Pinse Cuppen er overstået med 3 fantastisk hårde løb, der vist på alle måder fik mig kørt igennem hele følelsesregisteret. Det blev en pinse med skuffelser, frustrationer og glæde i sidste ende. Det gik ikke helt som forventet, og det endte lidt med historien om humlebien der ikke vidste, at den ikke kunne flyve!
Forventninger kan læses HER!

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: CykelFoto og Claus Ljungdahl

SILKEBORG, 8 OMGANGE, 115,2 KILOMETER, 1056 HØJDEMETER

Jeg ankom til Silkeborg med min kammerat Michael Damm, som også skulle køre B. Vi fik ikke set ruten på forhånd, men vi fik dog kørt op af Slangebakken på vej til målområdet. Og føj for en ulykke af en bakke! Jeg havde på forhånd hørt at den skulle være slem, men et eller andet sted havde jeg troet at min nuværende form, kombineret til mit vægttab gennem vinteren, ville være nok til at kunne rede røven med over, men efter at have set den var jeg oprigtigt i tvivl. Skulle man satse på at køre udbrud og få lov til at køre den jævnt, eller skulle man køre defensivt og spare alle de kræfter man overhovedet kunne så man kunne gå all out på den og håbe at det ville være nok? Jeg besluttede mig for at tage den defensive løsning, da jeg ikke troede på at et udbrud ville få lov til at køre væk inden for de første 14 kilometer af et cykelløb.

Løbet blev sat i gang, og jeg holdt mig rimelig meget til min game plan og var stort set ikke med i noget som helst form for angreb. Der var mange angreb i fronten, men som ventet var der intet der rigtigt fik lov til at slippe væk. På den store hovedvej ind mod mål og Slangebakken var der en smule positionskamp, men jeg fik kæmpe mig helt frem sammen med Thomas Mikkelsen, Brædstrup CK, og jeg fik råbt til ham, at han skulle holde sin position, også selvom det betød at vi fik lidt vind på snuden. Hellere komme ind som nummer 1 og 2 på bakken, end at spare lidt kræfter, men så risikere at komme ind som nummer 20.

Og vi kom faktisk ind som nummer 1 og 2, med Thomas som første mand. Der blev allerede her lagt lidt pres på, og faktisk nåede jeg lige, naivt, at tænke, at det nok skulle gå, når jeg lå og pressede så hårdt på. Den tanke holdt cirka 1 sekund for lille Sander Andersen, ABC, fløj forbi med noget der mindede om dobbeltfart. Og så kom der en til forbi, og en til, og pludselig var jeg 10 pladser nede. Jeg måtte øge presset i pedalerne, blot for ikke at droppe som en sten igennem feltet. Da bakken sluttede var jeg total i krise og måtte grave dybt flere gange. Jeg overlevede dog, men der var sgu krise. Efter mål kom der en nedkørsel, hvor jeg nåede at få lidt luft igen. Hvad skulle jeg gøre nu? Defensivt for at overleve bakken igen, eller offensivt for at kunne køre jævnt? Hvis de ville køre bakken lige så hårdt igen, så overlevede jeg den i hvert fald ikke. Dog ville angreb også komprimentere mig, hvis det ikke lykkedes.

Bagerst i feltet efter Slangebakken, i krise!

Jeg valgte at prøve at komme væk før bakken. Løsningen med at prøve at slæbe mig med henover virkede usandsynlig.

Ingen angreb lykkedes dog helt, og det var som om, at de fleste ventede på bakken igen. Dog skete der noget lige for en ret tricky nedkørsel. En gruppe på 5-6 slap væk, og jeg spottede i hvert fald Thomas Gjødsbøl, Give CK, og Frederik Uhre, Esbjerg CR. På nedkørslen satsede jeg lidt, og slog hullet til feltet. Ikke mange meter, men nok til at jeg kunne rykke ud af et højresving, og trække fra feltet. Jeg fik lukket op til gruppen relativt hurtigt, men måtte lige sunde mig lidt, for vi var efterhånden tæt på Slangebakken igen. Da jeg så endelig besluttede mig for at gå frem for at tage min føring, var feltet ved at være tæt på, og jeg fornemmede hurtigt, at ingen rigtigt var på mit hjul til at afløse mig i rulleskiftet. Derfor traf jeg en hurtig beslutning, og lavede en siddende accelleration, og trak fra gruppen, der mere eller mindre blev opslugt af feltet lige efter. Jeg prøvede at gøre mig så aerodynamisk som overhovedet muligt, hvilket lykkedes temmelig godt. Jeg pressede ikke voldsomt hårdt og øgede stille og roligt afstanden til feltet.

Jeg ramte Slangebakken med et rimelig forspring på 10-15 sekunder, tror jeg. Jeg prøvede at køre over bakken så hårdt, som jeg overhovedet kunne, på en kontrolleret måde. Jeg fik heldigvis overstået det værste af bakken, før jeg blev fanget af hvad der vist var 10-12 mand. Jeg fik hægtet mig på bagenden, men jeg var igen i krise – denne gang værre en før. Der var ikke den store enighed i gruppen, men nok fordi der var 2-3 mand, inklusiv undertegnede, der ikke bidrog. Jeg kunne simpelthen ikke. Jeg kunne godt mærke, at det ikke bare var den almindelige træthed. Normalt plejer jeg godt at kunne tvinge en føring ind, for at vise good-will, men jeg hev som en gal efter vejret. Selvom vi havde nedkørslen efter mål kunne jeg stadig ikke komme til hægterne igen, og da vi ramte en lille stigning igen fandt jeg ud af hvad der var ved at ske. Et astma-anfald. Det havde jeg ikke for alvor haft siden Hobro, sidste år, i hvert fald ikke i så høj grad. Jeg begyndte at hyperventilere, og jeg måtte slå ud. Jeg stod nu nærmest helt stille, og kunne ikke få styr på vejrtrækningen og feltet hamrede forbi mig med fuld knald. Løbet var slut for mit vedkommende, for før jeg fik styr på lungerne var feltet allerede mindst 20-30 sekunder væk.

Jeg endte bagefter i en lille gruppe, som jeg kørte med indtil vi støtte på Michelle der sad og tog billeder, hvor jeg lige rullede hen, så kom Michael Damm, og jeg trillede tilbage til mål og stod af sammen med ham.

Vinder af løbet blev Sander Andersen, ABC, der igen var imponerende. Afslutningen var som skræddersyet til ham. Nummer 2 og 3 blev Casper Ilsø, Herning CK Elite pb Look, og Kristian Hessel, Amager CR.

Resultater ses HER!

Efter løbet var jeg sgu svært skuffet. Jeg havde ramt det meste rigtigt taktisk, men astmaen havde ramt hårdt, og jeg var faktisk ikke vildt optimistisk frem mod de næste to løb.

HERNING, 5 OMGANGE, 119 KILOMETER, 550 HØJDEMETER

Jeg fik kørt ruten i bil sammen med konen. Min umiddelbare dom var, at ruten passede mig rigtig godt! Der var ikke rigtig nogle stigninger, men flere lange rullende stykker. Det sværeste ville så bare være at ramme udbruddet, som altid på flade ruter var ret svært, og specielt når der ingen vind var, til at gøre løbene hårdere.

Jeg havde i dag både Michael Damm og Christian Wilkens med som klubkammerater.

Jeg startede lidt tilbage i feltet, og regnede egentlig med, at skulle holde den roligt de første 30-40 minutter. Så derfor følte jeg ingen fare ved at ligge mig ned godt bagerst i feltet, men til min store skræk kunne jeg se, at mere eller mindre fra allerførste kilometer kørte der 9 mand væk, der i blandt Damm! Det var selvfølgelig fint at få ham med ud foran, men man følte det var lidt fesen af 9 mand fik så nemt lov til at køre væk. Wilkens og min opgave skulle nu være, at komme med i de hug bagfra, men ikke trække feltet med. Alle de “store kanoner” som jeg holdt øje med, havde også misset udbruddet så jeg følte mig egentlig relativt afslappet, men droppede lidt ideen om at holde mig roligt i løbets indledende fase.

Jeg gik med i en del angreb gange, eller gik med i andres angreb, men stort set alt blev lukket. Og det var mere eller mindre hele opskriften på første omgang.

Da vi kørte ud på 2. omgang var der stadig godt gang i angrebene. Jeg havde selv lavet et ret hårdt et, som var blevet lukket og mens jeg lige kørte ned i feltet for at få luft kørte endnu en gruppe væk. Og det værste var, at det nærmest bare var fordi folk ikke holdt hjulet på dem! Jeg kunne ikke komme frem, men som feltet havde kørt indtil da, så ville de sikkert lukket det. Endnu et par ryttere kørte væk, og jeg fornemmede nu faren! Jeg måtte fremad. Jeg rykkede efter, men nu var feltet igen vågnet op, og der blev lukket igen. Men farten døde totalt nu. Vi var et par stykker på 4-5 ryttere der igen rykkede væk, hvor bl.a. Kristian Flagstad, CK Aarhus, og Wilkens kom med. Men her kunne folk åbenbart heller ikke tage deres føringer, og vi var vel kun 2-3 mand der konstant kørte rundt. Det var en dødssejler, og feltet lukkede os igen efter 4-5 kilometers jagt… og så gik farten helt ud af feltet igen.

Jeg var ved at eksplodere inden i. Jeg vidste godt at løbet var slut for os. De stærke ryttere der var kørt væk var ikke folk der pludselig mistede luften, og feltet lå og lallede med 35-40 km/t. Jeg havde opgivet at rykke mere, for jeg blev konstant lukket ned, og moralen var knækket. Den der drøm om at ramme hugget og køre en top 5 hjem var helt og aldeles slukket.

Sander Andersen havde også misset udbruddet, og jeg tror godt han tidligt havde indset, at hans mulighed for samlet sejr var væk. Der skal så lidt til før det hele går galt i pinsen :(

Jeg tror, at jeg mere eller mindre bare sad på smækken af feltet i en hel omgang. Jeg var bitter og tvær. Dog, da vi kørte igennem målområdet, blev der råbt at der var 13 foran. 13? Det var ikke helt det tal jeg regnede med. Så var der jo stadig 2 pointgivende placeringer at køre om, hvis det passede? Vi kørte ud på 3. omgang.

Den sidste halvdel af ruten havde en smule modvind, og det steg meget svagt, men det var som om, at det gjorde at farten gik helt ud. Så da Sune Guldbrand Hansen, Vejle CK, rykkede væk tænkte jeg, at det nu måtte bære eller briste. Jeg gik efter ham i et hug med ét mål. Køre ham ind, og køre væk med ham. Blev jeg (eller vi) lukket ville jeg stå af.

På jagt efter Sune

Heldigvis gik feltet i stå efter mit angreb, så det ud til. Sune og jeg fik gang i et godt samarbejde, og jeg knoklede mig selv helt smadder for at få skabt det hul.

Stille og roligt udbyggede vi føringen, men da vi passerede Michelle, råbte jeg til hende, om hvor mange der var foran? Femten, tror jeg, svarede hun! Æv! Så var der næppe noget at køre om! Da vi ramte det lange modvindsstykke kunne jeg se en gruppe på 5-6 mand bag os. Vi havde måske 30 sekunder. Jeg snakkede kort med Sune, og min umiddelbare fornemmelse var, at vi ikke skulle køre all out, men bare holde den stram, da de nok ville hente os før eller siden. Så vi satte intensiteten en smule ned. Da vi 5-10 minutter senere var færdig med modvindsstykket kunne vi dog se, at de ikke var kommet sønderligt tættere på, så nu skulle den have fuld gas, da vi kørte ud på sidste omgang.

Jeg prøvede at trykke igennem i føringerne igen, men pludselig var der bare slukket. Jeg var faktisk ved at gå kold! Jeg havde ikke spist eller drukket nok løbet igennem, på grund af alle de angreb. Jeg overvejede faktisk et kort sekund, at vende om og køre tilbage til mål! Der skal lyde et stort tak til Sune, for her hev han mig op fra den hul jeg havde gravet mig mentalt ned i. Jeg nappede 2 gels inden for kort tid, og 10 minutter senere var der igen rimelig hul igennem. Det er sjældent, at jeg mærker SÅ stor effekt af gels, men her var den en forskel på at stå af og gennemføre.

Da vi ramte de sidste 1000 meter, fik jeg viftet Sune frem. Så måtte han trække helt ind til mål. Jeg ved faktisk ikke om Sune blot serverede den for mig, for han trak hele vejen til mål. Jeg havde måske taget det største læs i starten af vores udbrud, men på sidste omgang var det vist tæt på 50/50 i føringerne. Spurten blev vundet let, da jeg ikke tror at Sune prøvede.

Vinderen af løbet blev Ole Emil Andersen, CK Aarhus, foran Sebastian Rathje Andersen, Herning CK Elite pb Look og Jeppe Norup Dal, Odense CK.

Derfor overtog Jeppe Dal førertrøjen i Marcello Bergamo Cup. Sander Andersen tog konsekvensen af, at muligheden for samlet Cup-sejr var væk, og gik op og fik sorte rygnumre og rykkede i A.

Personligt var det en blandet dag for mig. Jeg var rigtigt bitter over at have misset udbruddet, for benene var der, som jeg dog heldigvis fik vist i Sunes og min parløb over næsten halvdelen af løbet. Og vigtigst af alt, ingen bøvl med astmaen, men den havde også fået et skud ekstra inden start – lovligt naturlivis, så ingen salbutamol-sag til AoC i denne omgang ;)

 

HAMMEL, 8 OMGANGE, 112,8 KILOMETER, 776 HØJDEMETER

“Jeg forudser at Hammel bliver mit første løb hvor min point-strike brydes. Alt andet vil i hvert fald være for vildt.”

Således skrev jeg i mine forventninger. Og kort sagt, så blev det vildt!

Michelle og jeg fik kørt ruten i bil og som ruten så ud, var jeg faktisk rimelig tilfreds, hvis det da ikke var for det faktum, at vi efter små 12 kilometer af den knap 14 kilometer lange rundstrækning, ville ramme Pøt Mølle. Forfærdelig bakke, for os tunge drenge. Jeg havde ikke hjemmefra lavet en overordnet strategi, men besluttede mig for at gribe det lidt an, som jeg gjorde i Silkeborg. Defensivt på første omgang, og se om jeg kunne overleve Pøtten første gang, og så ellers se benene an derfra. Hvis de små, lette drenge ville lege Contador og angribe, så ville jeg bare køre over i mit eget tempo, og så se om det var nok til at sidde i feltet.

Ruten var som sagt nærmest skræddersyet til mig, hvis man trak Pøtten fra. En masse falde stykker og smalle veje. Der var også lidt mere vind end de foregående dage, men stadig ikke helt nok til at man kunne køre rigtig sidevind.

Løbet startede med en 1,5 kilometer masterstart og så var det ellers bare cykelløb fra første meter. Heldigvis virkede det som om at feltet kollektivt havde besluttet, at inden skulle få lov til at sejle væk som dagen før i Herning, så det meste blev holdt samlet. På de små, smalle veje, var det svært at komme frem, og på et tidspunkt røg jeg ned blandt de sidste 20 ryttere ud af de 50 ryttere der var til start. Det var lige langt nok tilbage, men det var rigtigt svært at komme frem af, og bagved brugte man ret mange kræfter ud af hvert eneste sving. Så jeg måtte bide i det sure æble, da vi ramte et stykke med sidevind, hvor hele feltet lå en og en i venstre side af vejen. Jeg måtte ud i vinden og køre mig selv frem, og da jeg ramte 10. position fik jeg kæmpet ind på hjul.

Jeg fik holdt mig godt fremme inden Pøt Mølle, og på nedkørslen inden Pøtten holdt jeg min plads og fik endda kørt mig frem således, at jeg ramte bakken i 3.-4. position. Farten henover bakken var høj, men der var ikke de helt vilde store ryk, og jeg mistede måske 10-15 pladser, men kom faktisk med henover, som første gang nogensinde… i noget felt. “Kun” 7 gange mere der skulle overleves.

Følelsen i kroppen, efter første gang over Pøtten, var okay. Jeg var nok ikke den med mest overskud, men der var da røget en lille slat af feltet på bakken, og vi kørte ud på 2. omgang. Modsat Slangebakken i Silkeborg, var jeg ikke blevet presset til all out på Pøtten, så jeg besluttede mig, at jeg ville prøve at spare mig mest muligt til endnu engang over bakken, og så kun gå med i det udbrudsforsøg hvor jeg kunne snige mig rimelig nemt med.

Cirka halvvejs på 2. omgang fik vi dog lidt dramatik. Der var en angreb i gang, og jeg lå relativt langt fremme i feltet, da vi ramte et lidt svært venstresving. Et par pladser foran mig angreb Fredrik Leicht, FBL, men oversatsede svinget og kørte af vejen. Dog styrtede han ikke, men endte 2-3 meter ude i marken. Han lignede dog en der hurtigt kom op på asfalten igen, og nok skulle komme med i feltet. Kort før Pøt Mølle slap 3 ryttere væk i Casper Ilsøe, Herning CK Elite pb Look, og Lasse Eland og Jes Steengaard, begge CK Aarhus. Jeg sad ikke i en position hvor jeg kunne have kørt med, men havde nok næppe heller prøvet, da jeg sparede mig til Pøt Mølle.

Lige inden nedkørslen sad jeg næsten først, men tænkte at jeg ville prøve at slå et hul ned af. Det krævede blot at rytterne lige foran mig ville åbne et lille hul i mellem sig. Da det kom rykkede jeg, og fik hullet, og på nedkørslen fik jeg skabt mig et bette hul for Pøt Mølle, som jeg kom først ind på – fra feltet. Herfra kørte jeg bare kontrolleret, da jeg vidste at feltet ville hente mig op af, men faktisk var jeg næsten halvvejs oppe før der kom en stor gruppe, på en lang linje forbi. Da bakken fladede lidt ud fik jeg kilet mig ind på hjul og vi var måske 15-20 mand, hvor feltet var knækket i to. Personligt var jeg ikke i stand til at hjælp med at føre, men havde nok med blot at holde hjulet på rytteren foran. Længere fremme kunne vi stadig se trioen i udbrud.

Da vi kørte ud på 3. omgang var det hele dog samlet igen. Jeppe Dal, Odense CK, og fører af Marcello Bergamo Cuppen, kom op på siden af mig. “Næste gang, når feltet går i stå…[så rykker vi]” sagde han. Av, for en plan, for mine ben havde lige brug for 30 sekunder mere, men heldigvis gik der også cirka 30 sekunder før den gik lidt i stå. Jeg rykkede og fik Dal med på hjul. En rytter lå foran os, som åbenbart var kørt væk lige inden. Jeg kastede et blik bagud, og kunne se, at feltet stod helt stille, og vi fangede rytteren foran os, der var Gustav Heyn, CC Hillerød. Det blev dog mest til et parløb mellem Dal og jeg, da Heyn var helt smadret. Jeg råbte dog lidt af ham, at han blev nødt til at gå med rundt bare engang imellem før ellers ville vi ikke have en chance for at hente trioen i front.

Omkring halvvejs på omgangen slog det mig, at det var lidt et dødsprojekt jeg havde gang i. Hvis jeg kørte mig selv all out for at hente fronten ville jeg næppe klare Pøt Mølle, men begyndte jeg at spare mig, så var der kun Dal til at føre, og så ville feltet nok fange os igen. Jeg besluttede mig, for at jeg måtte satse på at jeg ville overleve Pøt Mølle med mine to følgesvende. Vi ville ikke nå at fange gruppen før bakken alligevel.

Da vi ramte Pøt Mølle var vi dog ret tæt på fronten. Og nok også lidt for tæt på, set ud fra et taktisk synspunkt. For Jeppe Dal øgede med det samme farten, og jeg kunne med det samme mærke, at hvis jeg fulgte det tempo, så ville jeg eksplodere. Heyn fik klemt sig på hjul af Dal, og de 2 efterlod mig alene på Pøtten! Øv, det var vist det løb for mig vedkommende nåede jeg at tænke. Da jeg næsten var på toppen kiggede jeg bagud, og så at der var 3 ryttere på vej op til mig. Og feltet var ikke til at se! De fangede mig på toppen, og efter jeg var blevet sat af de andre 2, havde jeg sparet mig nok, til at jeg kunne gå med i samarbejdet med det samme. Det var Mikkel Skjellerup, Aalborg CR, Fredrik Leicht, FBL og Jannik Ljungdahl, Hvidovre CK der fangede mig.

Da vi kørte ud på 4. omgang tog jeg en ordentlig herre-føring. En af dem bagved råbte, at jeg ikke skulle forcere så meget, men jeg havde faktisk kun én mission. Det hul til de 5 foran skulle lukkes i en helveds fart, for fik de først gang i samarbejdet, så kunne det blive en lang jagt, og måske ville det så gøre at jeg ville ryge af på Pøt Mølle igen. Hvis jeg fik det lukket hurtigt, så var der tid til at komme til hægterne igen. Det gjorde naller, men efter en kilometers penge, på 4. omgang, var der lukket til fronten og vi var nu 9 mand i front. Et 9 mandsrulleskift var klart nemmere for mig, end alt det jagt, jeg havde lagt og lavet forrige omgang.

Herfra gik det ellers i et rask tempo indtil vi nærmede os Pøtten. Her gik jeg rent på hjul for at spare mig en smule, i håb om at det var nok til at overleve. Heldigvis blev der ikke forceret på bakken, og den blev kørt temmeligt jævnt. Jeg led stadig, men jeg var aldrig i tvivl om at jeg ville komme med over, såfremt at der naturligvis ikke blev forceret yderligere.

5. omgang forløb faktisk uden den helt store dramatik. Alle tog deres føringer, og der var en fin fart på. Kort før Pøtten lavede jeg samme nummer igen, ved at gemme mig, spare mig, og håbe at vi ville køre jævnt henover. Denne gang satte Mikkel Skjellerup sig dog i front og kørte den lidt hårdere over end omgangen før, og jeg led temmelig meget, men fik igen klemt mig med henover, ligesom alle andre i gruppen.

På 6. omgang begyndte jeg dog at føle mig mærket. Jeg havde sparet ret meget på min væske, for at have nok, men det var tydeligt, at jeg ikke ville have nok til hele løbets længde. Derudover havde jeg dog spist hvad jeg havde brug for. Så derfor begyndte jeg at spare mig lidt, og springe føringer over hvis jeg lige kunne få sneget mig til det. Jes Steengaard fornemmede det, og sagde at han ville se om han ikke kunne få langet en dunk til mig når vi ramte Pøtten. Det tror jeg dog Mikkel Skjellerup hørte, for da vi ramte Skjød by, hvor der også var langning, tog han en dunk, som han gav videre til mig! Den var jeg ret lykkelig for, for den var virkelig tiltrængt. Tak Mikkel! Halvdelen af dunken røg i halsen med det samme, og jeg håbede at kroppen ville nå at optage væsken før Pøt Mølle. For der var en smule muskelkramper allerede nu.

Heldigvis blev der igen kørt roligt over bakken, og vi kørte ud på 7. omgang. Jeg havde faktisk kun ét overordnet mål lige her. Afstanden til feltet skulle definitivt skabes, så hvis jeg røg på bakken, så ville der være stor nok afstand til at kunne holde hjem til point. Jeg følte mig klart som den ringeste op af. Jeg ville tænke finale, hvis jeg overlevede 7. omgang på Pøtten.

Ellers foregik 7. omgang som de foregående. Alle tog deres føringer og måske håbede folk bare, at hvis de gjorde som hidtil, så ville vi igen køre roligt over Pøtten. Kort før vi ramte Pøt Mølle for 7. gang, stod Michelle og tog billeder, sammen med Michael Damm der var stået af. Jeg råbte til dem, hvor stort hul vi havde. Cirka 1 minut var svaret. Fuck, det var ikke meget hvis man røg af og skulle holde 14 kilometer solo!

Vi ramte Pøt Mølle. Og til at starte med virkede det lidt som om, at der ville blive kørt jævnt, men den drøm ødelagde Casper Ilsø, da han pludselig forcerede. Næsten alle øgede også farten, og jeg prøvede, men kunne lynhurtigt konstatere, at der ikke var noget overskud tilbage! Jeg holdt dog så meget pres på, som jeg overhovedet kunne, i håb om at den kunne gå i stå for dem på toppen. Ljungdahl og Heyn var heller ikke kommet med fronten, så vi lå nu 3 mand. Ingen af os havde det helt store overskud, men jeg tror at alle gav alt hvad de havde. Da vi kørte ud på sidste omgang begyndte Heyn dog at kæmpe med det, og måtte side over det meste af tiden. Jeg sagde til mine 2 følgesvende, at vi bare skulle droppe tanken om at hente dem foran, selvom de måske kun havde 30-40 sekunder, men blot køre for at sikre os point. Den ide var de med på. Og om jeg blev 7 eller 9 var egentlig totalt ligegyldigt.

Det var dog lidt sjovt, for vi selvom vi mere eller mindre kun var Ljungdahl og jeg til at føre ordentligt igennem, så holdt vi gruppen inden for en rimelig rækkevidde. Mine tanker begyndte da at kredse om, at hvis de bare gik en smule i stå, så var vi tilbage i løbet. Desværre begyndte de dog til sidst at trække stille og roligt fra os hen mod Pøt Mølle. Vi kunne stadig se dem, men vi kom heller ikke til at fange dem før bakken. På nedkørslen kørte jeg fra mine 2 følgesvende og satsede ned af. I bunden af Pøt Mølle kom jeg med så høj fart, at jeg ville udnytte det momentum og måske øge til de 2 bagved. Men pludselig så jeg Skjellerup og Eland, der var røget fra. Jeg hentede hurtigt ind på dem, og da jeg nåede op på siden af dem, tænkte jeg, at jeg ikke havde noget at miste, så jeg prøvede sgu at angribe. Der gik vel 4-5 sekunder fra at jeg lavede angrebet, til at jeg måtte smide den på lille klinge, og helt ud på 28’ern bagpå. Syren sad i hele kroppen og der var ingen saft tilbage i benene. Jeg måtte rulle op over Pøtten for sidste gang. På toppen fangede Ljungdahl og Heyn mig. Foran lå Skjellerup, og længere fremme var Eland. Eland kunne vi næppe fange, men det var muligt med Skjellerup. Jeg lod Ljungdahl og Heyn tage en føring hver, før jeg rykkede fra dem. Heyn prøvede at gå med, men manglede måske 15-20 meter, og jeg gjorde mig så aero som jeg overhovedet kunne og trykkede med de sidste watt der var tilbage. Han knækkede.

Det endte med at jeg fangede Skjellerup og gik på hjul af ham med det samme. Der var måske 400 meter igen til målstregen. “Jeg kan ikke komme på stor klinge” sagde han! Hans batteri var dødt. Så derfor blev det ikke til den sværeste spurt om 6. pladsen, og jeg kunne ikke helt afgøre om det var ufint at “stjæle” 6. pladsen. Mon ikke han havde holdt mig bagved hvis han havde haft den store klinge?

Vinder blev Jeppe Dal foran Casper Ilsø og Fredrik Leicht. De 2 første er nu rykket op i A-klassen

At jeg overhovedet fik lavet point i Hammel burde være fysisk umuligt, men et godt mix af taktisk held og gode ben gjorde det muligt. Ud over sejrene, så er det her et resultat jeg kan se tilbage på med stor stolthed. Jeg var aldrig i nærheden af at vinde, men det havde jeg heller ikke forventet, men jeg er oven ud tilfreds med point på sådan en rute!

Næste løb, og mit sidste B-løb, er Give på søndag.