En vild, vild weekend er overstået og kroppen og hovedet er stadig træt på denne onsdag, hvor jeg skriver dette indlæg! Som nogle måske ved, er jeg formand i Haderslev Starup CK, som havde den store ære, at afholde DM for U23 og Veteraner, mens vi samtidigt kørte løb for andre klasser. Fredag aften og lørdag stod den på enkeltstart, mens jeg så selv også drog til ordinært licensløb om søndagen i Sønderborg. Dette indlæg kommer nok til være lidt anderledes end mine andre løbsrapporter, da jeg gerne vil fortælle om hele weekenden, både som rytter, men også som en del af arrangørgruppen. Grundet travlhed op til løbet fik jeg ikke lavet løbsforventninger, beklager.

Af: Jeppe Tolbøll

FREDAG D. 28. Maj: Enkeltstart i Haderslev Kommune fra Flyvestation Skrydstrup til Gram Slot

TT ENKELSTART I HADERSLEV, 30 KM, 91 HØJDEMETER

Enkeltstarten var åben for klasserne B-, C-, og D-klasserne, jeg havde selv fået lov til at have nul at gøre med cykelløbet, indtil jeg havde kørt enkeltstarten selv. Dog måtte jeg finde mig lidt i at folk ringede, skrev og på anden vis hev fat i mig omkring forskellige ting, da jeg stod som kontaktperson – det var sådan set fair nok. Men da jeg havde to timer til start, lagde jeg telefonen væk så jeg kunne få lov til at koncentrere mig om mit eget, beklager til dem der ikke lige kunne fange mig der.

Da ruten gik fra Skrydstrup Flyvestation til Gram Slot, var det ikke den typiske ud-vend-hjem-rute, men en A til B-rute. Derfor måtte jeg have lidt kørsel arrangeret, så jeg fik min gode ven, Carsten Hjort, til at agere chauffør/soigneur!

Selve opvarmningen forløb ganske planmæssigt, og jeg var sgu klar. Jeg havde ingen resultatmæssige forventninger, men ville bare prøve at holde mine watt bedst muligt, og se hvad det ville række til.

Jeg smadrede mit pladehjul sidste år i mit Randers-styrt, og da jeg ikke havde fået det lavet, fik jeg lånt mig et hjul fra en anden AoC’er, Torben Bartholin, som kørte samme dag i D-klassen for Brædstrup.

Efter opvarmningen ville jeg skifte mit hometrainer-hjul med Torbens pladehjul, men opdager til min rædsel, at pladshjulet var bredere end træningshjulet, selv efter jeg havde løsnet bremsen! Så hvad nu!? Intet at gøre end at pille bremseklodserne af (jeg bruger ikke skruen til klodserne, heldigvis), og derfor gik jeg på startrampen, uden en fungerende bagbremse! Urutineret, ikke at tjekke sit udstyr, Jeppe!

3, 2, 1 og afsted! Okay, nu handlede det om ikke at komme til at gå langt over min syregrænse, som jeg før har gjort ved enkeltstarter, i ren kådhed. Det lykkedes faktisk at lytte til hovedet, frem for benene, som mente at de sagtens kunne klare 520w lige nu!

De første 6-7 kilometer foregik på veje omkring landingsbanen! Det var en lidt underlig fornemmelse at ligge der, mutters alene, på de store veje hvor der var ingen vind var, og der var musestille, ud over lyden af ens eget åndedræt og det roterende pladehjul.

Efter udkørslen fra flyvestationen startede enkeltstarten for alvor for mig. Jeg havde holdt mig på ca. 420w, og følte mig egentlig ganske godt kørende. Nu kom vi til de steder på ruten hvor der ville være syv 90° sving, og jeg vidste præcis hvilke der kunne tages i bøjlen og hvilke nogle der ikke kunne. Gennem flere gennemkørsler af ruten var der kun 2 sving som ikke kunne tages i bøjlerne for mit vedkommende, når vi snakkede om den tekniske del.

Efter den tekniske del, manglede der ca. 7-8 kilometer på en stor bred landevej. Det var efterhånden begyndt at smerte godt i benene, men jeg lå stadig stabil, let øgende faktisk, på mine watt. Med ca. 4 kilometer igen, fjernede jeg alt koncentration om wattmåleren, og begyndte at give den gas på hvad jeg fornemmede jeg kunne holde. Jeg vidste at den sidste kilometer var svært at tråde igennem på, så det galt, for mig, om at være tom derinden.

Jeg kom i mål, og følte mig ret tilfreds. Jeg kunne ikke have trådt meget mere, følte jeg, og med 431 watt i tiden 39:54 minutter, så var det klart det bedste jeg har trådt i samme tidsrum nogensinde.

Selve tiden gav mig en snit fart på 44,6 km/t, men da resulterne kom frem var jeg stadig over 1 minut fra at få præmie, og sluttede som nummer 5. Jeg kan ikke sige jeg er skuffet, for jeg kunne ikke havde gjort noget anderledes på dagen, men niveauet er bare tårnhøjt i B-klassen. Vinderen kørte med 47,5 km/t i snit, til sammenligning.

Screenshot 2016-06-03 14.11.06

Denne enkeltstart blev samtidig den sidste for mit vedkommende i denne her omgang. Jeg var faktisk før løbet, kommet til den konklusion, at cyklen skulle sælges. Og salget kommer af flere grunde.

1) Jeg er tydeligvis ikke god nok til enkeltstarter :)
2) Jeg nyder ikke at træne på den.
3) Der er alt for få enkeltstarter i DK, til at jeg gider specialtræningen på den, selv hvis jeg nød det!

Efter løbet blev min rolle hjælper, og resten af dagen gik med alle mulige ting, før jeg var hjemme omkring kl. 22. Desværre sov jeg ikke før kl 01, hvilket var ret frustrerende når nu vækkeuret ringede kl. 5.00

LØRDAG D. 28. MAJ – Linieløb i Haderslev by!

Den var led, da jeg skulle op i morgenen. Men 2 kopper kaffe, en CULT energidrik (sukkerfri naturligvis ;) ) og så ellers i gang med at bygge hele Nørregade op med 2x 450 meter hegn hele vejen ned af gaden! Til hjælp havde vi nogle flygtninge fra det lokale asylcenter, og hold nu kæft hvor tog de fat, og i løbet af 1,5 time var hele Nørregade sat op til cykelløb, med smuk bandebeklædning og hvad der hørte med med målportal og det hele!

Derefter tog min bror og jeg rundt på ruten og sikrede os, at de opsatte sikkerhedsforanstaltninger stadig stod hvor de skulle. Til vores store skræk stod der så 3 biler på Højgade, som var vores brostenstigning, og egentlig kronen på værket, om man vil! Den ene var sågar en stor varebil, der stod lige i det svinghjørne hvor rytterne ville risikere at svinge over i. Jeg ringede rundt for de biler skulle fjernes med det samme, da der jo havde stået skilte i 3 dage, med at der ville være standsning/parkering forbud fra 7-17 på dagen! Men politiet kunne desværre intet gøre, ud over at give ejerne bøder (og politiet gjorde ikke engang dette)! Vi var rundt og stemme dørklokker på Højgade for at se hvem der var ejer, men mange svarede ikke og dem der gjorde kendte ikke til bilens ejer.

I mens ringede telefonen konstant, og når den ikke gjorde talte jeg med mine medarrangører, for at sikre at vi alle havde styr på det.
Jeg har ikke selv for alvor været med i planlægningen indtil for ca. 1,5 uge siden, så Bent Skov og Jesper Hvalsøe skal have kæmpe ros for det kolosalle arbejde der blev lagt i løbet!

Nå, men før Veteranerne, U19 og U23 startede, havde vi løb for U11 og op til U17. Og alle slap heldigvis uden om bilen, men jeg havde stadig min frygt når U23’erne skulle igennem med 150 mand. Heldigvis blev bilen fjernet omkring kl. 11, da ejeren kom ud – til en ordentlig verbal lussing af vores opsatte flagvagt.

Men ellers gik løbene sin gang, og til sidst var der kun U23 tilbage, der skulle afgøre deres DM. Og her viste det sig, at Mads Würtz Schmidt igen var bedst, da han hamrede over stregen i Nørregades brosten som en relativ sikker vinder!

Herefter gik det store præmieshow ellers i gang, og da det var overstået omkring 17.00 kunne vi så begyndte at pakke det meste af byen ned igen! Det gik egentlig ganske nemt, men klokken var da alligevel 20.30 før jeg kom hjem i sofaen til en kold øl og lun pizza! Godt og grundig smadret, med over 20 kilometers gang frem og tilbage i Haderslevs gader omkring løbet.

Og så faldt jeg i søvn og sov små 10,5 timer.

SØNDAG D. 29. Maj: Raceday!

SØNDERBORG, 12 OMGANGE, 103 KM, 582 HØJDEMETER:

Lige som sidste år, havde Sønderborg rykket deres løb ud til Kirke Hyrup, i stedet for deres gamle rute med opløb inde i Sønderborg by. Jeg har det ikke superfedt, med den nye rute, da den med dens 8,5 kilometer indbyder til rigtig mange angreb. Derfor var det med en lille smule skepsis at jeg stillede op. Benene var lidt tunge efter de mange kilometers gang om lørdagen, så da jeg sad og tænkte over, hvordan jeg skulle spille mine kort, besluttede jeg mig for den defensive tilgang. Jeg ville prøve at holde hovedet koldt, være passiv, og så se hvad der var at lege med når vi havde rundet de 40-45 kilometer. Mit bud var at ingen ville slippe væk så tidligt i løbet.

Ruten har en enkelt bakke, som egentlig ikke burde være hård, men man rammer den med meget lav fart, og da det er det eneste sted man rigtig kan lave en forskel, så bliver der næsten altid kørt all-out der!

Løbet startede som det plejede i B. Angreb og angreb, men for en gangs skyld fik jeg overholdt aftalerne med mig selv, og jeg gik ikke med i noget, selvom jeg tit havde muligheden. Det var måske den rigtige taktik, for stort set alt blev lukket ned rimelig hurtigt. Jeg endte i et lille udbrud på 2. eller 3. omgang (det er faktisk svært at holde styr på omgangstiderne når man kører så korte runder), men det var mere fordi jeg bare fulgte hjulet foran og så kom der hul. Det blev dog også lukket ret hurtigt. På hver omgang, havde jeg været god til at få kørt mig frem inden bakken, så jeg derved kunne fire ned gennem feltet. Det var stort set det eneste jeg brugte mine kræfter på. Til gengæld brugte jeg så rigeligt med kræfter hver gang på bakken, og jeg håber også de andre havde ondt!

Efter cirka 45 kilometer skete der et styrt, og jeg var igen involveret, uden selv at ryge ned, heldigvis! Jeg var ved at køre mig frem i venstre side, hvor der egentlig var rigeligt med plads, da en rytter på min højre side, pludselig trak over mod mig, og selvom jeg faktisk kørte ud i rabatten for at undgå kontakt, så ramte mit knæ hans styr, og han røg hårdt ned, og der røg vist en del andre ned sammen med ham. I hans fald ramte hans krop mig, så jeg blev skubbet endnu længere ud i rabatten og pludselig kunne jeg ikke se om der var en grøft, for græsset var meget højt. “Nå, nu ryger den nye cykel sgu ned!” nåede jeg at tænke før jeg på en eller anden måde fik den kringlet ind på asfalten igen.

Nu skete der noget, som jeg aldrig har oplevet før i et B-løb, men hvor tager jeg hatten af for det. Lasse Eland, CK Aarhus, valgte på eget initiativ, mere eller mindre at neutralisere løbet. “Skal vi ikke lige give dem 3-4 minutter til at lade dem komme op igen?” sagde han, og alle accepterede det uden brok. Jeg ved faktisk ikke, om der kom nogen op igen, men selve den sportsmanship der blev udvist var sgu fantastisk.

Løbet blev nu “givet frit” igen, og jeg begyndte selv mere og mere at røre på mig. Jeg var brugt, men jeg fornemmede også at folk fra ret trætte, for de forskellige udbrudsforsøg begyndte at holde længere og længere ude foran før de blev hentet. Jeg prøvede at køre aggressivt, hvergang vi havde passeret bakken, for jeg blev nødt til at sørge for en vis friskhed inden bakken, hvor jeg stadig led mere og mere. Flere gange tænkte jeg, at nu knækker den sgu, og jeg tænkte at den aggressive kørsel snart ville give payoff, og så skulle jeg helst være i frontgruppen, naturligvis. :)

Men den aggressive kørsel begyndte pludselig at koste for mig selv i stedet og omkring bakken og opløbet led jeg virkelig. På et tidspunkt måtte jeg slippe hjulet foran, hvorefter Tore Thøgersen fra Odense U23 kørte forbi, og sagde en af det mest provokerende ting jeg længe har hørt! “Du må da gerne holde hjul” sagde han flabet. Havde jeg haft kræfter, var jeg sprintet op til ham og klappet ham en :)  NB: Det sidste er selvfølgelig bare for sjovt! Jeg ville aldrig slå nogen, og jeg har det helt fint med Tore, og vi grinte faktisk af det sammen efter løbet ;)

Jeg kørte så ned bagved for at få luft, og ville lige tage en omgang på smækken. Men kort før bakken kørte der pludselig 9 mand væk, og de så ud til at få hul nu, og jeg lå nede bagved og blomstrede! Her burde jeg nok bare have tænkt “sur røv” og ladet dem køre, men instinktet tog over, og jeg prøvede med et desperado-forsøg at lukke solo op til dem. Men jeg var, som sagt, på grænsen, og jeg måtte sande at jeg havde dummet mig. Benene havde slet ikke været til at lave det forsøg, og jeg eksploderede. Hurtigt blev jeg opslugt af de sidste fra feltet, og det var så lige da vi ramte bakken. Jeg kunne slet ikke få gang i ben og lunger igen, og jeg blev sat med cirka 20 kilometer igen.

De 9 mand der slap væk endte med at holde hjem, og feltet bestod også kun af 9 ryttere.

Screenshot 2016-05-31 23.57.49

Mikkel Dreyer fra Hammel vandt løbet, og det under jeg ham virkelig, efter et flot år. Nu må han godt snart skride i A! ;) Jeg fik gennemført løbet, og jeg var egentlig ganske tilfreds. Jeg undgik defekter og styrt, og selvom formen ikke lige har været hvor den skal være, de seneste løb, så var det faktisk rart at få kørt lidt ræs igen.

Desværre når jeg ikke flere licensløb før efter sommerferien, men jeg skal da ud og køre lidt motionsløb, og nok også nogle TV2 På Tour-løb, og hvem ved, om der kommer lidt skriv herfra.

Om cirka en måned skal jeg ned og køre La Marmotte, hvilket jeg ser frem til med både glæde og frygt! Der kommer også lidt skriveri om bloggen omkring det.