I weekenden stod den kun på ét cykelløb, da PostNord Danmark Rundt havde taget patent på lørdagen. Cykelløbet blev i Odder, på en profil som i første omgang mindede meget om Horsens-profilen hvor det gik glimrende, men da man først sad på rammen, så virkede det slet ikke sådan! Forventninger kan læses her!

AF JEPPE TOLBØLL

ODDER, 6. OMGANGE, 141 KILOMETER, 1302 HØJDEMETER

Jeg ankom til Odder sammen med min klubkammerat Michael Damm, som kun havde haft ét par dage på cyklen efter hans uheld i Hedensted hvor skulderen røg af led. Vi havde god tid, så vi tog lige en tur rundt på ruten i bilen. Jeg ville personligt gerne lige se Pederstrup-bakken med egne øjne da den allerede kom efter 5 kilometer.

Jeg var ikke ovenud positiv da jeg så den, men omvendt så kunne jeg også konstatere, at den ikke var så stejl som jeg havde frygtet, bare fandens lang. Og den kom i “bølger” hvilket jeg hader! Resten af ruten var ellers rimelig overskuelig, følte jeg.

Vi var 4 Haderslev Starup CK-ryttere til start. Udover Damm og jeg, var der Christian Wilkens og Kaare Engell, som dog var lidt småsyg op til løbet.

Efter en god opvarmning, startede løbet, og som altid var det Anders “Genfødt Junior-rytter” Banke, fra Middelfart CC, der rykkede som første mand, efter løbet blev givet frit efter masterstart. Feltet lod ham bare køre, og jeg tror det var Bjarne Olsen, Silkeborg IF, der råbte, at vi bare skulle lade ham køre, så han kunne stege lidt ude foran.

Det holdt dog ikke længe for der kørte 2 andre op til Anders, hvor ingen i feltet reagerede. Det var Simon Knudsen, Hammel CK, og Rasmus Mejldal, Odense CK. Personligt var min taktik at køre afventende, og overleve Pederstrup på hjul af feltet. Ikke noget med at prøve at komme bakken i forkøbet.

Første gang over Pederstrup gik nogenlunde – jeg var naturligvis presset, men var dog aldrig rigtig bange for at falde af. Dog måtte jeg lige klemme ballerne godt sammen efter bakken, da farten blev skruet op, og feltet strukket godt ud. Rundt i et skarpt venstresving kunne jeg se bagud, og desværre konstatere at Kaare’s sygdom ikke var ovre, for han sad allerede 100 meter efter feltet.

Ærgerligt. Jeg lod mig falde ned igennem feltet, og lagde mig på hjul for at spare kræfter. Stort set hele vejen kunne vi ane udbruddet ude foran, men det var som om at feltet holdt lidt igen. Med ca. 5-6 kilometer tilbage af første omgang slap der vist et par mand væk igen. Jeg var ikke opmærksom, da jeg stadig bare havde til mål at køre løbet defensivt, og lå derfor mest nede bagved.

Man kører defensivt… indtil man ikke gør det mere.

Med 3 kilometer til mål ramte vi en kæmpe hovedvej hvor der var lidt modvind. Efter lidt angreb var der stilstand i feltet, hvor Bjarne Kingo Andersen, Nyborg CK, kom væk. Jeg angreb fra feltet og fik Flemming Nielsen, Vejle CK, med på hjul. Vi fik lukket op til Bjarne, og fandt hurtigt ind i et samarbejde. Det lignede mere eller mindre at feltet stod stille, og at vores hul voksede.

Kort efter kiggede jeg dog tilbage, og kunne se at der var heftig angrebsaktivitet i feltet igen. Kort før mål spottede jeg Lasse Eland, CK Aarhus, være tæt på at komme op, så jeg råbte til de andre, at vi lige skulle have ham med.

Dog nåede vi kun lige forbi målområdet før feltet havde fanget os igen, og der var samling. Faktisk var hele ruten fra mål og hen til Pederstrup ret hård. Så jeg fik aldrig rigtig ro til at komme mig, følte jeg. Jeg havde én mulighed for at komme bakken i forkøbet, nemlig på en lille nedkørsel. Jeg angreb og fik da også hullet, men desværre var der meget modvind, og jeg kunne godt se at det var håbløst, så jeg lod mig falde tilbage. Nu skulle jeg bare overleve Pederstrup, men nu var der ikke ligefrem overskud i stængerne.

Pederstrup din satan.

Allerede inden vi havde kørt 1/3-del af bakken kunne jeg godt mærke, at det ikke var skide godt. Benene sad allerede i syre, og udbruddet var efterhånden så tæt på, at folk angreb fra fronten for at lave springet. Derfor blev farten naturligvis også skruet op, og jeg tabte placeringer, alt for hurtigt.

Allerede halvvejs på bakken lå jeg næsten sidst, og jeg lavede et nærmest panisk ryk, og kørte nærmest “all out”, blot for at holde ved feltet. Om det var smart ved jeg ikke, for jeg eksploderede totalt, og blev sat i løbet af få sekunder.

Jeg nåede at tænke at nu ville jeg bare lige rulle omgangen færdig og stå af. Dog gav jeg mig lige selv 20 sekunder til at rulle syren ud, og her var jeg faktisk allerede på toppen af bakken. Feltet var stadig i syne, men stod ikke ligefrem stille. Jeg besluttede mig for at give den et skud – jeg ville se om jeg kunne komme op igen.

God moral med syre op til begge ører.

Herfra blev det en lang og hård kamp. Jeg prøvede hele tiden at tælle sekunder op til dem, og havde dem hele tiden inden for 12-15 sekunder cirka. Jeg kom bare ikke tættere på, og tænkte, at hvis de dog bare gad at gå i stå bare i 10 sekunder så kunne jeg nå op.

Efter 5 minutters jagt talte jeg, at jeg havde under 10 sekunder, så jeg var kommet tættere på, men jeg var også på limit. Heldigvis gik den i stå kort tid efter, og jeg kom op. Det tog 6,5 minut at lukket hullet efter Pederstrup, så jeg satte mig direkte på hjul igen, og skulle nu bare koncentrere mig om at overleve.

Jeg var virkelig og aldeles totalt smadret. Jeg sad hele tiden og tænkte på, om jeg kunne komme bakken i forkøbet, men jeg havde ingenting i benene til at komme med et angreb. Det var bare ren overlevelse. Da jeg kom op måtte jeg også konstatere at der var kørt yderligere folk væk fra feltet, så der nu sad 7 mand ude foran. Jeg var ligeglad. Mit næste mål blev toppen af Pederstrup-bakken.

3. gang… nu kom jeg med!

Da vi kom rundt og skulle ud på 3. omgang blev der råbt at udbruddet havde 1 minut og 30 sekunder. Jeg var efterhånden ved at føle mig ovenpå, men frygtede 3. gang over Pederstrup, så da vi ramte den, havde jeg i forvejen fået mig placeret godt fremme i feltet, og heldigvis var farten ret jævn, og jeg fik firet mig ned igennem feltet, og fik røven med over – dog stadig presset.

Herefter begyndte jeg dog hurtigt at komme mere ovenpå igen, og der var også kræfter til at køre med rundt og tage føringer. Faktisk oplevede jeg noget af det mest “vanvittige” nogensinde. Pludselig sad der 25 mand i B-feltet og kørte rundt! Ingen sprang føringer over, og det gjorde også, at jeg selv brugte flere kræfter end jeg egentlig ville, da jeg egentlig bare ville spare mig mest muligt. Men omvendt så gad man ikke være den eneste der fedtede den af nede bagved.

Herfra forløb det ellers bare jævnt “kedeligt”, hvis man kan sige det sådan. Lige indtil der var en bil der besluttede sig for at vi fyldte for meget. På en smal vej, kom der pludselig en Mercedes blæsende imod os, så selv Race Marshallen måtte undvige. Alle rytterne råbte i panik, men fik dog kørt hurtigt ind til højre, bortset fra Henrik Dann Andersen der lige måtte mærke bilens sidespejl mod hans albue.

At hverken Henrik eller andre røg ned, og/eller kom alvorligt til skade er ganske enkelt et mirakel. Det var ikke sådan at bilisten ikke kunne se os, han var bare pisse ligeglad! Heldigvis slap alle med livet i behold.

Vi kom faktisk tæt på de forreste.

Vi kom forbi mål igen, på vej ud på 4. omgang, og nu blev der råbt at vi havde 45 sekunder op. Altså var der lige blevet halveret tiden af udbruddets forspring. Pederstrup skulle dog lige overleves for 4. gang, og det blev meget samme historie som de foregående omgange!

Jeg led dog mere for hver omgang, men farten var heldigvis lav og jævn. Hver gang måtte jeg bruge et par minutter på at sunde mig, og flere gange måtte jeg dog også sidde et par føringer over. Dog fortsatte B-feltets kollektive arbejde og da vi ramte den store hovedvej kunne vi se udbruddet ude foran.

Så vi var efterhånden tæt på nu. Forbi mål blev der råbt at vi nu havde knap 20 sekunder op. Jeg håbede dog på at udbruddet ville holde os bagved indtil vi nåede over Pederstrup, for ellers kunne der blive angrebet der. Desværre holdt det ikke helt.

Slap nu lige lidt af Bjarne…

Udbruddet var ikke fanget, men var så tilpas tæt på, at da vi ramte halvvejs på Pederstrup, så rykkede Bjarne Olsen, Silkeborg IF. Indtil da havde farten lige været til hvad jeg kunne overleve. Rykket fra Bjarne betød dog at der også blev forceret i feltet, hvilket var nok til at knække mig.

Jeg blev plantet endnu engang, og denne gang mere end på 2. omgang. Nu var der intet at svare igen med. Hurtigt var feltet langt over Pederstrup, mens jeg næsten zig-zaggede op. Det var slut. Jeg var tømt og totalt kørt over, så jeg vendte cyklen og kørte mod mål.

Målet havde godt nok været at skulle gennemføre, men jeg havde ingenting mere. Jeg var virkelig træt, så jeg tog den nemmere løsning og stod af. Ikke et valg jeg som sådan fortryder nu, men selvfølgelig altid lidt irriterende, motoren var dog tømt, og jeg synes jeg havde givet ruten, der bestemt ikke passer mig, et seriøst skud.

Jeg fik egentlig hvad jeg kom efter i første omgang i Odder – nemlig træning frem mod de flade løb. Jeg ville naturligvis gerne have lavet point, men måtte bare erkende at benene og ruten ikke var til det i søndags.

Faktisk så endte udbruddet med at blive hentet, med undtagelse af 2 ryttere, nemlig Andreas Handberg, Herning CK, og Rasmus Mejldal. Handberg tog sin 2. sejr i træk, og må gerne snart rykke i A for min skyld ;)

På imponerende vis endte Simon Knudsen også med at køre sig til en 4. plads, på trods af at have ligget i udbrud hele dagen!

Næste løb er Esbjerg, som er et af de løb der måske passer mig allerbedst på terminen!