Weekends eneste løb, for mit vedkommende, i Hobro er overstået og det var faktisk et rigtig godt løb. Målsætningen blev opfyldt, og det var uden sammenligning det bedste løb i denne sæson, hvis man kigger på hvor velkørende jeg var, og glemmer lidt om resultatet! 
Forventningerne kan læses her!

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CYKELFOTO

Efter hvad der føltes som en hel dag i bil, ankom vi til Hobro. Med mig havde jeg Michelle, min kone, som var med for at skyde billeder, Michael Damm Kohberg som kører B og han havde taget sin kæreste med for at underholde Michelle, og så klubbens pt. største talent, nemlig Jeppe Klein Jensen som er U19-rytter!

DMI havde fjernet den lovede regn, men til gengæld så skruet godt op for vinden, hvilket på ingen måder gjorde mig ked af det. Jeg var klar, og tændt, og nu skulle jeg bare holde mig nogenlunde til min gameplan – og som så mange gange før viste det sig at være umuligt! ;)

HOBRO, 4. OMGANGE, 106 KILOMETER, 744 HØJDEMTER:

Gameplanen i dag, var at holde mig helt i ro, og vente til vi havde passeret bakken første gang, før jeg ville begynde at spille med musklerne. Jeg ville holde mig til Rasmus Fjordside, Frederiksøj, Kim Aabjerg, Herning (som dog ikke stillede til start, og ellers ryttere fra Aarhus, Hammel og Herning.)

Starten gik, og allerede ud af startboksen, før jeg fik klikket i pedalerne, var Silas Zacharias Clemmensen, Aalborg, stukket afsted. Han fik hurtigt følgeskab af Daniel Falk Andersen, Hammel. Ingen reaktion fra feltet. Så stak Morten Abel, CK Aarhus og en anden jeg ikke lige fik noteret mig. Stadig ingen reaktion. Jeg skulle holde mig til gameplanen, så jeg lod dem køre. Kort tid efter stak Michael Hou fra Aalborg og stadig ingen reaktion fra feltet! Hvad fanden skete der? Folk plejer ellers ikke bare at lade folk stikke!

Jeg sad virkelig og havde lyst til at køre afsted, men fik endnu engang tøjlet lysten, men da yderligere 3 mand kørte væk kunne jeg ikke holde mig tilbage. Helt ud i venstre side af vejen, i sidevinden, og så fik den ellers bare gas! Gameplan, hvad skal man med den? Jeg tog en ret lang føring, da jeg kunne se, at folk lå og led nede bagved allerede nu, og vi havde vel kun kørt 3 kilometer. Jeg fik senere at vide, at der allerede der røg 3-4 mand af feltet, så det var ret fedt for selvtilliden. Da jeg slog ud kom kontrarykket med det samme, og så var løbet ellers skudt i gang, som det plejede, og de 3 der var rykket væk blev hurtigt halet ind igen. Nu manglede vi bare de 5 ude foran. Løbet var nu aggressivt, og med en del ryk. Jeg fik sparet mig ganske godt, men holdt mig rimelig godt fremme i tilfælde af sidevindskørsel.
Kort tid efter kom Michael Hou kørende imod os, med hvad der lignede en punktering. Og da vi var cirka halvvejs på omgangen stod Morten Abel også i vejkanten med punktering.

De 3 andre ude foran blev herefter hentet, og nu ventede bakken, som på Strava hedder noget så sexet som Sdr. Onsildvej, som jeg havde en vis blanding af respekt og frygt for! Jeg følte dog at jeg havde sparet mine kræfter ganske godt, så måske kunne jeg komme med henover? Det endte dog helt perfekt, da feltet gik fuldstændigt i stå lige før bakken, og så kunne jeg ellers komme bagfra og bare holde min fart, og fik hullet slået. Jeg ville lyve, hvis jeg sagde jeg kom nemt henover. For den gjorde altså ondt, og jeg følte at jeg stod stille. Jeg kom dog henover som første mand, og lod mig ellers opsluge igen kort efter toppen, da jeg lige havde brug for luft.

Her gik det ellers rimelig nemt indtil vi havde rundet 1. omgang. Efter mål var der et højresving, som faktisk førte os direkte ind i sidevinden igen. Her fik jeg et lille hul rundt i svinget, og pressede så  lidt på wattene, og pludselig voksede hullet bare. Jeg besluttede at ligge mit jævnt på min syregrænse, og se hvad der ville ske. Hullet voksede stille og roligt. Efter en lille kilometer kastede jeg et blik bagud, og kunne se en gruppe nærme sig, og jeg slap gassen, og ventede på at de kom op. Med det samme lagde jeg mig bagerst og lige da jeg ville til køre med rundt, så jeg Michael Damm Kohberg, som var tæt på at lukket hullet til os. Derfor ventede jeg lige et par sekunder, på at han kom op, før jeg begyndte at køre med rundt. Udbruddet var skabt.

Vi var:
– Rasmus Kristensen, Vejle.
– Rasmus Klinkgaard, Odense
– Rasmus Gøtke, Odense
– Michael Larsen, Frederikshøj
– Klaus Vesterlund, Frederikshøj
– Silas Zacharias Clemmensen, Aalborg
– Anders Bruun, Give
– Jakob Kortbæk, Thy
– Martin Gro Nygaard, Herning
– Jan Birk Oxlund, Silkeborg
– Michael Damm Kohberg, Haderslev Starup CK
– Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup CK

img_5127

Dagens udbrud!

Nu blev der givet gas. Med næsten 1/3-del af feltet, som var kommet væk, så lignede det umiddelbart point til alle mand, og der blev kørt til. Faktisk blev der kørt så jævnt, at det faktisk virkede ret nemt at køre rundt, og da vi ramte Sdr. Onsildvej blev den samtidig kørt så jævnt over, at jeg ikke engang nåede at blive nervøs for at jeg skulle blive læsset. Det var helt perfekt.

Herfra gik det ellers fint indtil mål, hvor vi så kørte ud på 3. omgang, og ud i sidevinden. Her gik samarbejdet så lidt i stå, og så rykkede Oxlund og Michael Larsen kørte med. Jeg hoppede med, og pludselig kørte vi bare afsted. Der var ikke samarbejde i gruppen bagved, og vi øgede, og hold kæft, hvor den bed i benene, men hvis det skulle ende med at vi trillede 3 mand væk, så gjorde det jo ikke noget.

Vores lille udbrud holdt desværre kun en 6-7 kilometer indtil vi blev samlet igen. Eller ikke helt, for der var et eller andet galt! Dér var Fjordside, og dér var Jeppe Pallesen fra Hammel! Hvordan det? Hvor kom de fra!? De var kørt op til os, fra det resterende felt! Det var sindssygt godt kørt op af de to! Og væk var samtidig Rasmus Kristensen, Klinkgaard, Anders Bruun og Kohberg! Okay, så var vi pludselig kun 10 mand tilbage. Benene var stadig gode, og jeg følte at stadig kunne spille en rolle i løbet!

img_5318

Udbruddet efter lidt udskiftning.

Så med 2-3 kilometer før Sdr. Onsild-bakken, faktisk lige efter ovenstående billede blev taget, rykkede jeg fra gruppen da den havde et moment, hvor samarbejdet ikke kørte helt, og jeg fik hul. Nu skulle den bare have fuld skrald til bakken, men pludselig så jeg en Frederikshøj-rytter komme solo tættere på mig. I et kort øjeblik troede jeg det var Fjordside, men det viste sig at være Vesterlund, der fangede mig kort før bakken. Jeg valgte at tage føringen hen over bakken, og derefter begyndte vi ellers at samarbejde. Hullet blev bare større og større, men desværre kunne vi ikke helt slippe ud af synsfeltet af de andre. Det tog dog ikke umiddelbart moralen fra mig, for jeg håbede at Fjordside og Michael Larsen ville sidde over i gruppen bagved, og derved måske ødelægge samarbejdet så meget, at den ville gå i stå. For at sige det rent ud, så troede jeg faktisk på at vi kunne holde hjem! Så vi kørte ud på 4, og sidste omgang med et ganske fornuftigt hul.

Efter 20 minutter i udbrud måtte vi dog sande, at de pludselig kom tættere og tættere på. Til sidst sagde Vesterlund, hvad vi begge nok tænkte; om det kunne betale sig at fortsætte. Vi blev hurtigt enige om, at det kunne det ikke, så vi lod os derfor hente. Med det samme kom der et angreb, og her blev jeg ret presset, og måtte lige grave dybt. Dog forblev det hele samlet. De 20 minutter, hvor jeg var afsted med Vesterlund havde kostet, det kunne jeg godt mærke, og jeg vidste at jeg skulle finde på noget før bakken, hvis jeg havde ambitioner om at lave noget helt stort. Derfor gik jeg med i en del små angreb, lavede også selv et par stykker, nogle lidt mere paniske end andre, men det hele blev lukket ned, og ingen ville rigtig tage det store slæb mere, og det samme gjalt mig! Jeg ville vente på et moment før bakken, og så skulle det være alt eller intet!

Det ødelagde Michael Larsen så rimelig meget for mig! Lige da jeg ville til at rykke, satte han pludselig et ret hårdt tempo på, og det dræbte helt min lyst til at prøve på noget, da jeg næppe ville kunne slå det store hul før bakken. Michael tonsede videre mod bakken, og jeg lå i 2. position og jeg led lidt mere end jeg havde lyst til. Kort før bakken for alvor tog fat kom jeg til at se ned på watt-talene, og 450w for de sidste 30 sekunder – og bakken var ikke engang rigtig startet endnu! “Det her er ikke super godt”, tænkte jeg, og i samme moment blev der angrebet. Jeg havde nul og niks at svare med, og min eneste prioritet var at komme med henover sammen med en del af de andre. Fjordside, Pallesen, Clemmensen og Gøtke sejlede væk, mens resten lå rimelig spredt, lige med den undtagelse, at jeg lå endnu længere bagude, og havde syre op over begge ører! Selv Michael Larsen som havde taget den kæmpe føring før bakken drønede fra mig op af! :)

img_5523

Knap halvvejs på bakken, og jeg mistede allerede mange meter her! Selv efter sine kæmpe føring, sætter Larsen mig!

Jeg kæmpede lidt min egen kamp, og da jeg nåede toppen kunne jeg mærke at kramperne så småt begyndte at hilse. Heldigvis udeblev de, men til min store ærgrelse, var de andre 5, som ikke slap væk på bakken, allerede samlet igen, og jeg lå nu 20-30 meter bag dem. Et kort øjeblik overvejede jeg bare, at slå op i banen, og bare koncentrere mig om at holde min 10. plads. Dog blev det kun ved tanken, og jeg fik tænkt positivt, og begyndte i stedet at grave dybere, og pludselig begyndte jeg at hente ind på dem. Det gav moral, og efter 4 minutters dødstons fik jeg kontakt! Jeg var brugt, og havde ondt i hele kroppen, og jeg lagde mig ned bagved lige med det samme, da jeg havde brug for luft. Dog holdt det kun et lille minut, før Martin Gro Nygaard rykkede på en mindre bakke, hvor der var lidt vind. Jeg var slet ikke kommet mig, og måtte derfor igen slippe, med kun cirka 3 kilometer til mål. Hullet voksede hastigt, og her opgav jeg. Jeg var tømt, og skulle nu bare til mål.

Jeg endte med at komme ind på en 10. plads, hvilket var målsætningen, og for engangs skyld var jeg faktisk slet ikke skuffet. Faktisk var jeg rigtig glad for den måde jeg havde kørt løbet på, og selvom en 10. plads, kontra den 2. plads jeg fik på Amager, ikke lyder af meget, så er jeg meget gladere for den måde jeg kørte Hobro-løbet på, især når man tænker på at den ikke ligefrem lå perfekt til mig. Jeg fik “snydt” Sdr. Onsild-bakken 3 ud af 4 gange, men sidste gang fik den skovlen under mig. Jeg føler at hvis heldet havde været lidt mere på min side, så kunne det være gået en smule bedre, men ud fra de faktorer jeg selv kunne påvirke, har jeg faktisk intet at sætte en finger på i forhold til løbet. Jeg er ganske stolt.

Før løbet udråbte jeg Jeppe Pallesen, Hammel, Kim Aabjerg, Herning, Morten Abel og Rasmus Fjordside, som favoritter. Aabjerg mødte ikke op, og Abel punkterede, men lidt spåkone vil jeg dog alligevel gerne kaldes, idet at Pallesen vandt foran Fjordside! Det er altså vildt imponerende, at de 2 drenge ender med at køre om sejren, efter at løbet egentlig burde have været ovre for dem efter 2. omgang! Gøtke blev 3’er, mens Clemmensen blev 4’er.

screenshot-2016-09-11-23-24-25
Efter løbet kunne jeg se at jeg at jeg havde sat ny rekord på gennemsnitswatt en 1t:58:24s og frem til 2t:25m:52s (løbets varighed) med hele 329w i snit, og satte også ny normalized power-rekord med 393w for hele løbet. Formen er god.

Næste uge står den på en endnu mere kuperet rute i Randers, og selvom jeg er tilmeldt, er jeg ikke helt overbevist om at jeg kører løbet, da jeg synes ruten så modbydelig ud, efter rutetjek efter Hobro-løbet. Jeg kører ikke Odder, pga. noget familie-tam-tam, og fordi ruten ikke passer mig godt nok til at jeg ville hive på familiekreditten her! ;)

Kører jeg løbet i Randers, kommer der naturligvis forventninger i løbet af ugen.