Det dufter af cykelløb igen! Og jeg elsker det! I sidste uge arrangerede min klub, Give CK, etapeløbet Tour de Give Elementer, som en corona-edition var sat lidt anderledes op end de foregående år.

AF JEPPE TOLBØLL / FOTO: ANDREW BRIDGENS og LICENSCYKLING.DK / VIDEO: SOLVEIG UHRE

Hvad er Tour de Give Elementer?

Tour de Give Elementer er et 3 dages etapeløb. De seneste år har det været 3 tirsdage i løbet af en given måned, som bestod af 2 rimelige flade ruter og en MEGET kuperet rute omkring Blue Hors/Tørskind. Løbet er pointbaseret.

I år var konceptet dog lidt anderledes, da første etape blev en TeamTimeTrial (holdtidskørsel), og så en kuperet etape og en flad etape. Det blev lavet for at holde deltagerantallet lidt nede, da corona ikke gjorde det helt muligt, at bare at give los, da der nok ellers ville møde ret mange løbsliderlige ryttere op. Derfor blev løbet også annonceret lidt sent.

Holdet til TTT skulle bestå af 5 ryttere, hvor 4. mands tid ville være den tællende. Egentlig var planen at stille med et rent Give-hold, men da responstiden var lidt for langsom ved vores ryttere, besluttede Thomas Gjødsbøl (Give) og jeg at få et hold sat i stand hurtigst muligt.

Samtidig skrev Kim Aabjerg, Herning CK, at han manglede et hold, og stille og roligt tog det fart. Kim mødte jeg for første gang i 2015, da vi begge startede i C-klassen og begge hurtigt nåede at vinde løb, og rykke i B-klassen, og mere eller mindre sad i hug sammen, i alle løb vi kørte sammen. Vi fik hevet Jeppe Falk ind (fra Give’s DCU-team), og sidste mand på holdkortet blev H40-rytteren Heino Skovbjerg. Et ret solidt team.

Kim Aabjerg (t.v.) har jeg kørt mange løb imod. Jeg kunne “desværre” ikke finde bedre billeder af os sammen, tøhø. Her er det fra C-klassen, 2015, i Hobro.

1. Etape: TEAM TIME TRIAL, 2. omgange, 53,8 kilometer, 230 højdemeter

Der var lidt tvivl om, da ingen af os rigtig vidste hvad vi skulle forvente. Vi er alle ryttere der kan køre temmelig stærkt, men vi havde jo aldrig rigtig kørt TTT sammen, og hvis dynamikken ikke spiller, kan det nemt blive noget rod. Så vi brugte lidt tid på at lave aftaler, om hvordan vi førte, hvad vi gjorde hvis en eller flere måtte sidde en føring over, eller faldt fra. Derudover var niveauet også svært at blive klog på.

Bl.a. stillede Vejle CK op med et stærkt hold, hvor 2-3 af deres ryttere var på toptunet TT-cykler med pladehjul og hele molevitten. Samtidig kom “Kolding-banden” (Mark Eriksen, Poul Bendtsen, Jesper Nielsen og Kasper Læssøe), og de havde lige hevet ColoQuicks Nicolai Brøchner med. Og sidst, men ikke mindst, så stod et af Danmarks bedste U19-teams, Team Mascot Workwear, klar i fuldt TT-setup, og med følgebil og det hele. Der manglede ikke noget.

Vi, på vores hold, startede som 2. sidst, skarp forfulgt af Team Mascot Workwear to minutter efter os. Vi blev enige om, at målet måtte være at holde dem bag os.

Endelig blev vi sendt afsted. Vi fandt lynhurtigt ind i en rytme. Farten var højt, men måske også lidt for høj for Heino. I hvert fald ramte han hurtig muren, og efter 5 minutter måtte han give op, og falde af. I følge ham selv, satte han ny 5 minutters PR på sine watt. Damn!

Afgang!

Så var vi pludselig kun 4 ryttere tilbage, og der var altså ikke råd til at smide en rytter mere, eller få defekt. Det tænkte vi dog ikke rigtigt på, men ændrede vores rytme fra et flydende rulleskift, til at tage føringer á 10-20 sekunder.

Det var hårdt, men vi kørte alligevel relativt jævnt, hvor ingen røg helt i rødt, og vi hentede vist 2 hold inden vi rundede første omgang. Jeg kiggede hurtigt ned på på min cykelcomputer da vi krydsede første omgang. “Shit, vi har kørt den første omgang på ca. 33:40 minutter!” Jeg kunne ikke der regne ud hvad snitfarten var, og ville ikke rode med computeren. Jeg vidste bare at det var hurtigt! Senere kunne jeg se, på Strava, at det var 46,7 km/t!

2. omgang var en led omgang. Det begyndte at bide i os alle, det var helt tydeligt. Vi fangede igen et par hold foran os, og selvom farten var gået ned, så var den dog slet ikke faldet ret meget. Der var stadig fuld kontrol, og samarbejdet flød virkelig godt.

Thomas Gjødsbøl, som i coronaperioden har valgt at bygge hus, i stedet for at træne så meget som han plejer, hehe, begyndte at få lidt problemer, og tog derfor kortere og kortere føringer. Dog sad han aldrig over, men tog sine føringer bare for at markere, og det var rigtig fint, for det gav os andre læ, og en kort pause.

Da vi manglede 10 kilometer cirka, kiggede jeg mig over skulderen. Jeg kunne se de irriterende hurtige junior-ryttere fra Mascot Workwear! :) Bare vi kunne holde dem bagved os! Derfor prøvede jeg, at ligge lidt flere watt i mine føringer, og holde dem længere, men benene gad sgu ikke rigtig mere. Det var overlevelse, og selvom hovedet mente, at man sagtens kunne klare mere så var benene ikke enige. Flere gange kom jeg fra hjul, og tænkte, at nu ville jeg lige tage 2 minutters føring med +450w, men allerede efter 30-40 sekunder i vinden, så begyndte man at overveje om man snart skulle slå ud igen :)

Desværre fangede de os med små 400 meter igen, så vi kunne ikke holde dem bag os. Små drenge, med stor fart!

Jeppe Falk førte os over målstregen.

Da vi kom ind, fik jeg endelig tid til at se på dataen. Egentlig var det kun tiden og snittet der interesserede mig. 1:09:28 time havde vi brugt cirka. Det gav et gennemsnit på 46,3 k/t, hvilket var mere end godkendt. Vel og mærke, alle på normalte racercykler!

Det rakte til en samlet 2. plads, hvilket var overraskende. I hvert fald var det ikke noget jeg havde turdet håbe på, inden start, når man så det udstyr folk kom til start på! Det gav også et godt udgangspunkt for dem der satsede på det samlede klassement. Jeg havde ikke de store muligheder, da næste etape var omgangen ved Tørskind og op af lorte bakken Blue Hors. Eller havde jeg?

Strava-data for TTT: https://www.strava.com/activities/3742356682/overview

2. etape, Bakkeløb, 3 omgange, 55,2 kilometer, 756 højdemeter (måske 938 højdemeter)

Underligt nok mener RideWithGPS at samlet højdemeter vil give ca. 750 højdemeter. Alle målinger fra andres computere giver 930-950 højdemeter

Jeg havde ikke rigtigt nogle forventninger til løbet. Sidste år ramte jeg udbruddet, men blev sat allerførste gang på Blue Hors, ved slutningen af 1. omgang, og måtte køre nærmest hele løbet solo, og sluttede vist 12-15 stykker. I år var niveauet dog noget højere. Det ville blive rigtig svært. Jeg så kun én mulighed for succes. Komme bakkerne i forkøbet, og så se om jeg kunne overleve. Hvis jeg sad og ventede på bakkerne, så ville de lettere drenge 100 % skive mig.

Løbet startede med en lang nedkørsel, og O.B. Wiik’s Frederik Uhre angreb hurtigt ned af. Min noget tungere krop, sammen med tyngdekræften, gjorde dog sit, og jeg hentede ham uden at træde, og kørte forbi ham. Så allerede hurtigt lå jeg alene, og ved løbets første bakke kom jeg faktisk henover uden at blive hentet. På løbets 2. bakke kom O.B. Wiiks Mads Mondrup forbi, og råbte vist nok “Kom så” eller “Kom med.” Det var ikke kræfter til at øge farten. Og da feltet var ret tæt på, vurderede jeg også at det ville være spildte kræfter.

Feltet fangede mig hurtigt lige efter, og der blev angrebet fra flere ryttere. Jeg måtte lige ned og sunde mig. Bakkerne var for en stund overstået. Der blev hurtigt samlet en gruppe foran, efter fulgt af 2 ryttere. Det lod til at feltet gik i stå. Jeg havde kun sat i feltet i cirka 1 minut! Satans, jeg måtte afsted igen, og da jeg fik lidt plads angreb jeg! Jeg fik hurtigt lukket op til de 2 ryttere foran mig. Det var Martin Schack Kjærgaard (Give U19) og Sebastian Ebbelin (Vejle CK). Jeg havde det egentlig okay, da Ebbelin prøvede at vinke mig forbi, men jeg kunne se, at de næsten havde lukket hullet, så jeg spillede spillet og råbte at jeg lige skulle have luft, da jeg selv havde lukket hullet. Alle kneb gælder, for at spare kræfter. Jeg fik også lige vinket frem til frontgruppen, hvor Kim Aabjerg sad, i håb om han lige ville vente med at arbejde deroppe. Det gjorde han heldigvis, og gruppen blev samlet lige efter.

Vi var:

Mads Mondrup, O.B. Wiik
Frederik Uhre, O.B. Wiik
Kim Aabjerg, Herning CK
Martin Schack Kjærgaard, Team Give Elementer U19
Sebastian Ebbelin, Vejle CK
Anders Bruun, Team Give Elementer Elite
Jeppe Tolbøll, Give CK

Jeg fik kørt et par skift i gruppen, men da vi ramte løbets 3. bakke efter cirka 7 kilometer blev der simpelthen forceret så meget, at jeg med det samme røg helt ud på limit. Havde en hævet farten lidt mere, så var jeg nok røget af. Jeg fik råbt, at hvis de ikke satte farten ned, så ville jeg nægte at tage føringer! Jeg ved ikke om de hørte det, for farten blev overhovedet ikke sat ned, og jeg kom kun med over med nødt og næppe. Hvis de ville køre lige så hårdt på rutens sidste bakke, Blue Hors, så ville jeg blive sat. Så derfor gjorde jeg som jeg havde truet med. Jeg nægtede at tage føringer. Det var naturligvis et douche-bag-move, men jeg var 100 % sikker på, at de ville forcere på Blue Hors, og at jeg ville blive sat uanset om jeg tog føringer eller ej, så jeg ville spare de kræfter jeg kunne, så jeg kunne have mest mulige kræfter at at køre solo bagefter.

Til min overraskelse blev Blue Hors faktisk kørt rimelig jævnt, og jeg kom med henover! Okay, ny game plan. Jeg ville begynde så små at tage mine føringer, men stadig passe på mig selv. De ville ikke kunne sætte mig på de flade stykker, men på bakkerne var jeg i stor fare, hvis de ikke gad have mig med mere :)

Jeg overlevede de første bakker, og efter 23 kilometer opstod der lidt tilfældigt en mulighed. Rundt i et højresving, var det som om at gruppen gik en smule i stå. Jeg lavede et lille ryk, som egentlig mere var for at få folk til at reagere.

Men så var der hul. Det var ikke stort, men det var lige inden en nedkørsel. Jeg tænkte, at jeg lige ville holde pres på, og se hvad der skete efter nedkørslen, og efter den, havde jeg så slået et større hul. Nu var det all in. Eller i hvert fald semi-all-in. Min målstreg blev toppen af Blue Hors, før 3. omgang.

De lod mig dog ikke helt slippe væk, men alligevel øgede jeg lidt efter lidt. På et tidspunkt havde jeg ca. 25 sekunder. Og på flere steder kunne jeg faktisk ikke se dem. Jeg begyndte at tro på det. Jeg vidste godt, at jeg ville køre sneglefart over de sidste bakker, så jeg skulle hele tiden prøve at finde flere og flere sekunder på de fladere stykker. Så jeg prøvede at smide mig så aerodynamisk på alle flade stykker, og holde den på 400w. Så kunne jeg samtidig øge mine watt lidt når det gik op af, og slappe lidt af på nedkørslerne.

Da jeg ramte Blue Hors tog jeg den kontrollerede tilgang. Jeg vidste, at jeg skulle have cyklen op i fart igen hurtigt, når vi ramte de flade stykke efter mål, så jeg kørte lidt mindre watt end jeg egentlig kunne. På toppen fik jeg hurtigt fart i cyklen igen, og kunne nu kigge bagud. Øv, jeg havde vist ikke mere end 10 sekunder nu.

På de efterfølgende nedkørsler hentede de ikke ind på mig, men på rutens 2. bakke kom Kim Aabjerg forbi mig. Lige som da Mondrup havde overhalet mig samme sted på 1. omgang, var der ikke kræfter til at gå med. Anders Bruun kom også forbi og kørte op til Kim, mens jeg fandt ind i samarbejde med Mondrup og Kjærgaard. Både Uhre og Ebbelin var væk. Uhre var punkteret, mens Ebbelin på Strava skrev at han gik kold.

Jeg havde faktisk kun én ting i hovedet. Jeg skulle til mål, allerhurtigst. Top 5 var jeg fint tilfreds med, og mine chancer for at lave noget før Blue Hors virkede til at være væk. Vi holdt stadig de to i front inden for rimelig afstand, og så opstod der igen en uventet mulighed.

På en nedkørsel tog jeg fronten, og så havde jeg slået et stort hul til mine to følgesvende, og var temmelig tæt på frontduoen inden sidste “farlige” bakke, Blue Hors. Jeg kunne sætte mig op og vente, eller tage chancen og gå all in på at lukket hullet til fronten. Jeg valgte den sidste mulighed, og sprintede og lukkede de sidste par sekunder lige inden bakken startede.

Det var jo ikke optimalt at ramme den i rødt, og halvvejs på bakken lavede Anders endnu en forcering. Det kostede med det samme, og jeg måtte se at missionen ikke ville lykkedes. Jeg røg af, og blev igen samlet op af Mondrup og Kjærgaard. Tilbage til planen, vi skulle bare til mål.

Faktisk begyndte vi endnu engang at nærme os frontduoen, og jeg tænkte at der var mulighed for at vi kunne lukke dem, men på en landevej, kørte der pludselig en hel motorcykelklub ind foran os, og på den efterfølgende nedkørsel lå vi og trillede med 30-40 km/t, hvor man nemt kunne have kørt 50 km/t, og vi kunne ikke køre forbi de knap 20 motorcykler.

Der blev det klart for os, at fronten var væk nu. Resten af turen ind blev kørt rimelig jævnt. Jeg var afklaret med at jeg næppe ville få andet end 5. pladsen. Og da vi ramte Blue Hors gik der heller ikke mange sekunder før jeg blev efterladt af de to andre. Jeg fik kæmpet mig op over bakken til en godkendt 5. plads.

Resultatet blev:

1 – Anders Bruun, Team Give Elementer Elite
2 – Kim Aabjerg, Herning CK
3 – Martin Kjærgaard, Team Give Elementer U19
4 – Mads Mondrup, Team O.B. Wiik
5 – Jeppe Tolbøll, Give CK
6 – Nicolai Brøchner, Team ColoQuick
7 – Niclas ???, Herning CK
8 – Jeppe Falk, Team Give Elementer Elite
9 – Frederik Nørtoft, Give CK
10 – Rasmus Lindbjerg, Team Give Elementer Elite

Det gav et ret godt udgangspunkt for den samlede stilling, troede jeg. Jeg troede at holdene fik point fra TTT-løbet, men jeg havde ikke forstået reglerne ordentligt. TTT-løbet var åbenbart kun til at skille folk af ift. pointlighed. Det vil sige, at hvis 2 endte på samme point, så var det deres holds placering der skulle afgøre hvem der sluttede øverst.

Strava-data: https://www.strava.com/activities/3749984355

3. etape, Fladbaneløb, 5 omgange, 57 kilometer, 195 højdemeter

Til løbet var der ikke de store forventninger i forhold til den samlede stilling. Jeg blev først ved start bekendt med de regler, som jeg havde misforstået.

Det var noget med, at for at vinde, så skulle jeg holde Anders fire placeringer bag mig, Kim Aabjerg tre placeringer bagved, og måtte f.eks. ikke blive slået af Nicolai Brøchner med mere end 2 placeringer. Det blev sgu lidt for kompliceret, så beslutningen blev at gå efter etape-sejren. Resten havde jeg jo alligevel ingen indflydelse på.

Løbet blev sat i gang og med det samme angreb Daniel Guld ud af boksen. Så kom der lidt flere og som det som regel plejer, så endte det hurtigt med at det hele blev samlet igen. Der var en masse angreb, og jeg var faktisk med i rigtig meget af det, og det var dødhamrende hårdt. Min klare fornemmelse var, at feltet hurtigt ville knække, da nærmest alle de stærke ryttere var offensive, og farten var konstant høj.

Cirka halvvejs på 1. omgang endte det naturligvis med at udbruddet slap væk. 5 ryttere slap væk, og som det tit sker, så kom jeg ikke med. Hullet skulle lukkes, og det skulle være nu! Jeg kiggede mig tilbage, og så at jeg havde Brøchner direkte på mit hjul. Øv, jeg ville nok ende med at give ham et free ride frem til fronten, men sådan måtte det være.

Jeg angreb og til min helt store overraskelse fulgte han ikke med! Han var senere punkteret, så jeg ved ikke om det var der, hvor det skete, men det tror jeg næsten. Jeg måtte grave temmelig dybt for at lukke hullet, men efter et lille minut fik jeg kontakt. Jeg slog et blik bagud, mens jeg sprang de første par føringer over og kunne se at feltet var gået i stå. Derfra var det ellers ud over stepperne.

Vi var:
– Kim Aabjerg, Herning CK
– Anders Bruun, Team Give Elementer Elite
– Sune Guldbrand Hansen, Vejle CK
– Mark Eriksen, Kolding BC
– Thomas Gjødsbøl, Give CK
– Jeppe Tolbøll, Give CK

Udbruddet

Ude på 2. omgang kunne vi se at hullet allerede nu var ganske stort, og det var som om at vi blev lullet lidt i søvn. Ikke at vi kørte langsomt, men den var lige blevet sat 2-3 % ned. Da vi kom ud på 3. omgang kikkede jeg lige på snit farten. 45,6 km/t. Med den fart burde feltet da ikke kunne hente os? Det kunne de så, for kort efter vi var kørt ud på 3. omgang, kunne vi kigge tilbage og se, at vi måske havde 20-25 sekunder!

“Vi skal altså have noget mere fart på!” råbte Anders, og tog en kæmpe føring. Han havde ret, og vi øgede tempoet. Desværre havde feltet fået fornyet motivation, og herefter slap de os faktisk aldrig igen! Det var dødhårdt. Sune måtte hoppe et par føringer over, men viste big balls og tog alle de føringer som han overhovedet havde energi til.

Det forløb sådan, indtil vi kørte ud på 5. og sidste omgang. Her gik der lidt panik i os. Jeg følte ikke at alle kørte med rundt, eller gav sig nok, så jeg blev lidt irriteret. Hvis ikke alle bidrog til arbejdet, så ville vi blive hentet. Jeg tror forvirringen opstod da Anders punkterede og gled ud af gruppen, men jeg kom i hvert fald til at angribe, og fik Mark Eriksen med.

Vi fik taget et par føringer, inden der kom ilt til hjernen igen, og jeg fik råbt til Mark, at vi hellere måtte vente på de andre, som ikke var langt bagved os. Da de kom op, råbte jeg, at vi altså blev nødt til at holde sammen, hvis vi skulle holde hjem. Jeg følte mig naturligvis lidt dum, da det netop var mig der havde angrebet, men heldigvis fandt vi igen i et godt samarbejde.

Dumt angreb

Herfra blev det én lang nervepirrende jagt. Feltet var aldrig mere end 10-15 sekunder bag os, og specielt Kim og jeg tog nogle rigtig lange lede føringer, mens Thomas og Mark også prøvede at give hvad de havde, mens Sune prøvede at overleve, og hjalp til når han lige kunne. Jeg tror vi alle var enige om at vi blot skulle til stregen, og derfra måtte vi afgøre det i mellem os.

Da der manglede 2-3 kilometer gled Gjødsbøl forbi mig. “Det er lige en spurt for dig sagde han. Og ja, jeg følte mig rimelig fortrøstningsfuldt på mine chancer. Der var dog begyndt at gå lidt taktik i den. Jeg følte at Mark sad klistret til mit hjul, og med ca. 1,5 kilometer igen gjorde Gjødsbøl tegn til at han ville køre lead out for mig.

Da han påbegyndte lead outet, besluttede jeg mig dog for at jeg ville tvinge Mark frem. Så jeg slap bare Thomas’ hjul og lod ham køre. Mark bed dog ikke på maddingen, og Thomas begyndte at øge. Pludselig tog Kim en god hård føring. Han havde åbenbart kigget bagud og set at feltet var meget få sekunder fra os nu. Jeg var selv så meget i finale-mindset, at jeg troede at de forlængst havde opgivet!

Med små 300-400 meter igen tog jeg en beslutning. Jeg tænkte faktisk, at jeg kunne slå resten i spurten, og med lidt held kunne jeg måske hente Thomas der var begyndt at træde firkanter ude foran. Jeg åbnede, og fik hurtigt Mark på dæk. Jeg lukkede “døren” for ham på venstre side, for at være helt sikker på at han ikke kunne gå forbi mig der. Målstregen var svær at se, men det skal nu ikke være nogen undskyldning, for at jeg ikke fangede Thomas. Der var ikke 1w mere at køre med, og da vi ramte stregen var ingen af os sikre på hvem der vandt.

Målstregen er det lille skilt i venstre side! :)

Det blev en af mine bedre spurter længe, set på watt, selvom den blev ufattelig lang. Fra at jeg åbner helt op og indtil jeg kaster cyklen det sidste, ramte jeg 944w i 29 sekunder, med et peak på 1429w.

Da vi vente om og kom tilbage til målområdet, fik vi at vide at Thomas havde taget den med et mulehår.

Video kan ses her: https://youtu.be/9zeAzsxMqTE

Resultatet var fint nok, selvom jeg da gerne ville have haft målstregen 2 meter længere henne af vejen, men det var sådan det måtte være :) Løbet blev kørt med 45,5 i snit, så vi lå ikke på den lade side!

Strava-data: https://www.strava.com/activities/3762551050/overview

Resultatet gjorde, at jeg sluttede på 2. pladsen samlet i Tour de Give Elementer 2020, hvilket var et resultat jeg gerne have solgt den før, inden vi startede de tre etaper.

Kim vandt samlet, jeg blev 2’er og Thomas rykkede med sin sejr op på 3. pladsen.

Formen er i hvert fald hvor den skal være. Selvom det var dødhårdt, så var jeg tit ovenpå pedalerne, og følte meget af tiden kontrol over det meste. Det lover godt mod Randers Bike Week, selvom niveauet og terrænet bliver noget helt andet.

Sæson er skudt i gang, føles det som, og jeg elsker det!