Før weekendens løb i Sjælland havde jeg en rimelig god statistik. Aldrig havde jeg kørt en løbsweekend på Sjælland uden at have en sejr med hjem. Lad mig sige det med det samme; den statistik er nu brudt!

Af: Jeppe Tolbøll

Min kone, Michelle, og jeg ankom fredag aften til Næstved. Vi nåede kun lige at tjekke ind på Engly Bed & Breakfast, før vi sprang i bilen og ud til ruten. Vi var ret sent på den, på grund af kø på motorvej før Odense, og jeg skulle nå at køre ruten igennem før det blev mørkt. Og når kl. er 19.20 når man starter sin recon af ruten, så har man travlt.

Efter gennemkørsel følte jeg mig rimelig overbevist om at det nok skulle gå godt. Ud over en bakke på hjemturen var ruten egentlig ganske okay til mig, følte jeg.

NÆSTVED, ENKELTSTART, 25 KILOMETER, 168 HØJDEMETER:

– Man skal vel bare holde sine watt?

Efter en rigtig god nattesøvn kørte vi ud til startområdet. Efter lidt debat om hvor vi skulle holde, blev min kone enig med sig selv om, at jeg skulle makke ret og opvarme på hometrainer ude på ruten på en cykelsti, mens hun skød billeder. Man er vel tøffelhelt! ;)

Billede1

Efter en solid opvarmning fik jeg pakket det hele ned på 30 sekunder, og vi kørte tilbage til mål – det tog 2 minutter- hvor jeg rullede de 10 minutter før jeg kørte til start.

5, 4, 3, 2, 1, afsted! Nu skulle jeg bare holde mine watt, og så var den ged jo barberet. Min targetpower var på 405-410w, hvilket er omkring min FTP. Men alligevel tog iveren over, og den første kilometer blev med knap 440w før jeg fik slået hovedet til.

Jeg havde lånt et sæt Garmin Vector 2 af min klubkammerat, Jeppe Klein Jensen, og min manglende erfaring med at køre med wattmåler på TT kom virkelig til udtryk. Jeg havde rimelig svært ved at holde den lige så jævnt, som jeg kan på raceren. Flere gange lå jeg over 500w, og så på 300w kort tid senere. Men alligevel følte jeg rimelig godt flow, og der var fart på cyklen, så jeg valgte lidt at se bort fra mine bekymringer om den manglende jævne kørsel på wattkurven.

Efter et stykke tid spottede jeg pludselig rytteren foran mig. Han var ikke mere end 30 sekunder foran, hvilket betød at jeg havde hentet ind på ham, da vi blev sendt afsted med 1 minuts mellemrum. Det gav lidt blod på tanden og jeg jagtede lidt mere aggressivt.

Da jeg ramte vendepunktet havde jeg 395w, så mente nok at jeg kunne trykke den et lille nyk op hjem af i modvinden – det var jeg overbevist om. Nu skulle den bare have fuld gas! – ca. 200 meter efter vendepunktet kørte jeg forbi den rytter startende foran mig, men samtidig ramte virkeligheden også! Føj hvor vinden var hård, og bakkerne begyndte også at rive i benene.

Jeg havde voldsomme problemer med at holde mine watt høje nok, og begyndte stille, men sikkert, at komme i krise. Jeg vidste at bakken ville komme efter 17 kilometer, så min plan var at holde lidt igen inden da, men pga. min manglende evne til at holde mine watt høje nok, så valgte jeg at glemme aftalen med mig selv og kørte bare det bedste jeg havde lært, og da jeg ramte bakken ramte hammeren også! Jeg følte at jeg stod stille! Jeg prustede som en gammel hest, mens jeg prøvede at padle så hurtigt jeg kunne med høj kadence over bakken som aldrig sluttede, følte jeg, men op kom jeg!

Billede2

Herfra skulle den bare have fuld gas til mål! Men der var udsolgt nu. Hvis jeg havde svært ved at finde rytme før, så var det for alvor svært nu! Samtidig kiggede jeg på tiden på min Garmin, og jeg kunne godt se, at det ikke var alt for godt! Med 1000 meter igen var den allerede over 35 minutter! Jeg prøvede at køre en lang spurt fra 700 meter igen, men det var nu ikke fordi farten blev øget markant. Jeg havde kørt mig helt ud – omend at den ikke var blevet pacet godt nok.

36:28 sagde tiden da jeg kom i mål. Sølle 42,5 km/t i snit! Det var jeg bestemt ikke tilfreds med. Jeg ramte 387 watt i snit, hvilket var en del under mit mål, så det var skuffende. Forstå mig ret, jeg havde ikke forventet at vinde, jeg havde egentlig bare sagt, at en placering i den bedste halvdel var målet. Efter lidt snak med diverse folk i målområdet, trillede jeg af, og rullede ud til Michelle, der sad og skød billeder 3 kilometer fra startområdet.

På vej hjem så jeg så resultaterne, som var røget online, og kunne konstatere at jeg endte som nummer 11, første mand uden for præmierækken med sølle 2,5 sekunder… mega skuffende.

Resultater:

Billede3

 

NÆSTVED, LINIELØB, 5 OMGANGE, 114 KILOMETER, 875 HØJDEMETER:

– Indianerløb for alle pengene!

Vækkeuret bimlede kl. 9.00 og jeg for op i panik! For ind i he…. noget l*rt! Der var 1 time og 15 minutter til starten gik, og jeg havde sat uret en time forkert! På rekord tid fik vi pakket det sidste sammen, mens jeg febrilsk spiste min havregryn, og klædte om! Ud i bilen og så ellers bare afsted. Vi boede heldigvis kun 10 minutters kørsel derfra, så da vi ankom var der stadig 45 minutter til starten.

Men her startede næste stresmoment. Den “smarte” elektroniske indskrivning. Jeg ved ikke hvem der bærer skylden, om det er Næstved BC eller DCU eller noget helt tredje, men da jeg ankom til indskrivning var der en kæmpe kø af ryttere der skulle indskrives. Af en eller anden grund var der kun én chipscanner, og det tog evigheder! Mange ryttere måtte sågar forbi dommervognen, da deres chip ikke kunne læses, og de derfor ikke stod som tilmeldt. Det tog ca. 25 minutter før jeg endelig kom til, og heldigvis fungerede min chip da! Men nu var der stres på, for jeg havde jo ikke fået opvarmet. Og der var 14 minutter til starten gik, og jeg bruger altid 25 minutter på en grundig opvarmning!

Det er sgu en ommer med det elektroniske system, hvis det virker SÅ dårligt – så må nogen med ansvar hive de gammeldags indskrivningssedler frem igen, og lade os gøre det manuelt. Det andet er ikke fair over for rytterne.

Jeg hoppede på cyklen og begyndte at opvarme, small-talkede lidt med Mikkel Fenneberg og Daniel Falk Andersen, begge Hammel CK, og med 3 minutter til start ville jeg lige køre en enkelt spurt for at åbne benene helt op. Jeg accelerede, men ud af ingen ting, smed min skifter kæden af, og mirakuløst reddede jeg dem, uden at stå på hovedet! Jeg havde ikke tid til at tjekke efter hvad der skete, og skød det hen som et lille freak uheld. Så jeg rullede til start.

Da vi blev sendt afsted gik det som altid over stok og sten. Der var en del angreb, men jeg ville selv lige køre passivt de første par minutter for at sikre mig at benene var helt varme. Ruten havde jeg kørt i bil dagen inden, og der var ingen steder hvor jeg følte jeg umiddelbart kunne blive sat. Den passede mig ganske godt. Pludselig kom der et angreb og da feltet reagerede måtte jeg træde lidt hårdt an for at komme med. Og så røg kæden ned på lille klinge, uden at jeg havde trykket på skifteren! Okay, jeg fik trykkede den op på stor klinge igen, men i stedet smed den nu kæden ud over den store klinge. Derfor måtte jeg sidde og nørkle med den, før jeg endelig fik den til at fange den store klinge igen, men nu sad jeg som en af de sidste i feltet.

Så jeg begyndte at køre mig frem igen, og da jeg ramte fronten angreb jeg. Dog blev det ikke til noget, og jeg endte i feltet igen, og fandeme om ikke kæden strøg på lille klinge igen. Denne gang kunne jeg lige padle med på 41/11 og en kadence på 120 RPM, mens jeg langsomt gled bagud i feltet. Jeg var frustreret, men måtte klare mig med hvad jeg kunne selvom mekanikken drillede! Jeg fik styr på kæden igen og begyndte igen at køre mig frem. Da jeg nåede op mod fronten var der en gruppe ude foran, med stort hul. Jeg kunne ikke se hvor mange de var. Seks måske?
Billede4

Der var konstante angreb, og jeg kørte med i nogle af dem, men alt blev samlet igen. Da vi ramte målstregen for første gang, ud af fem, blev der råbt at udbruddet havde 30 sekunder. Jeg besluttede mig at holde lidt igen med kræfterne og gå med i mindre antal angreb. Og så gå lidt mere dybt når jeg gik med.

Cirka halvvejs på ruten var der er ret farligt s-sving, hvor der lå meget grus i bunden. På første omgang var vi kommet ret nemt igennem det, men det skete ikke anden gang. Næstved BC’s egen Nicolai Stegmann røg ned som en af de første i feltet. Forhjulet simpelthen skred væk under ham i det løse grus, måske et oversats, men det er svært at vurdere. Heldigvis kom alle andre rundt om ham, og det lignede at han slap med knubs (så ham gå rundt i målområdet efter løbet med hudafskrabninger).

Kort tid efter stak Sebastian Hartvigsen, ABC, væk fra feltet, og jagtede en anden der også var kørt væk. Generelt var Hartvigsen aktiv og kørte faktisk stærkt hele dagen – nu fik han hul. Da der kom en nedkørsel angreb jeg, og fik en gut fra Amager (tror jeg det var) på hjul. Nu skulle vi bare hente Hartvigsen og ham den anden foran, så var der gode muligheder for at måske køre de fire ind, som stadig var foran feltet. Jeg slog et kik bagud, og så at Odense U23’s Nicolai Just var tæt på at få kontakt, så jeg slap gassen lidt indtil han var oppe, og så fik den ellers gas igen.

Samarbejdet kørte fint, og umiddelbart lignede det at hullet nu var ved at blive slået. Samtidig hentede vi ind på de 2 foran. Men da vi så ramte en bakke røg kæden igen på lille klinge, på det dummeste tidspunkt! Just prøvede at give mig et skub for at vi kunne holde fart, men kæden ville ikke samarbejde! Jeg kiggede på ham, og sagde opgivende at de blev nødt til at køre, for mit udstyr ville ikke samarbejde, og væk var de. Jeg hamrede hånden i styret. Vildt frustreret for benene var faktisk gode. Jeg overvejede på et tidspunkt om jeg bare skulle stoppe og stå af. Men så fangede jeg igen kæden på stor klinge, og i ren arrigskab kørte jeg op til gruppen der nu var samlet. Men det kostede og jeg var alt for stegt og presset, efter den lukning, til at jeg kunne bidrage, så døde samarbejdet og hurtigt var feltet oppe ved os igen.

Nu besluttede jeg mig for, at jeg bare skulle gennemføre for trænings skyld. Jeg ville ikke gå med i flere angreb, da det var alt for frustrerende, når mekanikken fuckede så meget op. Da vi kørte ud på 3. omgang glemte jeg dog lidt det hele, og da vi ramte lidt sidevind, lagde jeg mig i front af feltet, og prøvede at strække det ud. Det lykkedes også, men da jeg efter 500 meter slog ud, var der ingen til at følge op, så det var spildte kræfter. Efter lidt kilometer følte jeg at baghjulet sejlede lidt rundt i et sving. Jeg hoppede på det, men den virkede umiddelbart hård, måske var det bare benene der var ved at være trætte?

Men da vi ramte det føromtalte s-sving igen var der ingen tvivl. Jeg havde i et kort moment svært ved at styre den, og jeg slog ud og lod feltet passere. Game over med punktering! Ved en hurtig tælling talte jeg 25 mand i feltet. Foruden at være ærgerlig over et løb der røg i vasken, så kørte jeg også rundt på at lånt Black Inc (tubular), som var venligst udlånt af Black Inc, indtil mine egne kommer, som nu skulle have skiftet ring! Det var jo derfor jeg besluttede mig for at droppe tubular, da jeg ikke orker alt det arbejde! ;)

Ved lidt held kom Daniel Falk Andersen forbi i bil – hans kranksæt stod af på 2. omgang – og jeg lånte hans telefon for at skrive til Michelle at jeg gerne ville hentes.

Jeg var sgu lidt ærgerlig. Jeg ved godt jeg kæmpede med mekaniske problemer, men de lange jævne ryk kunne jeg sagtens uden at kæden røg af. Derfor kunne der sagtens have ventet point til mig, da jeg følte at ret mange var ved at være slidt op. Selvfølgelig bed det også i benene på mig, men jeg følte slet ikke jeg var på grænsen til at gå død.

Vinderen blev for anden dag i streg Michael Gamst, der på imponerende vis kørte solo til mål, selvom han de sidste 5 kilometer havde et baghjul der tabte luft!

Jeg blev selv og så opløbet for B, og trillede derefter hjem af mod Haderslev – der var jo Flanderen for dælen :)

PS: Cyklen ryger på værksted inden næste løb, og så bliver den toptrimmet, så undskyldningen med mekaniske problemer ikke kan bruges mere!

Resultater:

Billede5