg havde samtidig ædt mig ind på Oxlund, der tydeligvis ventede på mig på bakken. På toppen kiggede jeg bagud, og kunne se at feltet først var begyndt at køre ind på bakken, og det betød at der i hvert fald allerede var godt et minut cirka.

Oxlund og jeg fandt hurtigt ind i et godt samarbejde. Dog var vi begge, usagt, indforstået med at vi ikke skulle smadre totalt igennem, da vi stadig manglede knap 65 kilometer til mål. Og da vi samtidig blot kunne konstatere at vi øgede til feltet, så var det bare perfekt. Jeg ville lyve, hvis jeg ikke var lidt nervøs for den position jeg var endt i. Planen var egentlig bare at overleve bakken, lade feltet hente mig igen, og så overleve endnu en omgang. I stedet sad jeg nu i en 2-mandsgruppe med 65 kilometer til mål, på en rute som ikke var venlig stemt over for mig. Omvendt så var der nu ingen vej tilbage.

Foto: Jørgen Christian Lyhne

Samarbejdet flød nu ganske godt, og vi passerede målstregen og kørte ud på 5. omgang. Jeg begyndte stille og roligt at føle mig mør. En mindre krampe kom der også. Heldigvis tog Oxlund en noget længere føring, mens jeg fik rullet krampen ud. Da vi ramte Yding Skovhøj var han også så flink, at han holdt igen, og ventede på mig. På toppen stod Jesper Sloth, fra Vejen, som er god ven med Oxlund. Han havde en dunk og en banan til os. Kæmpe life-saver. Oxlund fik bananen, og jeg nappede dunken med vand, og tømte den faktisk næsten i 2-3 hug! Jesper råbte, at der lå en Aarhus-rytter solo længere fremme. Det var Rasmus Søgaard der nok var faldet af udbruddet.

Oxlund begyndte at måtte tage længere føringer, men på en nedkørsel ville jeg vil udnytte min vægt, så jeg lagde mig ned i aeroposition, men pludselig så vi næsten døden i øjnene. I en blød højrekurve kom der pludselig en traktor der var ved at krydse vejen mellem to marker og blokerede hele vejen. Vi kom vel med 60 km/t! Heldigvis var chaufføren virkelig hurtigtænkende, og hamrede speederen i bund, og der åbnede sig lige en 1,5 meters hul bag ham, hvor vi slap forbi med hjertet oppe i halsen! Close call!

Vi fortsatte, men jeg følte at virkelig at vi sneglede os afsted. Jeg havde ikke ret meget power i mine føringer. Dog hentede vi Søgaard kort tid efter. Han begyndte inden længe at give et nap med i arbejdet, og det var sgu rart for mig med lidt aflastning.

Da vi kom forbi mål, til sidste omgang, stod Søgaard dog af! Øv! Der var virkelig krise stemning for mig der. Jeg følte mig virkelig udmattet, selvom jeg havde spist rigtig fornuftigt og fået de gels og det vand jeg havde brug for! Jeg fortalte Oxlund, at jeg nok skulle undlade at spurte imod ham, jeg ville bare til mål. Og da han efterhånden stod for langt det meste føringsarbejde var det også kun fair nok.

Da vi ramte Yding stod jeg nærmest stille og Oxlund øgede kraftigt. Hvis han satte mig nu, så var det virkelig en større mental udfordring end jeg kunne overskue. Heldigvis ventede han på toppen selvom han allerede der havde taget 10-15 sekunder på mig. Herfra kørte vi ellers bare videre, men pludselig fik Oxlund også en krampe – det var på en måde lidt rart, at han ikke bare var en maskine, men også kunne blive ramt! Han fik den dog hurtigt under kontrol og trak ellers godt til igen. Da vi ramte de sidste 500 meter gav jeg ham hånden, og sagde tak for slæbet, og lod mig falde stille og roligt af. Selvom jeg nok tabte 10 sekunder, så blev den officiele tid ens, af en eller anden grund. Efter målstregen krampede jeg for alvor i baglåret, og kunne ikke klikke ud! Jeg fik trådt igennem én gang, og trillede ellers bare indtil indtil den var ude af systemet! Jeg var helt og aldeles tom!

Jeg var dog stolt! Jeg var blevet 6’er i den måske ledeste rute i år, når man regnede højdemeter og distance sammen. Jeg stod og ventede ved målstregen for at se resten af B-rytterne komme ind. Og jeg har sjældent set, at folk være så ødelagte efter et løb. Snakkede med Christian Vaaben, som jo sad med i front, og han var også enig, i at løbet havde været modbydeligt.

Wilkens kørte ind som nummer 9, hvilket var enormt flot. Jeg tror det hjalp ham, at han ikke fik brugt sine kræfter for vildt de første 3 omgange!

 

Næste udfordring bliver motionsløbet, Kongeetapen, på torsdag, og søndag står den endnu på et hårdt licensløb med endnu 141 kilometer i Odder på en bakket rute!