I weekenden blev sæsonens sidste licensløb kørt i de traditionsrige løb i Tønder og Bov, hvor ryttere fra både Jylland og Sjælland stillede til start. For mig personligt var det den eneste weekend jeg rigtigt havde ventet på, siden Vejen-løbet, og det blev en weekend med meget blandede følelser!

Af: Jeppe Tolbøll

TØNDER, 4 omgange, 110,4 km, 212 højdemeter:

Jeg havde i min løbsrapport lagt meget vægt på, at vinden i Tønder altid var den afgørende faktor, og at løbet med stor sandssynlighed ville blive afgjort på diget, og brostenene ville i hvert fald ikke betyde noget for løbet. Jeg kan godt afsløre, at jeg tog fejl.

Vinden kom desværre fra nordvest, hvilket betød at den ville komme fra siden hele vejen ud mod diget, og efter diget, mens vi ville opleve medvind og sidevind på de små veje før brostenene. Alt dette var jeg klar over inden start, så allerede der var jeg vågen, og aggressivt kørende, dog uden at gå med i udbrud. Jeg var af den klare opfattelse, at feltet skulle knækkes på sidevindsstykkerne. Allerede efter små 10 kilometer ramte vi det første sidevind, og her prøvede folk at køre sidevindskørsel. Jeg havde gode ben, og efter min succesoplevelse i Odder, sidste weekend, var selvtilliden på plads. På et tidspunkt lavede jeg en lang føring i sidevinden, og det trak feltet langt ud. Jeg fornemmede at der opstod småhuller bagved, men diget kom tættere og tættere på, og selvom jeg vidste at der ville være modvind, så turde jeg ikke holde føringen 30-60 sekunder mere – desværre. Dagen efter forklarede forklarede Martin Wang Hjørngaard, at mange folk sad på limit, og havde jeg holdt den længere så var feltet brækket i stumper. Øv!

Da vi ramte diget var det tydeligt, at mange slet ikke havde styr på vindretningen, og folk begyndte at tonse som gale og besatte ud i direkte modvind. Jeg gik med i rulleskiftet, dels fordi jeg havde kræfter til det, men også fordi jeg ikke ville ned og slås unødvendigt, i en ligegyldig positionskamp. Efter 2 kilometer på diget, lod jeg mig stille og roligt glide bagud til en position som nummer 15-20 stykker, og det var perfekt. Her lå man uden at bruge kræfter, mens folk stadig knoklede som gale foran. Da diget sluttede ramte vi medvinden og her var feltet flere gange ved at splitte i den høje fart, men til trods for det, så forblev det samlet da vi kørte ind mod brostenene.

Så kom brostenene…

Der var den typiske positionskamp før brostenene, men jeg holdt mig nemt fremme, og kørte ind på stykket som nummer 6-7 stykker, helt perfekt – dog var der 2 mand der var stukket fra feltet og havde en 15-20 sekunder. Da vi ramte brostenene forblev jeg bare bagved rytteren foran mig. Jeg ville være klar til stykket efter brostenene da vi der ramte sidevind igen, og der typisk blev rykket der, når alle ville side i syre op over begge øre. Men alle de tanker var så ligegyldige, for pludselig lød der et ordentlig skrald fra mit hjul. Jeg ramte vist en sten lidt forkert, min første tanke var, at sådan noget carbon selvfølgelig larmer når de drøner hen over de sten, som ellers ligger ret pænt, så jeg lagde ikke mere i det.

Cirka 25 meter før brostenene sluttede satte jeg farten op og gik forbi dem foran, så jeg ramte asfalten som første mand og jeg gav den gas! Overraskende nok slog jeg hullet. Hvorfor kom der ikke andre i et ryk? Nå, nu var skaden sket, jeg havde for stort hul til bare at stoppe. Jeg kørte relativt nemt op til de to ryttere foran og gik direkte ind i føringsarbejdet, dog uden at gå dybt, for der var trods alt langt til løbet var slut.

Efter brostenene er der cirka 3 kilometer til mål. Vi kørte igennem en rundkørsel og ind på opløbsstrækningen, hvorfra der var omkring 800 meter til mål. Men hold nu kæft, hvor sejlede mit hjul lige pludselig! Nej, nej, nej! Endnu en punktering!? Jeg hoppede engang på hjulet. Jo, den var god nok. 8 punktering i løbssammenhæng i år (6 fra licensløb).

Jeg måtte slukøret konstatere at Tønderløbet sluttede der for mig, og jeg var indebrændt som ind i helvede. Tønderløbet er måske det løb jeg allerhelst vil vinde, og her sad jeg, og havde for første gang kommet dertil i en form der kunne vinde løbet, og så bliver man igen, igen, igen taget ud af en punktering.
Ved målstregen trillede jeg forbi en der lidt hånligt sagde, at det var da lidt tidligt at stå af. Jeg så ikke hvem det var, og det var vist godt nok. Jeg var rasende.

Jeg rullede hen til bilen. Lod cyklen falde i græsset og åbnede bagsmækken på bilen, og her satte jeg bare i 5-10 minutter og kiggede ud i luften. Jeg var virkelig bitter. Jeg besluttede mig så endelig, for at se på den sten som havde været skyld i min punktering, og min bitterhed blev her afløst… nej forstærket, er nok et rettere ord, af ærgrelse. Mit hjul var ikke alene punkteret. Fælgen var flækket, og det var simpelthen et stykke carbon der var skyld i punkteringen.

FFWD flækket fælg © Foto: Jeppe Tolbøll

Jeg fik klædt om, og gik op til målområdet igen for at se lidt cykelløb. Men det hjalp ikke på humøret, og jeg endte med at køre hjem før B var færdige med løbet. Jeg var SÅ klar på at lukke sæsonen ned og sige fuck it all, men det var nok meget godt jeg ikke gjorde det :)

BOV, 6 omgange, 118,8 kilometer, 336 højdemeter:

Efter lidt samtaler med min kone, og nogle gode kammerater besluttede jeg mig for at Bov alligevel skulle køres. Alle fortalte mig, at jeg ville fortryde det, hvis jeg blev hjemme. Men jeg manglede jo et hjul. Eller det gjorde jeg ikke, men jeg ville nødigst ikke stille op på mine billige træningshjul. Her trådte klubkammeraterne heldigvis til og jeg fik lånt et fint sæt. Opslaget virker måske lidt arrogant, men det er på mange måder lidt den jargon vi kører i klubben nede ved os. Dog var der også en snert af sandhed i opslaget. Jeg ville fandeme vinde!

aoc02-facebook

 

Min taktik til løbet var klar. Gå med i alt hvad der er kræfter til. Bov-ruten er uden tvivl den hurtigste rute i Danmark. Selvom der er flade ruter som fx. Herning, så er Bov rigtig godt lukket af med mange træer, og derfor betyder vinden sjælendt noget, så et hul på 10-15 sekunder til en større gruppe kan være afgørende. Løbet blev skudt i gang og allerede fra start var der knald på. Jeg var selv rigtig aktiv, men meget blev lukket ned, indtil 5 mand slap afsted, hvor bl.a. Mikkel Møller, Odense U23 og Morten Abel, Aarhus, var med, med 3 sjællændere jeg ikke lige kunne kende.

Selv var jeg aggressiv kørende, og måske lidt for aggressiv. I et venstresving ville jeg tage højreside forbi en rytter fra Sjælland, tror det var sidste års vinder Kenneth Iversen, KCK Herlev. Han trak så lidt mod højre og pludselig var der ikke plads, hvilket gav en berøring. Han blev ret sur på mig og mente jeg kørte som en idiot, og jeg råbte tilbage, at der jo var plads før han trak over. Hertil sender jeg en undskyldning til Kenneth. For uanset om der var plads, eller ej, så var det et dumt forsøg i en situation der ikke var afgørende for løbet.

Første alvorlige udbrud afsted, det lignede det afgørende!

Kort tid efter slap en gruppe på 10-12 mand afsted, mere eller mindre ud af ingenting. Jeg så med det samme at bl.a. Jesper Kael, Frederikshøj, Lasse Eland, Aarhus, Peder Jacobsen, Hillerød, Rasmus Klinkgaard og Peter Knudsen, begge Odense U23 sad der. Det var alvorligt. Resolut rykkede jeg op til dem. Ingen reaktion fra feltet. Vi cruisede simpelthen bare væk. Derefter var det egentlig bare fuld gas. Feltet forsvandt hurtigt væk, og allerede her var det tydeligt, at dette var det afgørende udbrud.

Kørte ud på 2. omgang fangede vi de 5 foran, og ved en tælling talte jeg 17 mand. Var gruppen mon for stor til at vi kunne samarbejde? Ville der komme angreb igen inden længe? Jeg var ret usikker, så jeg lagde mig konstant i nærheden af Kael, Eland eller Abel. Så var jeg ret sikker på at have gode alliancer hvis der skulle ske noget. Men der skete intet, for alle arbejdede stort set konstant, og efter 3 omgange kunne jeg konstatere at vi havde en snitfart på hele 45,1 km/t, så der var god fart på. Denne gruppe ville være finalegruppen, og jeg begyndte derfor at spare kræfter, ligesom en del andre også gjorde.
Faktisk sad jeg konstant og forventede angreb, men der skete intet, og det passede mig glimrende, for jo længere vi nåede ind i finalen, jo bedre for mig.

Vi skulle helt ind til sidste omgang før der skete noget. Niels Leervad Lambertsen, FBL, rykkede væk fra os, og ingen reagerede. Han fik større og større hul. Vi var et par stykker der prøvede at få et samarbejde op og køre, men det var ligesom om at det ikke ville lykkedes. Her blev jeg lidt ramt af en fornemmelse af at de 8 sjællændere, ud af 15 mand sad og bakkede af for Lambertsen. Abel bekræftede mig, da han åbenbart havde samme fornemmelse. Selvfølgelig kan det ikke udelukkes at nogle af dem var trætte, og der måske var taktiske overvejelser i mellem.

Jeg snakkede lidt med Lasse Eland, om han ville med i et angreb. Han sagde dog, at hans ryg drillede ham, men at han gerne ville gøre sit til at vi fik kørt ham ind igen. Så det blev primært Jesper Kael, de 3 Aarhus-drenge, Atterman, Abel og Eland og så mig der kørte rundt foran, og vi fik ham også hentet cirka halvvejs på omgangen. Endnu et angreb, men det blev lukket igen.

Det hele var lidt hektisk og svært at styre, så pludselig slap Nicolai Christensen, Amager, væk og fik et pænt hul. Da samarbejdet igen var ved at gå i stå, huggede jeg væk, og fik stort hul. Jeg havde høj fart og nærmede mig Amager-rytteren stille og roligt. Slog et kig bagud og spottede Abel alene på vej op til mig. Jeg satte farten lidt ned. Der var stadig lang vej hjem, men 3 mand kunne måske klare det. Det holdt dog kort, og faktisk blev vi lukket af ned lige da vi fik kontakt til rytteren foran.

Man kunne godt mærke at vi var tættere på mål nu. Der var ikke så mange tilfældige ryk mere, og dem der kom var der bund i – dog blev de samtidig også lukket ned ret hurtigt. Specielt Peder Jacobsen, Hillerød, var insisterende. Kæmpe cadeau for den kampgejst. Han ville bare ikke med hjem og spurte om det. Jeg tror, at jeg talte de første 4 dybe ryk fra ham, før vi ramte de sidste 2 kilometer. Det lignede en samlet sprint! Og så kom Jacobsen igen med et dybt hug, og denne gang var der ingen reaktion, lige umiddelbart. Var det sejren der kørte der?

Men så kom Lasse Eland frem og satte sig foran Abel, og gav den ellers bare gas. Det var tydeligvis for at køre lead-out. Jeg vidste at Abel var hurtig, så jeg lagde mig tæt ved ham. Stille og rolig blev Jacobsen hevet ind igen.

Nogle gange må man satse!

Opløbet i Bov er ret tricky, da man kører rundt i et 90 graders sving og så har målstregen ca. 250 meter efter. Derfor var det vigtigt at komme igennem som en af de første. Vi nærmede også hastigt, men Peder Jacobsen havde stadig et par meter. Min plan var at komme først igennem, så med 100 meter til svinget rykkede jeg, og fik derved halet det sidste af Jacobsen ind, og lå nu først. Der var kun én mulighed herfra. Svinget skulle køres lige til grænsen. Jeg fyrede rundt, og så kanstenen på modsatte side komme ubehageligt tæt på. Jeg nåede lige at tænke “Fuck!” før jeg fik den reddet. Jeg havde kun 2-3 centimeter før jeg havde ramt! Jeg slog et blik bagud, da jeg var bange for at min manøvre ville være skyld i at nogle røg ned. Men det var der ikke! Til gengæld var der i stedet et hul på 15-20 meter! Nu skulle den bare have fuld gas til mål! Allerede med 100 meter igen var jeg klar over at sejren var hjemme!

Som jeg skrev i mine forventninger, var Bov-løbet et løb som havde forfulgt mig lige siden jeg ikke vandt i 2013, og jeg kan ikke beskrive den forløsning det var at vinde netop det løb!

Tolbøll vinder årets sidste løb i Bov © Cyclingphoto.dk

Tolbøll vinder årets sidste løb i Bov © Cyclingphoto.dk

Nummer 2 blev Rashid F. Elkott fra FBL og nummer 3 blev Rasmus Klinkgaard, Odense U23, der åbenbart hamrede pedalen i asfalten i sidste sving.

Resultatlisten blev således:

Resultatlister Bov 2015 Jeppe Tolbøll © AltomCykling.dk

Nu er der off-season og det bliver rart, men samtidig underligt, ikke at skulle drøne land og rige rundt for at køre cykelløb. Senere i oktober kommer der en lille opsummering af hele sæsonen, når jeg lige har fået den på afstand, jeg ruller også et par motionsløb bl.a. AltomCykling.dks eget Årets Sidste – det er på Sjælland så kom og kør med hvis du bor derovre – billetter og beskrivelse af løb kan findes HER!

God off-season, vi ses på AltomCykling.dk hvor jeg vil skrive lidt om min træning vinteren over, og naturligvis om min sæson i licens i 2016!