I weekenden var der dobbeltløb med Give og Hedensted, men pga. arbejde kørte jeg kun Hedensted. Løbets rute var cirka lige så hård som forventet, og løbet lignede længe et succesfuldt løb, indtil det hele løb ud i ingenting for mig! Løbsforventninger kan læses her!

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: JØRGEN CHRISTIAN LYHNE

 

HEDENSTED, 6. OMGANGE, 100,2 KILOMETER, 774 HØJDEMETER

Jeg ankom til Hedensted direkte efter en 39 timers arbejdsvagt, hvor jeg mødte på job kl. 17.30 om fredagen, og fik fri kl. 9.00 søndag morgen. Selvom jeg kan sove på jobbet, så kunne jeg godt mærke at jeg følte mig træt.

Allerede under opvarmningen føltes benene tunge, men jeg var faktisk optimistisk, for jeg tænkte, at jeg bare lige skulle have gang i kroppen. Det er ikke unormalt, at jeg føler mig “langsom” under opvarmning, hvor det så går fint når løbet først bliver sat i gang.

Vi var i dag 3 ryttere fra Haderslev til start i Michael Damm og nyoprykkede Christian Wilkens der havde fået debut i B om lørdagen. Derfor kunne jeg måske for en gangs skyld udnytte lidt team tactics, som jeg ellers har været træt af, at andre har brugt mod mig. Når det kan være min fordel, så hører ingen mig brokke mig mere ;)

Ruten startede ud af en længere hovedvej, hvor man kørte et par kilometer, før man kørte til højre, og rutens karakter blev kraftig forandret med en masse små bakker, og små, smalle veje. Til sidst endte man ude på samme store hovedvej, hvor det steg svagt mod mål. På hovedvejen var der modvind.

Løbet blev sat i gang, og som altid var der angreb direkte ud af boksen. Jeg satte mig ellers bare på hjul i starten, da jeg ikke troede på at nogle fik lov til at trille væk i modvinden. Og rigtigt nok, så forblev det hele samlet på hovedvejen. Jeg følte mig stadig ikke helt oppe i omdrejninger, så kørte ikke rigtig med i noget, mens der konstant var angreb i fronten. Jeg så Michael Damm være med en et par hug, men specielt Wilkens var rigtig aktiv. Vi drejede ind på de små veje, hvor bakkerne begyndte at komme. Jeg prøvede at snige mig med i nogle angreb uden at gå for dybt, men intet fik lov til at få ret lang snor, for de blev halet ind igen. Sådan udspillede hele omgangen sig egentlig indtil vi igen ramte hovedvejen mod opløbet. Her blev der givet gas, og kort tid efter at vi kørte ud på 2. omgang slap en gruppe på 9-10 mand væk, hvor jeg spottede Damm og Wilkens! Det var perfekt, for jeg var stadig ikke i nærheden af at finde mine ben. Jeg led meget mere end hvad jeg burde! Med mine 2 klubkammarater ude foran kunne jeg tillade mig at sidde på dæk. Mest af alt var jeg glad, fordi jeg kunne mærke at jeg ikke havde benene. Nu skulle jeg blot prøve at neutralisere angreb, så gruppen foran kunne slippe væk.

Det projekt lykkedes rimelig godt, og pludselig slap vi en 4-5 mand væk. Jeg besluttede mig for at give en hånd med i føringerne, da 3 mand fra Haderslev i front ud af 14-15 mand egentlig ikke var helt tosset! Det var dødhårdt, men vi endte med at få lukket. Det var dog en kort frist, for da vi fik kontakt blev der angrebet i gruppen fra front, og der havde jeg ikke mere at skyde med, og det endte med at 4 mand fik lov til at køre væk, men feltet lukkede os bagfra. De 4 foran fik dog heller ikke lov til at køre, og igen var feltet samlet. Jeg lå igen midt i det hele og havde ondt af mig selv, og min umiddelbare tanke var nu, at jeg ville stoppe med at køre med i noget, og blot blive i feltet for at få træningen ud af det. Jeg havde svært ved at stoppe de negative tanker, da benene gjorde ondt, og hoften var begyndt at være små-irriterende efter mit styrt i forrige weekend. Derfor stoppede jeg egentlig også lidt med at koncentrere mig om hvem og hvor mange der slap væk i fronten.

På et tidspunkt ramte vi en mindre nedkørsel og jeg kom egentlig bare frem i feltet, nærmest uden at træde i pedalerne! Jeg følte et moment af overskud, og accelerede, da jeg så en gruppe af fire mand længere fremme. Jeg fik hul og fik lukket op til de fire relativt nemt. Oppe i front sad Wilkens med Anders Banke, Middelfart CC, Asbjørn Koop Dalgaard, Vejle CK og Anders Bruun, Herning CK. Jeg kiggede tilbage og kunne konstatere at vi nu øgede til feltet. Efter et par minutter kiggede jeg bagud og spottede Michael komme solo med et rimelig godt hul til feltet. Jeg fik råbt Wilkens op, og sagt at vi lige måtte holde igen med at tage føringer for at se om Michael kunne komme op! 3 ud af 6 ville jo være rigtigt godt for os! Desværre kunne vi kort tid efter se at Michael ikke kom tættere på, men at feltet næsten havde hentet ham, så Wilkens og jeg begyndte at køre med rundt igen – vi havde ikke rigtigt andet valg.

Selvom jeg nu havde ramt udbruddet, på trods af dårlige ben, så tænkte jeg flere gange “Hvad fanden laver jeg herude, jeg er jo totalt smadret!” Jeg havde svært ved at føre igennem med den power jeg normalt følte jeg kunne. Dog fik vi kørt omgangen færdig, og 3 omgang gik nogenlunde også på samme måde. Godt samarbejde, og rigtig god fart. Faktisk havde vi de første 3 omgange 42 km/t i snit! Christian var dog begyndt at springe et par føringer over. Et par gange ville han frem og tage sin andel af arbejdet, men han var så træt, at han faktisk nærmest sænkede farten, så jeg bad ham faktisk om at sidde over, og så tage føringer når han var rimelig frisk til det.

Prøvede at ligne en med overskud! Foto: Jørgen Christian Lyhne

På 4. omgangs start spurgte jeg Christian hvordan hans ben var, da jeg håbede de var blevet bedre. Det blev en thumbs down. “Fuck!” Jeg var heller ikke på toppen, og der tegnede sig et klart billede af at Haderslev var repræsentere med de 2 svageste i udbruddet. Da vi drejede af hovedvejen kunne vi se resten af B-feltet, og vi vurderede at vi nok havde 1,5 minut cirka. Derfor kunne vi hurtigt blive enige om, at vi altså måtte køre fuld gas, og tidligt på sidste omgang køre finale mod hinanden. Det gav personlig mig lidt mere ro, til i hvert fald ikke at sidde over. For B-feltet havde jo til vane med at gå lidt i stå, og skulle jeg så falde af, burde det være muligt at holde dem bagved.

4. omgang var der hvor jeg begyndte at få rigtig krise, og faktisk så tror jeg, at Banke og Bruun troede jeg fedtspillede lidt, for de nævnte begge (ikke ordret) at jeg skulle trække lidt mere igennem i mine føringer! Det gjorde jeg også, men jeg havde bare ikke mere! Det sagde jeg dog ikke til dem, men prøvede bare at give hvad jeg havde. Jeg måtte også flere gange lige sidde over et 1 eller 2 skift.

På 5. omgang kunne vi igen se B-feltet på hovedvejen og jeg troede faktisk vi havde øget. Det mente Banke ikke vi havde, og han havde nok ret. Satans også, hvorfor gik de ikke i stå som de plejede!? En af forklaringerne fik vi faktisk bagefter. I og med at CK Aarhus ikke havde fået en mand med i udbrud, havde de sat sig op og sammen med andre fået gang i et solidt samarbejde.

Nå, men der var stadig ikke andet for, end at føre igennem så godt jeg kunne, men det var hårdt, da vi kun var 4 til at føre. Christian var stadig smadret, og havde stort set intet at skyde med, og sad derved over ret meget af tiden. Springet fra C til B kan være stort :)

Da vi kørte ud på sidste omgang og løbets sidste 16 kilometer, begyndte mit baglår at krampe en smule. Det var ikke skide optimalt, men desværre kunne vi nu se, at feltet var rigtig tæt på os! Jeg råbte til Christian at hvis han havde noget som helst, så skulle han hjælpe os. Hjalp han ikke, ville vi blive hentet, og så kunne det være ligemeget. Så var det bedre at hjælpe og håbe på at det var nok til vi holdte hjem!

Vi holdte feltet stangen det meste af tiden, og de kom kun ganske langsomt nærmere. Hvis vi bare holdt på, så var der en chance for at holde hjem. For mit vedkommende brast den drøm så, da vi nåede cirka halvvejs på omgangen. De små kramper jeg havde følt, men prøvet at ignorere tog nu deres hævn, og på en bakke låste baglåret bare, og jeg eksploderede, så jeg nærmest stod stille. Jeg prøvede og rulle krampen ud, og i samme moment som jeg igen begyndte at kunne træde igen kom Andreas Handberg, Herning CK, flyvende forbi mig. Jeg prøvede et sekund at gå med, men der var for meget fart på, og jeg ventede nu bare på feltet. Samtidig kunne jeg se at Christian også havde sluppet fronten, og de nu var 3 oppe foran, og hurtigt blev han også opslugt af feltet. I starten var jeg ret disillusioneret over løbet. 8 kilometer fra mål var jeg blevet sat, og derved gik jeg glip af et godt resultat. Jeg var vred og skuffet over, at jeg ikke havde haft dagen. Nu skulle jeg bare med feltet hjem. Hvad der egentlig havde virket fornuftigt på 2. omgang, virkede nu som et latterligt mål.

Efter at have sundet mig i et par kilometer besluttede jeg mig, for at prøve ét enkelt skud mere. Med cirka 2 kilometer til mål, kom der en længere nedkørsel, efterfulgt af en kontrabakke. Der ville jeg prøve at hugge, og håbe at der ville gå lidt taktik i den. Da vi nærmede os stedet kørte jeg mig frem i feltet, og næsten præcis hvor jeg havde tænkt mig at angribe, gjorde jeg det. Kiggede mig bagud efter et par sekunder, kun for at konstatere, at jeg ikke havde fået meget hul. På bakken begyndte feltet at passere mig, og da jeg prøvede at køre med ramte endnu en krampe i baglåret. Jeg smed den på lille klinge, og besluttede mig bare for at rulle af til mål. Sjovt nok, så nåede mit humør at vende på den sidste kilometer. Reflektion kan nogle gange være godt, og hurtigt erkendte jeg, at det egentlig ikke var helt dumt, at ramme udbruddet, og næsten køre en top 5 hjem, når benene havde været så stinkende dårlige! Og træningen var jo egentlig blevet bedre, end hvis jeg blot var blevet i feltet hele dagen.

Heldigvis – og det er jeg rigtig glad for – holdt de 3 foran hjem, hvor Dalgaard vandt foran Banke, og Bruun tog sig af 3. pladsen.

Desværre blev jeg mødt af en bekymring da jeg kom i mål. Michael Damm, som var kørt med mig, var røget på sygehuset. Ingen kunne fortælle mig hvad der var sket, udover at det var noget med hans skulder og at de havde hans cykel. Ikke engang hvilket sygehus vidste jeg. Hans telefon lå i min bil. Så jeg fik fat i hans forældre og hans kæreste, og efter lidt ringen frem og tilbage fandt jeg ud at han var røget til Vejle med en skulder der var røget af led. En skulder som flere gange har voldt ham problemer.

Jeg tog til Vejle og fik ham med hjem. Det som der var sket, var at Lasse Eland, CK Aarhus, havde haft lidt skubben til hinanden omkring noget positionskamp, og der var Michael åbenbart kørt i et hul, og stødet fra hullet havde fået skulderen til at gå af led, og i samme ombæring havde han så mistet kontrol over cykle og været ved at køre Lasse Eland ud på en mark – altså ikke forsætteligt! Selvom Michael kan have et temperament, så er trods alt ikke typen der kører folk af vejen med vilje.

Mine næste løb er i Brædstrup og Horsens, som begge har ruter som nok skal komme til at gøre rigtig ondt. Mere om det i løbet af ugen! :)