Nu er det en uge siden DM blev kørt i Esbjerg, og der har været rigelig med tid til at reflektere om både de gode ting og de negative ting. Løbet blev næsten som forventet, og jeg synes jeg gjorde de fleste ting helt rigtigt, men der manglede niveau da det for alvor sprang i luften.

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: Jesper Skovbølle, Carsten Hjort, Dorte Adelfred

ELITE DM ESBJERG, 1. Strækning på 112 km + 11. omgange á 10 km. 225 kilometer, 938 højdemeter

Jeg blev sat af i Ribe af min kone, og fandt hurtigt vores servicebil. Nemlig; vores servicebil. Give CK har for en lille måned siden overtaget et U19-hold, og Søren Uhre, som er holdleder for U19-holdet, tilbød at køre service for Gives 3 A-ryttere, Mads Mondrup, nyoprykkede Daniel Guld og undertegnede. Det var ret fedt, med den tryghed, at hvis man fik defekt eller manglede vand, så var man ikke afhængig af den neutrale service. Vi fik snakket lidt og trillet til indskrivning, hvor speaker Torben Joensen endda fik mig til at føle mig så “prof” at han smed en microfon i hovedet på mig.

Mine svar blev vist bare det klassiske “Niveauet er højt”, “Distancen kan blive slem”, etc. Jeg nyder faktisk ikke så meget, at få den der mikrofon i hovedet, da jeg som 99 % af alle mennesker ikke bryder mig om lyden af egen stemme! I det mindste stammede jeg dog ikke! :D

Efter indskrivning skulle vi vente omkring en times tid, før løbet skulle starte, så vi trillede tilbage til bilen, og fik fyldt mere væske og energi på.

Vi havde ikke rigtig nogen taktik. Det gav ikke rigtig mening, når vi kun var 3, og samtidig nok også ryttere der ikke kunne gøre nogen forskel. Kunne vi hjælpe hinanden på noget tidspunkt, så var det fint, men ellers var det meget ens egen kamp i dag. Vi snakkede dog om, at det kunne være rigtig fedt hvis en af os ramte udbruddet.

Starten går, skulle nok have ligget lidt længere fremme…

Kl. 12.30 blev løbet givet startet med en lang masterkørsel ud af Ribe. Modsat af hvad jeg skrev i min optakt, så blev løbet IKKE givet frit før slusen. Det var meningen, at vi skulle køre 4 kilometer race før vi ramte slusen, men det var blevet ændret. Så faktisk kørte vi nu en masterkørsel, hvor vi stoppede og kunne tisse af, og så blev der så igen trillet 4 kilometer. Vi havde fået at vide, at løbet først ville blive givet frit, når sidste mand var ovre slusen og feltet igen var samlet. Så der var ingen panik. Jeg gad ikke blande mig i positionskampen i masterkørslen, for jeg forventede faktisk ikke, at der nu ville komme et udbrud afsted før noget senere i løbet.

Da vi ramte slusen lå jeg i feltets sidste tredjedel, og selvom vi skulle rulle over slusen, gav det så meget flaskehals, at nogle måtte klikke ud, og vi blev alle bremset. Da vi kom over på den anden side, var der pludselig opstået mange huller. Jeg tænkte, at der ikke var den vilde panik, da vi jo havde fået at vide, at løbet ikke blev givet frit før sidste mand var oppe. Men der blev givet god gas oppe foran. Ikke noget alarmerende, men der skulle da alligevel trædes ganske hårdt for at få lukket hullet.

Da vi nåede op gik feltet helt i stå. Vi lå og trillede med 35 km/t. Min umiddelbare tanke, efter at vi havde ligget sådan i 2-3 kilometer, var at der stadig blev kørt master. Det var virkelig underligt. Så hørte jeg det. Der var allerede en gruppe der var kørt væk. Øv, det var sgu ærgerligt, at første angreb fik lov. Det havde jeg ikke forventet, i forhold til sidste år, hvor der gik 45 minutter før en gruppe slap væk.

De 4 ryttere i front var:

  • Mathias Norsgaard, Team Riwal-Readynez
  • Steffen Munk, Team ColoQuick
  • Jesper Kofoed Andreasen, Team BHS Almeborg – Bornholm
  • Jesper Schultz, Team Waoo.

Derefter var der sluppet endnu en gruppe væk på 4 mand, da jagtede de forreste. Det var

  • Mikkel Beck Olsen, Herning CK Elite
  • Jacob Gye Madsen, Team AURA Energi-JS.dk
  • Thør Mørup Prødel, Team Integra Advokater – Giant
  • Jesper Mørkøv, DBC

Nu var der ingen andre overvejelser for mig. Nu gjalt det bare om at spare kræfter, hele løbet igennem. Målet hed gennemførelse, det krævede i hvert fald, at jeg holdt energi- og væskebalancen i top, og så håbe at formen var til det.

Benene var langt bedre end frygtet

Jeg ville ønske, at jeg kunne skrive noget vildt spændende, men det mest “spændende” var at der efter ca. 75 kørte kilometer skete et styrt omkring midt i feltet hvor 7-8 mand røg ned. Jeg var allerførste mand til ikke at ryge ned. De skete 8-10 positioner foran mig, og en rytter slog en kolbøtte og hans cykel ramte min fod. Det gjorde pisse ondt, men jeg tænkte ikke yderligere over det, da jeg pludselig fik travlt med at få lukket lidt huller. Jeg endte i en mindre gruppe på omkring 10 mand, og vi kørte fint rundt, og fik hurtigt lukket til feltet, og så var der igen samling. Ingen panik. Jeg gav ikke foden yderligere tanker, da jeg faktisk var ret fokuseret. Men foden vender vi tilbage til.

I feltet, var det faktisk ganske nemt at sidde med. Oppe foran lå det meste af Riwal-Readynez-holdet, og som ene mand foran dem lå Mikkel Honoré, Deceuninck Quickstep, og holdt udbruddet i snor, alene. Men så efter ca. 85 kilometer, skete der noget. Vi ramte noget sidevind, og pludselig steg farten ret meget! Nu skulle tungen holdes lige i munden, og man skulle  træde godt til. Oppe foran havde 10-15 ryttere revet sig fri, men jeg kunne ikke se hvilke hold det var. TV viste senere at det nærmest var hele Riwal og Asgreen og Mørkøv, der var kørt.

Feltet knækkede i flere grupper, og det var faktisk første gang, at jeg for alvor skulle bruge kræfter. Min allerførste tanke var, at nu, at det blev spændende at se hvordan benene ville reagere. Heldigvis reagerede de godt, og jeg følte ingen overdrevet anstrengelse for at køre med. Oppe foran var der samlet en større gruppe på omkring 20-30 mand, men jeg følte ingen panik, da jeg kunne spotte Michael Valgren, Mads Würtz Schmidt og stort set hele BHS Almeborg – Bornholm, der havde sat sig i front.


I hvert fald var det bare at sørge for ikke at blive sat. Da vi kørte ud mod vandet kom vi direkte i modvind igen, så var det ikke så svært. Efter 6-8 kilometers jagt blev grupperne samlet igen. Jeg fornemmede at jeg fik sparet mig, så godt som jeg overhovedet kunne. Benene virkede slet ikke så dårlige som jeg havde frygtet.

Herfra faldt der igen ro på, og vi nærmede os Esbjerg med god fart. Ind mod rundstrækningen og Hulvejen, som var opløbsbakken, var tempoet meget højt, men det passede mig godt, for vi kørte nærmest på boulevard brede veje, og jeg fik uden problemer kørt mig frem, og ramte opløbsbakken i den bedste tredjedel af feltet. På bakken var der samtidig langning, og jeg var desperat efter en dunk. Jeg havde i forvejen drukket 2 x 750ml, og havde nu kun en slat tilbage af en 0,5 liters dunk jeg havde fået af AURA, hvor rytteren havde fået en dunk for meget med op fra servicebilen og ikke kunne komme af med den.

Den var jeg glad for. Jeg missede dog, at få en dunk, da jeg var for længe om at spotte hvor vores langere stod. Nå, jeg måtte få en næste gang.

Dieselmotoren kørte fint, men nogen havde slukket turboen…

Den der tekniske rute inde i byen, jeg talte om i min optakt… glem det. Det var nærmest store brede veje hele vejen rundt. Selvfølgelig var der diverse helleanlæg, men vejene var så bredde, at man nemt kunne komme udenom. Faktisk var der kun vejen nede ved Esbjerg havn der var lidt hårde da der var godt med sidevind, men det blev ikke udnyttet i starten.
Der var så lidt stres, at jeg gled ned bagerst i feltet, hvor jeg lige fik hyggesnakket med Jonas Vingegaard fra Jumbo-Visma. Jonas kørte jeg jo i mod i C- og B-klassen i 2015, og jeg tror faktisk det er første gang vi kører i samme felt sammen igen siden da.

Jeg blev nede bagved da vi ramte bakken igen, for at kunne køre lidt langsommere, og få en dunk. Jeg havde smidt min sidste dunk, så jeg SKULLE have en nu. Og jeg spottede vores langer med det samme, men lige 2-3 meter før jeg kunne tage dunken kom der en dunk trillende tværs over vejen, og jeg nåede lige at trække hånden til mig, og løfte forhjulet hen over dunken, men missede derfor min langning! Satans. Så skulle der køre 11 km uden vand igen. Heldigvis forløb de, som de foregående omgange uden stres, og da vi ramte opløbet fik jeg en dunk. Faktisk fik jeg en dunk igen, da vi kom rundt endnu engang.

Der skete ikke det store i løbet i denne her fase. Lige indtil at det pludselig tog fart rigtig hurtigt. Jeg lå selv ret godt placeret, og pludselig valgte Riwal at sætte foden på speederen da vi ramte havnen. Der var kørt 155 kilometer her. De angreb hårdt med hele holdet i sidevinden, og det kom faktisk lidt bag på mig, da jeg troede de ville vente til at Norsgaard og co. var hentet ind, men jeg tog fejl.

Feltet blev lynhurtigt strukket ud, og der var stort pres på benene. Jeg vurderede at jeg lå i position som nummer 30 stykker. Der begyndte at opstå huller både bag ved, men også foran. Rytteren foran mig knækkede, og her lavede jeg dagens eneste fejl. Desværre blev fejlen dyr og afgørende. Jeg skulle bare være blevet siddende og vente til en anden gik forbi mig og ham der knækkede. Men jeg blev simpelthen revet med, hvis jeg nu lige fik lukket hullet hurtigt, så kunne jeg måske køre væk sammen med de 30 mand i front, hvor alle de store kanoner sad…

Men da jeg selv skulle ud og smadrede igennem i vinden, så ville benene ikke. Oppe i mit hoved var jeg klar, men der var sgu bare slukket i benene. Distancen havde åbenbart sat sine spor, mere end jeg åbenbart havde kunne fornemme. Jeg ved ikke hvorfor jeg ikke kunne mærke det, jeg havde følt mig helt frisk da vi kørte jævnt, men da der skulle trykkes til, var der simpelthen bare slukket for “turboen”.

Jeg sejlede ned igennem feltet, og kunne ikke ikke klemme mig ind på hjul af dem bagfra, som kom med meget højere fart. Jeg lyver ikke, hvis jeg mistede 50 placeringer, og jeg slog nok lidt mentalt fra. Dermed ikke sagt, at jeg “bare” kunne have klemt mig ind på et hjul, men jeg opgav at forsøge, da jeg ikke ville være til fare ved bare at køre ind og måske blokere folk.

Og det var så det, som man siger…!

Hermed var min deltagelse i feltet slut. Jeg blev sat. Jeg var en anelse skuffet, det indrømmer jeg gerne. Jeg havde flere gange tænkt, at jeg nok skulle komme så langt ind i løbet, at jeg ville gennemføre. Den begyndte pludselig at blive svær nu. 65 kilometer skulle jeg køre uden at blive pillet ud. Det virkede desværre urealistisk. Jeg havde dog sagt til mig selv, inden start, at jeg ville køre indtil en kommisær pillede mig ud.

Jeg fik gang i cyklen igen, og fandt ind i et godt flow. Desværre var der kun det at tænke på, at jeg skulle træde i pedalerne. Ingen andre ryttere at forholde sig til, eller placeringer der skulle udkæmpes. Og med så få “udfordringer” begyndte jeg pludselig at mærke foden. Jeg havde virkelig ondt i den. Det brændte helt vildt i den. Jeg fik kørt én omgang, og tænkte, at så længe, at det ikke blev værre så kørte jeg videre.

Men jeg nåede desværre kun at påbegynde endnu en omgang, før det blev værre. Jeg kunne næsten ikke stå op i pedalerne da foden føltes som om at der var ild i den. Jeg blev nødt til at løsne skoen helt, og jeg besluttede at jeg stod af når jeg kom til mål.

Jeg fik kørt 174 kilometer af Danmarksmesterskaberne, og jeg var heldigvis langt fra den første der blev sat. Omvendt må jeg også erkende, at hovedet ville mere end benene, og at der, ikke overraskende, mangler niveau i forhold til den absolutte elite. Jeg synes, set i bakspejlet, ikke at jeg kan forvente andet end hvad det blev til.

Jo, jeg kunne måske have gennemført, hvis jeg havde haft det rette hjul da det splittede, eller havde haft is i maven, men når turboen var så ringe, da jeg skulle arbejde selv, så var det nok mere et spørgsmål om tid før jeg var endt i en gruppe der blev smidt af. Så jeg tager det ikke så tungt. Personligt var det en mindre succesoplevelse efter et skidt forår.

Derfor kunne jeg tage hjem og jeg vil nu se fremad mod sidste sæsonhalvdel.

Vinderen blev iøvrigt som spået Michael Mørkøv. Han kørte et helt og aldeles genialt løb, kunne jeg se på TV. Og når man så har Honore og Asgreen som hjælperyttere, så var det jo næsten “nemt” for en rytter af hans kaliber.

Omkring halvdelen gennemførte. Resultaterne kan ses her: https://www.sportstiming.dk/event/6380/app/results

Fik du ikke set DM, så kan du se det her (kræver TV 2 Play-abonnement): https://play.tv2.dk/programmer/sport/cykling/cykelloeb/dm-i-linjeloeb-192687/