I weekenden kørte jeg et af disse løb, hvor jeg vidste, at der skulle noget helt specielt til, for at overleve bare halvdelen af ruten. Og desværre gik det lidt som frygtet, og jeg er tilbage i en position hvor jeg igen er klassens tykke dreng, hvor bakkerne er ganske forfærdelige. Dog var der bestemt også lyspunkter, og jeg tager fra løbet med ganske fornuftigt optimisme, på trods af en ordentlig kindhest på bakkerne omkring Vejle!
Løbsoptakt kan ses
HER.

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: JØRGEN CHRISTIAN LYHNE

GRINDSTED, 1 OMGANG á 176 KILOMETER + 3 OMGANGE á 4,9 KILOMETER, 1142 HØJDEMETER

Med ankomst til Grindsted med 1,5 time til løbsstart var der rigelig med tid. Faktisk alt for meget tid i min bog. Grunden til den (alt for) tidlige ankomst var at jeg havde BHS-Almeborg Bornholm’s Jeppe Klein med. Klein er Haderslev-dreng, men kører nu for et af de store hold.

Jeg fik udleveret mit nummer, og i dagens anledning blev det nummer 41. Kunne jeg blot blive nummer 41 i dagens løb, så ville jeg være mere end rigelig tilfreds. Foruden at alle kontinental-hold nærmest stillede op med 12-15 mand hver, så havde profferne Nicolai Brøchner, Holowesko-Citadel, Michael Carbel, Fortuneo, Mads Würtz Schmidt, Katusha Alpecin, Michael Mørkøv, QuickStep Floors og Casper Pedersen, Aqua Blue Sport fundet vej til Grindsted. Det lignede en led omgang!

Som jeg skrev i optakten så havde jeg ingen overordnet plan, udover det naive håb, om at der kunne slippe et udbrud afsted, så farten blev nogenlunde moderat over bakkerne. Det kunne naturligvis være sjovt at ramme udbruddet, men der var chancen nok minimal.

Vi kørte til starten. Jeg havde ikke opvarmet, da jeg havde fået at vide, at der ville være masterkørsel ud af byen. Der skulle vise sig at være rimelig forkert. Der var master til første sving, som kom efter 400 meter! Så var vi da ligesom i gang!

Farten var hurtigt på den pæne side af 50 km/t, og der var ret stor aktivitet i fronten konstant. Jeg holdt mig fremme blandt de 20-30 mere eller mindre hele tiden. Den pivflade profil passede mig glimrende, hvor noget så irriterende som watt pr. kilo ikke betyder sindssygt meget. Jeg prøvede at køre med i et par ryk, og faktisk blev jeg ikke så presset som frygtet.

Overmod gav TV tid i front…

Måske var det også det, som gjorde at jeg pludselig blev overmodig. Efter små 15 kilometer gik der en smule af farten. Og da jeg kom med pænt god swung bagfra overtog overmodigheden en smule, og jeg rykkede. Da jeg kiggede mig tilbage efter et par sekunder måtte jeg så konstatere, at jeg havde fået lov til at stikke alene. Det var sgu dumt. Jeg kunne jo køre solo til mål nu, ikke? Nå, ikke! Det var hurtigt den konklusion jeg også selv kom frem til, så jeg slap gassen, en smule. Dog ville jeg lige have lov til at nyde, at jeg pt. lå i solo-udbrud i et DCU Cup-løb. Også selvom jeg da godt vidste at konti-holdene var røvligeglade med en tyk og halv-gammel rytter fra Haderslev! :) Jeg fik et lille minut for mig selv ude foran.

Faktisk kom der en gruppe op på 10-12 mand bagfra, hvor alle hold vist havde fået en mand med, og et ganske få sekunder lignede det at feltet ikke rigtig kunne finde ud af, om der skulle skabes bredfront eller ej. Det blev til et ‘nej’ og det blev lukket ned igen. Jeg kiggede ned på garminen efter 23 kilometer og konstatere at snitfarten lige på 50,1 km/t. Der var “piv på” som de unge drenge er begyndt at sige!

Min taktik blev nu egentlig bare, at prøve at holde mig fremme og se om jeg kunne overleve bakkerne bedst muligt. Jeg havde prøvet mit skud ved mit solofremstød, og alle angreb virkede alligevel, på nuværende tidspunkt, dødsdømt.

Jeg kører mig lige frem igen… eller gør jeg?

Første bakke kom ved Randbøldal, ved Daldovervej Bakken, men det gik faktisk ret let over den. Dog måske på en billig baggrund? I bunden af den skred Adam Toftemark, Vejle CK, ud og crashede, og rev en coloQuick-rytter (tror jeg) med sig. Jesper Vinkel, Team AURA Energi, og jeg var millimeter fra at køre hen over dem begge to, men sneg os uden om, og så vidt jeg ved var der ingen der røg med ned i det styrt. Dog kom der også et hul mellem grupperne, og det blev dog lukket rimelig kontrolleret. Jeg ved ikke om fronten lige tog gassen af der, for jeg var ikke så presset, som jeg skulle ende med at blive.

Farten blev dog igen høj, og jeg kendte området sådan okay, og vidste at både Blue Hors-bakken, samt Tørskind-bakken, ventede 10 kilometer forude. Derfor brugte jeg de næste 10 kilometer på at komme frem i feltet, og faktisk lykkedes det rimelig godt, for da vi ramte Blue Hors ramte jeg bakken i noget der mindede om 20. position. Farten henover var okay høj, og jeg tabte nok 15-20 pladser, men det var fint, jeg ville ikke gå i rød, mere end nødvendigt, og jeg mente at jeg nok skulle få kørt mig frem inden Tørskind. Det skulle dog vise sig at være ret naivt.

På toppen af Blue Hors følte jeg at farten fik et nyk op, og på nedkørslerne ville jeg ikke satse på at vinde pladser, efter jeg så Toftemarks styrt. Jeg ville ikke i asfalten en uge før DM og 2 uger før La Marmotte. Så faktisk vandt jeg ikke ret mange pladser, og da vi endelig ramte Tørskind var der ingen tvivl om at jeg lå for langt tilbage. Jeg lå vel midt i feltet, da vi ramte den lorte bakke. Benene blev rimelig hurtigt trætte af det hele, jeg trådte firkanter og langsomt blev feltet tyndere og tyndere, og så eksploderede jeg. Heldigvis kunne jeg da se, at der var andre der var røget før mig for feltet talte i hvert fald ikke 100 mand mere. Måske nærmere 60-70 ryttere.

Jeg fandt sammen med Peter Haslund, Team Riwal Ceramicspeed, og vi ville nu bare finde den hurtigste vej tilbage til Grindsted. Faktisk kunne jeg lave et helt blog indlæg alene om den tur, for ingen af os var helt sikre på hvilken vej vi skulle køre, og på Strava kunne jeg også se, da jeg kom hjem, at vi vist havde lavet et loop på 10 kilometer før vi fandt den rette vej! :)

De sidste 18 kilometer kørte jeg som et lille interval. Jeg ville egentlig bare til mål, og jeg ville også bare gerne have lidt træning, nu hvor jeg ikke fik 200 løbskilometer i stængerne.

Vinder af løbet blev unge Niklas Larsen, Team Virtu, foran Tobias Kongstad, Team Riwal Ceramicspeed og Jonas Vingegaard, Team coloQuick.

Øvrige resultater ses her: https://www.sportstiming.dk/event/5414/app/results

Konklusion

På det flade havde jeg det rigtig godt. Det var nemt i feltet, specielt i medvinden i starten, selvom vi havde 47 km/t i snit da jeg slog ud på Tørskind. På bakkerne, som i Vejle ville jeg nok endda skulle kæmpe med det i B-klassen, så at jeg røg af i A-klassen er nok ikke så underligt. Så skuffet er jeg ikke.

Næste uge venter et pivflad DM på Lolland/Falster, hvor rutekortet siger at de værste stigningsprocenter lige sniger sig op over 1,5 %! Det glæder jeg mig lidt til!