Med blot 3 løb tilbage på kalenderen, var Esbjerg et af sæsonens helt store mål. Selvom formen var rigtig god, og løbet først så svært ud, så endte det godt, indtil det hele i bogstaveligste forstand gled ud i mere eller mindre ingenting for mig! Forventninger kan læses HER!

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: JØRGEN CHRISTIAN LYHNE & LAFOTO.DK

ESBJERG, 5. OMGANGE, 122 KILOMETER, 475 HØJDEMETER

Jeg var meget fokuseret i Esbjerg. Taktikken var klar. Jeg ville holde mig til Anders Banke, Middelfart CC, og Andreas Handberg Madsen, Herning CK, og så skulle løbet køres aggressivt fra starten, da der i den tid jeg kan huske, i Esbjerg, altid er sluppet en rimelig stor gruppe væk ved 1. eller 2. omgang der har holdt hjem. Mit mål var at komme i top 5, men jeg vidste også, at hvis jeg kunne kæmpe om en top 5, så ville sejren også være en mulighed, med lidt held og gode ben.

Løbet startede med en kort masterstart og da der blev givet frit blev der kørt mere eller mindre direkte fra starten – som altid. Jeg holdt mig til min plan, og kørte kun med når Banke og/eller Handberg kørte, men der var ingen der slap væk. Da vi havde nået cirka en halv omgang slap jeg væk i en gruppe der egentlig så lovende ud med Jan Birk Oxlund, Odense CK, Bjarne Olsen, Silkeborg IF, Anders Banke, Middelfart CC, Jannik Schütz Roungkvist, Horsens AC og Morten Andersen, Fredericia CC.

Men måske lidt for tidligt, for nogle folk at sidde over. Oxlund skreg af dem, at det sgu var alt, alt for tidligt at ligge og kigge bagud, frem for at give fuld gas og køre cykelløb! Han var arrig og tændt, det var godt at se! Vi var et par stykker som prøvede at holde samarbejdet igang, men når der sad 2-3 mand over så blev det bare svært og vi blev kørt ind.

Herefter kørte Christian Vaaben, Team Enzo, kontra med et par stykker mere, hvor Anders Bruun, Herning CK og Flemming Nielsen, Vejle CK også kom med. Et par stykker kørte efter dem, bl.a min klubkammerat Christian Wilkens kom med! Kort efter rykkede en gruppe med Jimmy Havmøller, Team Enzo, og få sekunder efter angreb Henrik Dann Andersen, Team Enzo, de fik også lov til at slippe væk. Jeg tror jeg talte 7-8 mand ude foran og Team Enzo havde fået deres 3 startende ryttere afsted.

What to do?

Jeg var lidt rådvild. Det var godt at Wilkens var med ude foran, men kunne han slå 3 ryttere fra Enzo eller bl.a. en stærk kørende Flemming Nielsen og Anders Bruun? Det kunne han nok sandsynligvis nok ikke, så jeg prøvede et par angreb for at se om jeg kunne komme op, men feltet var vågnet op igen, og da vi kørte ud på 2. omgang kunne vi næsten ikke se fronten mere. Feltet var gået i stå, og det hele blev kørt i små meningsløse angreb.

Jeg holdte mig selv til godt i fronten, og lukkede de fleste angreb, men håbede da på at den ville knække så vi kunne få en gruppe der kunne jagte fronten uden at feltet kom med. Det hjalp dog ikke, og hele 2. omgang var en lang gentagelse af halvforkølede angreb, og nul samarbejde i feltet. Da vi kørte ud på 3. omgang blev der råbt, at vi havde over 1 minut op til fronten. Min umiddelbare tanke var, at de nok var væk, og at feltet måtte køre om noget der lignede en 8. plads. Dog blev der pludselig snakket om, at folk ville begynde at arbejde sammen for at køre fronten ind. Det passede mig fint, da jeg så måske kunne få en chance i løbet igen.

Samarbejdet kørte også nogenlunde, men cirka midt i feltet, sad der 2 ryttere, som ikke ville køre med rundt, og det ødelagde tit samarbejdet, da rytterne bag ved de to “stop klodser” ikke bare forstod at køre rundt om dem. Folk bestemmer helt selv hvordan de kører cykelløb, men det var til stor frustration, at de ikke bare trak ned bagved, og det var også frustrerende at folk der lå bagved ikke bare kørte udenom dem og bidrog til arbejdet.

Jeg fik råbt lidt højt af folk et par gange – måske højere end jeg burde, men jeg var kommet for at få et topresultat i løbet, og ikke en ligegyldigt 8. plads. Dog blev jeg til sidst så frustreret at jeg bare kørte ned bagved og lagde mig ved Banke og Handberg. Jeg skulle jo også spare kræfter, hvis gruppen med Wilkens blev fanget. Det ville være nærmest idiotisk at hente dem, uden at hverken Michael Damm, som også kører for Haderslev, eller jeg ikke ramte finalen. Dog virkede Michael en smule træt, og lider vist stadig efter hans 2 ugers ufrivillig pause efter Hedensted.

Gemte mig godt nede bagved, en del af tiden!

Der var udbruddet da!

Pludselig kunne vi dog spotte fronten ude foran. Vi havde ædt os meget ind på dem, og da vi kørte ud på 4. omgang var der ikke ret langt op. Jeg begyndte at bevæge mig fremad, da jeg havde på fornemmelse, at nogle ville prøve at lave et angreb op til udbruddet. Dog var positionskampen taget til, og inden jeg nåede langt nok frem angreb Bjarne Olsen, og fik hul. Satans, for nu kunne samarbejdet pludselig bryde sammen! Det gjorde det dog heldigvis ikke, og kort tid efter var der samling på felt og udbrud igen! Nu var mulighederne helt åbne igen, og det begyndte sgu også at regne.

Efter et par angreb slap Anders Banke væk sammen med Simon Knudsen, Hammel CK. På en lille bakke stak jeg fra feltet og kørte dem op, og kort tid efter kom Flemming Nielsen også op til os, og vi 4 arbejdede godt sammen. Bagved kunne vi se at feltet var delt op i flere grupper, så vi knoklede bare på. Efter et par kilometer så vi os tilbage og kunne se en gruppe på 7 mand nærme sig os. De havde på daværende tidspunkt ikke et afgørende stort hul til feltet, så vi besluttede at vi ikke ville holde igen før de var tættere på os, og længere væk fra feltet. Efter endnu en kilometers penge fik de kontakt, og feltet var noget længere væk, måske 20-30 sekunder. I gruppen var vi nu:

Lasse Eland, CK Aarhus
Ole Emil Andersen, CK Aarhus
Andreas Handberg Madsen, Herning CK
Anders Banke, Middelfart CC
Flemming Nielsen, Vejle CK
Simon Knudsen, Hammel CK
Flemming Steen, Horsens AC
Jan Birk Oxlund, Odense
Carsten Jensen, Esbjerg CK
Anders Hørslev, Odder CK
Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup CK

Gruppen var sådan set perfekt sammensat! Der var kun Aarhus der var repræsenteret med 2 ryttere, ellers var alle andre uden holdkammerater, og derfor var chancen for at blive fanget ikke vildt stor. Samarbejdet fungerede ret godt, men vi havde svært ved at øge til feltet, da folk ikke helt kørte i bund, følte jeg. Derfor gjorde jeg naturligvis heller ikke. Da vi kørte ud på 5. og sidste omgang, kunne vi konstatere at vi nu ikke kunne se feltet mere.

Tidligt på omgangen angreb Handberg og derefter Oxlund. Begge blev fanget, og vi var flere som egentlig var enige om at det var lidt for tidligt køre finale. Vi havde jo set hvor hurtigt et felt kunne lukket et udbrud, hvor det ikke fungerede.

Det blev dog aldrig rigtig farligt, og med små 10 kilometer igen var de fleste nok ret overbeviste om at det var os der skulle køre finalen! Jeg prøvede at være så koldblodig som om jeg nu kunne, og gik ikke rigtig med i de få angreb der var, men pludselig slap Handberg væk sammen med Simon Knudsen og Oxlund. Det var ikke helt optimalt. Samarbejdet i vores gruppe var stadig rimelig godt, men jeg fornemmede også at trioen i front var begyndt at øge.

Så da vi ramte en mindre stigning henover en jernbane angreb jeg fra gruppen og kørte solo op til trioen i et ryk der gjorde ret ondt. Jeg kom dog op, og skulle lige have 30 sekunders ro, før jeg gik med i samarbejdet. Her begyndte jeg at tænke, at jeg faktisk kunne vinde cykelløbet! Jeg vurderede at jeg ville kunne slå alle de andre tre i en direkte spurt, så jeg skulle bare sørge for at holde samarbejdet godt i gang.

Desværre gik det ikke så nemt, for pludselig ville Handberg ikke føre mere. Han fortalte senere, at han ikke ville have mig med hjem til spurten, hvilket jo var fair nok, hvis han mente jeg ville slå ham. Sådan er gamet jo. Så angreb Oxlund og Simon og jeg fik lukket, men herefter ville ingen føre rigtigt. Så med cirka 1500 meter igen blev hele flokken mere eller mindre samlet, foruden Ole Emil Andersen. Han havde ofret sig 100 % de sidste par kilometer for at Lasse Eland skulle have en chance for at vinde løbet, og det havde kostet for ham. Jeg prøvede selv med et lille angreb, hvor jeg fik Handberg med, men det blev ikke rigtig til noget. Farten faldt langt ned, og vi kørte vel 25 km/t eller sådan noget.

Jeg tænkte, at jeg skulle være cool. Jeg skulle ikke ud og lukke et hvert angreb ned, og lige netop mens jeg havde tænkt den tanke angreb Anders Banke, med ca. 1000 meter til mål. Ingen i feltet reagerede, og alle kiggede på hinanden. Pludselig kom Flemming Nielsen også med et hårdt ryk bagfra i gruppen. Nu må folk vel reagere? Nej, åbenbart ikke, og Flemming fik kontakt til Banke, og de 2 sejlede væk. Jeg kunne her godt have lukket dem, men så ville jeg også kompromittere min egen chance. Jeg valgte, at hvis jeg skulle have en chance for at vinde, så måtte jeg håbe at andre panikkede (som jeg gjorde sidste år) og lukkede hullet.

Et hul som dette skal lukkes rimelig hurtigt, og der var for meget tøven i gruppen, og da der endelig blev åbnet op, kunne man næsten fornemme at det var for sent. Jeg fik klemt mig ind i 5.-6. position, og da Simon Knudsen råbte til mig, at jeg skulle hjælpe med at lukke hullet, spillede jeg kortet om at jeg ikke ville mere. Jeg var allerede her rimelig afklaret med at vi skulle køre om 3. pladsen, og den mulighed ville jeg ikke lade mig passere, ved at køre mig op i rødt, for den minimale chance for at de 2 oppe foran skulle gå i stå.

Et eller andet sted var det faktisk også vigtigt for mig, at vise at jeg ikke lukker alle huller, selvom jeg før har sagt, at jeg ikke kører om sekundære placeringer når jeg har mulighed for at vinde løbet. Dog, omvendt, må jeg også være realistisk og kende min grænser og egne evner.

Da vi kørte ind i sidste sving tog Lasse Eland fronten, og jeg fik lige klemt mig ind mellem ham og Flemming Steen. Det var egentlig en perfekt position, da jeg regnede med at Lasse bare ville køre all out efter svinget, så det var et godt lead-out. Skulle Flemming åbne bagfra kunne jeg måske klemme mig med på hans hjul. Jeg følte mig ret overbevist om at jeg nok skulle nuppe den 3. plads, da benene stadig var gode!

Rundt i sidste sving! Jeg vidste godt at sidste sving kunne være pisseglat, når det var vådt. Sidste år var der 3 styrt i svinget på 3 forskellige omgange, så jeg var klar over at jeg ikke bare kunne smadre den rundt med fuld power. Jeg ville egentlig bare holde Elands hjul, og måske slække 30-40 cm. Pludselig flyver jeg bare! Mit baghjul skrider ud under mig, og allerede her begynder alle nødalarmer og reaktioner at sætte ind.

Jeg husker mere eller mindre alt i tydelig detaljer, selvom det kun har taget 1-3 sekunder. Jeg rammer asfalten og kurer hen af den spejlvåde vej. Der var en kantsten! Den havde jeg kurs imod, glidende med høj fart. Den ville nok kunne nok kunne ødelægge en hofte, eller haleben hvis jeg ramte den. I et splitsekundet før jeg rammer kantstenen sætter jeg begge hænder i jorden, og får løftet bagdelen op, og mirakuløst nok snitter jeg kun kantstenen med den ene balle! Herefter tumler jeg rundt, og forventer at de andre ryttere vil lande ovenpå mig. Til min glædelige overraskelse slap alle uden om, så jeg ikke var skyld i et massestyrt.

Mens de andre spurtede om 3. pladsen lå jeg nu her, og var godt og grundig irriteret på mig selv. Hvor var det dog bare en åndssvag kørefejl. Jeg nåede at tænke at feltet nok snart ville komme, så jeg fik hevet mig op, og sat mig på cyklen. Der var stadig en 11. plads og point at køre om. Gearerne takkede helt vildt over da jeg trådte an, men afsted kom jeg da. Da jeg trillede over målstregen kunne jeg se at der var folk bagved mig der var på vej, men de var ikke for alvor tæt på. Jeg vendte cyklen om direkte efter målstregen og kørte hen til samaritterne. Det gjorde heldigvis ikke ondt at blive lappet sammen, da adrenalinen stadig pumpede i kroppen.

Plads til smil, trods et mislykket resultat.

Vinder blev Anders Banke foran Flemming Nielsen, mens Lasse Eland tog 3. pladsen.

Ud over mit styrt med 150 meter igen, så var jeg ovenud tilfreds med løbet, som det udviklede sig. Formen er god, og jeg var ikke i krise én eneste gang i løbet, og specielt det move jeg laver med 5 kilometer igen, synes jeg selv var ret godt. At køre et udbrud op i en finale på den måde, og samtidig kunne være tæt på at køre væk, hvis folk havde ville arbejde med mig, var nok min bedste chance for at vinde. Da vi sad 10 mand til sidst bliver det hele lidt et spørgsmål og held og timing, og der vandt Banke og Flemming Nielsen det lotteri, ved flotte timede ryk! Jeg er oprigtigt glad for at Anders vandt, for han har vist latterlig god form, og han kører samtlige løb forfra, uden at fedtspille. Havde Flemming Nielsen vundet havde det også været fortjent, da han mere eller mindre sad i udbrud hele dagen, da han også var med i det første.

Her onsdag, hvor jeg har skrevet dette indlæg er jeg desværre ikke helt optimistisk med hensyn til weekenden. Min højre hånd er desværre ret meget medtaget efter styrtet, og har ikke rigtig kunne bruge den. Jeg ved ikke om den kan holde til at køre over brosten, da jeg har svært bare ved at holde et kaffekrus! Det er virkelig en bitter pille at sluge, hvis jeg ikke kommer til start i Tønder og/eller Bov. Jeg krydser alle fingre (på venstre hånd) for at det lykkedes.

Der kommer løbsforventninger fredag, hvor jeg beslutter om jeg kommer til start eller ej.