Odder var egentlig et løb, som jeg havde afskrevet, for at skåne hoften. Men da hoften havde det lidt bedre ugen op mod Odder, og lysten var til at køre væddeløb, så besluttede jeg mig for at tage afsted alligevel! Det var en beslutning som jeg endte med at blive glad for! Især fordi der kom noget mere vind end DMI havde lovet!

 Af: Jeppe Tolbøll

ODDER, 4 omgange, 109,2 kilometer, 808 højdemeter:

Kl. 5.45 ringede vækkeuret ubarmhjertigt! Det var virkelig tidligt, og især når man tænker at min start først var kl. 10.05 syd for Odder. Men jeg skulle lige runde Aarhus for at hente et sæt “Black Inc. Eighty” hos redaktøren, som jeg skulle prøvekøre i dagens anledning. Jeg var faktisk mindst lige så spændt på at prøve de fede hjul, som jeg var på at skulle køre selve løbet. For selvom jeg skulle blive sat, så ville hjulene alligevel gøre turen bare en smule federe! Jeg fik smidt hjulene på og gik derefter i gang med opvarmningen, hjulene kørte altså godt, og havde virkelig en fed lyd – det er jo næsten lige så vigtigt som at det ser godt ud, det må gerne lyde godt samtidig! :) Desværre kan jeg ikke poste lyden, men her er et billede af cyklen! #slamthatstem!

12045323_10153339729594006_4083596592036841969_o-2

Ready, set GO! – nyt udstyr giver vinger (åbenbart hehe).

Starten gik. Min taktik var egentlig at forholde mig passiv indtil vi havde passeret bakken første gang. Den kom efter 5,5 kilometer, men den taktik blev hurtigt ændret. Den første kilometer gik jævnt op ad, ikke noget voldsomt, men Torben Ternstrøm fra Tønder besluttede sig for at skrue tempoet op, og da jeg lå i 4. position måtte jeg jo holde hjul. Pludselig var der en der råbte “Kør nu, der er hul!” og rigtigt nok. Vi havde pludselig slået et hul. Vi var vist en 6 mand, med bl.a. Casper Skaarup, Fredericia, Torben Ternstrøm, Tønder, Rasmus Klinkgaard, Odense U23, og et par stykker mere. Nu blev mit mål at vi skulle hen over bakken, for så kunne den blive kørt relativt jævnt. Det lykkedes desværre ikke og vi blev faktisk hentet i bunden. Dog havde jeg heldigvis ikke været superpresset indtil videre, og bakken blev alligevel kørt rimelig jævnt, så jeg kom med over uden de store problemer.

Efter 10 kilometer kørte en større gruppe væk på en 6-7 ryttere, og det virkede til et seriøst udbrud, og feltet virkede noget passivt. I fronten var bl.a. Lasse Eland, Aarhus, Jesper Kael, Frederikshøj CC, Rasmus Klinkgaard, Odense 23, Rasmus Mejldal, Odense, Torben Ternstrøm, Tønder, Nicklas Runliden, Horsens og Thomas Lund, Herning. Altså alle gode og stærke ryttere. Det var nu det blev afgjort allerede, virkede det som om.

Jeg tog en beslutning da vi ramte et ret teknisk stykke i den lille by Hundslund. Jeg kørte væk fra feltet, Frederik Mailund, Horsens og en Odense U23-rytter kørte med. Så var vi jo 3 til at lukke, men et skarpt højresving, efterfulgt af en skarpt venstre sving, gjorde at der opstod et ret stort hul. Skulle jeg vente på dem? Nej, jeg følte virkelig gode ben, så jeg trykkede videre og fortsatte. Jeg kunne se udbruddet ude foran, og talte hele tiden sekunder. “Okay, de passede den bil der, jeg er 15 sekunder efter… okay de passede det hus, jeg er 10 sekunder efter!” Jeg nærmede mig, men det begyndte nu også at gøre rigtig ondt. Efter 4 kilometers intens jagt, fik jeg endelig kontakt til dem, men måtte sidde over et par gange før jeg havde luft til at hjælpe med i rulleskiftet.

Det var et solidt udbrud – men desværre blev vi ramt af lidt taktik, og så defekt.

Nu gik det ud over stok og sten, men samarbejdet var ikke helt flyende og der opstod lidt mundhuggeri. Rasmus Klinkgaard sprang en del over, da det åbenbart var et led i Odense U23’s taktik at de skulle være 2 i udbrud, før de ville arbejde, og den ene af dem skulle gerne være Frederik Rosenbæk, som de gerne skulle have i A. Men vi var nogle der fortsat knoklede på, selvom vi kunne se feltet bagved os. De ville ikke give slip på os.

Vi nåede ud på 2. omgang og hullet var nu blevet lidt større, men vi kunne stadig spotte dem på de lidt længere stykker. Dog nåede vi hen over bakken, og her blev den igen kørt jævnt, men hårdt. Her kørte feltet noget stærkere end os. Kort tid efter punkterede Thomas Lund fra Herning. Da vi ramte et sidevindsstykke ca. 8 kilometer fra omgang var slut var der igen kontakt mellem udbrud og felt. Men Jesper Kael insisterede på at holde fast, så han satte et uhyggeligt tempo, og pludselig var der ryk alle steder fra føltes det. Jeg gik med igen. Der blev nu kørt sidevindskørsel til den helt store guldmedalje, og så var vi pludselig igen, igen en større gruppe der var afsted. Det pudsige ved dette var faktisk at gruppen bestod af næsten samme ryttere som det første udbrud, dog med den væsentlige forskel at vi nu havde 2 U23 gutter med fra Odense, og den ene var Frederik Rosenbæk, så nu arbejdede alle mand, gruppen var nu:

– Lasse Eland, Aarhus
– Nicklas Runliden, Horsens
– Casper Steen, Horsens
– Jesper Kael, Frederikshøj
– Rasmus Klinkgaard, Odense 23
– Frederik Rosenbæk, Odense 23
– Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup.

Hullet til feltet blev hurtigt større og større, og både i udbrud og i felt arbejdede Odense U23 nu, der blev i hvert fald neutraliseret når folk ville afsted i feltet, og det var jo bonus for os.

Da vi kørte ud på 3. omgang kunne vi ikke se feltet mere, og derfor begyndte jeg at tænke lidt taktisk. Når vi nærmede os bakken ville jeg spare mig. Jeg var ikke presset, men jeg så heller ingen grund til at skulle tage ansvar lige der, det skulle jeg nok gøre på de flade stykker og i vinden. Vi kom alle godt med henover og fandt hurtigt ind i samarbejdet igen. Dog havde Casper Steen utrolig svært ved at køre med rundt, da han simpelthen er for lille til de vindblæste løb. Det skabte lidt utilfredsheder, og nogle af de andre bruge måske lidt unødige kræfter på at hidse sig op over det. Jeg begyndte at vurdere de andre. Hvem var stærk, hvem viste svaghedstegn? Jesper Kael virkede uovervindelig, og Frederik Rosenbæk lignede også en med overskud. Lasse Eland var svær at læse, og det var Nicklas Runliden også.  Klinkgaard virkede som om at han havde påtaget sig hjælperrollen for Rosenbæk, så jeg håbede at han ville bruge sin energi på det.

4. omgang, nu begyndte det altså at blive hårdt!

Da vi kørte ud på 4. omgang, den sidste, begyndte jeg pludselig at blive mærket. Der kom en minikrampe på den lille bakke kort efter mål, som før ikke havde været så hård. Det var ikke skide godt, så jeg traf en beslutning om at jeg ikke ville tage føring før efter bakken. Hvis der blev rykket på på bakken, ville jeg blive sat. Vi ramte bakken, og Lasse Eland lagde sig også ned bagved, sammen med mig. Jeg bad indvendigt på, at der ikke ville komme en forcering af nogen art, men Kael og Rosenbæk virkede stærke. Ville de forsøge? Bum! Så kom der endnu en minikrampe. Av, det gjorde ondt, men jeg måtte fortsætte med at træde. Jeg gik helt ned i panik-gearene og spollede benene så godt jeg kunne. Det hjalp lidt. Der kom ingen angreb på bakken, hvilket fik mig til at tænke at folk måske var trætte?

Da det begyndte at flade ud forblev jeg bagerst. Jeg skulle lige have styr på benene igen. “Kom nu med rundt” blev der råbt til mig. Jeg sagde at jeg lige ville helt over bakken før jeg hjalp igen. “Vi er altså over bakken!” kom der så kækt fra Klinkgaard, og ja, det var vi da, men jeg kunne jo ikke sige at jeg sad med kramper. Det var lidt komisk, på en eller anden måde. Et af de mange pokerspil der foregår når man sidder i et cykelløb. Nu var vi ovre bakken, og jeg begyndte at føle mig velkørende igen. Resten af ruten var faktisk rigtig god for mig, så jeg begyndte lidt at tro på, at sejren måske kunne være inden for rækkevidde. Det krævede selvfølgelig lidt held, men det var bestemt muligt.

Ca. halvvejs på omgangen begyndte Jesper Kael og Casper Steen og skændes ret meget over Caspers manglende arbejde. Det gav mig anledning til at prøve de andre af, så jeg rykkede sammen med Rosenbæk, som lige fik et lille hint af mig. Vi kom dog ikke fri, men skænderierne stoppede. Vi begyndte igen at køre rundt men ikke vildt hurtigt, indtil vi pludselig så 3 mand bagved nærme sig, vi holdt kæden stram, men var der ikke den store villighed fra nogle af os til at ofre os 100 %. Folk var ved at være rimelig trætte, og der var nok også gået lidt taktik i den. Da vi ramte det sidevindsstykke som havde skabt udbruddet på 2. omgang, fik de 3 kontakt med os. Det var Rasmus Hvarre, Randers, Torben Ternstrøm, Tønder og Rasmus Mejldal, Odense. I samme moment de nåede op, angreb Jesper Kael i vinden med Frederik Rosenbæk på hjul. Jeg tøvede, og håbede de andre ville lukke. Men ingen gjorde noget væsen af sig, det var et meget godt moment de valgte sig de to, må jeg indrømme.

Jeg kører for at vinde!

Her burde jeg måske have tænkt, at jeg kun havde 4 point før dagens løb, og ansvaret ikke var mit, men jeg kører altså for at vinde, så jeg rykkede efter dem, selvom de havde et ganske godt hul. Kramperne lurede lige om hjørnet kunne jeg mærke, så jeg kunne ikke gå alt for meget ud over min grænser. Det gjorde desværre at de andre kom op bagfra, eller næsten, for de 3 der lige havde fået kontakt blev blæst af igen. Da de fik kontakt rykkede Runliden kontra på mig, og fik Klinkgaard med sig. Nu var det Eland og jeg der måtte lukke til dem. Casper Steen var færdig. Kort efter sidevindstykket kom er en længere nedkørsel i medvind. Der havde Eland og jeg en fordel da vi, uden at fornærme nogen, vejer lidt mere end de andre. Men de sidste 100 meter af sidevinden rammes jeg af en rigtig krampe! Jeg måtte simpelthen stoppe med at træde og strække mit højre ben ud, og da vi skulle dreje mod højre, fik jeg taget et utroligt dårlig sving, da jeg var bange for at knalde pedalen i asfalten.

Eland accelerede ud af svinget, og min eneste tanke var, at nu skulle jeg med, for ned af kunne jeg ligge på hjul uden at træde. Men benene ville ikke! Krampen var væk, men hver gang jeg drejede pedalerne bed den igen. Eland var væk og Casper Steen passede mig også. Det gik måske 20 sekunder før jeg kunne træde igen. Jeg fangede igen Steen, og fik ham på hjul. Jeg havde brug for hjælp for at lukke, selvom det virkede umuligt.

Ind mod mål var der igen noget sidevind, og jeg kørte med alt hvad jeg havde. Jeg lod Casper Steen tage lidt føringer så jeg kunne få luft, men farten faldt for meget, og der var ikke meget læ bag hans lille krop, og så satte mig igen forrest og prøvede at give den et sidste skud. Pludselig bliver jeg ramt af en optimisme. Foran er det tydeligt at der nærmest er bred front mellem de fem første. Der er sgu gået taktik i den! Hvor ville det være vildt hvis vi nåede dem. Men okay, optimismen var måske grundet i at hjernen forlængst var stået af – det sker jo når man er presset, for da vi drejede ind på de sidste 1300 meter før mål, var det tydeligt at vi altså havde for langt op. Vi måtte kæmpe om 6. pladsen og hvem af os der skulle rende med 2 eller 1 point.

Godt nok havde Steen virket træt, men omvendt så ville jeg heller ikke risikeret noget, så da vi manglede 1000 meter angreb jeg. Jeg kiggede ned og kunne se hans hjul forsvinde længere og længere væk, og jeg fik ham sat. Nu skulle den bare have gas indtil mål. De sidste 150 meter trillede jeg stille og roligt i mål.

Point, og jeg synes faktisk jeg kørte et godt løb.

Egentlig var jeg tilfreds, for målsætningen var point, og det fik jeg, – men samtidig var jeg også skuffet over at jeg ikke lige havde holdt de få 100 meter mere i sidevinden uden at krampe, så havde jeg nok med stor sandssynlighed været med helt i finalen, og med min spurt kunne alt ske. Men omvendt, så havde jeg følt mig stærk kørende hele dagen, og det lover virkelig godt for næste weekend i Tønder og Bov, hvor der er nul bakker til at køre mig mør på. Sidevinden plejer ikke at være et problem i sig selv.

Vinder blev på imponerende vis Lasse Eland, der sprintede sig til sejr foran Nicklas Runliden og Frederik Rosenbæk, mens Jesper Kael blev 4’er. Klinkgaard kørte lead-out for Rosenbæk og blev derfor sat med 10 sekunder i finalen.

Top 15:
Screenshot 2015-09-21 12.38.46

Det var rart for en gang skyld at føle at benene bare spillede. Det er efterhånden en del tid siden jeg har følt således. Hoften holdt, og jeg tænkte ikke over det en eneste gang under selve løbet.

6 point står der nu på kontoen, og okay, det bliver nok svært at nå målsætningen om 16 point i denne licenssæson. :)