Det blev en weekend som bød på lidt af det hele. En rute som overraskede lidt i Sønderborg, og det længste B-løb jeg har kørt nogensinde, i Sorø. Selvom det ikke var planen at tage til Sorø (og deraf ingen forventningsoptakt), så sørgede en dårlig lørdag, for at der skulle tages revanche søndag.

Sønderborg, 12 omgange, 103 kilometer, 576 højdemeter:

Jeg havde på forhold kaldt Sønderborg for “en af de flade.” De ord må jeg i dag trække tilbage, for ruten var ikke decideret flad, men hele tiden med småstigninger, der kombineret med en rigtig modbydelig vind, satte gang i mange rytmeskift, hvilket sled utroligt meget på benene. Samtidig var der en lidt længere stigning, som dog aldrig burde være et problem, men der var en stærk sidevind fra venstre og vejen var meget smal.

Jeg havde inden start den tanke, at det kunne være en god dag for mig, men efter første omgang kunne jeg straks mærke, at der skulle held til for at få et rigtig godt resultat. Første gang på bakken gik fint, men anden gang kom jeg lidt for langt tilbage i feltet, og måtte bruge mange kræfter på at komme med over da vi lå en og en i vinden. Der var konstante angreb, men feltet var specielt opmærksomme på Jacob Kruse Jensen, Herning CK, Karsten Mikkelsen, Thy, og Jonas Vingegaard, Odder.

De måtte åbenbart ikke få for lang snor. Og ja, jeg sad da også selv hårdt på dem, da jeg vidste at en af dem nok skulle ramme udbruddet når det endelig kørte, på 3. omgang skete der så endelig noget. Jeg var ikke helt sikker på hvordan og hvorledes, for jeg havde selv lige været i angreb, og var faktisk rigtig presset på det tidspunkt, men en gruppe slap væk og jeg tror de var en 7-8 mand. Dog var hverken Kruse eller Mikkelsen med, men Vingegaard slap afsted.

01

Der kom der ikke rigtig nogen organiseret jagt i gang, og i stedet var der bare stadig ryk på ryk. Det gik faktisk sådan, at hen mod bakken lå vi og kørte 30-35 km/t, og når vi så ramte bakken og sidevinden, så fik den fuld gas. Altså ikke lige den måde jeg har det bedst med. Jeg led, MEGET!

På 4. omgang, lå jeg lidt langt tilbage og var spærret inde, da jeg så Karsten Mikkelsen og Thomas Gjødsbøl (Herning CK) trille væk fra feltet i modvinden. Havde jeg haft muligheden var jeg kørt med der – men det er jo nemt at sige bagefter, ikke? Nå, men væk var de, og feltet gik igen i stå. Yderligere fire mand angreb, og slog hul. Og så var der ikke flere point at køre om, medmindre feltet fik en organiseret jagt i gang, men nej, ingen ville tage ansvar og jeg havde ikke helt benene til det, så løbet var et eller andet sted overstået.

På 5. omgang prøvede jeg med et hug et par kilometer fra bakken – jeg ved ikke helt hvad mine taktiske overvejelser var her, men der skulle bare ske et eller andet. Jeg fik også et hul, men måtte hurtigt sande at jeg langsomt, men sikkert blev halet ind igen, som den torsk jeg var. For nu sad jeg med halvtrætte ben og bakken var lige rundt on hjørnet. Da vi ramte den gik folk amok igen i angrebsrus, og jeg klappede sammen mentalt – jeg gad ikke lide mere. Jeg slog ud og sagde tak for i dag.

Set tilbage på den beslutning, så bliver jeg faktisk lidt irriteret på mig selv, for at have sådan en tabermentalitet. Men jeg bliver så forbitret og træls når jeg ved at der ikke er point at køre om – det er så dumt! Jeg burde jo et eller andet sted bare se det som træning i stedet, og få det bedste ud af den situation jeg nu var endt i, når jeg ikke kunne finde ud af at ramme bare ét af de udbrud der kørte væk.

03

Ved mål samlede jeg Frederik Mailund, Horsens, op og vi rullede en omgang sammen. Ved mål så jeg Kruse – han var også stået af. Han havde været ufattelig aktiv hele dagen, men havde heller ikke haft held med at ramme ét eneste rigtigt udbrud. Løbet blev vundet af brølstærke Karsten Mikkelsen, som kørte solo i det som vel svarer til 1,5 omgang. Jonas Vingegaard blev 2’er i en tæt spurt med Thomas Gjødsbøl. Derved rykkede Jonas i A, så ham slipper vi nu for! :)

Efter løbet sagde Karsten til mig, at den eneste grund til at han vandt var, at jeg ikke havde nævnt ham som en af mine 3 favoritter, så nu skulle han vise mig. Men når man ikke står på tilmeldingslisten FØR start så er det svært at blive udnævnt som favorit. Karsten – når du læser dette – du er favorit i alle løb du stiller op i fra nu af! ;)

På vej hjem i bilen modtog jeg en facebook-besked fra Kruse: “Sorø i morgen?” Fandeme ja!

Sorø, 5. omgange, 142 km, 1325 højdemeter:

Kl. 6.45 blev jeg samlet op af Kruse og hans far og så gik turen ellers bare mod Sjælland. Det var med lidt blandede følelser, at jeg drog derover. I og med at løbet kom lidt impulsivt ind i kalenderen, så havde jeg ikke rigtig fået tjekket op på ruten eller konkurrencen. Jeg vidste bare at Odense U23 stillede op med fuldt hold, og at ruten indeholdt en bakke på 6 %. Samtidig skulle vi op og køre 142 kilometer, og vejret var varmt. Det kunne gå hen og blive en lang dag på kontoret, for jeg lavede en beslutning om at løbet skulle gennemføres i dag – uanset hvordan det skulle gå.

Taktikken var egentlig meget simpel, første omgang skulle køres rimelig passiv, når jeg ikke kendte ruten, og så måtte jeg se hvad der skulle ske i det videre forløb.

Løbet blev skudt i gang. Vi lagde ud i et jævnt hårdt tempo, men ikke rigtig med de dødsyge ryk, som ellers altid kommer fra første meter i de jyske løb. Det var rart, for en gangs skyld!

Efter 3-4 kilometer lå vi allerede på en lang linje, men det var ikke fordi der var rigtig sidevindskørsel. Jeg lå vel 10-20 cm fra rabatten. Pludselig mærker jeg en hånd på min skulder, og jeg bliver decideret skubbet af vejen, af en lille ABC-rytter. Thomas Gjødsbøl, Herning, fortalte mig efter løbet, at det var et skub med strakt arm, og ikke et puf med albuen! Og det var ikke engang fordi jeg først havde presset ham væk fra hans plads. Det kom helt ud af det blå!

I et splitsekund bliver jeg virkelig chokeret, men det ligger sig lynhurtigt, og jeg bliver i stedet arrig. Idioten prøvede jo at køre mig af vejen, og for hvad!? Vi er ikke professionelle og skal alle sammen gerne helskindet hjem fra cykelløb, og når der ikke er grund til positionskamp, så bliver det hele bare endnu mere unødvendigt.

Jeg kom tilbage på asfalten, accelerede op bag ham, og fik klemt mig ind på indersiden af ham. Jeg gav ham et skub på hoften, ikke hårdt, men det kunne mærkes. Jeg tror at han blev virkelig forskrækket, for han udbrød panisk: “Hvad helvede har du gang i!?” – Jeg fik snerret at han skulle lade være med at forsøge at skubbe de store drenge i grøften en anden gang! Det slog ham åbenbart helt ud, for jeg så ham ikke siden.

Ellers forløb løbet egentlig uden den store dramatik. Løbets bakke på 6 % kom allerede efter 6-7 kilometer på en stor hovedvej. Man kom med stort tilløb ned af, så den var faktisk ikke så slem. Til gengæld var der sidevind på toppen og der prøvede vi kort at køre noget sidevindsræs, men vinden var åbenbart ikke hård nok. Faktisk tror jeg ikke der var én eneste der knækkede der, ellers var der ikke så mange voldsomme bakker ud over 2 stykker på de sidste 4 kilometer, og så opløbet.

Der var angreb fra feltet hele vejen rundt, men feltet var stort med ca. 50 til start, så alt blev lukket. Dog var der én gang på 1. omgang hvor det var ved at brænde på. Jeg lå nede bagved, fulgte min taktik om at gemme mig, da feltet lige pludselig brækker i to. Og pludselig er der 10 sekunders hul. Jeg lagde mig i 2. position i vores gruppe, og ham foran mig tog en virkelig stor herreføring. Måske endda en for stor, for han bragte felterne lidt tættere sammen, men ikke helt nok. Jeg lavede en lille svinestreg, for i stedet for at tage næste føring, rykkede jeg kontra på hans føring, og gik selv på jagt.

Det tog ca. et minut før jeg fik kontakt, og det kostede mange kræfter! Men op kom jeg og der var nu tydeligt hul mellem felterne. En hurtig optælling sagde mig, at der ca. var 22 mand i frontgruppen. Jeg kunne på daværende tidspunkt ikke bidrage til noget som helst, da jeg lige havde kørt maks længe. Desværre var gruppen FOR stor til at folk kunne samarbejde, så langsomt blev hullet mindre og mindre til gruppen bagved, og kort før mål var der igen samling.

Efter mål var der en lang nedkørsel på en relativ smal vej. Vejbanen svinger blødt til venstre, men der var et hjørne man havde svært ved at se omkring. Pludselig ud af det blå, kommer der en modkørende bil! Alle slap rundt om, men når man tænker tilbage til sidste år, hvor Mads Herschend, bragede frontalt ind i bil og svævede mellem liv og død, så havde man måske forventet at sikkerheden ville være skærpet i år. Det var tæt på at gå galt, og når vejen er så smal, så kan man ikke bare sige at vi skal blive i højre side. Jeg vil nok foreslå Sorø, at til næste år, så står der en flagvagt der, som enten kan tilbageholde bilerne kort, eller gøre rytterne opmærksom på at den kommer. For alles skyld!

Men tilbage til løbet!

På 2. omgang slap der 2 grupper væk, som så senere blev samlet til en. Da den første kører, havde jeg en lille krise og ville ikke ofre mig, og da den anden kører var jeg bare for sløv og uopmærksom. Jeg spottede dog Jacob Kruse Jensen, Thomas Gjødsbøl, begge Herning, Frederik Rosenbæk, Odense, August Mors Poulsen, CK Aarhus, og Sebastian Juul, Næstved blandt nogle af dem der slap væk. Stærke navne, så udbruddet var seriøst. Jeg prøvede senere selv at komme afsted, sammen med andre, men meget blev lukket, og der kom ingen organiseret jagt i gang. Der kørte 10 mand væk, men jeg manglede lidt overblik her, så troede faktisk der nærmere var 14 ude foran.

Da vi næsten var færdige med 2. omgang kiggede jeg ned på mine wattdata, og måtte konkludere at jeg nok burde slappe lidt af, for ellers ville jeg ikke holde hele vejen rundt. Vi havde trods alt kun kørt 40 % af løbet og min Normalized Power var på 410w, så derfor måtte 3. omgang blive en passiv én for mit vedkommende. Jeg ville køre med i andres hug, og køre sidevindskørsel (at ligge i rulleskiftet i vinden, er tit nemmere end at ligge på perlerækken bagved, faktisk), men jeg ville ikke selv køre aggressivt.

Og den taktisk fulgte jeg til punkt og prikke. Det blev en lettere kedelig omgang, og jeg lå meget og gemte mig, selvom der var flere angreb oppe foran. På et tidspunkt hørte jeg at der skulle være sluppet yderligere 4-5 mand væk. Nå, så var pointene da væk i dag igen.

Så da vi trillede ud på 4. omgang tænkte jeg på at stå af – fucking tabermentalitet igen! – men jeg bed det i mig. Jeg skulle fandeme gennemføre!

Mads Bugge Andersen tager ansvar!

Da vi ramte hovedvejen igen begyndte der igen at blive kørt sidevind. Denne gang blev det dog organiseret meget bedre, da Mads Bugge Andersen, Hvidovre, begynde at insistere på at folk skulle samarbejde og han piskede folk. Det virkede godt, for vi kørte nu stærkt over en længere periode. Jeg troede dog ikke selv på at vi ville hente de forreste ude foran, men vi fik hentet vi den anden gruppe foran, som kun var på 3 mand og ikke 4-5 som nogen havde sagt, men jeg var virkelig i tvivl om hvorvidt der stadig var point på spil.

Da vi kørte ud på sidste omgang fik jeg langet endnu en dunk fra Jacobs far, hvilket var tiltrængt. Jeg havde allerede tømt næsten 3 store 75ml, så havde jeg ikke fået den ekstra dunk ville jeg være nødsaget til at køre sidste omgang uden vand. Tak for det Henrik! :)

Sidevindsstykket var ikke så hårdt på sidste omgang, men vi fangede en FBL-mand, der var faldet fra udbruddet. Jeg tror de fleste nu indstillede sig på finale. Efter sidevindsstykket kørte man ind af en sidevej, hvor der steg en smule, de første omgange havde bakken ikke gjort mig det store, men pludselig gjorde det sgu ondt, jeg begyndte at mærke kramperne bide. Det var sgu ikke godt! Og da vejen fladede ud, og tempoet steg kom de! Begge inderlår! Jeg lå relativt langt fremme, så jeg slog ud og strakte begge ben. Det hjalp lidt, men rytterne kom hurtigt forbi, så jeg måtte ind på hjul, før der var hul. Kramperne var dog stadig ikke væk, så da jeg trådte rundt i pedalerne igen, så kom de endnu engang. Fuck! Jeg måtte derfor skiftevis stå op og strække ben, og ned og side og træde. Jeg tog min sidste gel, og tømte resten af den dunk jeg havde fået nærmest i ét hug, nu måtte de sidste 15 kilometer blive uden væske.

Der gik lidt tid før jeg fik styr på benene igen. Eller sådan da. Jeg tænkte, at jeg ville køre med i finalen, så meget som jeg overhovedet kunne, men omvendt så ville jeg ikke hjem og spurte på en bakke, og slet ikke med mulige kramper. Jeg havde lagt mærke til det sted, hvor jeg lukkede mellem de 2 grupper da feltet knækkede på første omgang. Der ville jeg sætte et angreb ind, for det var med en masse sving, og efterfulgt af en nedkørsel, før der skulle forceres 3 mindre bakker, inden opløbet. Så måtte det briste eller bære, med ca. 5 kilometer til mål.

Faktisk så endte det med at passe ret godt, med at der var 4 mand, der i blandt Kristian Flagstad, CK Aarhus, der havde fået et lille hul, men så var ved at blive hevet ind. Lige da vi havde kontakt rykkede jeg, og jeg fik hullet rimelig hurtigt. Jeg satsede alt gennem svingene, for jeg vidste, at det var her jeg for alvor skulle vinde meter, sammen med den efterfølgende nedkørsel.

Min plan blev nu at ligge jævnt på mine watt. Det ville jo være det klogeste, tænkte jeg, men så ramte jeg første bakke, og så røg den plan. De watt jeg ville ligge på var alt for “langsomme” og det ville give andre incitament til at prøve at komme op til mig. Jeg besluttede mig at glemme alt om mine watt, og bare køre hårdt resten af vejen, det kunne ikke være anderledes.

Jeg led – hold kæft hvor jeg led. Det gjorde ondt, men jeg holdt afstanden til feltet. Jeg anede dog 2 ryttere der også var rykket fri. Skulle man vente på dem? Ville det være en mulighed? Nej, for jeg ville nok ikke kunne sprinte fra dem i opløbet. Jeg fortsatte solo. De sidste 2 bakker gjorde latterlig ondt, og den sidste husker jeg knap nok, kun at det gjorde ondt.

Inden bakken mod opløbet var der en lille nedkørsel. Jeg trådte, men ikke meget. Jeg var helt færdig. Jeg skulle bare holde de 2 bag mig, tænkte jeg. Feltet kunne man ikke se bagved, så begyndte det at gå op af igen. Av! Jeg kunne slet ikke træde. Jeg kørte ind på opløbet, og jeg stod næsten stille. Trådte firkanter og kunne slet ikke finde noget gear der passede, med 60-70 meter igen blæste de 2 bagved forbi mig, og jeg måtte kravle overstregen med 10-13 km/t, fuldstændig tom!

Jeg måtte af cyklen og ligge mig i græsset bagefter. Det hele sortnede for øjnene et kort øjeblik. Mikkel Møllers (Odense U23) far kom hen til mig, og sagde han havde talt mig til nummer 13! Hvad fanden, fik jeg point? Det lød alligevel lidt for optimistisk!

Egentlig var jeg ligeglad med pointet, hvilket jo er paradoksalt nok, når jeg overvejede at stå af fordi jeg troede at der ikke var noget at køre om. Jeg var bare rigtig tilfreds med den måde finalen var lykkedes for mig – det er altid rart når en taktisk satsning lykkedes – næsten da. Jeg ville gerne have holdt Anders Fynbo, ABC og Andreas Serup Larsen, Næstved, bagved mig. Men okay, det lykkedes ikke, sådan var det. Der manglede lige den sidste råstyrke.

Kort efter lå resultaterne online –  stor ros til distrikt Sjællands resultatformidling, det kunne Jysk/Fynsk distrikt lære lidt af – og jeg havde sgu nappet en 12. plads.

De sidste 7 minutter, hvor jeg kørte solo ramte jeg 419w i snit, og når man tænker på hvor lidt jeg trådte på nedkørslerne, hvor jeg lå nede over overrøret, så er det faktisk voldsomt meget! Især når man taler om de sidste 7 minutter af et løb der varede 3,5 time.

Vinder af dagens løb blev Thomas Gjødsbøl, Herning, foran Sebastian Juul, Næstved og Jacob Kruse Jensen, Herning der alle tre stak fra de øvrige udbrydere omkring samme sted hvor jeg stak fra feltet. Det betød, at Kruse og jeg nu kunne tage tilbage til Jylland, begge tilfredse. Jeg var bare glad for mit ene point, og Jacob var nu A-rytter, hvilket var hans sæsonmål.

De næste løb:

Næste løb bliver i Brædstrup på onsdag. Der kommer ikke en løbsforventning, da tiden ikke er til det før onsdag. Men den kommer nu kort her.

Ruten passer mig ikke, med en 900 meters stigning med stigningssnit på over 6 %. Vi er dog ikke mange til start indtil nu, så det kan måske være min fordel, at der ikke er et felt til at tonse konstant, min forventning er at få en god omgang træning. :)

I weekenden er der Vejle, som jeg springer over fordi de har bakker… og fordi det er konens fødselsdag, og weekenden efter står den på VM, men den får naturligvis sin egen optakt.