Copenhagen Gran Fondo er veloverstået og det blev et løb som på mange måder fik mine bekymringer gjort til skamme! Mine forventninger og bekymringer kan læses her!

Af: Jeppe Tolbøll

COPENHAGEN GRAN FONDO, 3. omgange, 170 kilometer, 1040 højdemeter:

Det lyder måske lidt som en kliché efterhånden, men mine forberedelser dagen før var ikke super optimale!

Jeg ankom til Hellerup, hvor jeg skulle overnatte ved min mors moster. Der fik jeg en glimrende aftensmad og gik i seng omkring kl. 22 med en forventning om ca. 8,5 timers god søvn. Dog ville naboerne det anderledes, da de åbenbart havde indflytterfest, og det lød til at deres stue lå klods op af det værelse hvor jeg sov. I hvert fald vågnede jeg op en 8-10 gange i løbet af natten til et par høje råb og en musikalsk blanding af Mø og Medina! Da jeg stod op lørdag morgen var det med en vis træthed, men 2 kopper kaffe senere var jeg rimelig ovenpå. Hovedet var lidt træt, men kroppen var klar til 170 kilometers ræs!

Jeg ankom til Helsingør 1,5 time før start og fik hentet min chip og nummer. I og med at vi ikke skulle starte 900 mand samtidig, som sidste år, så var der betydelig mindre stres om at skulle stå allerforrest ved start. Men selvom jeg stillede mig til start med kun 20 minutter igen så endte jeg stort set i første geled alligevel. Jeg opvarmede ikke, da jeg forventede at kunne køre mig varm de første 10 minutter i feltet. Da vi endelig kom afsted var farten høj, men intensiteten meget nem. Min taktik var ret klar; ro på i første halvdel af løbet og se hvad det ville ende med når der skulle køres finale.

Feltet var utroligt nervøst og man kunne tydeligvis mærke at nogle ikke havde den helt store felt-rutine eller helt det niveau som der skulle til, når vi nu rullede derudaf med 45-55 km/t på de lange flade stykker. I hvert fald så jeg én rytter sidde og nappe den første gel efter blot 35 minutter, og andre køre meget usikkert, mens deres åndedrag afslørede at de i hvert fald nok ikke var der i finalen.

Dog oplevede jeg, til trods for usikkerheden, kun ét styrt. Kort før vi var færdige med første omgang var der en rytter som var meget ukoncentreret og pludselig trak han en halv meter mod højre, og trak faktisk sig selv ind over kantstenen og så røg balancen. Heldigvis slap alle andre udenom – det ville have været grimt hvis flere røg ned for vi lå altså med 50-55 km/t på opløbsstrækningen! Ellers gik løbet egentlig bare sin gang. Jeg fik hyggesnakket lidt med de forskellige folk som man konkurrerer med til dagligt i de “rigtige” licensløb.

Det er svært at køre fra et felt der kører 50 km/t

Der var hele tiden aktivitet foran i feltet. Folk prøvede at komme væk fra feltet på mange mærkelige tidspunkter. Når feltet ligger og ruller med +50 km/t så skal der virkelig noget “specielt” til for at slå et hul, og så bliver det bare dumt at prøve at angribe der. Det var der da heller ingen der havde noget “specielt” før efter ca. 70 kilometer, tror jeg. Da slap der 3 mand væk. Jeg nåede at spotte Karsten Mikkelsen fra Thy, som er en watt-maskine uden lige, samt 2 andre. Ingen af dem var i min “Age Group”, så ingen panik.

Efter 85 kilometer begyndte de “rigtige” angreb så at komme. Rigtige, i den forstand af toppen af farten var gået af feltet og folk nu skulle til at knokle i ryk for at være ned. Jeg var selv kortvarigt med i ét ryk, som gjorde tosse-ondt i benene, men det blev hurtigt lukket igen. Der følte jeg godt nok at der var langt til mål. Jeg måtte se om jeg ikke kunne forholde mig en anelse mere passiv endnu, var min umiddelbare tanke derefter.

Den taktik holdte jeg, til der var kørt omkring 100 kilometer. Jeg lå godt oppe foran, da jeg pludselig så Jesper Hansen, A-rytter fra Randers rykke væk, med Klaus Vesterlund fra Frederikshøj. De fik hurtigt en 30-40 meter! Da vi få sekunder efter ramte et lidt tricky venstresving tog jeg chancen, jeg rykkede mig frem og kørte igennem som første mand, og rykkede hårdt ud af svinget og slog hul! Det var nu eller aldrig! Jeg trådte det bedste jeg havde lært og efter et minut fik jeg lukket hullet! Bagved var der heftig acceleration i feltet af flere ryttere, kunne jeg se, så der var ingen tid at spilde til at få luft, så jeg gik med i rulleskiftet med det samme. Jeg kiggede ikke bagud derefter i flere minutter.

Jeg indrømmer at jeg kørte tæt på min grænse, for da jeg endelig kiggede mig bagud igen var der kommet én gut mere op som jeg ikke kendte, samt Torben Ternstrøm fra Tønder.

Det lignede det afgørende udbrud.

Vi kørte alle rundt med stor fart, bortset fra ham gutten jeg ikke kendte. Han var uden tvivl træt. Derefter tror jeg vi jagtede de 3 foran i en 10 kilometer før vi gik kontakt til dem, kort før vi kørte ud på sidste omgang. Jesper Hansen var nok klart den største motor, og grunden til at vi lukkede, med flere føringer á 1 minut mens Torben og jeg måtte nøjes med 30 sekunder af gangen. Men vi kom op og fik så derefter at vide, af servicebilen, at vi havde et forspring på 30 sekunder. Ham gutten som var med os da vi lukkede faldt fra kort tid efter, så pludselig var vi 7 mand i front.

Fra min Age Group 19-34 år;
– Jesper Hansen, A-rytter, Randers.
– Torben Ternstrøm, C-rytter, Tønder.
– Jeppe Tolbøll, B-rytter, #TeamAoC og Haderslev Starup CK

Fra Age Group 35-39 år;
– Klaus Vesterlund, B-rytter, Frederikshøj
– Karsten Mikkelsen, B-rytter, Thy
– En norsk rytter som bliver kaldt Nordmanden resten af dette blog indlæg.
– Lars Thomsen, B-rytter, Holte CK

De sidste 3 var fra dagens tidlige udbrud.

Derefter gik det ellers over stok og sten. Stort set alle kørte med rundt, bortset fra Lars Thomsen fra Holte, som åbenbart ikke havde interesse i at udbruddet skulle holde hjem, måske? Han tog ikke én føring efter vi hentede trioen foran hvilket må siges at være en meget underlig taktik. Nordmanden sprang også cirka 70 % af sine føringer over, så umiddelbart var vi kun 5 ud af 7 der knoklede.

Da vi manglede ca. 45 kilometer fik vi at vide at vi havde 1,5 minuts forspring! Det lød sgu godt.

Mens vi knoklede derudaf var både Vesterlund og Karsten Mikkelsen flere gange nede for at få nordmanden og Thomsen med i arbejdet. De sagde begge at de var trætte og bare skulle med hjem, men nordmanden tog dog stadigvæk en smule føringer. Thomsen forblev blind passager. Da Lars Thomsen ikke tilhørte min aldersklasse, mente jeg ikke det var min opgave at få ham frem. Jeg ville bare hjem og gerne samlet hvis muligt.

Det første angreb i gruppen kom med godt 25 kilometer igen. Jesper Hansen angreb med Karsten Mikkelsen. Jeg gik efter og fik lukket, men er du gal det gjorde ondt! Der var jeg lige ved at gå i krampe, kunne jeg godt mærke. Vi blev dog samlet igen. Derefter kørte vi lidt rundt igen, indtil vi drejede ind på en lille kontrabakke, og her sad jeg først, og lå på min grænse. Da kom Jesper med endnu et hug. Jeg havde intet at forsvare med, og så rykkede Karsten Mikkelsen med.

Jeg kiggede bare tilbage på de andre. Kunne de andre heller ikke? Svaret måtte blive et nej – vi var alle trætte. Så mens vi begyndte at få gang i rulleskiftet igen (kun bestående at Vesterlund, Ternstrøm og jeg) så øgede Hansen og Mikkelsen foran os. Da hverken Thomsen eller nordmanden kunne/ville hjælpe blev det lynhurtigt tydeligt at sejren i begge aldersklasser var væk. Øv!

Kom nu, vi skal sgu da på podiet.

De næste mange kilometer gjorde ondt! Kroppen var ikke tømt for energi, men vi var på +150 kilometer hvilket er noget mere end nogen af os nok var vandt til.

Lige da vi ramte 5 kilometer-skiltet, kom motorcyklen op på siden af os og råbte, at bagfra var der en gruppe på cirka 10 mand på vej op, og at vi havde små 15-20 sekunder. Det var sgu lidt sent den melding kom, synes jeg! Det opstod et lille moment af panik! Det var sgu vores podie der ville ryge hvis vi blev fanget!

Jeg snakkede kort med Ternstrøm, og vi blev hurtigt enige om at 2. eller 3. pladsen var ligegyldigt for os begge! Vi ville bare på det skide podie, og det ville være det ultimative antiklimaks at blive fanget så kort fra mål.

Lars Thomsen begyndte at tage føringer og han kørte faktisk stærkt nok! Alle andre led, men han var tydelig ret frisk! I hvert fald i 3 kilometer. For da vi kørte ind på opløbsstrækningen begyndte han nemlig at sidde over igen, selvom vi tydeligvis kun havde små 10 sekunders forspring. Det samme gjorde nordmanden!

Jeg skreg arrigt af dem, at det fandeme også var deres podie der ville ryge hvis vi blev hentet! Uden at det hjalp noget som helst. Så det endte med at det var Ternstrøm, Vesterlund og jeg der trak de andre mod målstregen med +50 km/t, og med 350 meter igen så det ud til at vi ville holde. Jeg lå i 3 position og kiggede bagud. De kom hurtigt bagfra og jeg tror de kørte en lang spurt. Jeg tog ingen chancer, så jeg åbnede min spurt tidligt, og slog hurtigt et stort hul til de andre. Dog med 50 meter kom Lars Thomsen blæsende forbi mig og slog mig med en 5-10 meter. Derefter kom Ternstrøm, nordmanden og Vesterlund. Derved sluttede jeg 2’er og Ternstrøm 3’er i vores aldersklasse, mens Vesterlund sluttede på den kedelige 4. plads.

Jeg kunne ikke lade være med at slå lidt i styret over stregen, for var vi kommet samlet hjem, ville jeg måske have vundet :)

Da jeg havde fået pulsen ned efter den hårde afslutning trillede jeg tilbage til bilen, for at få lidt varmere tøj på. Og dér, mens jeg stod ved bilen, gik det pludselig op for mig hvad satan jeg lige havde gjort. Jeg var blevet 2’er i et 170 kilometer langt cykelløb, og taktisk og fysisk havde alt sådan set flasket sig bedre, end jeg kun kunne drømme om! Der var ingen tvivl om at Jesper Hansen (og Karsten Mikkelsen) var klart stærkere end os andre, men i feltet talte jeg de første 6 A-ryttere og 15 B-ryttere. Altså ikke ligefrem et svagt felt!

Så det var med strålende humør at jeg kunne cykle tilbage til pladsen og komme på podiet!

Jeppe Tolbøll på podiet 2015 © Copenhagen Gran Fondo 2015 // AltomCykling.dk

VM køres til september og her deltager jeg naturligvis! Det bliver superfedt!

Turen hjem fra Helsingør var lang, men det hjalp rigtig meget på humøret og kigge på medaljen fra Gran Fondo!
Copenhagen Gran Fondo Medal 2015

Senere på ugen vil jeg se om jeg kan få presset en anmeldelse ind af Black Inc. Fifty Clincher, som jeg havde fornøjelsen af at trille rundt på i et par uger. Men jeg kan ikke love det. Til gengæld kan jeg love løbsforventninger til Pinseløbene i Silkeborg og Herning, men ikke Hammel, hvor jeg er arbejdsramt. Det er jeg selvfølgelig rigtig ked af, da Hammel-ruten jo passer mig perfekt… eller noget! ;)

RETTELSE:
Jeg havde tidligere i mit indlæg antydet at Lars Thomsen opførte sig usportslig, og havde brudt nogle aftaler. Tirsdag, d. 19. maj, erfarer jeg så fra bl.a. Klaus Vesterlund, at der var tale om en misforståelse, og at Lars Thomsen, derved IKKE havde indgået nogen aftale, udover at Karsten Mikkelsen havde stukket lidt til ham, og bedt ham om at sidde over, som Lars dog ikke havde accepteret.

Derfor sender jeg en stor undskyldning afsted til Lars, og tager ved lære af denne situation. Jeg var nok en kende for hurtig på aftrækkeren!