Mesterskaberne i de Jysk/Fynske licensklasser blev i denne weekend kørt. Om lørdagen skulle der køres enkeltstart i Esbjerg på en våd og blæsende dag, og søndag i Horsens, hvor regnen var forsvundet, men til gengæld var vinden lige et hak mere hidsig! Mine løbsforventninger til begge løb kan læses HER!

Af: Jeppe Tolbøll

ESBJERG, 20,6 kilometer enkeltstart:

Der var lovet regn lørdag fra cirka kl. 9 til 12, og jeg havde start 9:32, men det var med ganske godt humør, at jeg kom til Esbjerg, for himlen så ganske fin ud, og da jeg startede som 3. mand i B-klassen begyndte jeg lidt at håbe på, at det ville holde tørvejr indtil jeg måske var færdig med at køre. Jeg havde prøvekørt ruten sidste mandag, så vidste der var en del sving, hvor (ud over at kende ruten) tørre veje ville være en stor fordel.

Men knap havde vi (min kone og jeg) parkeret bilen, og jeg havde taget det obligatoriske toiletbesøg, før dråberne begyndte at pible fra himlen!

Nå, men cyklen blev sat på hometraineren, og jeg satte mig ind i bilen for at klæde om, mens himlen blev mørkere og dråberne blev omdannet til decideret plask-regn! Jeg kan godt love for at motivationen var på et meget lille sted, i det øjeblik. Dog var jeg på forkant, så havde taget ekstra tøj med, plus min rare Castelli-regnjakke, så den røg på og jeg hoppede ud på cyklen og begyndte min 45 minutters opvarmning med forskellige intervaller.

Pludselig, mens jeg sad der, begyndte jeg at føle mig ret hardcore. At træne og køre konkurrence i regnvejr har en eller anden særlig terapeutisk virkning på mig, som jeg ikke helt kan forklare. Jeg bliver rasende og tændt på samme tid, og det udmønter sig som regel i mere fart i mine stænger!

Efter endt opvarmning hoppede jeg af cyklen, smed regnjakken og den lange cykeltrøje og hev overdelen af fantomdragten på. Fik træningshjulet af, på med pladshjulet, på med hjelmen, kys til konen og så ellers bare afsted til start. Her fik jeg tjekket min cykel, chip og så ellers på startrampen med 45 sekunder til start, det var skarp timing!

Jeg var lidt nervøs inden starten, for jeg kører ikke med wattmåler på enkeltstartscyklen – mit pengetræ vokser ikke hurtigt nok – så derfor var jeg overladt til min puls, og måtte stole på at jeg ikke gik for dybt der.

Det blæste en halv pelikan, og regnen piskede ind i mit fjæs…

Afsted kom jeg, og fandt ind i en fin rytme. Det blæste helt åndsvagt og regnen piskede ind i fjæset på mig. Allerede inden der var kørt 3 kilometer begyndte visiret på min Kask-hjelm, at dugge til! Ikke bare sådan lidt, men total tildækkelse. Jeg måtte have det af! Heldigvis er det kun sat fast med magneter, så det kom nemt af, men nu skulle jeg hurtigt have det ind i trøjen på en eller anden måde. Det kunne jeg ikke! Nå, ind i munden med det og rundt i næste sving smed jeg det til en flagpost – og fandt det igen efter løbet. Hele sceaneriet lyder som en lang proces, men det tog måske 10-15 sekunder i alt, så tror ikke jeg tabte mærkbar tid der.

Jeg havde stadig en god rytme, men efter ca. 8 kilometer, efter vi havde passeret nogle rundkørsler begyndte cyklen at føles underlig, træls og tung! Åh, nej, havde jeg lagt for hårdt ud? Var jeg ved at miste momentum? Da jeg vendede rundt og begyndte at køre i medvind hjem af, havde jeg et snit på 40,2 og slog panikken lidt hen, det var faktisk okay alligevel, tænkte jeg.

Nu skulle der bare åbnes op! Lynhurtigt fik jeg den op på 50 km/t, men den ville ikke højere op! Det kunne ikke passe, for det gik ned af og med kraftig vind i ryggen. Det gjorde ondt så snart jeg prøvede at presse den højere op. I det næste sving følte jeg at cyklen virkede ustabil så jeg gav et lille hop på den, som man gør for at mærke efter om den er flad. Næh, det føltes ikke umiddelbart sådan. Videre!

Men der var altså noget galt, jeg troede bare det var mine ben, for det var en ulidelig kamp at holde den over 42-45 stykker, og pulsen lå på 92 % af maks! Jeg kørte igennem lidt flere sving, dog med nedsat fart, for cyklen føltes “shaky”. Efter 16 kilometer gav jeg endnu et hop, og her var jeg desværre sikker. Luften var på vej ud af ringen bagpå. Satans! Nu skulle jeg bare til mål hurtigst muligt. Okay, det er selvfølgelig en underlig formulering, for det er vel pointen med enkeltstart, men jeg skulle så tæt på mål, at jeg ikke skulle ende med at gå over stregen i regnen og fryse!

Med 1,5 kilometer til mål ramte jeg det sværeste sving på ruten, et skarpt højresving, og jeg kørte nok rundt med 10-15 km/t og var hunderæd for at ryge på røven. Der gjorde jeg ikke, og der var stadig luft i ringen, så nu skulle jeg nok nå i mål. Rundt i det sidste sving kom jeg dog med lidt for høj fart og pludselig slog baghjulet et kæmpe slag. Det i sig selv var ikke så slemt, nej det værste var er der stod nogle 1,5 meter høje bander, forskudt med 1,5 meters mellemrum, midt på vejen! Jeg nåede med stor held at ramme mellem banderne og i bedste  slalomkører-stil kom jeg også ind igen og fortsatte så ellers over stregen.

Det gav et resultat som nummer 23, ud af 33 tilmeldte, med et sølle snit på 41,6 km/t, og små 45 sekunder fra præmie. Men okay, med et baghjul der havde tabt meget luft var det faktisk fint nok.

Jeg er ikke sikker på hvorhenne ringen begyndte at miste luft, men jeg tror at de skete lige omkring der hvor cyklen begyndte at føles tung første gang. Hvor meget det kostede ved jeg heller ikke, men jeg tror sagtens jeg kunne have kørt noget stærkere end de 45 sekunder jeg manglede. Men det må forblive et mysterium :)

01-TTpunktering

Et glasskår var synderen!

Vinderen blev Daniel Lyhne Bligaard fra Team Jutlander Bank, foran Thomas Rantanen Lund-Nielsen, Herning CK, og Lasse Panduro, Silkeborg.

Kommentar til ruten i Esbjerg:

Det er sjældent at jeg beskriver forhold og så videre ved cykelløb. Jeg er på den måde ikke typen der “anmelder” arrangører, som AltomCykling.dk ellers gør når de laver beretninger fra danske motionsløb. Det fleste klubber gør det ganske godt, men der var altså noget galt i Esbjerg. Jeg håber ikke ECR tager det ilde op, for det er ment som konstruktiv kritik.

Jeg havde prøvekørt ruten, som sagt, hvilket jeg var rigtig glad for. For flere steder var skiltene placeret alt for tæt på kritiske sving, så hvis man ikke vidste man skulle dreje, så skulle man meget tæt på før man kunne se hvor pilen pegede hen, da pilen bestod af en 10 cm tyk streg, hvor der så var skåret en trekant, som på en blyant.

Med 40-50 km/t og regn piskende i ansigtet så var der svært at navigere efter dem. Nogle af flagposterne var ret passive, og gav intet signal om hvilken vej man skulle dreje og begyndte først at bevæge sig for sent i forhold til hvornår rytteren kom. Det gjorde at jeg var ved at køre ind i en dame på almindelig cykel, da de ikke fik holdt hende tilbage tidsnok.

Jeg hørte så efterfølgende, om 6 ryttere som blev ledt forkert, og det er selvfølgelig kun dem jeg har talt med. Tallet kan måske være større? Den startende B-rytter, Jesper Bundgaard Vinkel, fra Team Jutlander blev sågar ledt forkert af førerbilen, som Jutlander skrev på deres facebook HER!

Jeg synes at når tallet er SÅ stort, så er der et mønster som ikke kan være rytternes uopmærksomhed. Én rytter kørte endda en helt forkert rute, og kom hjem og nappede point, men fandt først ud af det bagefter, da vi talte sammen, og kunne se på vores GPS filer at han havde kørt en forkert rute.

Jeg synes Esbjerg fortjener stor respekt for at have lavet en rute der ikke bare var “ud og hjem”, men i stedet en rute hvor man næsten kørte på en rundstrækning. Ideen får topkarakter, men udførelsen var desværre ikke var så god. Stor respekt til det antal hjælpere der trods alt var, for det krævede rigtig mange mand at spærre ruten af, og vejret var i den grad utaknemmeligt, man kan de måtte godt være ENDNU mere aktive, det var simpelthen nødvendigt i lørdags.

HORSENS, 133 kilometer 1278 højdemeter:

I min løbsforventninger omtalte jeg løbet, som værende en af Danmarks hårdeste ruter, og i går startede jeg et opslag på Facebook således; “Nok et af de hårdeste løb jeg nogensinde har kørt […]”

Det blev for alvor en hård dag på kontoret i Horsens!

Benene føltes rigtig gode under opvarmningen og det var rart at vide, at gårsdagens enkeltstart ikke rigtig lod sig mærke i stængerne. Det lovede godt! Der var lidt små ryk fra starten, og jeg ville egentlig gerne se om jeg kunne ramme det første udbrud for at blive skånet for ryk på kirkebakken. Jeg prøvede en enkelt gang, men fik ikke slået hullet, desværre.

CF01

Kort tid rykkede der 5 mand væk. Gruppen bestod af 2 Herning CK-ryttere, August Poulsen fra CK Aarhus, Daniel Bligaard Lyhne, Jutlander og Rasmus Hvarre, Randers. Og da Herning var overrepræsenteret i feltet med 8-9 mand tilmeldt, så fik de effektivt lukket ned for alle former for samarbejde i feltet, samtidig var nogle folk var bare for uintelligente til at køre forbi den Herning-rytter der så lå og bakkede af i rulleskiftet.

Da vi så ramte Kirkebakken ved Ejer Bavnehøj kom det første angreb fra feltet. Det var både fra Jutlander og Herning. Jeg sad selv rimelig godt placeret da vi kørte ind på bakken i 10. position cirka. Jeg måtte køre min egen spurt op af, da angrebet kom. Selvom jeg mistede mange placeringer kom jeg lige nøjagtig med henover bakken, som allersidste mand, og bagved knækkede den. Jeg tror vi var ca. 20 mand i forfølgergruppen nu, og så de 5 ude foran. Jeg led meget på bakken, men nåede at få luften på nedkørslen, hvor mine (mange?) kilo kom mig til gode, og jeg faktisk kunne rulle i næsten 1 minut, før jeg skulle træde for alvor i pedalerne igen.

Hatten af Herning, I kontrollerede løbet, det var ganske irriterende!

Vi prøvede stadig at få noget forfølgelsesløb i gang, men det var somme historie igen, og igen. Herning bakkede af, og flere ryttere fattede stadig ikke at gå forbi dem. Jannik Hansen, fra Tønder, kom op på siden af mig, og sagde at vi blev nødt at at rykke i stedet for, da samarbejdet kørte virkelig dårligt. Det værste ved situationen var sådan set at der stadig sad 5-6 Herning-ryttere på hjul, og et par fra Jutlander.

Så snart vi ville få lukket hullet til fronten, så ville der bare komme nye angreb. Så derfor begyndte vi at rykke et par stykker. Men Herning var hurtig over udfordringerne og styrede det med hård hånd! Det var, for mig, sygt hårdt, men jeg vidste at jeg næppe ville overleve kirkebakken igen, såfremt der kom et lignende angreb som første gang. Så jeg fortsatte med at prøve at hugge afsted, men lige lidt hjalp det. Selvom jeg fik en lille krise på en længere bakke før kirkebakken, så prøvede jeg igen og igen, sammen med andre, – men lige lidt hjalp det. Kirkebakken kom tættere og tættere på, så nu satte jeg mig ned i feltet og prøvede at få så meget læ som muligt.

CF02

Et sidste forsøg fyres af…

Lige inden vi drejede ind på kirkebakken kørte jeg mig helt frem og endte i 2. position efter Thomas Mikkelsen, Fredericia CC (og AltomCykling.dk). Thomas havde selv samme frygt som jeg, så han satte et jævnt hårdt tempo op af, for at dække for de værste angreb. Det virkede i en vis grad for det hidsige angreb kom lidt senere end første gang! Men jeg sad i syre! Jeg kunne ikke træde cyklen hurtigere, og da vi drejede om i medvinden af en nedkørsel blev mine 4-5 meter hurtigt til 60-70 meter!

Selvom jeg lagde mig helt ned på overrøret og lå med +75 km/t i aeroposition så var hullet bare for stort. Jeg kom tættere og tættere på, men da det fladede ud måtte jeg igen træde til, og der var stadig en 30-40 meter op, og jeg kom bare ikke tættere på! Jeg tror jeg kæmpede sådan i 2 minutters tid, før hullet pludselig begyndte at blive større og større. Slaget var tabt nu. Jeg resignerede for en stund.

Dog fik jeg øje på en Frederikshøj-rytter længere fremme, som også havde sluppet, og jeg kørte ham ind. Det var Klaus Vesterlund, og vi fandt ind i et ganske fint samarbejde. Jeg begyndte at føle mig sulten, så derfor fandt jeg min energibar frem, men nok på lidt dumt tidspunkt. For i et sving fik jeg kørt lidt for dumt, og mistede rigtig meget fart, da jeg havde baren i hånden, og mistede derved Klaus’ hjul, som fik en 15-20 meter. Nu spillede psykologien ind og jeg orkede bare ikke at lukke, og så var jeg alene.

Kort tid efter kom der 2 Odense U23-ryttere op til mig, og vi fandt ind i et samarbejde. Vi hentede kort tid efter Eskil Vammen, A-rytter fra Team WeBike-CK Aarhus, og han kørte også med rundt. Kort før vi kørte forbi mål, kom en større gruppe B-ryttere op til os, hvor blandt andet Lasse Eland, Kristian Flagstad, begge CK Aarhus sad. Så pludselig var vi 10 stykker. Løbet var pludselig i gang igen. Kort tid efter fangede vi Vesterlund og senere Jonas Vingegaard fra Odder, som var røget af frontgruppen.

Den nye gruppe

Den nye gruppe

Herefter kørte vi bare rundt indtil vi ramte kirkebakken igen. På vej op af den fik jeg endnu en krise, jeg nåede lige at tænke, at nu måtte jeg slippe gruppen, men mærkede så en hånd hive fat i mig og rykke mig fremad, efterfulgt af et venligt puf i ryggen. Det var Eskil, som havde set krisen (eller hørt på mit lokomotiv af lunger?) som lige gav den sidste hjælp. Jeg kunne kun besvare hjælpen med en thumbs up, tak Eskil!

Herefter havde vi tabt en stor del af gruppen på bakken og pludselig var vi kun 6 B-ryttere og Eskil tilbage. Lasse Eland var punkteret kort tid efter vi var kørt ud på omgangen.

Vi fortsatte med at køre rundt og oppe ved mål hoppede Eskil så af, og vi var overladt til os selv. Jeg var voldsmadret, og følte at hvert pedaltråd gjorde ondt. Udkørt, simpelthen. Da vi  kørte ud på 5. omgang, af 6, talte jeg hurtigt med Jonas Vingegaard. Han var også helt færdig, så vi lod os falde af gruppen. Vi ville bare trille til mål, og så stå af. Vi fik kort tid efter følgeskab af Tore Thøgersen fra Odense U23, som også havde sluppet gruppen. Han var dog ikke indstillet på at give op, så kort tid efter sagde han farvel til os, og prøvede et sidste forsøg på at lukke op til gruppen foran.

Hov… var der stadig point at køre om?

3 kilometer fra målstregen sad Michelle (min kone fra CykelFoto) og tog billeder, og jeg hoppede af. Hendes første sætning var et lille slag i ansigtet; “Er du godt klar over at der kun sidder en 10-12 mand foran!?”

Om det var mig der havde talt forkert, fordi jeg var presset, eller om folk var stået af foran mig, det ved jeg ikke. Men nej, jeg troede der var mange flere foran, og ikke at der rent faktisk var der point at køre om i den gruppe jeg sad i! I bagklogskabens klare lys burde jeg nok have fortsat, men jeg tror ikke jeg kunne have tilkæmpet mig ét af de 2 point det viste sig at være tilbage. Jeg var brugt helt op. På vej til at få kramper. Tomme batterier!

Resten af løbet blev set fra tilskuerpladserne. Løbet endte med at forfølgerne fangede fronten (faktisk kort tid efter jeg var røget af feltet), og som jeg forudsagde så kørte der folk kontra, hvor Herning vist fik 4 med, som så senere fik knækket fronten igen. Frontgruppen kom hjem 5 mand, hvor Jesper Bundgaard Vinkel, fra Jutlander, sejrede foran klubkammerat, Daniel Bliggard, mens Herning ikke fik helt nok ud af deres overtal med Niklas Eg, Marius Therkildsen og Jacob Kruse Jensen på de efterfølgende pladser.

Man kan sige, at hvis jeg havde taget mig sammen, så var jeg endt i top 20, og derved opfyldt målsætningen, så derfor er jeg egentlig også tilfreds. Dog kørte jeg mig nok for meget i sænk i de første 2 timer. Efter 1. time havde jeg en normalized power på 429w, og efter 2 timer var den på 399w. Da jeg stoppede var jeg på 370w i normalized power, og det er det højeste jeg nogensinde har ramt.

Grunden til at jeg følte at løbet var så forbandet hårdt, var at jeg hele tiden klemte mig med hen over kirkebakken, og ellers tog del i alt arbejde, så derved sled jeg mig selv op. Der mangler stadig lidt for at være helt med i B, synes jeg, men det var bestemt positive takter synes jeg, for ruten passede mig slet, slet ikke!

Næste uge står den på Gran Fondo i København, hvor jeg kommer til at køre i AltomCyklings nye trikot. Det bliver godt!