En blandet weekend er netop overstået, og det blev virkelig en weekend hvor bundniveauet var skræmmende dårligt, og topniveauet var overraskende højt! Dog var begge dage præget af ægte nordjysk kulde, og det var egentlig noget jeg på mange måder var ganske tilfreds med!

AF JEPPE TOLBØLL:

HJØRRING, 6 OMGANGE, 128,4 KILOMETER, 1128 HØJDEMETER:

– Hvorfor er vejret altid ekstremt i Hjørring!?

Jeg har efterhånden kørt en del løb i Bjergby, som er der Hjørring CC har valgt at afholde deres licensløb. Stort set alle løb jeg har kørt der, har været præget af enten voldsom regn, modbydelig vind, og varmgrader tættere på 0 end 10, og en del gange har der endda været et mix af flere muligheder.

Derfor stod stort set alle til start i regnjakker og varmt tøj, da vejret havde valgt, at tilbyde os regn og kulde. Vinden var der dog intet af i starten, men det kom stille og roligt senere.

Min plan var ikke at være helt vildt aktiv, på løbets første omgang. Som vejret tillod sig at være, så vidste jeg, at de som formåede at spare kræfter, og så ellers sørge for at spise og drikke rigeligt ville stå med gode kort på hånden senere i løbet. Man ser tit folk, som pludselig går helt kolde når vejret er lidt ekstremt.

Den plan lykkedes ret godt. Jeg forholdt mig passiv, og var kun med i ét enkelt hug, men allerede der mærkede jeg det. Den der trælse fornemmelse, hvor man ikke føler nogen overskud i benene. Måske var det bare psykisk, fordi vejret var så træls? Der skulle bare ikke ret meget pres i pedalerne før jeg følte at syren sad og var led.

Jeg kom egentlig hen over fleste småbakker uden alt for meget besvær, men jeg vidste også, at der kom en længere bakke senere – en som altid har gjort ondt på mig. Den kom så efter cirka 16 kilometer, og da vi kørte ind på den, sad jeg egentlig fornuftigt. Vi ramte et højresving, ind på bakken. En rytter skar så svinget usandsynligt ringe, og trak fra højre side, og skar hårdt mod venstre, hvilket gjorde at jeg måtte flå bremsen i, og stadigvæk ramte jeg hans baghjul. Jeg nåede at tænkte at nu røg jeg sgu nok ned, men jeg reddede den ved at flå cyklen mod venstre og der ramte jeg en Herning-rytter (tror det var Martin Gro Nygaard), og der lød et ordentligt knald da min quick-release ramte, hvad jeg troede var hans eger, der derfor sprang. Bagefter viste det sig at være bagskifteren der var røget sig en tur! Farten blev revet meget ud af cyklen der, og jeg kunne slet ikke få den op igen, og sejlede  langsomt ned gennem feltet, hvor tempoet på bakken bare blev skruet op.

Nu blev jeg blev ramt af noget jeg aldrig har prøvet, jeg begyndte simpelthen at hyperventilere. Ikke som når jeg er forpustet og er på grænsen, men på en anderledes måde. Jeg kunne ganske enkelt ikke få luft, og derfor blev jeg bare plantet. Halvvejs på bakken måtte jeg af cyklen, for at stå henover og gispe efter vejret. Det var virkelig ubehageligt. Jeg følte jeg blev kvalt.

Jeg er lidt typen der overanalyserer det meste (det har de fleste vel opdaget ved at læse bloggen?), og jeg tror at grunden til mit “kollaps” var min regnjakke, der gjorde at jeg kogte over. Man kan slet ikke ånde i den, og jeg har faktisk aldrig prøvet at køre høj-intenst i den. Det er i hvert fald min undskyldning, og jeg holder fast i den! ;)

Derefter rullede jeg en omgang igennem før jeg fandt Michelle, som skød billeder af løbet. Det var hundekoldt, og jeg fik hurtigt varmt tøj på og ellers ind i bilen, med tæppe på! Jeg var virkelig skuffet over, at jeg ikke kunne præstere bedre. Jeg havde følt, at formen var på rette vej, og så blev jeg sat efter 16 kilometer! Derfor var det lidt slukøret, at vi drog tilbage til vores motel i Aalborg. Der skulle virkelig hjem og analyseres frem mod Aalborg.

Sat i regnen i Hjørring

Sat i regnen i Hjørring

Resultatet blev således:
Screenshot 2016-04-18 13.25.31

 

 

Aalborg, 7 OMGANGE, 124,6 KILOMETER, 875 HØJDEMETER:

– Hård vind giver de bedste cykelløb… for mig!

Allerede lørdag aften sad jeg og kiggede på DMI-appen! Jævn vind med 8 m/s, og stød med op til 17 m/s. Og lidt regn! Det var ganske enkelt perfekt. Vinden stod således at vi ville have medvind op af Svinetruget, hvilket gjorde det nemmere for mig at overleve, vurderede jeg!

Jeg skrev om aftenen lidt med bl.a. Eskil Vammen, CK Aarhus, og Thomas Gjødsbøl, Herning CK. Jeg skulle bruge lidt allierede i sidevinden, som kom efter 500 meter, for når vinden var så kraftig så skulle jeg udnytte det.

Løbet startede i bunden af Svinetruget, og jeg forventede egentlig at der ville komme angreb med det samme. Men feltet havde bred front, og jeg sneg mig derfor stille og roligt over mod venstre. Kort før toppen accelerede jeg uden om feltet, siddende, og fik hurtigt et par meter. Thomas Gjødsbøl hoppede hurtigt på mit hjul og vi drejede derefter ind på nogle smalle veje og i hård sidevind. Og her åbnede ballet allerede! Der blev kørt aggressivt, og jeg sørgede hele tiden for at holde mig med i front, og køre med rundt på viften. Det var naturligvis hårdt, men da vi drejede af vejen igen, og om i lidt medvind, kunne jeg hurtigt se, at det havde båret frugt. Ca. 6-7 mand, ud af ca. 40 startende, var sat af, og andre lå i små grupper. Derfor fortsatte mange af os med at holde tempoet højt. Det var perfekt for mig, for det minimerede angrebene, og sled samtidig på de folk der havde lagt for langt tilbage i vinden.

Her kører jeg uden om feltet, og ballet åbnes!

Her kører jeg uden om feltet, og ballet åbnes!

Stille og roligt drejede vejen, således at vi igen fik sidevind. Vi var en del der knoklede røven ud af bukserne for at køre hårdt i vinden og da jeg, efter cirka 10 kilometer, så mig bagud, var feltet kun på cirka 20 mand. Det var pisse godt, for endnu havde jeg ikke været presset voldsomt.

Kort før vi var færdige med første omgang angreb Lasse Eland, CK Aarhus og fik et hul. Henover Svinetruget gik det ret nemt selvom farten var højt, så jeg tænkte at for at minimere angreb var det måske bedre bare selv at sætte et hårdt tempo. Så derfor forcerede jeg hårdt, dog med hele feltet på hjul. Vi fik lukket til Eland, og jeg kom igen først ind på de smalle veje, med sidevind. Jeg slog et hurtigt blik bagud, og kunne se at yderligere 4-5 mand var hægtet af alene fra bakken. Nu skulle den bare holdes stram i sidevinden. Da sidevinden var overstået var vi ca. 15 mand tilbage i første gruppe!

Smerten er altid nemmere, når konkurrenterne også føler den!

Smerten er altid nemmere, når konkurrenterne også føler den! Her køres der hårdt på Svinetruget!

Her efter blev der egentlig bare kørt jævnt rundt, men stille og roligt begyndte angrebene at komme. Jeg var selv med i par stykker, men det hele blev lukket ned. Dog kostede angrebene på folk, der stille og roligt blev læsset af bagfra. Dog observerede jeg det faktisk ikke før senere.

Cirka halvvejs på 2. omgang kom Rasmus Fjordside, Frederikshøj CC, Kim Kristoffer Aabjerg, Herning, og Lasse Eland, CK Aarhus, væk, og de havde virkelig fart på. Selv var jeg ret udmattet, og forventede lidt at andre ville lukke hullet. Men pludselig gik det op for mig, at vi altså ikke var ret mange tilbage. Vi var:

Mikkel Fenneberg, Hammel CK
Jonas Nordal Jakobsen, Hammel CK
Daniel Falk Andersen, Hammel CK
Eskil Vammen, CK Aarhus
Morten Høgh Abel Jensen, CK Aarhus
Peter Knudsen, Odense U23
Jonas Rernböck, Odder CK U23
Victor Kodal, Herning CK
Alexander Møller, Svendborg CK
Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup CK

Og da CK Aarhus-rytterne, og Herning-rytteren sad over, da de havde ryttere foran, så var jagten lidt amputeret. Specielt da Jonas Nordal pludselig punkterede var det svært. Det skete lige før vi sluttede 2. omgang. Selv spise jeg og drak fornuftigt og tog også mine føringer, men jeg gik altså ikke all-in. Mest fordi jeg vidste at hvis vi fangede de 3 foran, eller måske ville komme tæt nok på dem, så ville de tre som sad over, muligvis prøve at angribe os, og måske prøve at lave “hoppet” op til fronten. Det var en svær situation.

Midtvejs på 3. omgang var det så Mikkel Fennebergs tur til at punktere, og nu var det først rigtig svært. Eskil Vammen og Victor Kodal sad konsekvent på hjul hele tiden, hvilket var fair nok, sådan er gamet, mens Morten Abel begyndte at køre med rundt, for som han sagde; “… så er de første 3 altså væk!” Og ja, det måtte vi nok indse at de var. Jeg var i hvert fald på mange måder begyndt at tænke i sekundære placeringer.

Da vi så kørte ud på 4. omgang angreb Eskil Vammen! Dog fik vi hurtigt lukket ham ned, og Daniel Falk sagde hånligt til Eskil, at det var flot at angribe, når man havde sat på hjul hele dagen. Men som jeg sagde til Daniel, så kunne man ikke hidse sig op over det, da det jo var sådan at gamet nu engang var. Havde der været en Hammel-rytter med foran, havde jeg ikke forventet andet end Daniel også sad over, og måske også angreb. Eskil svarede igen, ved at angribe endnu engang. Igen fik vi lukket, og jeg angreb kontra. Jeg kunne se at nogle folk havde krise bagved, så måske var det muligt at få knækket gruppen endnu engang. Jeg følte mig i hvert fald stadigvæk ganske velkørende.

På et tidspunkt kom der en lille bakke, ikke noget særligt, men jeg var lige blevet hentet efter mit ryk, og forventede at der nu ville komme et kontrahug. Jeg lagde mig derfor helt til venstre, for at kunne ramme læ-siden hvis der blev angrebet. Men pludselig kommer jeg for tæt på vejkanten, og helt ærligt så ved jeg ikke hvordan, men jeg kører uprovokeret af vejen, og rabatten var blød efter alt den regn fra morgenstunden. Forhjulet glider, som var det is jeg kørte på, og før jeg ved af det, slår jeg en kolbøtte, mærker asfalten, og hører ellers bare lyden af cykler der  rammer jorden.

Jeg kommer faktisk utroligt hurtigt op, men totalt desorienteret. Jeg kan ikke forstå hvorfor der ikke er andre foran mig, men så går det op for mig at jeg står og kigger ned af bakken, og de andre er på vej den anden vej, mod toppen, undtagen Victor Kodal, som ligger på jorden. Fuck, bare han er okay, er min første tanke, men før jeg får kigget nærmere på ham, er han også på vej op. Løber over til min cykel, rette begge greb op, som er bøjet ind af. Ruller først baghjulet, som er snor lige. Ruller forhjulet, som også ved første øjekast er lige, men fordækket var punkteret! Lort!

Jeg er faktisk sikker på, at hvis der havde været luft i dækket, så havde jeg fortsat. Også selvom jeg bagefter fandt ud af at forhjulet slog 1 milimeter. Victor havde ikke lyst til at fortsætte og trillede ind mod mål igen. Jeg prøvede at give ham en undskyldning, for jeg ødelagde ikke kun mit eget løb, men også hans. Jeg spurgte efterfølgende (over Facebook) nogle af de andre hvad der skete, da jeg røg ned, men selv Eskil som kun lige nåede at undvige, kunne ikke sige det. Det gik åbenbart så stærkt. Om det var en kørefejl, eller om forhjulet rent faktisk punkterede lige inden, aner jeg ikke.

Efterfølgende sad jeg lidt i vejkanten og fik tilset kroppen lidt. Knæ, hofte, albue og skulder på højreside havde fået skrammer, og bukser, løse ærmer, vindveste, cykeltrøje og hjelm var ødelagt. Måske var det fint nok, at jeg ikke kunne fortsætte, når jeg nu havde haft hovedet i jorden. Men hold nu kæft, hvor jeg var bitter på mig selv. Jeg havde misset en gylden mulighed, for i vindblæste løb er jeg bare bedst. Jeg kan være med til at knække felter uden at anstrenge mig gevaldigt, og nu sad jeg i stedet i vejkanten. Kort tid efter kom Michelle i bilen, og jeg fik hurtigt og smertefuldt renset sårene, og vi vendte derefter hjem af mod Haderslev.

Skaderne tilses - kun overfladiske!

Skaderne tilses – kun overfladiske!

Løbet endte med at de 3 hold hjem. Alexander Møller punkterede også ud af gruppen, og resten fik point. Daniel Falk punkterede sågar også, men fik reddet den i mål til point. Jonas Rernböck gik vist kold til sidst, men fik også reddet point i land.

I det hele taget var der ufattelig mange punkteringer i Aalborg, og kun 13 personer kom igennem, og der var end ikke engang fyldt præmierækken ud. Nummer 11 til 13 blev sat allerede da vi kørte sidevind på første omgang, men fik point på at gennemføre løbet! Det kræver alligevel et vis sæt nosser, da mange i B har kotume at stå af når der ikke er point at køre om, og uden de mange punkteringer var det ikke sket. Man skal aldrig give op – det prøver jeg at huske! Kæmpe skulderklap til dem!

Man kan selvfølgelig sige, at det var positivt, at jeg fik vist at formen var der, fremfor det jeg fik vist i Hjørring, men hvor ville jeg dog gerne have haft de skide point på kontoen som stadig skriger NUL, efter næsten en måned.

I næste weekend står den på kuperet ræs ved Nyborg. Jeg håber der kommer vind, meget vind!

Resultater: 

Screenshot 2016-04-18 17.28.30