Så blev sæsonen lukket med de 2 klassiske cykelløb i Tønder og Bov. Forventningerne var høje, men begge dage gik ikke som forventet, på trods af at der var milevidt forskel på benene fra den ene dag til den anden.
Forventninger kan læses her!

Af: Jeppe Tolbøll / FOTO: Cykelfoto

Tønder, 4. omgange, 110,4 kilometer, 236 højdemeter:

Tønder var løbet som jeg havde udset i år, til at skulle være der hvor jeg hentede sejren! Formen var sat til at peake her, og jeg synes, at jeg nærmest havde fået timet den til total præcision. Jeg var 100 % klar og fokuseret, og det skulle bare lykkedes i dag.

Vinden havde vendt sig således, at diget ikke ville få direkte sidevind, men mere noget side-medvind, men det var faktisk ganske godt, for de betød at der ville være rigtig hård sidevind på de mindre veje før diget og efter diget. Sidevinden ville allerede komme efter 3 kilometer, hvilket jeg ikke tror ret mange var klar over.

Løbet blev skudt i gang, og jeg fik med det samme lagt mig godt op foran, og der var ikke den store positionskamp, hvilket understregede, at en del af feltet ikke var klar over vindens retning. Der blev kørt sidevind med det samme, men ikke helt vildt voldsomt – dog nok til at folk stille og roligt begyndte at drysse af bagfra. Der var minimalt med ryk, da det nærmest bare var dødstons fra front. Alle vidste at vinden ville kvæle mange, inden dagen var omme, tænker jeg.

Positionskampen kom, lige efter diget!

Da vi ramte diget var der en vild positionskamp, og selvom jeg vidste at vi nærmest havde medvind, tog jeg ingen chancer og holdt mig til, men det betød ikke noget, følte jeg. Det var utroligt nemt at side på hjul henover, og jeg gad ikke bruge kræfter på at kæmpe mig med på viften. Kort før diget sluttede kom Nicklas Runliden, Horsens forbi mig, og jeg sagde til ham, at han skulle holde sig klar til efter diget, da vi ville få meget sidevind der. Så vi kørte os begge frem, og da vi kort tid efter ramte sidevinden lå vi perfekt, og nu blev der kørt til. Det bed dejligt i benene, men jeg var aldrig rigtig presset, og det var en fryd at se bagud, hvordan flere og flere faldt fra.

Efter et par kilometer stoppede vi dog, da vi ændrede retning og kørte i modvind ind mod de brosten, som en del åbenbart frygtede. Jeg lå længere tilbage, da jeg ikke frygtede brostenene, og fik mig et overblik. En hurtig tælling sagde at vi var omkring 30 ryttere tilbage. Faktisk havde jeg ingen planer om at køre mig frem inden brostenene, men pludselig kørte Anders Banke, Middelfart, sig frem i højresiden, og jeg hoppede på hjul og fik et “gratis” lift helt op i top 15, lige da vi kørte ind på Møgeltønders brosten.

I samme sekund som vi ramte stenene, gik der et lille gisp igennem mig. For et år siden smadrede jeg mit baghjul lige da vi startede på brostenene, og den frygt sad faktisk i mig, specielt fordi at benene var så skide gode i dag (hvilket de også var sidste år!). Mine Black Inc. gav dog ikke op over brostenene, og jeg fik samtidig kørt mig frem ret nemt, og da brostenene sluttede kom jeg ud som nummer 5-6 stykker, og der blev angrebet med det samme.

Nu skulle der køres cykelløb

Det var genialt. Mange tror at udskilningen skal ske på selve brostenene, men min erfaring siger mig, at den altid kommer bagefter, hvor mange tror at de lige skal have en puster. Vi var 11-12 mand der fik slået hullet, og da jeg så mig tilbage, kunne jeg konstatere, at resten af gruppen var delt i 3-4 grupper! Det var perfekt!

Desværre gik der ikke mere end 1-2 kilometer før samarbejdet begyndte at halte, da en 3-4 personer begyndte at sidde over! Daniel Falk Andersen, Hammel, og jeg prøvede at holde den i gang, ved selv tage tage gode føringer, men samtidig råbte folk op! Lige lidt hjalp det, og lige da vi passerede målstregen for første gang blev vi samlet igen! Ellers næsten, for en del havde vi fået smidt efter brostenene. Jeg husker det som om vi var ca. 20 mand tilbage.

Der var lidt stilstand nu, hvor alle lige skulle have lidt mad og drikke, før vi skulle ud og lege i vinden igen, kort efter mål. Jeg følte stadig stort overskud, og skulle egentlig bare sørge for ikke at bruge unødvendige kræfter. Da vi ramte vinden blev der så igen kørt lidt, men jeg syntes ikke at tempoet var højt nok, omvendt ville jeg heller ikke sætte tempo på, hvis jeg var overladt til selv at gøre det – dét ville være spildte kræfter.

Vi ramte diget endnu engang, men denne gang blev der virkelig trykket til den, vi kørte 52,5 km/t over de 6 kilometer diget strækker sig, og da vi kørte væk fra diget kunne jeg se tilbage, og konstatere at vi nu var nede på en 15-17 mand – jeg fik ikke helt talt efter da tempoet var så højt, og vi snart skulle til at køre sidevind endnu engang.

img_6540

Løbet var blevet hårdere, men ingen afgørende udskilning endnu.

Sidevindskørslen kastede dog intet af sig, udover at distancere de der var sat fra diget, og nu ventede brostenene endnu engang. Igen var der ikke de store udfordringer henover her, men efter brostenene splittede det igen, og jeg fandt mig selv i en 5 mandsgruppe med Anders Banke, Middelfart, Daniel Falk Andersen, Hammel, Rashid Elkott, FBL, og en anden jeg ikke lige husker. Det var faktisk en god gruppe, så vi gav den gas, men alligevel blev vi indhentet kørt før målstregen, og her gik det så endnu engang i stå. Det udbrudsforsøg havde gjort ondt, så jeg lod mig falde ned i gruppen.

Mens jeg sad og sundede mig kørte Tore Tøgersen, Odense, så væk i et ryk, og Anders Banke fulgte efter. Så kørte Silas Toftemark, Silkeborg væk sammen med en rytter som jeg tror var Nichlas Eberhardt Sørensen. Jeg ville ikke reagere, og spillede den cool, lige indtil at Tom Bøttger, Sønderborg kom flyvende bagfra og slog et stort hul. Der blev stadig ikke rigtig reageret, selvom nogle andre og jeg prøvede at få gang i rulleskiftet igen.

Samarbejdet brød dog hele tiden sammen, da vi kun var de samme 4-5 mand der gad køre med rundt, ud af 11 mand! Det var sindssygt frustrerende, for nu var jeg endt med skide gode ben, og på bagkant. Der blev dog kørt lidt rundt, for pludselig havde vi udbruddet inden for 5 sekunder talte jeg.

Så gik samarbejdet endnu engang i stå, og i et split sekund overvejede at jeg rykke, da jeg godt kunne lukke 5 sekunder alene. Desværre blev det til for lang tid med at tænke, og min vej blev blokeret. Nu vandt udbruddet hurtigt meter igen, og da de drejede ud på diget talte jeg at deres forspring var helt oppe på 25 sekunder. Nu skulle den altså have en over nakken på diget, for ellers ville vi aldrig se udbruddet igen.

Gode ben fører let til hjerneblødning…

Desværre kørte folk slet ikke stærkt nok, af de som kørte med rundt, og jeg besluttede mig for at jeg måtte tage en hård føring, for at få farten sat op. Så jeg kørte frem med høj fart, og forventede faktisk at jeg ville have hele gruppen siddende på hjul, da jeg endelig kiggede mig bagud. Til min store overraskelse havde jeg dog allerede fået 30 meters hul…

Lige præcis her lavede jeg en kæmpe bommert! Blændet af alt for gode ben, besluttede jeg mig for at prøve at køre op til udbruddet alene, men jeg burde nok have ladet mig falde tilbage. Der gik nok lidt macho-attitude i den, om at jeg nok skulle vise, at hvis de ikke ville hjælpe med at køre dem ind, så måtte de selv køre om sekundære placeringer. Det var en idiotisk beslutning!

Det gjorde virkelig ondt at ligge solo, og selvom jeg fik følgeskab af Holtes Henrik Frederiksen, så hjalp det ikke ligefrem på smerten. I starten kunne han faktisk ikke hjælpe med føringsarbejdet, efter han havde lukket til mig, men til sidst fik jeg vist fremstønnet, at uden hans hjælp, så fik vi nok ikke lukket før sidevinden kom. Derfor fik han taget et par føringer, og til sidst fik vi lukket efter 5 kilometer i drabelig tempo!

Desværre gik udbruddet i stå lige da vi fik lukket, og folk begyndte at angribe hinanden. Anders Banke fortalte mig senere at samarbejdet deroppe ikke fungerede da mange var på grænsen. Desværre havde jeg ca. nul at køre med. Jeg havde kørt mig selv alt for hårdt ud, ved at lukket hullet, så da de angreb kunne jeg slet ikke svare igen. Jeg tabte udbruddet, og hele opkørslen havde været spild af kræfter!

Fra gode ben til sur røv!

Få sekunder efter kom resten af forfølgergruppen flyvende forbi mig, og jeg lod mig glide ned igennem. Da jeg var ved at ramme sidste mand rejste jeg mig op for at få fart i cyklen igen, men jeg var brugt! Selvom Nicklas Runlinden var så flink at give mig et skub så var der slukket. Jeg måtte slå ud, og acceptere at jeg var færdig. Game over.

Jeg havde kørt mig selv helt ud over grænsen ved den opkørsel, og jeg var så skuffet over det, da jeg på intet tidspunkt havde været i krise undervejs, og faktisk havde de bedste ben, jeg har haft i et cykelløb i år. Jeg ved godt det lyder som den typiske cykelrytterkliche, om at man altid har gode ben, de dage hvor man lige laver en fejl, men sådan var det i dag for mig.

Kort tid efter sad Michelle i vejkanten og skød billeder og jeg stod af. Indebrændt af raseri og skuffelse fik både cykel, hjelm og sko en flyvetur ud over en græsmark, Bjarne Riis style, og jeg måtte sidde som en anden forkælet ungdomsrytter, helt for mig selv og køle ned (- gearet overlevede heldigvis dagens anden hjerneblødning :D hehe).

img_6795

Sekunderne før jeg stod af – Jeppe er sur – OG skuffet…

Herefter pakkede vi ned og kørte ind mod mål, hvor vi lige kunne få billeder fra opløbet. Det udbrud som jeg kørte op til blev hentet igen, hvorefter Tore Tøgersen, Silas Toftemark, Nicklas Runliden og Keld Fjord, Holte kørte væk. Silas Toftemark gik dog død kort tid efter.

Vinderen blev den rutinerede Keld Fjord, som faktisk er H50 rytter! Det er saftsusende imponerende, at han lige giver Nicklas Runliden og Tore Tøgersen en justering til sidst. Flot. img_6851

Resultatet blev således:

screenshot-2016-09-27-19-27-40

Bov, 5. omgange, 138,1 kilometer, 600 højdemeter:

Stadig mærket af skuffelsen fra Tønder, ankom jeg til Bov. Jeg havde ikke sovet videre godt om natten, og selvom at jeg havde fået 9,5 timer i sengen, følte jeg mig træt. Opvarmningen blev overstået og jeg følte mig klar. Min plan var ret simpel. Jeg ville forholde mig passiv de første 30-40 kilometer, da 138 kilometers cykelløb ville blive noget mere end ret mange af os B-ryttere var vant til. Jeg var dog rimelig fortrøstningsfuld over for egne muligheder i løbet, specielt efter hvor godt benene havde spillet i Tønder, indtil min hjerneblødning på diget.

Da løbet blev skudt i gang var der allerede angreb fra første meter, og inden for 30 sekunder var der 8 mand samlet foran og der hurtigt fik hul. Jeg følte ikke ingen nervøsitet over det, da de folk jeg holdt øje med, stadig var i feltet, og vi nok skulle fange dem. Jeg havde kørt ruten i bil, så jeg vidste at de første 8 kilometer var ret tekniske med små skovveje og smalle veje, så jeg holdt mig fremme.

Dog mistede jeg hele tiden få meter i hver lille accelleration ud af svingene. Ikke noget jeg fandt alarmerende, men nærmere irriterende. Da vi ramte en stor hovedvej efter 15 kilometer gik jeg med i et ryk, og vi var en lille håndfuld ryttere der kom afsted, men ikke ret længe før vi blev fanget igen, og man kan dårligt kalde det et udbrud – kun et forsøg.

Det underlige var at jeg pludselig fik en krise. Normalt når man lige har været i et hug, så har man selvfølgelig lidt syre i stængerne, som skal trilles ud, når man bliver hentet, men jeg kunne ikke helt slippe af med syren. Faktisk gled jeg stille og roligt ned gennem rækkerne, og jeg havde stadig større og større problemer med at holde hjul efter sving! Hvad helvede skete der!?

img_7018

Jeg fik det lidt bedre lige inden vi passerede mål, men jeg havde også gemt mig det bedste jeg havde lært, hvilket slet ikke burde være nødvendigt på en rute som Bov!

Helt igennem elendige ben!

Kort inden på 2. omgang fik jeg kørt mig frem, og da en ABC-rytter angreb hoppede jeg med, men hele feltet var på hjul. Angrebet var dog nok til at jeg igen blev ramt af en krise, og faktisk sejlede jeg pludselig ned gennem det 45-50 mand store felt, og jeg følte slet ikke jeg kunne trække vejret helt ned i lungerne.

Før jeg vidste af det var jeg sidst, og mistede hurtigt 10 meter, så 20 meter. Jeg overvejede bare at stå af, men jeg fik hanket op i mig selv, og lukket hullet igen. Jeg kunne slet ikke forstå at jeg led så meget, for det burde virkelig ikke være så hårdt!

Jeg prøvede at køre mig længere og længere frem, men det var pludselig svært, da det kostede meget energi, hvilket det aldrig gør i B, synes jeg, og slet ikke når ruten er flad. Cirka halvvejs på ruten skulle vi lave et skarpt venstresving og ind på en smal vej. Fordi jeg var presset og derved ukoncentreret, fik jeg taget et skidt sving, og så måtte jeg lukke hul, nærmest i en sprint, men jeg kunne bare ikke træde den op i fart. Endnu engang strøg jeg bare af feltet, men endnu engang fik jeg kørt dem ind, lige i samme øjeblik som vi passerede Michelle som sad og skød billeder.

Da den smalle vej stoppede kørte vi højre ud på en lidt større vej, hvor bagenden af feltet, hvor jeg lå, endte på en lang linie, og jeg kunne simpelthen ikke holde hjulet på rytteren foran mig. Jeg slog ud og gav op. Jeg var helt, helt færdig. Nul krudt i benene. Jeg vendte cyklen rundt, og samtidig kom Michelle kørende imod mig, da hun ville ud og finde et nyt sted at tage billeder. Hun fik smidt bilen ind i vejkanten, og jeg fik lagt cyklen ind i bilen. Jeg var svimmel og helt død, og selvfølgelig også vildt skuffet.

Vi blev ikke og så resten af løbet færdig, da jeg bare gerne ville hjem, men resultatet blev således:

screenshot-2016-09-27-23-39-07

35 gennemførte løbet – dette er kun et udsnit af listen

Dette indlæg er skrevet onsdag, og både mandag og tirsdag har jeg været syg med feber og hovedpine, hvilket nok forklarer at kroppen ikke kunne en skid søndag.

Konklusionen på weekenden kan siges med et ord; skuffelse.

Nu står den på off-season, hvor jeg lige skal have konkurrence-cykling ud af systemet, og ryste sæsonen af mig. Der kommer et sæsonopsummeringsindlæg senere, når jeg lige har fået den helt på afstand. :)