I weekenden stod der på Jysk/Fynsk Mesterskab hhv. i Snejbjerg om lørdagen, hvor der var TT og i Give om søndagen hvor den stod på linieløb. Jeg stillede kun op søndag, og havde kun én plan. Jeg ville slutte min sæson i B med en sejr, og den skulle allerhelst være en solosejr. Ikke den nemmeste opgave at sætte sig selv på. Forventninger kan læses HER!

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CYKELFOTO, JØRGEN CHRISTIAN LYHNE og Privat Foto

GIVE, 7. OMGANGE, 128,1 KILOMETER, 1155 HØJDEMETER

Jeg ankom til Give sammen med Michelle, min kone, og kørte lige ruten rundt i bil. Og jeg blev faktisk gladere og gladere jo længere vi kom rundt, fordi jeg havde frygtet nogle stejlere bakker, men de var der ikke rigtigt. Der var 2 stigninger som var strenge, men ikke noget hvor jeg for alvor var bange. De kunne måske endda bruges til angreb!

Den første bakke var op mod en kirke, som ikke har et Stravasegment hele vejen, men kaldtes Øster Nykirkebakken, og nummer 2 hedder Hammer Mølle Sø. Øster Nykirke var en bakke hvor man kom med god fart på ned af, men stiger med næsten 8 % hvor den er værst. Hammer Mølle sø er 860 meter lang med 3 % i snit. Ellers var der en masse små bakker på resten af ruten.

Inden start vidste jeg på forhånd hvem jeg ville prøve at holde mig til. Med 5 CK Aarhus-ryttere var de i hvert fald dem der skulle holdes øje med, og samtidig var Thomas Gjødsbøl fra Give også hjemmebanefavorit. Og faktisk var der ikke andre for alvor. De 5 fra Aarhus var SÅ sikre på at ville sidde i finalen, og de skulle nok får 2-3 mand med i det afgørende udbrud.

Løbet blev sat i gang, og Simon Knudsen, Hammel CK, kørte – næsten som altid – direkte ud af boksen, men det blev rimelig hurtigt lukket ned. Jeg følte at mine ben var rigtig gode, og jeg gik med i rigtig mange angreb, men jeg følte virkelig at der var 2-3 ryttere der sad som om at deres forhjul var klistret fast til mit baghjul. Specielt Asbjørn Hellemose, Hammel CK, var enormt dygtigt til at holde det. Hele omgangen blev der angrebet meget, men mange ting blev lukket ned, og jeg måtte lukke min del af huller med folk på dæk, som ikke rigtig gad at hjælpe mig, men mest af alt, virkede som om at de var med for at neutralisere mig! Så halvvejs på første omgang blev jeg faktisk så irriteret over, at folk ikke ville køre cykelløb, eller forventede at jeg trak dem med i udbrud, at jeg kørte ned bagved.

Alt i mens stak der et udbrud afsted foran hvor Lasse Eland, Ole Emil Andersen, begge CK Aarhus, Thomas Gjødsbøl, Give CK og Jonas Banke, Vejle kom afsted. Hvem var det nu lige jeg skulle have holdt øje med!? Flot Jeppe, så sætter man sig selv på bagkant fordi man bliver pigesur!!

Så da vi ramte 2. omgang måtte jeg ud og angribe igen, men igen blev det neutraliseret flere gange uden at folk ville køre med rundt når vi endelig VAR sluppet væk fra feltet! Jeg var ret frustreret og jeg overvejede faktisk bare at køre ned bagved igen, så måtte alle tabe cykelløbet, for det var sgu ikke mit ansvar alene.

Måske var jeg i mine løbsforventninger lidt for offensiv, ved at snakke om at jeg ville vinde løbet, men jeg kan dog derfor alligevel ikke udkonkurrere 25 ryttere alene. Så måtte jeg køre ned bagved og vise, at hvis de ikke havde lyst til at køre cykelløb uden mig, så kunne vi alle tabe.

Alligevel endte jeg med at være for ærekær. Mine ben var skide gode, og jeg ville fandeme ikke spilde dem, ved at se et udbrud sejle væk. Så jeg prøvede igen med et par angreb, men de blev lukket og så blev der kørt kontra og pludselig sad Jes Steengaard, Kristian Flagstad, begge CK Aarhus, sammen med Frederik Uhre og Mathias Nielsen, begge Esbjerg CR, ude foran feltet. Jamen for fanden da, jeg var ved at brænde sammen af frustrationer. Og feltet, det var ved at gå i stå kunne man mærke. Da vi ramte en mindre by inden Myllerupbakken angreb jeg med alt hvad jeg havde. Fik jeg ikke lukket hullet til den første gruppe på 4 foran, så var løbet slut for mit vedkommende. Og jeg kom fri nu og ingen mand på hjul. Nu skulle jeg blot æde mig selv.

På jagt efter 4-mandsgruppen. Her har jeg næsten fået lukket

Det kostede nok en hård jagt på 6 minutter før jeg fik kontakt, og jeg gik direkte på hjul. Den havde virkelig gjort ondt at lukke! Heldigvis var den næste gruppe på 4 ikke langt foran, og inden længe havde vi faktisk fået kontakt til at vi nu var 9 mand i front.

Vi var:
Lasse Eland, CK Aarhus
Kristian Flagstad, CK Aarhus
Ole Emil Andersen, CK Aarhus
Jes Steengaard, CK Aarhus
Frederik Uhre, Esbjerg CR
Mathias Nielsen, Esbjerg CR
Thomas Gjødsbøl, Give CK
Jonas Banke, Vejle CK
Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup CK.

Herfra gik den ellers fint med samarbejdet. Jeg snakkede lidt med Gjødsbøl og om hvordan vi lige skulle takle 4-mandsgruppen fra Aarhus. Vi vurderede begge at vi lige skulle hjælpe med skabe udbruddet, så det ikke blev hentet, før vi begyndte at prøve at bearbejde dem. Dog kom Mads Mondrup, Give CK, op til udbruddet kort tid efter, hvilket var sindssyg flot kørt af ham, da han havde brugt længere tid på at lukke end jeg nok havde!

10 mand i front. Foto: Jørgen Christian Lyhne

Så nu var vi 10 i front, og Jonas Banke og jeg var de eneste 2 uden klubkammerater. Nu gik samarbejdet ellers glidende og det blev rimelig hurtigt sikkert, at vi skulle køre om sejren. Forbi mål, ud på 3. omgang, blev der råbt, at feltet bagved var splittet i atomer.

Mens vi kørte på 3. omgang, fortalte jeg Gjødsbøl, at når vi omgangen efter, på 4. omgang, ramte Øster Nykirke, så ville jeg angribe. Mit håb var at få Gjødsbøl med, og måske 1-2 CK Aarhus, og så Uhre eller Mathias Nielsen. Så kunne vi risikere at de ryttere der ikke kom med, ikke kunne blive enige om at køre os ind, da de alle, udover Banke, havde en med foran.

Hele 3. omgang gik for mit vedkommende kun ud på at spise og drikke, så jeg var klar til angrebet. Benene var stadig fantastiske, og det var faktisk kun lige 20 minutter, efter jeg havde lukket hullet til udbruddet, at de ikke helt var så fantastiske.

Så ud på 4. omgang. Da vi ramte Øster Nykirke gav jeg Gjødsbøl et klap på ryggen “Det var nu vi kørte!” Jeg angreb med swung på cyklen, fra nedkørslen, mens resten af gruppen tydeligvis havde planlagt at den skulle køres jævnt, så derfor slog jeg rimelig hurtigt hullet, men desværre uden Gjødsbøl, der efter løbet sagde at han lige var blevet klemt inde da jeg rykkede.

Okay, det var ikke helt vildt optimalt, at skulle køre solo med 50 kilometer til mål, men omvendt var benene gode, stoltheden stor, og jeg ville ikke lade mig falde tilbage bare uden lige. Derfor lagde jeg med frem over styret og gjorde mig så aero, som overhovedet muligt, og lagde mig på nogle watt, hvor jeg vidste, at jeg ikke ville begrave mig selv, hvis jeg blev hentet igen. Der var faktisk ikke særligt hårdt, men jeg øgede også kun meget lidt til udbruddet.

Efter små 6 kilometer alene kiggede jeg bagud og spottede pludselig Lasse Eland solo, på vej op. Det var helt perfekt, og da han kom op øgede jeg farten. Nu var det slut med at spare sig, i hvert fald for en stund. Nu ville der sidde 3 CK Aarhus-ryttere på dæk, på et udbrud, hvor Banke og Mathias Nielsen var røget af. Det ville sige Uhre, Gjødsbøl og Mondrup mod Eland og jeg. Det var ikke helt dumt.

2 mand på vej væk.

Dog fik jeg pludselig min tvivl, da det over et længere stræk virkede til at vi ikke kom længere væk. Hvor meget skulle jeg investere i udbruddet. Eland havde jo den fordel, at hvis vi blev hentet ville der med 110 % garanti være 1 eller 2 af hans klubkammerater der kørte kontra, mens jeg ingen allierede havde. Jeg sagde til Eland, at vi måske skulle droppe det, men han mente vi bare skulle holde kæden stram, da den nok skulle gå i stå bagved. Okay, jeg gik med til at vi gav den et skud, og heldigvis for det. For efter få minutter kunne ikke se dem mere, og Elands taktiske overblik viste sig (igen) at være det rette.

Ud på 5. omgang. Jeg kiggede pludselig bagud og spottede en rytter i blå køre alene! Det lignede Flagstad! Jeg skulle sgu ikke have en Aarhus-rytter mere op, og da jeg tænkte, at Eland ikke havde set rytteren bagved, tog jeg en ordentlig føring, indtil vi ramte nogle mindre veje, hvor man ikke kunne se langt bagud. Flagstad kom aldrig op.

Herfra gik den ellers rigtig godt. Vi deltes om føringerne, og der var ikke det store der. Eland og jeg kan meget af det samme faktisk. Vi kan køre et udbrud ind selv, vi kan munke en hel dag i front, og vi besidder en ret godt spurt. Han er dog nok en smule bedre på bakkerne end jeg er. Så efter en 6. omgang hvor der ikke skete andet end at vi på et tidspunkt var ved at hente A-feltet (som dog fik fart på igen), så kørte vi ud på sidste omgang.

Det ligner næsten at vi hygger os!

Jeg vidste at hvis jeg kom hjem til spurten med Eland, så ville den nok være 50/50 i forhold til sejren. Og min umiddelbare vurdering var også, at han ikke var trættere end mig. Skulle jeg have gå efter den solo-sejr, så skulle jeg overraske ham. Min vurdering blev, at jeg ville prøve med et angreb på Hammer Sø-bakken. Derfra var der ca. 5 kilometer til mål.

Da vi ramte bakken fik jeg viftet Eland frem til sin føring. Så snart han ville vifte mig frem igen. Da vinket kom angreb jeg for fuld kræft, men han var lysvågen og det var aldrig rigtigt i nærheden af at lykkedes.

Nu ville han dog ikke frem og føre mere! Som i; overhovedet ikke. Jeg var ikke så irriteret over det, og besluttede mig blot for at køre stille og roligt mod målstregen, uden at skulle køre hårdt. For vi havde vist et fornuftigt hul. Hele tiden var jeg bare opmærksom på et eventuelt angreb. Det skulle jeg have kræfter til at svare på. Og de sidste 5 kilometer blev kørt med grinagtige 33,5 km/t i snit. Med 1 kilometer igen kunne vi dog pludselig se en gruppe bagved! De var 3 mand, og der var i hvert fald 2 ryttere i blåt CK Aarhus-tøj. For helvede, noget hø! Nu måtte jeg sætte lidt mere tempo på, for de skulle ikke op. Jeg kunne se at Andersen vist kørte all out, så der var ingen tvivl om at de ville fange os, hvis vi ikke fik mere fart på. Jeg satte igen farten lidt op, men jeg var ret stresset, da jeg var ved at servere det perfekte lead-out for Eland. Med 400 meter igen så jeg at Jes Steengaard havde startet sin spurt langt ude fra. Han kom hurtigt tættere og tættere på.

Her vurderede jeg, at 2. pladsen var bedre end hvis Steengaard blæste forbi med høj fart, for så ville jeg nok tabe til ham, mens Eland også ville overspurte mig. Derfor åbnede jeg spurten længere ude fra end jeg overhovedet havde lyst til, når jeg nu skulle have fronten.

Jeg prøvede et sekund på at slippe trådet, for at få Eland frem, men da han så gik forbi mig, prøvede jeg at fange hans hjul, men målstregen var for tæt på, og jeg vidste med det samme, at jeg ikke ville nå forbi. Steengaard havde vist opgivet, så 2. pladsen var sikret. Jeg trillede over stregen, mens Eland blev en ret suveræn vinder, og kan kalde sig Jysk/Fynsk Mester i B-klassen!

Fortjent sejr til Eland, når nu ikke jeg kunne tage den! ;)

Jes Steengaard blev 3’er. Aarhus blev lige så dominerende som forventet med 4 mand i Top 8, så at blive 2’er var måske ikke så ringe endda.

Kigger man bagud i bagklogskabens klare lys, så var det måske dumt at mig at angribe med 5 kilometer igen. I hvert fald gik farten derefter så meget ud, at vi næsten blev hentet. Hvis man kigger på vores omgangstid på 7. omgang, så tabte vi sindssygt meget tid i forhold til de foregående omgange.

Dog er det jo nemt at være bagklog. Jeg er yderst tilfreds med måden jeg fik kørt løbet på. Fra at ende på total bagkant tidligt, til at køre udbruddet ind, og derefter gå alene med 50 kilometer og 44 kilometer i to-mands-udbrud for at ende med at køre om sejren… det er sgu sjovt at køre løb på den måde, også selvom man ikke vandt!

Op i A-klassen!

Efter løbet gik jeg op og fik nye rygnumre – det gjorde Eland i øvrigt også! Fra og med i dag, skal jeg køre resten af 2018-sæsonen i Danmarks bedste række, A-klassen! Det er med stor spænding, og nervøsitet, at jeg nu skal op og have tæsk blandt de hårde drenge!

Jeg kan nok ikke forvente mig for meget, og mine indlæg bliver nok ret anderledes nu, da jeg jo ikke kommer til at køre om sejre mere, eller point, så bliver det lidt spændende at se hvordan man griber det an. :)

Næste løb i er Nyborg på søndag.