I weekenden blev der kørt forsinket indledningsløb i Rødekro og dagen efter stod den på bakkeræs ved Horsens. Begge løb var hårde på hver deres præmisser, men træningsmæssigt blev det en solid god weekend. Formen er stødt opadgående, og planen om at skulle peake til maj ser ud til gå ganske godt! Desværre blev løbet ikke på mine nye Black Inc, da tolderne åbenbart ikke nåede at få dem frigivet inden løbene. Ikke at det havde gjort den store forskel i lige disse løb, dog!

Forventninger kan læses her!

AF JEPPE TOLBØLL

INDLEDNINGSLØB, RØDEKRO, 10 OMGANGE, 80 KILOMETER, 650 HØJDEMETER:

– Målet var en sejr!

Allerede inden start, syntes målet om sejr at være noget nemmere end ventet. Både Kim Ternstrøm og Jesper Attermann, begge Tønder og C-klassen, havde valgt ikke at stille op, og derved forudså jeg, at slaget skulle stå mellem Tom Bøttger Frømling, Sønderborg og H40-klassen og jeg selv. Dog fandt jeg senere ud af at Nikolaj Friis fra Esbjerg og B-rytter også havde meldt sin ankomst. Der var også nogle fra min egen klub, Haderslev Starup CK, til start, og i et løb hvor vi egentlig kører totalt alle-mod-alle, så var det fedt nok, selvom jeg gerne havde set de 2 Tønder-drenge til start, også! Det er fedest at køre om sejren, på de hårdeste præmisser, synes jeg.

I og med at det var et forsinket indledningsløb, og der var licensløb dagen efter, skinnende det igennem på feltstørrelsen, der måske havde 15-18 mand i det kombinerede A, B, C, U19 og H40-felt til start. Uden deltagelse af én eneste A- og U19-rytter. Starten gik, og farten var relativ høj. Det virkede dog lidt, som om at alle lige vil se bakken an første gang, og den kom allerede efter 3,5 kilometer. Jeg havde forudset, at vi ville ramme direkte ind i noget sidevind efter bakken, så jeg havde ikke travlt.

Da vi ramte bakken blev der forceret en smule af en Vejen-rytter, jeg gik på hjul, og ventede på næste forcering. Den kom umiddelbart før toppen af Tom Bøttger, og her gik jeg med. På toppen var der stadig rigeligt med overskud, så derfor lagde jeg med det samme tryk på i sidevinden, sammen med Tom. Allerede nu knækkede feltet og efter lidt hidsig kørsel, kunne jeg konstatere at vi nu sad, Tom Bøttger, Sønderborg, Henrik Kücken, Rødekro og H40, Nikolaj Friis, Esbjeg, Hans Christian Iversen, H40, Michael Damm Kohberg, C-klassen, og jeg selv, alle Haderslev.

Der virkede til at være en vis enighed om at vi bare kørte på indtil vi havde kørt 1. omgang færdig. Det blev hurtigt tydeligt at vi havde lavet løbets første udskildning, så allerede nu begyndte vi at lave sporadiske angreb på hinanden, men ingen fik rigtig lov til at køre. Personligt følte jeg lidt, at jeg måtte lukke rigeligt med huller, men det havde jeg nok også bedt om, ved at kalde sejren i mine forventninger.

Kort før bakken angreb Nikolaj Friis, og jeg orkede her ikke at lukke flere huller, og han kørte afsted. Han fik ikke det største hul, men vi kunne ikke helt få et fornuftigt samarbejde i gang i forfølgelsen. Efter bakken havde han et ganske pænt forspring på ca. 30 sekunder. Det var stadig under kontrol, men samarbejdet brød konstant sammen, da folk sad over. Jeg blev lidt små-irriteret over det, så hver gang folk besluttede sig at side over angreb jeg. “Hvis de ikke vil arbejde foran, må de arbejde for at lukke bagved!” var min umiddelbare tanke!

Det hjalp lidt, men tempoet var ikke højt nok. Nikolaj, ude foran, kom ikke længere væk, men vi kom heller ikke tættere på. Jeg følte at Tom og jeg var stærkest i gruppen, men selvom vi angreb blev det lukket ned, og folk ville/kunne ikke køre med rundt. Vi måtte finde en måde at droppe dem på, medmindre vi skulle trække dem med rundt, og det var, i min verden, ikke en mulighed.

3. omgang forløb stort set som omgang nummer 2. Intet samarbejde og masser af små angreb. Dog begyndte folk at hænge, bortset fra Tom og jeg. Der var et par gange hvor jeg tænkte at nu falder ham og ham af, men det hele blev samlet igen. Kort før mål kom der en bakke, som Rolf Sørensen nok ville kalde for en kontrabakke, og her angreb Tom Bøttger for fulde gardiner. Jeg huggede med og lukkede op til Tom, og kastede et blik bagud. Der var hul, og de 3 andre lå splittet. Jeg kørte forbi Tom, og råbte, at nu kører vi sgu full gas!

Vi kørte begge et par rigtig herre-føringer, og inden vi ramte bakken på 4. omgang var de andre 3 ude af syne, mens vi havde Nikolaj Friis inden for 10-15 sekunder. Her kunne vi faktisk have lukket op til ham, men Tom sagde snedigt, at vi burde lade ham stege lidt. Så vi tog lidt af gassen, og lod hullet vokse lidt igen. Nikolaj kiggede flere gange bagud, og det var tydeligt at han ikke vidste om han skulle fortsætte med at køre alene, eller om han skulle lade sig falde tilbage. Han valgte løsning nummer et.

På 5. omgang begyndte Nikolaj at få lige rigeligt med tid, følte jeg, da jeg på et tidspunkt talte det til 25 sekunder. Jeg ville ikke risikere, at vi undervurderede ham, så jeg sagde til Tom, at nu måtte vi hellere lukke ham ned. Det gav en ret hidsig jagt, og da vi på 6. omgang skulle hen over bakken kørte Tom faktisk så stærkt, at jeg begyndte at føle en lille krise! Dog bed jeg tænderne sammen, og tog med det samme min føring da vi ramte sidevinden – han skulle jo ikke se det, og kort tid efter var krisen overstået, samtidig med at vi fangede Nikolaj.

Herfra gik det egentlig meget roligt. Jævnt tempo, med god fart, hele 7. omgang, inden vi tog hul på de sidste 10 kilometer. Egentlig sad jeg og ventede på et angreb fra Nikolaj før bakken, men det kom ikke. Jeg kørte derfor først ind på bakken og holdte mine watt på et stadie hvor jeg kunne rykke med, og forventede nu at Tom ville prøve sig af. Men heller ikke det kom, og nu begyndte jeg at føle mig ret overbevist på at jeg lå ret godt i forhold til at vinde.

I sidevinden tog vi alle føringer, og med 4,5 kilometer så jeg mit snit. Tom, som jeg vurderede som den farligste af de to, havde lige taget en føring, og slog venstre ud i vinden, forbi Nikolaj. Jeg angreb højre om i læ, og slog med det samme et stort hul. Ingen af dem havde øjensynligt lyst til at ofre sig. Den næste kilometer gik jævnt op af, og jeg vidste at kom jeg hen over, så ville jeg vinde. På toppen kunne jeg knap nok se mine to konkurrenter mere, og nu fik den bare fuld gas det sidste stykke ind mod mål.

Det endte med en solosejr, hvilket altid er den mest tilfredsstillende måde at vinde på. Da det var et lokalt Syd- og sønderjysk løb, så foregik det uden tidtagning og resultatformidling. Men via Strava Flyby, kunne jeg se, at jeg endte med at slå et hul på 1:30 cirka, så der var virkelig gået taktik i den bagved. Tom vandt spurten om 2. pladsen foran Nikolaj, der nok var ret brugt efter cirka 50 kilometer selv ude foran.

Selvom det var rart at vinde, så var niveauet også langt fra B, og jeg vidste at jeg nok skulle få min sag for i Horsens. Derfor blev der rullet af, hentet præmie og ellers bare hjem og sørge for mest mulig restitution.

HORSENS, 6. OMGANGE, 136 KILOMETER, 1278 HØJDEMETER:

– Opskriften før løbet var overlevelse og gennemførelse!

Normalt når jeg skal til løb, plejer jeg at være rigtig godt forberedt, og have lidt små-nerver på. Men når man et eller andet sted godt ved, at ligemeget hvor frisk man er, ligemeget hvor god form man er i, ligemeget hvordan benene spiller på dagen, så er chancen for point, eller sågar at sidde med hjem forsvindende lille, så ryger koncentrationen lidt.

Det skete hele 3 gange på dagen, før løbet. Første glemte jeg min Garmin derhjemme, men fik lånt mig til en af min gode klubkammerat Carsten Boel. Dernæst gennemtænkte jeg ikke mit tøjvalg, og endte med for varmt tøj, som jeg ikke fik smidt før starten. Sidst, men ikke mindst, så måtte jeg ved start høre mit navn blive råbt op, fordi jeg havde glemt den obligatoriske indskrivning, så har man også prøvet det…

Nå, men løbet blev sat i gang, og min målsætning var klar. Jeg skulle overleve så længe, som overhovedet muligt, og så ellers bare gennemføre løbet. Ved overlevelse mentes der, at jeg bare skulle slappe mest muligt af, og ikke lave noget ud over at sætte på hjul. Efter 3 kilometer ramte vi en nedkørsel, og jeg lå godt fremme i feltet. I bunden drejede man skarpt til højre, og her kom jeg igennem som første mand, og slog et hul. Her valgte hovedet så lige at slå fra og glemme alle de aftaler jeg havde lavet med mig selv. Jeg rykkede og fik hul. Faktisk kom jeg først hen over løbets første bakke, og fik kort efter følgeskab af Hammels Daniel Falk Andersen. Vi nåede at køre lidt rundt før endnu en gruppe ryttere kom op til os, og vi var en stærk gruppe.

Vi var:
Kim Aabjerg, Herning
Rasmus Fjordside, Frederikshøj
Mikkel Møller, Odense U23
Jannick Beck, Odder
Daniel Falk Andersen, Hammel
Mads Hardahl, Aalborg
Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup CK

01-2

Vi ramte nu løbets første rigtige bakke (den anden var mere et bump, men det lyder bare sejere, at sige jeg kørte først over en bakke;) ). Jeg led en smule, men vi kørte den rimeligt jævnt. Bagude var feltet knækket i to dele. Nu fik den fuld gas hen mod løbets værste bakke, den berygtede Kirkebakke. Her blev den heldigvis igen kørt jævnt, selvom jeg måtte skære tænder, for at få mig slæbt med henover. Da vi ramte toppen blev vi hentet af 7-8 andre bagfra, og derfor gik samarbejdet lidt i stå. Jeg fik slået hovedet til igen og gik på hjul.

Efter en lang nedkørsel var feltet dog samlet helt igen. Kort tid efter begyndte der at komme en masse sporadiske angreb, og dum som jeg var, gik jeg med i nogle af dem. Efter lidt samling listede Eskil Vammen væk med et par stykker, og jeg overvejede at gå med der, men følte at benene lige skulle have ro. Men Eskil er snu, og finder (næsten) altid det rigtige udbrud, pludselig var de væk. Da vi kørte ud på anden omgang prøvede Fjordside at springe feltet i en monsterføring henover opløbsbakken. Det lykkedes relativt godt, for pludselig sad vi igen en 10-15 mand, men det hele blev samlet igen. Så rykkede Kim Aabjerg væk, og senere Fjordside og så var de væk. 7 mand i front. Der var et par stykker der prøvede et sidste desperat forsøg på at komme op til gruppen med det lykkedes ikke selvom vi var meget tæt på. Vi blev fanget og feltet tog en kollektiv puster.

02

Jeg besluttede mig at holde igen på kræfterne indtil vi havde passeret Kirkebakken endnu engang, og for en gangs skyld lykkedes det at holde mig i ro.

Med cirka 6 kilometer til mål, skulle vi køre et stykke med 2 kilometer sidevind. Lige inden vi drejede ind på det, rykkede jeg frem, fik Thomas Mikkelsen, Brædstrup, kaldt op, og sagde at nu skulle vi køre lidt sidevind. Rundt i svinget passerede jeg Thomas Gjødsbøl, Herning, og råbte til ham, at han skulle køre med os rundt. Nu lagde vi for alvor pres på, og feltet blev hurtigt strukket ud. Nogle af bl.a. Odense U23s drenge fulgte op og hjalp, og da jeg kiggede tilbage var feltet spredt i 3-4 grupper. Men hullerne blev ikke store nok og da vi drejede ind i medvinden igen blev det samlet igen.

Der er sgu da en Odense mand med i udbrud er der ikke… eller…!??

Hele 3. omgang stod nu i overlevelsestegn for mig. Jeg kunne godt mærke at den lidt for aggressive kørsel jeg havde lagt for dagen, begyndte at bide mig i benene.

Jeg kom med henover bakkerne, selvom Kirkebakken var ved at tage livet af mig. Jeg tror faktisk jeg var sidste mand der kom over i feltet, selvom jeg kørte ind på den som første mand! Jeg var godt og grundig ristet herfra. Faktisk så meget at da vi senere ramte sidevinden, endte jeg med at sidde lidt for langt tilbage og endte derfor 4-5 positioner bag viften. Jeg led ikke sådan rigtig på dette tidspunkt, men irriterede mig over, at jeg ikke bare lige havde kørt mig lidt frem, så jeg havde sparet kræfter.

Lige da vi kørte ud 4. omgang overhørte jeg Odense U23 snakke om at nu skulle de frem og tage ansvar og jagte udbruddet. Jeg fattede intet af den taktik, hvilket jeg kort snakkede med Nicolai Just, Odense U23, om. Han virkede forvirret, og med god grund. Jeg var nemlig helt sikker på at der var kørt en Odense-mand med i udbruddet, hvilket Just godt vidste at der ikke var. Hold kæft, jeg må have lydt som en idiot! :)

Jeg prøvede at gemme mig så godt, som jeg nu kunne. Følte at der var ved at være udsolgt, selvom jeg havde formået at spise og drikke ganske fornuftigt.

Da vi ramte den bakke, jeg rykkede væk på, på 1. omgang, sluttede det for mig. Odense U23 lagde godt pres på, og jeg eksploderede sammen med Jonas Jensen, Silkeborg, Mathias Führing Pedersen, Odense U23. Mathias og jeg fandt ind et et okay samarbejde, men løbet var kørt. På Kirkebakken fangede vi en Herning-rytter som vi passerede, og vi besluttede os for at trille løbet igennem sammen.
Den var lidt mentalt hård at komme igennem, men vi gjorde det. Jeg blev nummer 24 og Mathias blev 25 ud af 25 gennemkørende, men også ud af 40 startende.

Løbet gik faktisk bedre end forventet, selvom det lyder skørt, når man blev sat stortset halvvejs. Sidste år i B, blev jeg sat cirka en omgang tidligere, så forhåbentlig betyder det bedre form nu.

Resultatet blev således.

Resultat_Horsens

Næste weekend står den på Hjørring og Aalborg, hvor jeg regner med at sidde med lidt længere ;)