I weekenden var der cykelløb i Holstebro og Skive, og jeg var egentlig tilmeldt begge løb, men sygdom tvang mig til at blive hjemme fra Holstebro, og jeg var derfor faktisk i tvivl om hvorvidt jeg skulle tage til Skive for at køre ræs – men det gjorde jeg, og det fortrød jeg ikke.

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: Bikefoto.dk & CykelFoto

Inden løbsrapporten starter må jeg lige fortælle om sygdommen. Det er ikke noget dramatisk, men jeg havde sidste år i foråret nogle problemer med vejrtrækningen, hvilket ramte mig 2-3 gange fra marts til juli, men kun i træningen. Så derfor slog jeg det hen som værende dårlige dage. I år har jeg så været en del mere plaget af det, og specielt hele maj har været hel forfærdelig, hvor halsen har været rigtig træls, med en masse hoste, sammentrækninger og tilmed også febersymptomer. Dog skal det lige siges, at det næppe kan være nogen undskyldning for, at jeg ikke har fået det ud af det jeg mener jeg burde, med undtagelse af et løb. I Randers kørte jeg forkert, i Djurs var jeg på vej ud af en ganske almindelig forkølelse, og i Ry var jeg ikke kommet med over bakken, om jeg så var i topform, men i Hobro kunne jeg godt mærke problemerne da intensiteten blev lidt høj.

I starten af sidste uge, til træningen var den hel gal med vejrtrækningen, og jeg besluttede mig langt om længe, for at søge læge. Hun mente jeg måske havde allergi, som udløste astma. Hun var også inde på overannstregelsesastma.

I fredags gik det dog galt igen, da halsen gik helt amok, og jeg fik feber, mens jeg var på job. Derfor besluttede jeg mig for at skyde en hvid pil efter weekendens løb, og var faktisk så meget i kulkælderen, at jeg var klar til droppe licens indtil august igen. Da jeg vågnede lørdag morgen var symptomerne dog væk, men jeg droppede stadig Holstebro. Jeg fik anskaffet mig astmaspray, som lægen havde ordineret, og gjorde mig klar til Skive.

SKIVE, 5. OMGANGE, 106,5 KILOMETER, 555 HØJDEMETER

Ruten i Skive har altid passet mig glimrende. Flad som en pandekage, og næsten altid med garanti for vind, der ville hjælpe med udskilningen. Og som den type cykelrytter jeg er, så er det egentlig der det ligger bedst til mig. Dog var jeg ikke 100 % optimist, da jeg ikke vidste om kroppen ville lege med i dag.

Jeg fik dog kørt en opvarmning, og følte ikke nogle underlige luftvejeblokeringer – sprayen hjalp måske? – og stillede mig til start i højreside af vejen. Netop at jeg stille mig i højre side var et klart bevidst taktisk valg, da vi ville brage ud i sidevinden, som kom fra venstre, efter blot 500 meter. Faktisk lå ruten således, at vi stort set ville have sidevind hele dagen, og blot 2 mindre stykker med modvind og medvind.

Løbet blev sat i gang, og man kunne godt mærke at positionskampen allerede nu var intens. Jeg formåede konstant, at få mig gemt bag et hjul, så jeg fik læ, men samtidig kørte flere og flere forbi på ydersiden, og derfor gled jeg længere og længere ned i bagenden af det cirka 30 mand store felt. Der var ikke andet for, end selv at køre ud i vinden og køre frem. Da jeg kørte ud, så jeg Mads Østergaard, Herning, sætte en angreb ind, og jeg hoppede på hans hjul, og afsted var vi. Forbikørslen af feltet havde dog taget hårdt, og hver gang jeg skulle tage føring i stedet for Østergaard, så faldt farten, det var helt tydeligt. Jeg trak dog heller ikke 100 % igennem da jeg ikke ville brænde mig helt ud i vinden allerede 4-5 kilometer inde i løbet. Bliver man fanget af feltet, med syre i benene kan man risikere at rasle lige igennem og så er løbet slut.

Vi blev lukket ned, og jeg fik placeret mig i læ siden igen. Nu skulle jeg lige have luft igen! Jeg fik en træls fornemmelse, om at halsen var ved at snøre sig sammen igen! Heldigvis fik jeg hurtigt pusten igen, og det var vist bare det mentale der spillede ind. Kroppen samarbejdede.

Kort tid efter, cirka efter 7 kilometer, rykkede Christian Mathiesen, CK Aarhus og Jonas Nordal, Vejle væk. Der var ingen reaktion og vi drejede nu ind i modvinden. Feltet gik stort set i stå og vi lå og kørte 32-35 km/t med bred front. Der kom et angreb, og 2-3 mand fik lov til at køre væk. Endnu en enkelt kørte op til dem. Så endnu et angreb, denne gang fra Niklas Runliden, Horsens. Nu reagerede hele feltet og da Niklas blev fanget kørte der endnu en 2-3 ryttere væk. Farten var høj, og der var flere angreb, og jeg spottede i hvert fald Mads Østergaard, Lasse Eland, CK Aarhus, og Nikolaj Møller, Team AURA-Energi, blandt de der var sluppet afsted. Det var alvorligt.

Jeg sad lidt klemt og uden mulighed for at kunne angribe, men jeg kunne se at de blev samlet i fronten, mens Mathiesen og Nordal stadig lå længere ude foran. Michael Hou, Aalborg, angreb dog lige foran mig, og jeg hoppede med på hans hjul. Hullet blev slået med det samme, og Hou kørte rigtig stærkt. Vi kom hurtigt tættere på. Jeg fik ikke taget en eneste føring på vej op, da Hou bare blæste igennem, og kort før vi var oppe gav jeg ham et lille skub i ryggen for at vi kunne holde farten. Det gjorde jeg, da jeg vurderede at det var bedre at vi kom op, og Hou så kunne sidde over, mens jeg kunne bidrage til føringsarbejdet med det samme, så vi ikke kom op to mand for at sidde på dæk. Vi kom op, og jeg fik kørt med rundt med det samme! Jeg fandt aldrig ud af om Hou overhovedet sad over, eller om der var bare var gået motorcykel i den!

Det var tydeligt, at vi kørte meget hurtigere end dem vi havde revet os fri fra, og vi øgede derfor hurtigt afstanden. Hurtigt fik jeg dannet mig et overblik over hvem vi var og hvor mange. Vi var:

Lasse Eland, CK Aarhus
Rasmus Søgaard, CK Aarhus,
Mads Østergaard, Herning CK,
Sebastian Rathje Andersen, Herning CK,
Nikolaj Friis, Esbjerg CR,
Jorn Oerlemans, Odder CK,
Asbjørn Ravn Rasmussen, Hammel CK,
Michael Hou, Aalborg CR,
Nikolaj Møller, Team AURA-Energi,
Jeppe Tolbøll, Haderslev Starup CK

Foto: Bikefoto.dk

Der var et rigtig fint samarbejde, og hurtigt fik vi hentet Christian Mathiesen og Jonas Nordal, og gruppen bestod nu af 12 mand der alle var enige om, at vi bare skulle have øget forspringet.

Da vi kørte ud på 2. omgang kom der dog lidt dramatik. Ikke på grund af ryk eller noget andet i vores gruppe, men længere fremme stod der en ambulance og på marken stod der en helikopter! Der var sket et slemt styrt, åbenbart. Min kone, Michelle, var ude og skyde billeder, og jeg så hun var i fuld gang med at hjælpe. Vi satte farten ned, og kom roligt forbi stedet. Jeg fik øjenkontakt med hende, og kunne se hun var okay, spottede blandt de rytter der lå på jorden og så, at der heldigvis ikke lå nogle med Haderslev-tøj.

Det der var sket, var en kæmpe styrt i C-feltet, hvor 17 mand røg ned i et kæmpecrash!

Michelle nåede lige at skyde dette billede før hun kørte hen og hjalp!

Det viste sig, at den rytter der røg i helikopteren slap relativt nemt fra det, med hjørnerystelse og brækket håndled.

Tilbage i vores løb var samarbejdet godt, og der blev kørt rigtig godt rundt, og ingen sad over. Farten var høj, og jeg sørgede hele tiden for at få spist og drukket, og følte faktisk, at der var godt med overskud. Faktisk var overskuddet så stort, at jeg på 3. omgang begyndte at tænke på, om der skulle sættes angreb ind på 4. omgang. Vi var jo 12 mand i gruppen, men der var nok kun point til 9-10 mand, hvis man tænkte efteranmeldelser med.

Dog blev den plan forpurret godt og grundig med 3-4 kilometer til mål, på 3. omgang. Da vi drejede ud på en stor hovedvej sad jeg nede bagved og var ved at æde noget af min ene energibar. Der var ro på, følte jeg, men her skulle jeg blive slemt overrasket! Mads Østergaard satte et angreb ind i venstre side, og der var ikke meget læ for vinden, og vi lå som perler på en snor. Der var ikke godt! Slet ikke godt!

Folk foran mig begyndte at knække i vinden. Okay, rundt om den første og ind på hjul af den næste! Åh nej, han knækkede også! Endnu engang ud i vinden. Det begyndte at gøre ondt nu! Oppe foran var de allerede 4 mand der var fundet ind i et samarbejde. Det var Mads Østergaard, Nikolaj Møller, Jorn Oerlemans og Christian Mathiesen, mens Jonas Nordal lå på mellemhånd. Michael Hou og Asbjørn Ravn Rasmussen lå lige foran mig. Hou slog ud og Asbjørn rykkede på indersiden, mens jeg måtte ud i vinden igen og rykke forbi Hou.

Jeg nåede kun lige på hjul af Asbjørn før vi fik kontakt til Nordal og jeg rykkede videre, måske i et forsøg på at lukket hullet selv til de fire oppe foran. Jeg må erkende jeg ikke havde nogle taktiske overvejelser her, og det hele var hektisk og blev afgjort på instinkt. Desværre havde jeg ikke kræfterne, og måtte sande, at jeg skulle have de andre op, så jeg startede en ny vifte i vinden. De andre kom flyvende forbi, og jeg måtte sprinte for at lukket hullet og tror at der manglede 2 meter, men jeg kom ikke tættere på!

Jeg lå her,  i hvad føltes som 20-30 sekunder, men det har nok nærmere været højst 10 sekunder, men jeg kunne ikke lukke! Jeg vidste godt, at hvis jeg først tabte hjulet nu, så var min rolle i fronten nok udspillet. Lige lidt hjalp det – jeg mistede meter og de var væk. Jeg så mig tilbage og så Nikolaj Friis være på vej op til mig. Jeg slækkede lidt på farten og kom på hjul af ham, men jeg var i krise! Jeg fortalte til Nikolaj at jeg ikke havde meget at køre med, men han insisterede på at vi skulle køre hårdt!

Han havde ret, for selvom de 7 oppe foran var fundet sammen i én gruppe, så virkede det lidt som om at farten var gået lidt i stå for dem. Jeg havde dog ikke kræfterne, og kort efter målstregen, på 4. omgang, måtte jeg slippe Nikolaj for at få ro i benene i et lille minut. Herfra begyndte jeg dog at få gang i benene igen, men lå nu alene med godt 38 kilometer til målstregen! Der var lidt paranoia nu – kom feltet bagfra, og var dagen spildt?

Jeg besluttede mig for at prøve at køre så jævnt på mine watt som overhovedet muligt, og lagde den 20-30 watt under min syregrænse. Det gjorde ondt, men var til at holde ud! Meget længe kunne jeg stadig se Nikolaj ude foran, men da vi kørte ud på 5. omgang var han så langt væk, at jeg kun kunne se ham på et langt lige stykke. Der var i hvert fald knap 2 minutter op. De sidste 15 kilometer gik jeg nærmest kold. Kunne ikke holde mine watt særlig høje, og de var all over the place. Heldigvis kunne jeg heller ikke se nogle ryttere langt bagude, så jeg vidste at jeg bare skulle til mål – jeg ville ikke blive hentet bagfra.

Der var langt til mål solo!

Jeg fik kæmpet mig i mål, og var faktisk ret tilfreds med resultatet. Jeg ved ikke om jeg kunne have gjort meget anderledes. Jeg vil ikke kalde min placering i rykket fra Østergaard for en ‘placeringsfejl’ da angrebet kom ud af ingenting. Dog tror jeg, at hvis jeg havde siddet 4-5 placeringer længere fremme, så var jeg kommet med. At jeg ikke havde benene til at lukket hullerne var så hvad det var. Det var heldigvis ikke vejrtrækningsproblemer der satte stopper for det, kun dårlig form, hvis man kan sige det sådan! :)

Vinderen blev Nikolaj Møller, der nu er i A-klassen foran Asbjørn Ravn Rasmussen, som har point til at kunne lade sig rykke i A (kom nuuuuu, Asbjørn, gør det! ;) ) og Christian Mathiesen.

Næste udfordring er Danmark Højeste Motionsløb, som du kan læse en optakt til HER, mens jeg søndag kører Vadehavsløbet ved Esbjerg. Jeg kunne køre Frederikshøj Kriterium, men ruten ligger så dumt til min størrelse, så jeg dropper det.

Næste licensløb er pivflade Herning d. 4. juni. Der kommer naturligvis en optakt.