I weekenden stod den på race i noget af det nærmeste jeg kommer en hjemmebane, efter Haderslev har aflyst vores løb, og jeg ikke deltog i Rødekro. Lørdag kørte de fleste andre DCU Cup på Sjælland, men jeg blev hjemme og fejrede konens forsinkede fødselsdagsfest. Så var man jo også frisk til søndag, ikke?

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO PETER MADSEN og KIM HENNEBERG

KOLDING, 8. OMGANGE, 122,4 KILOMETER, 1048 HØJDEMETER

Som nogle måske har bemærket er der ikke kommet løbsoptakt. Jeg har simpelthen ikke nået det. Forventningerne var ikke store. Jeg synes ruten i Kolding er hård, så jeg forventede faktisk at blive sat.
Ruten starter med en lang stigning – som vel stiger 2 % max – ud af Kolding, på dagen ville der være direkte modvind op af den. Så ville vi ramme ca. 1,5 kilometer med sidevind, før vi ville køre tilbage mod mål i noget med-sidevind, inden vi ramte løbets eneste rigtige bakke, Vranderup-bakken, som man dog rammer med godt momentum, men som alligevel bider sidste del hårdt nok (synes jeg!). 
 
Da jeg vågnede søndag morgen regnede det. Min allerførste tanke var, at jeg sgu nok bare blev hjemme så. Jeg gad ikke rigtigt køre i regnvejr. Normalt har jeg ingen problemer med at sætte mig op til løb, men jeg må indrømme at det ikke var af lyst at jeg tog afsted, men mere frygten om at jeg nok ville fortryde det, hvis jeg ikke gjorde.
 
Jeg ankom til Kolding i alt for god tid. Og selvom jeg havde alt tid i hele verden stod jeg allerede omklædt en times tid før start. Det gav anledning til at køre rundt og snakke lidt med folk, det var faktisk hyggeligt nok.
 
Efter en gang opvarmning, kørte vi til start. Heldigvis blev tempoet ikke dræbende hårdt fra start, så længe man sad på dæk, op af den lange bakke gik det fint. Da vi ramte sidevinden blev der skruet lidt mere op, men selvom jeg lå lidt for langt tilbage, gik det egentlig fint. Jeg havde ikke travlt med at tage positionskampen. Da vi ramte Vranderup-bakken blev den kørt jævnt, og jeg havde ikke de store problemer med at komme op over, heldigvis.
 

Foto: Peter Madsen

 
På 2. omgang var der stadig angreb, og jeg begyndte også at køre med i nogle af dem. Faktisk slap vi væk en 12 mand på et tidspunkt, men efter lidt tid var der samling igen, dog med et par ryttere der var røget af feltet. Så nu vi var omkring 22 mand tilbage. Et hurtigt overblik gav følgende, at AURA-Energi og Herning CK Elite p/b Look sad med knap 7 mand hver, mens resten; Team OK Kvickly-Odder og CK Aarhus begge havde to ryttere med, mens Christoffer Lisson, BHS Almeborg-Bornholm, Nicolai Brøchner, Holowesko, Steffen Munk, Coloquick og jeg var alene repræsenteret.
 

Foto: Peter Madsen

 
Derfor prøvede jeg også at spille cool og undlade at tage nogle føringer. Det lå ligesom ikke på min skuldre, så længe både AURA og Herning var så voldsomt repræsenteret.
 
Da vi ramte sidevinden på 3. omgang blev der pludselig lukket op. Herning satte sig frem og tempoet blev øget. AURA lå lige efter og startede deres egen vifte. Selv lå jeg for langt tilbage, men jeg var faktisk ikke voldsomt presset. Der skulle selvfølgelig hænges i, og trædes i pedalerne, men jeg frygtede aldrig rigtigt at blive sat. Da vi nærmede os afslutningen på sidevindsstykket, kørte jeg mig faktisk frem i sidevindsstykket med Brøchner på hjul og satte et lille angreb ind. Her kunne jeg pludselig mærke mine begrænsninger. Jeg var simpelthen ikke villig til at commite mig og æde smerten nok. For få måneder siden havde jeg kørt til det hele blev sort, men jeg manglede ligesom et eller andet. Feltet blev samlet igen.
 
Da vi ramte nedkørslen før Vranderup-bakken lavede jeg et lille hul nedad… længe leve tyngdekraften, op ad bakken lod jeg mig opsluge igen, uden at gå i rødt, det var perfekt. 
 
På 4. omgang begyndte jeg at køre med rundt når vi nærmede os sidevinden. Jeg ville ikke blive fanget igen. Selvom jeg ikke var tæt på limit før, så var det bare dumme kræfter at bruge, og det var altså nemmere på viften. Man fornemmede også at folk begyndte at blive mere koncentrerede. Dog blev der ikke rigtig kørt til i sidevinden.
 

Foto: Peter Madsen

Ud på 5. omgang. Jeg følte mig egentlig rimelig okay og tænkte at jeg nok bare skulle holde mig i ro. Og den plan lykkedes ret godt indtil Vranderup-bakken. For som altid, når jeg laver en plan, så er min indre idiot altid klar på at spolere den. På bakken kom jeg igen ned med høj fart, denne gang på hjul af Hernings Silas Clemmensen, og jeg slog et lille blik bagud. Vi var åbenbart 6 mand med et lille hul, og jeg blev for overmodig. Jeg valgte at give den et tryk ekstra på bakken. Dog manglede vi lige et par hundrede meter før vi var oppe, og pludselig gik gassen af, og folk begyndte at passere mig, alle 5 faktisk. Jeg kunne ikke holde hjulet, og tabte stille og rolig den ene centimeter efter den anden. Til sidst jeg slog ud og eksploderede nærmest – også mentalt. Jeg lod hele feltet, eller hvad der var tilbage, passere mig og jeg prøvede ikke engang, at gå på hjul. Jeg fortrød det nærmest i samme sekund, hvor jeg opdagede, at jeg næppe kunne lukket hullet. Hvorfor prøvede jeg ikke engang?

Når Silas Clemmensen, Herning, skærer så meget tænder, er det næsten ikke en skam at blive sat af!

Jeg trillede til mål og stod af efter 77 kilometer. Jeg var sgu ikke helt tilfreds med mig selv og min indstilling.

Jeg har sidenhen tænkt lidt over hvorfor jeg ikke rigtig gad æde mig selv. Og jeg tror jeg er brændt ud for sæsonen. Motivationen til træningen halter, lysten til cykelløb er forsvundet. Jeg kan ikke rigtig få mig selv til at acceptere samme smerte, som jeg kunne for et par måneder siden.
 
Ved nærmere eftertanke så er der måske heller ikke ikke så underligt. Min plan mod denne sæson startede allerede sidste år, midt i oktober, da jeg satte alt ind på vægttab. Allerede fra november var jeg i gang med strukturede intervaller. Jeg har opnået alle mine mål i år og meget mere til, og jeg tror bare at jeg er mæt mentalt. Jeg trænger seriøst til at stille cyklen væk, slappe af, og drikke en ordenlig håndfuld øl! 
 
Jeg ved ikke helt hvad jeg gør resten af sæsonen. Jeg er i denne uge igen væk fra Danmark med en uges arbejde i Tyskland, uden mulighed for at træne. Det kommer til at koste. Jeg vurderer at Horsens bliver for led til at jeg gider deltage. Så planen er nok, at jeg stiller til start i Tønder, og så overvejer jeg om Sønderborg skal køres. Men lige nu er lysten væk. Jeg har brug for off-season, og en genopladning til næste sæson.
 
Resultatet blev iøvrigt således: