I pinsen blev der kørt pinsecup, hvoraf jeg kun kørte den ene, nemlig Herning (søndag), da jeg vurderede at Silkeborg (lørdag) og Hammel (mandag) ville blive for hårde til at jeg kunne få noget ud af det. Formen var sat til at peake i Herning, efter et par kiksede peakmål forinden. Og man kan rolig sige, at formen blev ramt lige i røven, men samtidig er der stadig er lang vej til det øverste trin på podiet alligevel! Løbet udviklede sig næsten 100 % som jeg forventede på godt og ondt!

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: Licenscykling.dk & CyclingPhoto.dk og Tim R. Larsen

Jeg var spændt da jeg nåede til Herning! Som i virkelig, virkelig spændt, og næsten små-rystende på hænderne. Efter et lidt træls forår med sygdom, var alt sat op til at skulle kulminere med pinsen, og Herning-løbet. Formen var før Herning, sat til at peake i Hobro, men der var jeg slet ikke godt nok kørende! Jeg følte mig frisk i dag, og vidste at benene var rigtig gode. I torsdags kørte jeg en lidt spontan FTP-test, der dog ikke lykkedes da jeg gik død med 6 minutter igen. Der havde jeg holdt 444w i 14 minutter, men lidt ustabilt terræn med for mange bakker og nedkørsler, samt en ujævn modvind gjorde det svært at holde den jævn nok, så mine watt røg tit for højt op og for langt ned!

Jeg fik skrevet mig ind, trukket i speedsuit – det skulle jo gå stærkt i dag – og givet min dunk til Jacob Kruse Jensens (A-rytter fra Herning, bor i Haderslev) far, så jeg havde mulighed for en dunk mere på ruten. Jeg var 100 % klar.

Mine forventninger til løbet var at der ikke var nogle enkelte personer at holde øje med, da erfaringen fra løbet fortalte mig, at det meste ville blive lukket ned, og at der var lige så meget held, som dygtighed der ville afgøre om man ramte finalen – specielt fordi vi var omkring 50 mand til start. Vinden stod forkert i forhold til ruten, og de steder hvor der rigtig var sidevind, var der læ fra buske, og der var måske meget få steder hvor man for alvor kunne udnytte det. Planen var at køre forholdsvis passiv på første omgang, og dække lidt angreb uden at gå dybt, og ellers afvente til feltet var blevet mørt.

Foto: Tim R. Larsen

Faktisk lykkedes planen rimeligt. Jeg var med i lidt, men aldrig noget der var helt seriøst. Da vi kørte ud på 2. omgang, ud af 4, begyndte angrebene at bide lidt hårdere på folk, det var tydeligt. Desværre blev det hele kørt i ryk, hvilket ikke var noget jeg var vildt glad for, da det bare ikke er min stærke side. Så jeg gemte mig stadig det meste af tiden og gik kun lidt med i et par angreb. Da vi ramte et af løbets eneste sidevindsstykker, Sundsvej, fik jeg et mindre hul alene. Det var ikke helt planen, men jeg holdt bare mine watt lige under syregrænsen. Jeg kunne godt se, at jeg ikke ligefrem fik hul, mere end de 50-60 meter jeg havde til feltet, men holdt den kørende i håb om at flere ville komme op bagfra. Det gjorde der så også, da jeg fik selskab af Nicklas Runliden, Horsens, og en gut fra Holte, som jeg tror var Henrik Frederiksen. Vi fik dog ikke længe foran feltet før vi var neutraliseret. Herfra ville jeg ned og tage lidt luft, og lod mig falde et stykke ned i feltet. Pludselig slap Runliden væk igen og fik denne gang følgeskab af wattlokomotivet Torben Damsgård Johansen, Hammel.

Jeg tog en puster og da vi ramte en længere vej ind mod mål, begyndte vi et par stykker at prøve at køre sidevind, men problemet var, at vi kun var 5-6 mand der rigtig gad at prøve, og det var måske heller ikke helt det rigtige sted, da det var lidt for nemt at sidde på hjul, som man også kan se på denne video fra Team Georg Berg Cycling Elite’s Mads Schelde Berg https://www.facebook.com/TeamGeorgBergCyclingElite/videos/765171946995651/

Helt spildt var kræfterne dog ikke da vi fik neutraliseret de 2 udbrydere. Kort tid efter angreb der en mindre gruppe igen. Og da vi var tæt på opløbet, stak Daniel Stampe, Team ACR-FBL Elite, som havde den gule førertrøje, da han vandt løbet dagen før i Silkeborg. Han lukkede dem ret nemt. Jeg syntes, at det så seriøst ud, så da vi kørte ind mod målstregen fik jeg rykket mig fri fra feltet og startede min egen solojagt. Pludselig så jeg Jakob Kruses far, Henrik, stå i vejkanten med dunken. Jeg slog et slag over mod ham, men det var for sent, da jeg havde alt for meget fart på, og fik slet ikke fat i dunken. Nå, øv, men det var heller ikke fordi jeg manglede vand, så der var en chance mere omgangen efter.

Der var fart på! Det var alvorligt det her!

Forbi målstregen på 2. omgang før der blev lukket til fronten! Foto: Licenscykling.dk

Jeg fik lukket op til gruppen i front, men der var ikke rigtig noget fungerende samarbejde, og et par stykker blev nærmest irriteret fordi jeg ikke gik direkte ind og tog føringer, men jeg havde altså brug for luft. Efter et par minutters luft begyndte jeg at arbejde. Det endte med at vi fik små 5 kilometer, hvor jeg faktisk begyndte at tro på at det ville holde, inden vi igen blev lukket. Samlet igen! Jeg forsøgte et lille angreb mere, men uden held.

Mens jeg måtte ned og få lidt hvil i feltet, endte der med at en gruppe på 7 mand fik lov til at rykke væk! Der i blandt spottede jeg Daniel Stampe, Jorn Oerlemans, Team OK Kvickly Odder og Nicklas Runliden, der lignede en mand i hopla! Jeg kan ikke huske mange løb, hvor udbruddet først får lov til at køre væk efter ca. 70 kilometer! Og folk var mærket, for der var ingen der prøvede rigtigt at angribe, og det hele var meget stop and go-kørsel de næste 4-5 kilometer. Det lignede et tabt lotto-spil igen i Herning for mit vedkommende. Jeg talte lidt med Lasse Eland, CK Aarhus, om hvor ærgerligt det var igen at misse udbruddet, da yderligere 4 mand rev sig løs! Jeg var ved at eksplodere af frustration, da jeg følte mig frisk, taget løbets distance og fase i betrækning. Da vi kørte rundt i et 90 graderssving rykkede jeg fri, og jagtede de 4 mand foran! Igen måtte jeg ud og lukket et hul og brænde et par tændstikker på det. Det gjorde nas, men jeg fik kontakt til dem, og så for første gang bagud – der var hul! Feltet stod stille. Jeg valgte at droppe tanken om at sidde over for at få luft, og gik med i føringsarbejdet med det samme. Vi var ud over mig, Torben Damsgård Johansen, Rashid Elkott, FBL, John Fuglsang, Thy og Andreas Tvermoes Noe, Sydkystens Cycling.

Vi fandt hurtigt ind i et godt samarbejde, men Rashid og Torben måtte til tider sidde en omgang eller to over, så vi var kun tre der konstant tog føringer. Vi skulle nok hjem og kæmpe om 8.-11. pladsen, tænkte jeg. Da det gav lige mange point om man fik den ene eller anden placering, så dunkede jeg bare igennem! Vi skulle bare ikke lukkes ned igen af feltet.

Herfra gik det virkelig godt! Der var godt samarbejde, kommunikationen fungerede, og alle gav hvad de havde. Pludselig kunne vi se de forreste! Og vi åd os langsomt ind på dem! Dog var jeg meget i tvivl om at vi ville nå op. Jeg talte i hvert fald 30-40 sekunder på et tidspunkt. Da vi kørte ind forbi mål, og ud på vores sidste omgang hørte jeg at der blev råbt 20 sekunder! Jeg spottede igen Henrik, der stod klar med en dunk, men kiggede ned og havde stadig en halv dunk tilbage! Jeg gjorde tegn til ham, om at jeg ikke fik brug for den, men alligevel skal der lyde et tak til Henrik, for at stille hjælpen til rådighed! :)

Efter mål kunne vi pludselig godt se, at vi virkelig hentede sekunder på dem, og der var pludselig ingen tvivl om at vi nok skulle hente dem! Det var en ret vild følelse, syntes jeg! At jeg skulle have mulighed for at køre med i finalen, efter den måde løbet havde udviklet sig på, var ret vild! Dog var jeg en smule mærket efter den lange jagt på dem, som havde været på knap 25 kilometer!

Og kontakt, det fik vi ude på Sundsvej. Lige i det øjeblik vi fik kontakt kunne jeg se at Nicklas Runliden var punkteret. Virkelig ærgerligt for ham, da han var sikret point bare for at komme med hjem!

Gruppen var nu på 11 mand indeholdende:
– Daniel Stampe, Team ACR-FBL Elite,
– Torben Damsgård Johansen, Hammel CK,
– Jorn Oerlemans, Team OK Kvickly Odder,
– Mathias Matz, ABC,
– Rashid Elkott, FBL,
– Kahsay Nagasi, Amager Cykle Ring,
– Andreas Nielsen, Nyborg CK,
– Carl Erik Schoulgin Sørensen, Carl Ras CX Team-Sydkystens Cycling
– Andreas Tvermoes Noe, Sydkystens Cycling
– John Fuglsang, Thy
– Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup CK

 

Utålmodighed sætter tidligt gang i finalen!

Efter vi kom op, følte jeg ikke helt at samarbejdede fungerede. Nogle sad meget over, syntes jeg, hvilket gjorde mig så utålmodig, at jeg var lidt dum. Jeg angreb og så var finalen ellers mere eller mindre i gang. De folk der var trætte ville i hvert fald ikke frem nu overhovedet, og ingen ville rigtig trække igennem. Torben og jeg snakkede om at vi skulle have lidt fart på igen, så feltet ikke pludselig skulle fange os. Det var dog svært at få det hele i gang igen, indså jeg, så besluttede mig også for at spare kræfterne og prøve at bevare fokus.

Da vi ramte løbets sidste 8 kilometer, og løbets eneste reelle bakke lå jeg forrest. Bakken er egentlig ikke noget særligt, men det eneste sted hvor man kan få et reelt afsæt og gøre ondt på de lidt større drenge. Jeg tænkte at hvis en eller flere af de lette drenge huggede, så ville det gøre unødvendigt ondt på mig! Derfor satte jeg bare tempo på, og håbede at farten ville være så høj, at ingen ville angribe, hvilket lykkedes. Måske endda for godt, for det virkede måske mere som et angreb, hvilket ikke var intensionen, for da vi ramte toppen gik farten ud af gruppen, og så blev der rykket kontra. Finalen var i gang nu, for alvor. Jeg var en smule mærket, så måtte prøve at dosere kræfterne. Jeg kunne godt mærke at en krampe i venstre inderlår lå og lurede, så det var hele tiden en kamp at holde kadencen høj nok, og ikke rykke all-out. Torben kom med et flot hug, og jeg ville egentlig ikke hente ham, så jeg overlod det til resten. Han blev lukket, og der var lidt flere små-angreb. De folk der var for trætte til at tage føringer før, kunne nu godt angribe lige pludselig. Det er selvfølgelig en del af cykelløbet, men det irriterede mig bare lidt. Jeg havde det bare sådan at de skulle ikke have lov til at køre.

Efter lidt stilstand i gruppen kom Mathias Matz, ABC, med et megahug, og hamrede forbi gruppen med en enorm fart! Ingen reagerede rigtigt. Der var lidt hug i gruppen, og efter lidt tid var der faktisk ganske god fart i den, men Matz holdt den kørende, og vi kom ikke for alvor tæt på ham! Med 2-3 kilometer holdt rykkene op og farten gik ned i vores gruppe – vi accepterede at vi skulle køre om 2. pladsen! Æv!

Nu handlede det egentlig mest om at ramme opløbet i rette position. Vi var 10 mand, så jeg vurderede at en plads midt i gruppen ville være bedst, da man så kunne holde hjul, for dem som åbnede fra front, eller hoppe med hvis nogle skulle åbne bagfra. I det sidste højresving, med godt 300 meter igen, fik jeg kæmpet mig frem og kom ind som nummer 4, på hjul af Jorn Oerlemanns, hvilket var perfekt. Der var et splitsekund hvor der var øjenkontakt (jeg kunne se hans øjne, da han ikke havde briller på) og vi ventede begge på hvem der ville åbne. Jeg var for en gang skyld ret kold, og lod ham åbne sin spurt, da der samtidig blev åbnet fra Stampe, tror jeg, i højre side. Der skete bare ikke noget. Jeg følte at cyklen var tung, og jeg pressede hårdere i pedalerne, og grunden til at der intet skete kom prompte! En krampe bed mig i venstre inderlår, og så var den spurt ligesom lige meget. Jeg slog op i banen, og trillede til mål, som nummer 10.

Spurten om 2. pladsen. Foto: CyclingPhoto.dk / Ulrik Møberg

Faktisk er jeg ikke så skuffet, når alt kommer til alt. Efter at jeg missede udbruddet var jeg sikker på, at finalen var uden for rækkevide, men da jeg endelig kom med i gruppe 2, var benene som diamanter, og det var de faktisk langt hen af vejen også da vi ramte frontgruppen og skulle køre finalen. Dog måtte jeg nok erkende, at benene var mere møre end jeg lige havde forventet da vi ramte spurten, og de 25 kilometers jagt på fronten havde kostet. Jeg kan ikke mindes hvornår jeg sidst har sluttet blandt de sidste 2 ryttere i en så stor gruppe der skulle sprinte om det.

Dog fik jeg bekræftet overfor mig selv, at formen var præcis hvor jeg kunne forvente. Jeg kunne lukke huller solo (selvom det var træls at det var nødvendigt!) og jeg kunne tonse og holde nogle watt, jeg sjælendt har kunne så sent i et løb. Jeg må også bare erkende at niveauet blandt toppen af B-klassen er RIGTIG højt! Og hvor jeg nok er knap 15 år ældre end mine fleste modstandere, så tør jeg slet ikke tænke på hvordan Torben fra Hammel nogle gange har det med sine 50 år! ;)
Herning var mit sidste prioritetsløb inden sommerpausen, og jeg er sikker på, at jeg nok skal komme til at sidde i flere finaler resten af sæsonen, hvis jeg kan holde sygdom og andre underlige skader væk.

Jeg kører naturligvis i både Sønderborg, Middelfart og Fredericia (og der kommer optakt), men det bliver trods alt uden de helt store forventninger!

Dagens resultatet sluttede iøvrigt således

Note: Torben Damsgård Johansens chip var død, og derfor måtte de skrive hans tid manuelt ind. De har så skrevet forkert tid, da han kom ind få meter efter mig.