Weekenden eneste løb er overstået, og det blev et løb med ekstremt vejr, gode ben, opfyldt målsætning, og en alligevel skuffet skribent, der efter løbet mest havde skuffelse i kroppen!
Mine forventninger kan læses her!

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CYKELFOTO

Planen om at der var nogle folk jeg skulle holde øje med, blev lidt spoleret, da Nicklas Runliden, Horsens og Thomas Gjødsbøl, Herning, ikke stillede til start i dagens B-løb. Thomas’ grund kendte jeg dog, da han om lørdagen havde vundet i Vejle, og derfor kunne påklistre de sorte rygnumre, som A-rytter, hvilket er noget han har knoklet meget for at nå i år, så kæmpe tillykke med det! I stedet var det kun for alvor Kim Aabjerg fra Herning jeg havde planer om at holde øje med.

ESBJERG, 5. OMGANGE, 116,5 KM, 475 HØJDEMETER:

l a ankom til Esbjerg i god til. Jeg havde lokket min klubkammerat Michael Damm Kohberg med, som også kører B, samt hans kæreste Mia, som kunne underholde min kone, Michelle, der skulle skyde billeder.

Vejret var ikke særlig medgørligt. Faktisk var det decideret modbydeligt! Det regnede konstant i større eller mindre mængder, hvilket nemt kunne tage motivationen fra de fleste! Min største bekymring var faktisk, at jeg ville punktere, og se endnu et af de nøgleløb, der passede til mig forsvinde. Vandet fra himlen, rørte mig ikke, da jeg vidste at flere af konkurrenterne var mentalt slået allerede før vi skulle i gang! Under opvarmning virkede min wattmåler ikke, da den var løbet tør for batteri (hvilket den allerede havde brokket sig over dagen før!) så kunne jeg overhovedet køre ræs nu? (joke… selvfølgelig kan jeg ikke det, men jeg gav det et skud alligevel…)

Da Kohberg og jeg trillede til start, så vi til vores store skræk, at der faktisk var 6 Herning-ryttere til start, da der vist var nogle oprykninger fra C. Og med lige under 30 ryttere til start, så udgjorde de en ret stor del af feltet. Vi aftalte hurtigt, at vi måtte sidde hårdt på Herning-rytterne.

Løbet blev skudt afsted. Mit overordnede mål var at holde mig til, dække så mange udbrudsforsøg jeg kunne, og ellers se hvor det bar hen af. Det plejer, at være en god taktik specielt i regnvejr, har jeg erfaret. Det skulle vise sig at holde stik. Allerede tidligt er der voldsom mange ryk, både fra Herning, Hammel, de udenlandske hold der var kommet på visit, og hvem af os der nu havde skud i benene. En gruppe på en 6 mand rev sig løs, og prompte rykkede jeg efter med en 4-5 ryttere på hjul, og efter blot 4-5 kilometer sad vi pludselig 10-12 mand i front med hul til resten, og Kim Aabjerg sad der, samt Kohberg, så nu skulle den jo bare have fuld skrue!

01

Udbruddet skabes! Desværre holdt det ikke længe!

Nogle folk mente åbenbart, at det var for tidligt, at gå så hårdt til den, for pludselig sad der en 3-4 ryttere over, og ville ikke tage føringer, hvilket jeg på ingen måder fatter noget af! Med ca. 10 præmier at køre om ville der være point til alle, og helt ærligt, så hårdt var det altså heller ikke, selvom det selvfølgelig hev lidt i stængerne! De gjorde så, at vi blev hentet, og igen måtte vi ud i et angrebsinferno, og det var ikke noget som jeg brød mig om, selvom jeg kunne se, at mange led, mens jeg bare var irriteret over det. Jeg bliver irriteret over de mange angreb, da det stresser mig, da jeg jo gerne ville ramme det rigtige knæk, og da Esbjerg som sagt var et løb jeg prioriterede højt ville jeg ikke miste muligheden!

Pludselig oplevede vi første styrt på dagen. Rundt i et venstresving røg Lasse Eland ned fra CK Aarhus, og rev en Herning-rytter med sig ned, som vist nok var Victor Kodal. Jeg bad folk om at holde igen i et øjeblik, ligesom Lasse gjorde da andre ryttere røg ned i Sønderborg. Jeg så at Herning-rytteren kom tilbage, og farten steg lige så lidt af sig selv igen!

Knap halvvejs kørte der så 4 mand væk, mens jeg sad og snorksov i feltet! Og i den gruppe der sejlede væk sad Kim Aabjerg, Victor Kodal, begge Herning, Nikolaj Friis, Esbjerg og Nicolaj Schou Andersen, Odense! Alle samme er de stærke, og det var alvorligt. Mens jeg prøvede at komme fri til angreb stak Rasmus Gøtke fra Odense og fik hul. Jeg kom fri og fik lavet et hug, men feltet lukkede ned! Jeg prøvede at animere til at feltet kørte rundt i rulleskift, for hullet var vokset til i hvert fald 25 sekunder og så kun ud til at blive højere. Ingen ville dog føre med mig, eller kunne ikke, og jeg slog så farten ned og tænkte at der måtte ske noget andet. Ud af øjenkrogen så jeg så Kohberg komme blæsende, i venstre side, og fik hul. Alt i mens endte jeg nede i feltet igen, frustreret og lidt træt af det hele.

Dog gik der ikke lang tid før jeg kom med endnu et angreb, og fik nu Thomas Albertsen, Holstebro og Anders Bruun, Give med mig. Kohberg var hurtig til at se bag ud, og derfor så han mig, og ventede. Nu var der fart på, og hurtigt fangede vi Rasmus Gøtke. Vi pressede på, og det gjorde ondt over alt, men hullet var slået til feltet, og vi skulle lukke hurtigt til de 4 første, inden de nåede at sejle væk! Samarbejdet fungerede dog ikke skide godt, da vi pressede lidt for hårdt på, så nogle tog føringer på 5 sekunder, mens andre tog 30 sekunders føringer! Der var nul harmoni! Jeg sagde til folk, at vi alle måtte tage 10 sekunders føringer, men Kohberg hørte det ikke, for pludselig tog han en føring på næsten 2 minutter, med fuld smadder, så de fleste havde nok at gøre med at holde hjul! Vi kom hurtigt tæt på kvartetten i front. Jeg nåede at tænke, at Kohberg måske var på grænsen, og han ville bruge de sidste kræfter på at lege hjælperytter, og derved levere mig til fronten. Så da vi manglede 20-30 meter til fronten – her så jeg iøvrigt sort af smerte! – rykkede jeg væk fra resten og lukkede hullet! Det gjorde så ondt, at jeg flere gange, i løbet af de 30 sekunder, overvejede at opgive. Op kom jeg dog, og kunne på ingen måde bidrage til at hjælpe, og derfor døde samarbejdet i et par sekunder og så kom de andre op bagfra, hvor Kohberg stadig var med. Imidlertidig have Thomas Albertsen dog måtte slippe i det dræbende tempo!

Igen var samarbejdet slet ikke tilstede, da folk tydeligvis var presset totalt! Jeg fik råbt folk op, og sagde, at nu tog vi lige 30 sekunders puster alle sammen, og så skulle vi køre samarbejdet stille og roligt i gang igen, for vi var væk fra feltet, og vi var også stærke ryttere nok til at skulle holde dem bag os.

02

Udbruddet der skulle holde hjem. De 2 gutter til venstre er ryttere, fra andre felter, som vi overhaler!

Herfra gik det ellers ud over stok og sten, og selv ikke et enormt skybrud kunne sænke os! Dog sejlede nogle af rytterne rundt i de glatte sving, og specielt Kim Aabjerg gjorde det klart, at han ikke var tryg ved svingene.

Da vi ramte de sidste 1000 meter af ruten, på 2. omgang, lagde jeg mærke til at havde vi et snit på 43 km/t. De sidste 300 meter slutter med et 90 graders højresving, og her indtraf styrtet! Victor Kodal lå i 4. eller 5. position da hjulene simpelthen forsvinger under ham, og Nicolaj Andersen og jeg måtte op og stå på bremsen, men også vores fart var for høj, og jeg mærkede at mit baghjul slog væk under mig, og jeg reddede den i sidste sekund, men nu kom der endnu en udfordring, nemlig den kantsten som jeg nu kørte direkte imod med 20-25 km/t! Jeg lavede af refleks, et bunnyhop over kanstenen og fik cyklen under kontrol og tilbage på vejen. Nu var vi dog splittet ud over det hele, men folk ventede til vi blev samlet igen, og vi fik også holdt lidt igen så Kodal kunne komme med. Jeg følte dog, at min cykel nu føltes flad! Åh nej!

Jeg kørte videre forbi opløbet, som den førende rytter, og da vi så skulle dreje til højre var jeg igen rigtig tæt på at ryge ned. Min cykel sejlede fandeme! Alt i mens at de andre ryttere passerede mig, prøvede jeg at acceptere at løbet nu var slut for mig! De andre ryttere så lidt på mig med medlidenhed, men der var intet at gøre. Cyklen blev stoppet og jeg lagde tommelfingeren på forhjulet. Den var ikke punkteret. Så prøvede jeg baghjulet. Hvad helvede!? Den er heller ikke flad, men det føltes måske lidt flad? Eller gjorde den ikke? Jeg kunne ikke finde ud af det, men jeg røg tilbage på cyklen! Jeg vidste at jeg måtte prøve at lukke igen, så hurtigt jeg kunne! Rundt igennem en rundkørsel sejlede jeg dælme igen, og måtte hoppe henover en flisekurve! Det gjorde at jeg måtte presse hårdt på de flade stykker, mens jeg ikke turde satse rundt i svingende, hvilket er ret atypisk for mig. Hullet blev dog lukket efter 3-4 minutters kamp, og jeg følte da en vis stolthed over at have gjort det, og specielt at se de andre forbløffelse over at jeg var tilbage var da ret fed!

Nu fungerede samarbejdet upåklageligt, dog stadig med folk der sejlede i sving. Kim Aabjerg og jeg snakkede kort sammen, og vi gav herefter de andre besked på, at nu kørte vi stille og roligt rundt i svingene, da vi ikke havde behov for at satse. Hullet var forlængst slået! De næste 2 omgange gik egentlig ret nemt herefter. Vejret eksploderede dog lejlighedsvis i slagregn, men jeg syntes faktisk det var pisse fedt, mens andre bare sad og lignede folk der var pænt trætte af det hele! Mere regn, tak!

03

Min kone fangede lige C-feltet – det var vådt!

Finalen…

Nu manglede vi blot de sidste 24 kilometer, og så var der en af os der kunne kalde sig vinder! Personligt sad jeg hårdt på Kim Aabjerg og vidste at han ikke måtte få ret mange meter. Og han rykkede selvfølgelig tidligt på omgangen, men vi fik ham lukket hurtigt. Jeg lavede et kontraryk, lidt for at vise at jeg var klar, men også jeg blev lukket hurtigt. Farten faldt tydeligt, for hvert ryk der kom fra folk, da ingen ville blotte sig i føringsarbejdet, og faktisk faldt den så meget, at vi måtte tale sammen, om at vi lige skulle have lidt mere fart på.

Nikolaj Friis kom med et godt hug, som vi dog fik kørt ind igen, men han fik da 3-4 minutter alene i front. Jeg var rigtig splittet omkring hvad jeg skulle gøre. Jeg havde kræfterne til at lave et hug, men omvendt stolede jeg meget på min teknik i opløbssvinget og kunne samtidig nok matche, eller sågar overmatche, de fleste i en spurt. Samtidig sad jeg og ventede på at Kim Aabjerg igen skulle komme med et hug. Ham ville jeg gerne afsted med.

Med ca. 8 kilometer til mål kom Nikolaj Friis igen med et hårdt angreb på en bro, og han fik Nicolaj Andersen med sig, og ingen reagerede. Nå, så måtte jeg afsted, så jeg rykkede og gav den god gas henover den lille bakke, og få meter bag mig lå Kim Aabjerg mens hullet stille og roligt åbnede sig til resten. Vi fik lukket til de 2 første, og Kim råbte, at vi skulle fortsætte med at køre rundt, så jeg fortsatte forbi, og Kim tog sin føring, men derefter gik den i stå igen så Gøtke og Kodal kom op igen, mens Anders Bruun og Kohberg måtte slippe. Jeg havde stadig lyst til at prøve med et angreb, men jeg havde virkelig svært ved at bedømme hvor trætte eller friske de andre var. Personligt havde jeg spist og drukket perfekt, så jeg følte mig relativ ovenpå. Tvivlen fik mig til intet at gøre. Jeg ville satse på spurten.

Med godt og vel 3 kilometer igen endte jeg bagerst, og besluttede mig for ikke at tage flere føringer. Kun for så 30 sekunder senere, at sidde og tage føringer! Det var for dumt. Hvergang jeg kom ned bagerst tænkte jeg, at nu sidder jeg over, men alligevel var jeg ikke cool nok, til bare at gøre det? Dumt, dumt, dumt! Med 1000 meter igen, havde jeg lige taget en føring, og følte mig 100% klar til spurten, da Nikolaj Friis kom blæsende bagfra med et all-out hug! Ingen respons! Fuck! Jeg fik kørt mig frem igen, og råbte at hvis alle tog bare én føring, så ville vi have ham så tæt på, at vi alle kunne køre om sejren. Dog, til min store skuffelse, kom der ingen frem, og det gik op for mig, at vi med stor sandsynlighed ville skulle kæmpe om 2. pladsen!

Jeg overvejede mine muligheder. Jeg kunne give den fuld smadder fra front, satse på at min svingteknik kunne give mig hul i opløbet, eller jeg kunne gøre som de andre, og prøve at kæmpe om 2. pladsen. Det blev første mulighed, jeg valgte. Jeg ville køre om sejren, om jeg blev 2 eller 6 ville være fuldstændig ligemeget! Den føring på knap 500 meter bed hårdt, men jeg var ret fortrøstningsfuld. Cirka 20 meter før svinget blæste Gøtke forbi, og jeg tog hans hjul.

Rundt i sidste sving, nu skulle der spurtes! Skrald, sagde det, et hurtigt kig bagud og der lå Kodal endnu engang i asfalten, men ingen tid til at gøre andet end bare at spurte. Jeg lå egentlig med fin afstand til Gøtke, og tænkte at den skulle jeg nok nappe, da straffen for den sidste lange føring kom! En krampe i venstre lår, og jeg måtte slippe trådet, hvorefter jeg kunne se at Aabjerg og Andersen kom så hurtigt op til mig, at jeg ikke kunne nå at træde an igen. Jeg slog ud, og kørte skuffet over som nummer 5, hvilket var målsætningen før løbet, men helt ærligt så følte jeg mig ikke tilfreds!

Nikolaj Friis vandt på flotteste vis på hjemmebane, og jeg har mega meget respekt for den måde han gjorde det på. Han er ikke den store sprinter, og tog den eneste chance han havde. Det kræver altså nogle store nossere!

Screenshot 2016-09-05 22.04.06

Selvom de andre fik samme tid som Friis, var der aldrig nogen tvivl.

 

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på, hvad der var sket, hvis jeg havde været cool nok med 3 kilometer igen, og bare siddet over? Kunne jeg have dækket angrebet? Ja, måske, men det er naturligvis umuligt at spå om hvad der så var sket. Dog var benene til stede til at vinde, føler jeg. Faktisk har jeg sjældent været mere frisk i en finale, hvilket selvfølgelig er dobbelt ærgerligt. Jeg tager med herfra, at benene er gode, og at formen nok skal holde indtil Tønder og Bov, som begge også er store sæsonmål. Jeg er dog lidt i tvivl om jeg når en sejr i år, da jeg føler jeg har kørt rigtig mange uskarpe finaler, både i licensløb, men også i forskellige motionsløb. Jeg prøver dog at opholde optimismen!

Næste søndag står den på Hobro, hvor jeg vandt sidste år i C-klassen! Kan jeg gentage den i B-klassen? I løbsforventningerne senere på ugen vil jeg give mit bud :)