I forrige weekend blev der kåret en række verdensmestre i  forskellige aldersklasser, da der blev kørt UCI World Cycling Tour – og kaldet VM for amatører, i folkemunde. I finalen for 19-34-årige stillede jeg op, og det blev et ledt og hårdt løb, hvor bakker og vind spillede ind. Inden løbet havde jeg sat mig et mål om en top 25, men i bagklogskabens klare lys, så var det skudt rimelig meget ved siden af.

Af: Jeppe Tolbøll

UWCT-FINALE, AALBORG, 1. OMGANG, 164 KM

Min kone og jeg, havde overnattet i Aalborg, og jeg var der for frisk og veludhvilet da jeg søndagmorgen stod op, og gjorde mig løbsklar. Fik overstået alle ting og god tid, og var ved startområdet ca. 50 minutter før start. Jeg var mere spændt og nervøs end hvad jeg plejer at være. Der var noget helt specielt ved at stå i landsholdstøj og skulle ud og køre et VM.

Min plan havde i første omgang været at forholde mig passiv indtil vi skulle ramme bakkerne omkring Rebild, for ud fra højdeprofilen var det jo først der bakkerne ville komme ikke? Nej. Ved start snakkede jeg med nogle andre danskere, og fik at vide at den første knold ville komme efter 35 kilometer, og man derfor skulle holde sig godt til. Det ændrede ikke rigtig min gameplan, men jeg måtte nu holde mig længere fremme end først planlagt.

Starten gik og selvom der var masterstart så var det rimelig hektisk. Folk ville frem, og tog en del chancer rundt om helleanlæg og op på cykelstier. Jeg tror aldrig at et løb er blevet afgjort på en masterstart, så jeg trak mig fra de positionskampe, og da løbet blev givet frit, kørte jeg mig stille og roligt frem uden de store problemer.

Første lille udbrud afsted… men det var jo et langt løb ikke?

Efter små 10 kilometer blev jeg grebet lidt af stemningen, og rykkede fra feltet, og op til en australier der var stukket. Dog blev det kun til meget kort tid i front før vi var lukket igen. Farten var underligt nok ikke ret høj herefter og vi lå vel og trillede med 35 km/t – bred front, og ingen panik. Da der var kørt lige omkring den halve time rykkede en belgier væk, og en tysker satte efter. Hurtigt kørte Torben Ternstrøm fra Danmark med, og et splitsekund overvejede jeg at køre med. Men stedet lod jeg mig falde lidt mod højre og lukkede derved af for yderligere angreb. Feltet ændrede ikke fart. De 3 i front øgede hurtigt og der gik ikke længe før vi fik første melding om at der var 1,5 minuts forspring.

Omkring de 30 kilometer kom Jesper Laustsen fra Aarhus op til mig, og sagde at vi skulle til at køre os fremad da den første bakke snart kom. Som sagt, så gjort. Det gik ret nemt. Da vi ramte bakken bremsede nogle af dem foran sindssygt dårligt, og et simpelt venstresving blev pludselig lidt kaotisk da farten gik meget ned og en 15-20 mand passerede os i svinget, og så gik det amok. Der blev virkelig banket til den op af, og hurtigt blev mine manglende evner til at køre op ad udstillet. Det var ikke fordi den steg voldsomt, men den var bare lang, og om det var vinden eller tempoet, eller bare dårlige ben skal være usagt, men jeg faldt igennem som en sten.

Da vi nåede toppen, kunne jeg se at feltet var brækket i mange store grupper. Min umiddelbare tanke var, at hvis de der sad oppe foran begyndte at køre hårdt, så var løbet allerede overstået for os andre. Dog gav jeg ikke op, og vores gruppe fik hurtigt lukket til næste, og inden for 5-10 kilometer var der igen total samling.

Hvad der tabes på bakkerne, vindes i sidevinden!

Jeg sad lidt på grænsen efter lukningen og brugte et par minutter bagerst i feltet på at få lidt luft, men så skete der faktisk lidt, og der blev pludselig kørt sidevindsræs foran, der gik der faktisk lidt panik i mig. Jeg havde igen overskud, vi lå en og en og folk knækkede bare, og der opstod huller. Jeg besluttede mig for at æde lidt vind, så lagde mig ud i vinden og begyndte at køre forbi folk, i mit eget tempo.

Det tog mig relativ kort tid, og så var jeg oppe i front og gik direkte med ind i rulleskiftet. Det kan godt være jeg led på bakken før, men i vinden var jeg i mit es. Jeg havde overskud, og det gik fint. Dog blev der igen ro på feltet, i et eller andet omfang, og jeg troede faktisk ikke at vi havde fået sat ret mange i sidevinden – dog viste det sig senere at vi faktisk havde smidt halvdelen af feltet.

Efter lidt kørsel begyndte jeg at spotte skilte mod Rold. Det betød at vi kom tæt på de 80 til 100 kilometer, som jeg før løbet havde kaldt kritisk. Jeg vidste også at hvis jeg troede at den første bakke var slem, så ville Rebild Bakken være decideret forfærdelig. Derfor måtte jeg se om jeg ikke kunne komme væk på en eller anden måde.

Inden Rebild Bakken var der en længere nedkørsel, hvor Jimmi Purkær og en anden rytter stak af. Kort tid efter gik farten af feltet i et kort sekund og jeg huggede afsted. Med mig gik en lille italiener og vi fik hurtigt et hul, hvor en belgier dog også stak fra feltet. Han lukkede op til os efter et minut og vi fandt ind i et godt samarbejde. Kort før Rebild Bakken kom der yderligere en 6-7 mand op til os, hvor bl.a. Jesper Laustsen, Nils Eigil Bradtberg og Anders Krogh Jensen sad. Det var rigtigt godt, tænkte jeg, for så ville der måske ikke blive forceret hen over bakken. Jeg begyndte at spare mig.

Da vi ramte bakken blev der egentlig kørt i et relativt jævnt tempo, men desværre havde jeg bare ikke benene. Jeg skulle måske havde slået ud tidligere og holdt et mere jævnt tempo på mine watt, men jeg tænkte også, at jeg måske kunne klare det med henover, og så ville det se rigtig godt ud! Virkeligheden blev desværre anderledes, og jeg eksploderede totalt.

Game over

Først her prøvede jeg at finde ind i min egen rytme, men jeg havde syre i hele kroppen, og feltet kom nu. Jeg prøvede desperat at finde et hjul at holde fast på, men der var ingenting tilbage i benene. Det var slut og de sidste 200-300 meter kørte jeg alene over toppen, hvor jeg måtte erkende at jeg nok allerede her havde tabt de første 20-30 sekunder til feltet. Men jeg beholdt det mentale overskud og gik med det samme i gang med jagten. I 10 minutter lå jeg i TT-position, og fangede 2 andre, en belgier og svensker, god moral, men desværre var feltet tabt.

2015_09_07_635772395876373419

Jeg var lidt halv deprimeret da jeg troede at vi nu lå og kæmpede om en mulig plads omkring nummer 100. Jeg var sikker på at jeg var en af de første der var faldet af. Nu skulle jeg bare i mål. Vi hentede en god portion ryttere den næste halve times tid, og vi endte derfor i en gruppe med 15 mand, hvor dog ikke alle var lige ihærdige i at køre med rundt. Jeg var ligeglad. Jeg skulle bare til mål og tog gerne lange føringer for at få træningen.

Der var et par lede bakker endnu, og en lille krampe begyndte at melde sig. Jeg havde vist ikke drukket nok, men efter 110 kilometer kom der en  feed zone, så jeg tømte min ene dunk, og begyndte at sippe til den næste. Da vi ramte feed zone, fangede jeg en dunk fra et velkendt ansigt, nemlig Danny Troest Petersen fra Aalborg som jeg kørte D og C med. Så fik endnu en dunk, og nu skulle jeg bare huske og drikke nok. Ellers gik turen sin gang. Kroppen blev dog mere og mere træt af de lange føringer jeg tog, men hvergang der blev råbt “Kom så, Danmark” fra sidelinien gav det lidt fornyet energi. Jeg var den eneste dansker i gruppen, så jeg vidste jo det var direkte til mig.

I motionsløb kører man placering, uanset hvilket nummer man er i løbet :)

Jeg havde på ruteprofilen set at der ville komme endnu en bakke med ca. 15 kilometer igen. Og jeg følte mig ikke overbevist om at jeg helt havde poweren til den. Så med 1 kilometer til bakken stak jeg, og kunne derfor køre over den i mit eget tempo. Og fint sådan, for der kom en minikrampe igen, og jeg nåede kun lige over før resten af gruppen kom op til mig. Nu fornemmede man at der gik cykelløb i den igen. Folk ville pludselig slet ikke tage del i føringerne mere, og så besluttede jeg at, så ville jeg også køre finalekørsel, selvom det var om en placering som ikke var til at prale af.

Da vi ramte Aalborg igen kiggede jeg på min triptæller. Godt og vel 6 kilometer igen. Jeg tænkte “hvorfor ikke” og rykkede. Jeg slog et rimelig stort hul, og tænkte at den skulle jeg da nok kunne holde hjem. Men så blev jeg ramt af sidestik! Det tror jeg ikke jeg har prøvet i 4-5 år! Det var jo næsten pinligt, men det var nok til at jeg begyndte at tvivle på mig selv, og derfor lod jeg mig falde tilbage. Så måtte vi prøve spurten. Da vi ramte sidste kilometer steg farten i gruppen, og jeg holdte mig konstant i top 5. Og på de sidste 300 meter lå jeg 3’er hvilket jo var perfekt. Da spurten blev åbnet sad jeg bare og ventede og åbnede spurten med ca. 100 meter igen, og uden at køre all out vandt jeg nemt spurten. De andre var åbenbart mere trætte end jeg troede.

2015_09_07_635772341872685719

Vinderen blev tyske Christian Müller, som var den tysker der kørte væk i den gruppe med Torben Ternstrøm og belgieren. Selvsamme belgier blev nummer to, da Müller rykkede fra ham med 4 kilometer til mål, gutten fra Belgien var en lille gut på 65 kilo, så det var primært tyskeren der kørte mere eller mindre solo fra start til slut – et sejt nok udbrud.

Torben måtte desværre slippe, og blev hentet af gruppen bagved. Nils Eigil Bradtberg var centimeter fra at nappe bronzen, men blev overlistet af endnu en belgier. Mega surt for Nils.

Jeg kørte stort set direkte hen til bilen, hvor Michelle var, og vi pakkede og kørte hjem.

På vej hjem fandt jeg ud af at jeg var sluttet som nummer 64 hvilket egentlig var overraskende nok. Derfor havde vi nok fået sat en del i sidevinden for der kom ingen op bagfra efter jeg var sat. Jeg havde, som skrevet, kaldt en top 25 for min målsætning. Det var dog aldrig realistisk på denne rute, og jeg havde nok undervurderet den, for den var dælme hård. Jeg gjorde ellers alting rigtig, og fik mig kørt i stilling inden fx Rebild, men da det gjalt manglede jeg bare styrken. Ingen taktiske bommerter, kun manglende power.

Resten af sæsonen…

Det som mange ikke ved, er at jeg er begyndt at bøvle med min hofte igen, fra mit styrt helt tibage fra mit styrt til H30 DM. Jeg har – indrømmet – ikke haft nok tålmodighed til at komme mig helt, og derfor begynder kroppen nu og brokke sig i hverdagen. “Desværre” gør det endnu ikke ud over min cykling, så den undskyldning kan jeg ikke bruge i ovenstående løbsrapport :)
Dog kan jeg tydeligt mærke at når jeg har presset kroppen tilstrækkeligt på cyklen, så gør den meget ondt dagen derpå.

Derfor lukker jeg sæsonen ned i et vist omfang. Jeg kører Haderslev, fordi det er hjemmebane og så Tønder og Bov. Resten skippes fra mit løbsprogram og så håber jeg at jeg er klar til sæsonens sidste 2 løb, som ligger rigtig godt til mig.