Søndag stod den på ny hjemmebanerace i Give, og desværre endte løbet ikke som håbet. Løbet var temmelig underligt at være en del af, og faktisk ret nemt at sidde med i, lige indtil at jeg i bogstaveligste forstand valgte at køre mig selv helt i hegnet!

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: LICENSCYKLING.DK

GIVE, 7. OMGANGE, 128,3 KILOMETER, 1155 HØJDEMETER

Jeg ankom til Vonge, hvor Give CK skulle afholde licensløbet. Jeg var i god tid, så der var ingen stress.

Det helt store spørgsmål, for mig var nærmest, om man skulle have løse ben på, eller køre i korte rør. Det var rigtig koldt, med omkring 6-8 grader.

Faktisk startede jeg opvarmningen ud, uden benene, men kunne også mærke at det blev en tand for koldt, og samtidig var der nærmest ingen andre A-ryttere der kørte i korte ben. Så flokdyrsmentaliteten ramte mig, og jeg tog løse ben på.

Jeg fik kørt en lidt for kort opvarmning, men planen var også at holde mig i ro de første 2 omgange. Kunne ikke rigtig greje hvor vinden kom fra på ruten – så meget for hjemmebane kendskab – så planen var bare at prøve at holde mig godt fremme, og prøve at se, og fornemme, når holdene begyndte at samle sig, til eventuelt sidevindsrace.

Ready, Race…

Starten gik, og jeg synes at farten var høj, selvom det var nemt at sidde med i feltet. Dog var det ret nervøst, og der blev konstant råbt og skreget og skubbet til hinanden. Jeg holdte mig ude af de fleste kampe, da jeg ikke så nogen grund til at tage dem. Om jeg lå nummer 20 eller 30 gjorde igen forskel.

Og efter blot 11 kilometer skete det forventede. Rundt i et skarpt, og langsomt, venstresving lagde 2-3 ryttere sig ned. Det gav et kort opbrud i feltet, men ingen panik, og alt blev samlet igen. Tror ikke nogen af de involverede slog sig alvorligt.

Det gjorde dog ikke kampen om pladserne mindre. Der var hele tiden kampe om at komme fremad, men det var rigtig svært på de små veje. Oppe foran lå Team Waoo og kørte et jævnt tempo, og de eneste som jeg for alvor så prøve noget var Team AURA Energi-JS.dk’s Jesper Vinkel og Frederik Muff, der begge var i mindre soloudbrud. Jeg husker ikke om det var Vinkel eller Muff der på et tidspunkt fik følgeskab af en fra BHS Almeborg-Bornholm, men Waoo holdt alt i stram snor.

Det mest udfordrende i feltet var egentlig den evige positionskamp, og ikke tempoet, som mere eller mindre var konstant. Det gjorde det egentlig temmelig nemt at sidde og putte sig. Naturligvis var der accelerationer ud af sving, og små momentvise sidevindsstykker der blev kørt stærkt på, men der var ikke rigtigt ét hold der tog ansvaret for at gøre det superhårdt – ud over Waoo, der dog ikke kørte hårdt nok til at folk faldt fra.

Jeg overhørte på et tidspunkt nogle ColoQuick-ryttere tale om at de lige ville lade folk brænde sig lidt mere af, før de ville begynde på noget. Det gav fint mening, for det var så nemt at sidde med, at man virkelig skulle investere for at rive feltet i stykker.

Der var ikke så meget at fortælle om de første 3,5 omgange, men øbet var en fin øvelse i at kæmpe om pladserne, om ikke andet.

En helt ny måde at køre sig i hegnet på!

Da vi næsten var færdige med 3. omgang fornemmede jeg at BHS Almeborg-Bornholm var ved at samle sig oppe foran. Selv var jeg nok blevet lullet lidt i søvn i det forholdvis nemme løb, og jeg sad nok en smule for langt tilbage. Jeg måtte selv ud og æde lidt vind for at komme fremad.

Det skulle dog vise sig at være en fordel, for jeg kom faktisk med temmelig godt moment bagfra da feltet pludselig knækkede længere fremme. Jeg holdt kæden stram, og gled nærmest op til frontgruppen, mens jeg kunne se at hullet bag mig begyndte at vokse.

Bag mig lå der 4-5 ryttere. Min første tanke var at hvis BHS Almeborg-Bornholm stadig lå og smadrede igennem oppe foran, så var det ikke helt tosset. Dog skulle man lige holde tungen lige i munden, for jeg sad stadig ikke helt perfekt i forhold til sidevinden og hele striben lå kilet ind i højre side af vejen, alle desperate for at finde læ. Der bliver råbt og skreget som tosset af hinanden, og jeg ser specielt en Waoo-rytter skælde ud på en Kvickly Odder-rytter.

Omkring 100 meter fra stregen får jeg et bette svaj af en rytter (intet intentionelt, bare et race incident). Jeg får lige balancen forstyrret en smule og herefter går det hele rigtig stærkt!

BAAAM!!! Et kæmpe skrald lyder der, jeg når nærmest ikke selv at opdage hvad der sker, eller hvorfor det sker, og så alligevel husker jeg det. Det er nok noget af det som er sværest ved at beskrive ved et styrt.

Jeg husker, at jeg ser rytterne foran mig lave et underligt slag. Jeg når ikke at reagere på det, da jeg her er blevet bragt en smule i ubalance. Jeg fornemmer rykket i kroppen, og ved ligesom allerede, mens jeg er på vej i asfalten, at jeg altså er braget direkte ind i den begyndende afspærring ved mål. I starten aner jeg ikke, om jeg er den første eller anden rytter der rammer. Har fået at vide, at jeg er den første senere.

Jeg “kommer til mig selv” igen ved at jeg ligger på asfalten og faktisk har afspærringshegn både under mig, og over mig. Jeg ser BHS Almeborg’s Sander Andersen sidde på jorden, men ligger mig igen ned. Mit baglår gør ubeskriveligt ondt, og jeg kan hverken strække eller bøje det. Det er ikke så godt. Jeg har også ondt i ryggen, men det er ingenting i forhold til hele benet.

Allerede her ved jeg, at jeg ikke kommer på cyklen igen, og jeg kan “slappe af” og bare slippe tankerne om, at jeg skal op igen. Min cykel ligger i øvrigt 3-4 meter væk, og jeg blev fortalt bagefter, at den åbenbart blev slynget 2-3 meter op i luften.

Selvom man slår sig, kan man godt være heldig

Jeg blev hurtigt bragt til samaritterne der lappede de enkelte små sår sammen jeg havde fået. Jeg var virkelig sluppet helt vildt billigt i den sammenhæng. Det værste sted jeg blødte fra, var faktisk fra et snitsår i en finger, jeg lavede i køkkenet dagen før! :)

Jeg blev hængende lidt efter, for at sikre mig, at jeg ikke ville få det skidt i bilen på vej hjem. Der fik jeg lige tjekket hjelmen, som hverken havde skræmmer eller andet og stadig var intakt. Cyklen og hjul var sluppet uden nogle mærker overhovedet, ud over mit alu-styr som var bøjet der hvor jeg ramte banden.

Jeg fik lige set Mads Mondrup køre over stregen i A-klassen som nummer 9, mens Casper Folsach, ColoQuick, tog sin 4. sæsonsejr i år! Seriøst, den mand kører stærkt i år! Okay, indrømmet jeg så slet ikke Mads køre over stregen, da han åbenbart var så aero, at ingen af os så ham! :) Men stærkt kørt af Mads!

Jeg trillede herefter hjem, og så frem til lidt pleje fra konen, hvilket jeg naturligvis fik. Hen mod aftenen begyndte mit knæ pludselig at gøre ubeskriveligt ondt. Samtidig gjorde nederste del af ryggen også mere ondt end først antaget. Jeg kunne ikke være i mig selv, og efter en samtale med konen blev vi enige om, at vi hellere måtte køre et smut forbi sygehuset med det samme.

Efter en lang vente tid til røntgen, viste det sig heldigvis at der ingen brud var. Et par af mine sener i højre knæ havde dog taget sig en forstrækning, og en pæn væskesamling var der også kommet i knæet.

Jeg skriver denne løbsrapport mandag, og her er et billede af knæet.

Jeg fik at vide, at jeg kunne træne igen, så snart væsken var væk, og at jeg ikke havde ondt. Så faktisk håber jeg allerede på at kunne køre igen tirsdag eller onsdag. Jeg har det i hvert fald mærkbart bedre i dag, end i går aftes.

Samtlige resultater kan ses her: https://www.sportstiming.dk/event/6281/results

I næste uge står den på Craft Cup / 3 Dage i Nord, i hhv. Hjørring, Thy og Aalborg. Jeg håber at være klar til alle løb.