Årets, indtil videre, varmeste weekend er overstået med 2 hårde dage i hhv. Randers og Djurs. Igen blev det til point i begge løb, men fornemmelsen af formnedgang var tilstede, men om det var det der rent faktisk skete, eller om var det sædvanlige, om at jeg har det svært i varmt vejr skal jeg lade stå i det uvisse. Jeg tager det positive med, at jeg formår at lave point de dage hvor det rent faktisk ikke spiller!
Forventningerne kan læses HER!

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: StonyShots

RANDERS, 7 OMGANGE, 106,4 KILOMETER, 889 HØJDEMETER

Jeg ankom til Randers i god tid, og fik kørt en ret god opvarmning. Jeg havde ikke den der superfornemmelse, om at der var hul igennem til benene. Helt på linie omkring den fornemmelse der havde plaget mig hele ugen. Rigtig god til at køre hårdt jævn, men blot en smule over syregrænsen så følte jeg mere ubehag end normalt.

Løbet blev sat i gang, og der var hurtigt angreb på angreb, og det var rent indianerrace. Jeg var selv ret aktiv, da jeg vidste, at når vi kun skulle køre en sjat over 100 km, så var det tit de løb der blev kørt ret aggressivt.

Jeg tror næsten ikke vi havde kørt mere end 10-15 minutter før udbruddet slap afsted, og desværre kørte de uden mig. Min plan om at holde mig til Jeppe Dal, Odense CK, og Sander Andersen, ABC, mislykkedes totalt, da de kørte væk i et et ryk, lige efter at jeg havde været i angreb. Og jeg sad ret meget på limit, og kunne slet ikke overskue andet, end blot at finde mig til rette i feltet. Min klubkammerat, Christian Wilkens, slap også med, og herved var mit alibi for ikke at arbejde i feltet sikret. Jeg havde ikke stort overblik, men så Ole Emil Andersen, CK Aarhus, Sebastian Ryttersgaard, Team OK Kvickly Odder, Jeppe Dal, Sander Andersen, Christian Wilkens, af dem som var kørt væk. Der var flere, men kunne ikke huske bagefter om der var 2 eller 7 andre med. Jeg var ikke ligefrem ovenpå.

Herefter gik feltet i stå, og der var kun sporadiske angrebeb, som jeg dog lukkede ned efter bedste evne, for at hjælpe Wilkens. Dog gjorde det naller, men udbruddet sejlede væk. Nu gik løbet over i en anden fase for mig. Jeg skulle med i et hug, om måske se om vi kunne lukke op til fronten, uden feltet på slæb. Jeg syntes dog, at det var svært at slippe væk.

Af de 2 bakker der var på ruten huskede jeg kun bakken kort før mål. Dog havde jeg glemt Østrupbakken som virkelig var lang og sej. Den havde ikke de vildeste stigningsprocenter, men man følte bare at den blev ved. Jeg kom dog over begge bakker forholdsvist nemt, og vi kørte ud på 2. omgang. Udbruddet var forlængst ude at syne. Herfra holdt jeg mig egentlig til ro hele vejen rundt til vi ramte bakkerne igen. Her begyndte folk igen at sætte pres på, og man fornemmede meget at folk var tæt på grænsen. Lige da vi ramte toppen af Østrupbakken kom min klubkammerat, Michael Damm, flyvende bagfra og satte så hårdt pres på, at feltet pludselig lå en-og-en. Måske er Michael’s form ikke til 100 km-cykelløb, men han kan nu stadig lave de der dødsenshårde hug over 2-3 minutter. Da Michael slog ud, blev der sat angreb ind, tror det var Kristian Flagstad, CK Aarhus. Jeg gik efter med Lasse Eland, også CK Aarhus, på hjul, og vi blev hurtigt til en trio, og det var tydeligt at feltet var ved at knække i stumper og stykker. Vi skulle bare holde på.

Desværre fik Flagstad hurtigt en krise. Han kunne ikke selv sætte finger på hvorfor bagefter, men hans krop ville slet ikke samarbejde, så Lasse og jeg måtte tage et godt slæb ind mod mål. Heldigvis kom Jannik Nedergaard, Herning CK Elite pb Look, flyvende bagfra, og satte os næsten direkte fra hjul. Dog fik han tøjlet sig, og vi kom på hjul. Han tog en ordentlig føring gennem hele målområdet, og da vi begyndte at køre rundt alle sammen, kunne vi konstatere at Lasse Kristiansen, Odense CK, også var kommet op. Vi havde måske 10-15 sekunder til feltet, så vi måtte holde den stram og det var dødhårdt!

Vi knoklede dog på, selvom vi hele 3. omgang havde feltet lige på nakken. Først da vi kom ud på 4. omgang var der så meget luft, at vi ikke kunne se dem bagude mere. Samtidig fangede vi Ole Emil Andersen, fra udbruddet, der havde været en tur i asfalten. Han havde heldigvis kun overfladiske skræmmer, men han faldt direkte af vores gruppe, da det skulle vise sig, at hans cykel var bøjet (alu-ramme), og der var noget der gik mod fælgen.

Kort tid efter fik vi første tid råbt til os. Der var åbenbart 1:50m op til fronten. Hmm, med omkring 40 kilometer tilbage, så var det sgu svært. Lasse Eland, som var stærkt kørende, opildnede os til til knokle på, da vi jo godt kunne nå dem, hvis de fik i stå. Jeg var ikke flyvende, men vurderede at Lasse kun var stærkere end mig i vores gruppe – han trak som en motorcykel! Og vi kunne lige så godt fortsætte, for vi havde jo intet at miste. Pludselig så vi Jeppe Dal stå i vejkanten. Han var punkteret. Og samtidig blev der så råbt til os, at der var 3 mand foran! Det gav ingen mening, men nu kørte vi åbenbart for 4. pladsen!?

Det gjorde vi ikke. For da vi kørte forbi mål blev der råbt at der var 7 ude foran, men at Wilkens var faldet af! Øv! Vi fangede ham kort tid efter.

Herfra gik den egentlig bare indtil vi ramte Østrupbakken, den første af 2 bakker på ruten, hvor jeg på toppen prøvede med en accelleration. Dog fik jeg ikke meget ud af det, udover at folk nu begyndte at køre taktisk.

Og da vi ramte løbets sidste bakke angreb Flagstad, og jeg tog prompte hans dæk! Og et hurtigt kig bagud kunne konstatere, at der blev slået hul. Jeg råbte hurtigt til Flagstad, at “Den her kører vi sgu på!” og så fik den bare fuld gas. Bagud var Jannik Nedergaard ved at lukke os, men havde Eland på hjul, der sad over da Flagstad lige foran. Så det blev Nedergaard mod Flagstad og jeg. Den fik lige et lille nyk ekstra op i fart for at knække ham! På toppen af bakken begyndte min inderlår at krampe en smule, og jeg prøvede at vifte Flagstad frem, men han var også brugt. Så der var lidt samtale mellem os, hvor vi forklarede hinanden, hvor trætte vi begge var! :)

På sidste kilometer havde Flagstad fronten, og jeg kunne se bagud at de andre 2 ikke ville komme op. Så nu blev den taktisk. Flagstad prøvede 3-4 gange at vifte mig forbi, men jeg først frem få hundrede meter inden opløbssvinget. Jeg vidste at hvis jeg kom først igennem der, så havde Flagstad ikke spurten til at gå forbi mig igen.

Jeg blev 7’er, mens Flagstad blev 8’er. Sander Andersen fejede alt modstand helt af, og vandt med næsten 1,5 minut til nummer 2. Det er sgu imponerende! Faktisk kom vi ret tæt på fronten til sidst, men ikke helt nok til at vi for alvor kunne true dem.

Herefter var det hurtigt ned i bilen og få noget væske indenbors. Jeg havde lidt som en svin i varmen, og havde de sidste 40-50 kilometer skulle spare på mit væske, og manglede i den grad vand. Jeg ved ikke om det var derfor jeg havde følt mig rimelig skidt kørende hele dagen. Og så var det ellers bare hjem ad, og få benene op inden Djurs om søndagen!

DJURS, 6 OMGANGE, 117,6 KILOMETER, 822 HØJDEMETER

Endnu en brændvarm dag ventede os, og sidst jeg så i bilen sagde den 24 grader. Føj da! Jeg vil rigtig gerne træne i varmt og lækkert vejr, men jeg hader det i løb. Nej, så hellere 15 grader og overskyet!

Nå, men det gik j bare ud på, at få det bedste ud på det. Klog af skade fra lørdagen tog jeg en dunk ekstra med i ryglommen, så jeg havde væske nok. Jeg havde nemlig ingen til at lange dunke til mig. Den beslutning skulle vise sig at være klog, for da vi stod til start og manglede 2 minutter før vi blev sendt ud, kom der en kommisær og forklarede os, at lige præcis i dag, ville de håndhæve reglerne omkring langning i B-klassen! Så ingen måtte få dunke, ud over de dunke de nu engang havde på cyklen fra starten af. Men alt det her vender jeg tilbage til.

Løbet blev skudt i gang, og angrebene startede som altid. Der var intet der rigtigt fik lov til at slippe væk, og jeg havde besluttet mig at sætte mig hårdt på enten Jeppe Dal eller Thomas Gjødsbøl, Give CK.

Der var, ligesom i Randers, småt med vind, så det kunne igen blive lidt af et lotteri om man lige ramte det rigtigt hug. Jeg var ikke helt så aktiv i starten, som jeg var i Randers, for følte ikke at benene var så gode. Ruten havde kun ét sted hvor man rigtigt kunne gøre forskellen, tænkte jeg, nemlig Mårupbakken, som kom efter 17 kilometer af den 19,6 kilometer lange rute. Bakken isoleret set, var ikke så slem, men mere det faktum at man kom fra 180 grader og cirka kørte 10 km/t, når man ramte den. Med min kropvægt var den bare hård at træde i gang. Så efter et mislykket angreb, ville jeg til at forberede mig på bakken. Den plan ødelagde et udbrud så! Et udbrud med 4 mand kørte væk, hvor jeg så Jeppe Dal, Lasse Eland, Asbjørn Hellemose, Hammel CK, og Sebastian Ryttersgaard, Team OK Kvickly Odder. Det var et alvorligt angreb, for feltet gik i stå.

Jeg fik bakset mig fri og rykkede væk. På hjul fik jeg en Aalborg-rytter, som jeg ikke kunne kende, og Oliver Knudsen, Team OK Kvickly Odder. Aalborg-rytteren opdagede jeg senere, sig at være Mikkel Skjellerup. Han er altså ikke hvem-som-helst, men kørte faktisk PostNord Danmark Rundt sidste år for Landsholdet, men stoppede så med at cykle. Lige indtil han åbenbart fortrød, og nu fik comeback i B.

Der var lidt fnider mellem os 3. Knudsen ville ikke føre, da han havde Ryttersgaard ude foran. Jeg var selv så meget på grænsen, at jeg gjorde det klart, at hvis han ikke ville hjælpe, så blev kunne vi lige så godt lade os hente igen. Jeg havde ikke kræfterne, til at det kun skulle være Skjellerup og jeg lukkede hullet.

Da vi ramte Mårupbakken havde jeg et snert af overskud, og vi manglede måske 20-30 meter op. Vi havde en smule mere afstand til feltet, men ikke meget mere at folk kunne lave “hoppet” fra feltet og op til os, hvis de havde kræfterne. Derfor gik jeg all-out på bakken, med to mål. Først skulle vi lukke hullet til fronten, men samtidig skulle lysten til at nogle fra feltet lavede et hop op til os ikke var til stede. Og op kom vi. Og nu var jeg faktisk for alvor presset. Jeg kunne knap holde hjul, og fik lidt skæld ud af Eland, men jeg var et mulehår fra at springe i luften! Mens jeg lå bagved og hev som en gal efter vejret fik Mads Mondrup, Give CK, lukket hullet til os.

Det er faktisk en lidt sjov historie. Jeg havde jo satset på at det var Thomas Gjødsbøl fra Give, og ikke Mondrup der ville være i finalen. Men gjorde det nogen forskel? Det viser sig nemlig, at folk slet ikke kan kende forskel på Gjødsbøl og Mondrup, og indrømmet, de ligner også rigtig meget hinanden i løbspåklædning! Det er faktisk ret sjovt, når folk bagefter står og snakker til Gjødsbøl, om hans rolle i udbruddet, og han så må forklare at det altså var Mondrup! :)

Nå, men tilbage til løbet. Vi var i front:

– Oliver Knudsen, Team OK Kvickly Odder
– Sebastian Ryttersgaard, Team OK Kvickly Odder
– Lasse Eland, CK Aarhus
– Jeppe Dal, Odense CK
– Mikkel Skjellerup, Aalborg CR
– Asbjørn Hellemose, Hammel CK
– Mads Mondrup, Give CK
– Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup CK

– Hullet var ikke slået sådan for alvor, og det krævede virkelig at alle knoklede igennem, og det gjorde de fleste nu også. Vi begyndte at øge, og da jeg på 3. omgang kiggede ned på min Garmin sagde den 43,2 km/t for den første time. Der var pænt meget knald på, så lettere arrogant tænkte jeg, at feltet nok var sat med flere minutter.

Om der var andre der havde samme tanker, eller om det var træthed der satte ind ved jeg ikke, men samarbejdet var ikke så flydende mere. Den gik aldrig i stå, men rulleskiftet blev tit afbrudt, da folk ikke kørte med frem, men heldigvis var der altid en eller anden der tog ansvar med det samme igen. Jeg indrømmer også, at jeg heller ikke selv var for fin til at springe over et par gange. Jeg kunne godt mærke, at jeg ikke var helt oven på pedalerne. Og hver evig eneste gang på Mårupbakken led jeg som et svin.

Mårupbakken gjorde ondt igen i år!

Lige da vi var ved at være færdige med 4. omgang spejdede vi bagud. Vi kunne altså se B-feltet. Jeg skød det til 30 sekunder. “Fuck mand, det er da løgn!” sagde jeg vist lidt højlydt. Folk, i udbruddet, var nu forvirret over hvad vi skulle gøre. Kunne det betale sig at gå all-in på at holde hjem, eller burde man spare kræfterne til når feltet kom og fangede os.

Helt personligt var jeg så brugt, at jeg ikke ville opleve et angrebshelvede hvis feltet fangede os. Så derfor var jeg helt på linie med de folk der mente vi skulle knokle videre. Jeg havde intet at miste på den front, og heldigvis fik vi gang i samarbejdet igen. Det var stadigvæk langt fra perfekt, men vi øgede vist igen. Da vi ramte Mårupbakken for 2. sidste gang, blev der angrebet, og udbruddet knækkede. Der var vist 4 mand der var væk. Jeg gik ikke selv all-out, da jeg vidste at jeg ville eksplodere hvis jeg gjorde det. Da den fladede ud rykkede jeg og gik all-out på nedkørslen! Jeg lå længe på +70 km/t ned af, og vi fangede fronten igen. Alle i udbruddet var med endnu. Der blev stukket lidt hist og her, men det meste blev lukket.

De fleste vurderede nok, at det var for tidligt at køre finale hele vejen, når feltet nu ikke var længere væk, end hvad vi så, omgangen før. Så samarbejdet kom rimelig op og køre igen. Jeg vurderede at jeg måske havde 1-2 skud på at prøve noget. Men kom der et angreb, ville jeg næppe være ham der lukkede det. Jeg havde dårlige ben og tænkte for det meste defensive tanker.

Der blev ikke rigtig rigtig kørt igennem mere, selvom samarbejdet var rimelig flydende. Jeg havde ikke rigtig nogen ide om, hvor jeg skulle finde momentet til et angreb, men vidste blot at det skulle ske inden Mårupbakken. Efter rykket på forrige omgang, vidste jeg, at jeg ville blive sat der hvis jeg ikke fandt på noget.

Momentet kom lige pludselig med cirka 10 kilometer til mål. Rundt i en lidt teknisk passage, hvor vi skulle køre 2 x 90 grader til henholdsvis venstre og så højre – her lå jeg i 4 position, og der opstod et hul bagved mig på en 5-10 meter. Jeg kom med god fart på bagfra, men den pludselig gik lidt i stå foran mig, og jeg satte angrebet ind. Umiddelbart fik jeg hullet, så jeg fortsatte. Jeg kiggede bagud og kunne se at Jeppe Dal var rykket fri fra udbruddet og var på vej op til mig alene. Jeg holdt min fart så godt jeg kunne, og lige da Dal kom forbi mig prøvede jeg at hoppe på hjulet, men han havde lidt for meget fart på, så jeg måtte lave en accelleration, og her blev fik jeg så en krampe i inderlåret. Normalt kan jeg godt rulle en krampe ud, men den her gjorde simpelthen så ondt, at jeg måtte strække benet, og bare holde den sådan indtil krampen forsvandt. Dal sejlede væk! Øv, hvor var jeg ærgerligt!

Jeg slog blikket bagud, hvor jeg kunne se at Mondrup og Ryttersgaard havde revet sig løs, hvor Eland og Knudsen lå lidt længere tilbage. Jeg kunne ikke spotte Skjellerup og Hellemose mere. Jeg var stadig presset da jeg hoppede på hjul af Mondrup og Ryttersgaard, men forsøgte 2 gange at gå med rundt. Måske ville vi fange Dal og så kunne den måske gå lidt i stå, og så var der måske mulighed for at jeg kunne vinde alligevel? Måske var jeg bare for presset til at tænke klart! For da jeg skulle gå med rundt tredje gang i rulleskiftet ville benene ikke. Jeg måtte melde pas på føringen, og selvom jeg suttede dæk et par hundrede meter, så måtte jeg sande, at da farten blev hævet en anelse på en mikroskopisk stigning, så fik jeg endnu en krampe. Jeg kunne dog stadig træde, men måtte sænke kræften i mit tråd, hvilket betød at jeg faldt af. Moralen var faktisk pænt ødelagt på det her tidspunkt, og jeg lod mig hente af Eland og Knudsen, mens jeg prøvede at komme til hægterne.

Jeg erkendte at benene var lukket for i dag, og min eneste mission var nu at hjælpe Eland og Knudsen – og mig selv naturligvis – på at få øget afstanden til de sidste 2, så vi kunne sikre os en top 6, og derved mindst 4 point. Jeg måtte dog igen hoppe flere føringer over, og jeg frygtede godt nok Mårupbakken nu. Lige da vi drejede ind på den trykkede Knudsen på speederen og Eland fulgte efter. Jeg prøvede 2-3 tråd, men mærkede med det samme at krampen igen bed fra sig. Jeg måtte droppe at accellerere og kørte mit eget tempo op over bakken. På toppen, og på nedkørslen fik jeg igen luft og bragede ned af. Jeg hentede pludselig ind på dem!

Med cirka 200 meter til stregen fik jeg kontakt, og rundt i opløbssvinget åbnede jeg spurten med alt hvad jeg havde. Dog var begge vågne, og Eland vandt sikkert spurten, mens Knudsen fik kastet cyklen forbi på stregen. Jeppe Dal holdt hjem og Mondrup fik sat Ryttergaard til sidst i kampen om 2. pladsen. 3. pladsen til Ryttersgaard gjorde, at han nu fik point nok til at rykke i A.

Efter løbet blev Lasse Eland diskvalificeret, da han modtog en flaske i langningszonen.

Diskvalifikationen og mine tanker omkring den…

Regler siger, omkring forplejning:

Derfor er der som udgangspunkt aldrig forplejning/langning i B-klassen. Det kan kan man som udgangspunkt ikke være sur over, at man bliver straffet for…. og her er det vigtigt at sige som udgangspunkt.

For igennem hele sæsonen har kommisærerne set igennem fingre med det, men at de så lige vælger at håndhæve det på årets (indtil videre) varmeste dag forstår jeg intet af. Og at de melder det ud 2 minutter før vi starter, hvor de fleste folk har påsat de små dunke, mod forventning om at de må modtage nu. Jeg havde selv en dunk ekstra med på ryggen, da jeg ikke havde en til at lange dunke til mig.

Jeg forstår ikke argumentet for hvorfor B-klassen ikke må modtage forplejning når U19 må. Vi kører ca. lige stærkt, og vi kører 9/10 gange akkurat samme distance. Hvad er argumentet for at B-ryttere har brug for mindre væske?

Nuvel, hvis man mener det er set ud fra et sikkerhedsmæssigt synspunkt, så må jeg bare punktere den med det samme! Tvinger man folk til at have dunke med i ryglommerne, så bliver det altså endnu farligere, da det at slippe styret, for at fumle en dunk ud af lommen altså er farligere, end at man lige kører over og griber en dunk.  Der har ikke været én farlig situation i langningszonen i B i de løb jeg her kørt i år.

Kaster man alle mine argumenter over bords, så ja, så var der nogen der brød reglerne, men var det så groft, at de ligefrem skulle kaste en diskvalifikation af sig? Det synes jeg helt personligt er en overreaktion! Og det er helst ikke sådan jeg ønsker at tjene mine point.

Måske burde man også bare være lidt large med reglerne, når vi kører rundt i hvad der føltes som en bageovn. I Randers drak jeg personligt 2 store dunke, og måtte allerede spare på vandet de sidste 50 kilometer, og var decideret dårlig bagefter med en klar indikation af dehydrering. Og i Djurs var det endnu varmere, og der kørte vi sågar længere.

Næste løb i på søndag til Frederikshøj Kriterium. Lige pt. er der 8 forhåndstilmeldte i B-klassen, hvad sker der lige for det!? Kom nu folkens og støt op!