Løbet i Vejen blev ikke ligefrem vendepunktet i sæsonen, men da der hverken var styrt eller defekter involveret, så kan man sige at der er fremgang at spore. Lånecyklen kørte stærkt, men åbenbart ikke stærkt nok? Forventninger kan læses her.

Af: Jeppe Tolbøll // Foto: Louise Knudsen

Vejen, 5 OMGANGE, 111,5 KILOMETER, 590 HØJDEMETER

– En led dag i varmen!

Jeg ankom til Vejen med en noget nær perfekt optakt i løbet. Dagen inden dog blevet uden den ellers obligatoriske rulletur, men ellers var der ingenting at sætte fingrene på. God nærende mad, 9,5 timers søvn, og egentlig en solid tro på at der kunne laves et eller andet godt i dag.

Min taktik var ret simpel. Med 35 forhåndstilmeldte, og hvad der nu ellers ville dukke op på dagen, så var forventningen at der skulle køres aggressivt, da feltet hurtigt kunne knække. Vinden var noget hårdere end hvad DMI havde lovet, med deres 5 m/s, hvilket passede mig ganske godt!
Under opvarmningen kunne jeg dog godt mærke, at jeg ikke følte mig 100 % tilpas med varmen og den høje luftfugtighed. Jeg er bare ikke god i sådan noget vejr.

Nå, men til start kom jeg, og jeg var klar. Skød tankerne om at være dårlig i lummert vejr væk, og var klar til ræs! Direkte ud af startboksen blev der angrebet, og da der var en Hammel-rytter og Odense-rytter med så fik jeg med og hurtigt var vi 5 mand i front, indtil Nicolai Just fra Odense joinede os. Vi havde egentlig ganske god fart på, men efter en 3-4 kilometer blev vi igen fanget af feltet.

Nu var der ryk på ryk, som det typisk er i et B-løb, og jeg var med i et par stykker, men der blev kørt stærkt og ingen fik ret meget snor.

Vejen-ruten bliver tit kaldt piv-flad, men der er altså et par knolde på, som man rammer med ret lav fart, og derved bliver de tit udfordrerne, i hvert fald for mig. I sidevinden var der dog ganske fint med overskud, så det var svært at finde en rytme, følte jeg. Jeg kunne føle mig som supermand, og som en håbløs cykelrytter kort tid efter.

Da vi ramte et industrikvarter ca. 2,5 kilometer før omgangen sluttede blev der pludselig kørt seriøst sidevind, og jeg kunne se mig selv ligge alt for langt tilbage, da ca. 15-17 mand rev sig fri. Okay, det var seriøst, med ca. halvdelen af feltet der kunne risikere at sejle væk! Jeg tog en beslutning. Jeg turde ikke satse på at andre kørte dem ind, så jeg rykkede ud i sidevinden og hamrede afsted! Der var startet en vifte i vores gruppe, som jeg passerede med høj fart og pludselig lå jeg fanget i ingen-mands-land. Der var ingen vej tilbage herfra, og efter hårdt jagt på 1,5 minut, fangede den dem og gispende efter vejret kunne jeg se at hullet kun voksede herfra. Jeg led meget lige nu, og brugte i hvert fald 3-4 minutter på hjul, før jeg begyndte at bidrage en smule.

02-Bagerst del af udbrud

Problemet var at gruppen egentlig var alt for stor, og med 5-6 Hammel-ryttere og vist nok 4 Vejle-ryttere, så besluttede jeg lidt at være kyniker og lade dem tage ansvaret, for jeg følte mig ikke tilpas, og den trykkende varme gjorde benene bløde som smør. Hvis jeg skulle have nogen former for chancer blev jeg nødt til at spare mig lidt. Samarbejdet fungererede ikke fantastisk, nok på grund af typer som mig, som brugte det meste af tiden bagerst. Dog begyndte jeg at føle mig bedre og bedre som 2. omgang skred frem.

Cirka halvvejs begyndte Hammel-drengene at stikke. Det var forventet, og også en naturlig udvikling, da de selvfølgelig ikke skulle slæbe os andre med på hjul. På et tidspunkt stak Mikkel Fenneberg sammen med en anden Hammel-rytter, som jeg tror var Jeppe Pallesen, og jeg kom med dem og en 2  andre, og nåede at tænke at det, at det ikke var helt dumt, med alle de andre Hammel-ryttere bagved til at ødelægge samarbejdet eller bakke af. Men vi blev hurtigt kørt ind igen.

Nu brød samarbejdet for alvor sammen, og der blev stort set kun kørt cykelløb i ryk nu. Noget som begyndte at dræne kræfterne. Jeg fandt ud af, at jeg faktisk slet ikke havde drukket nok, da løbet indtil nu havde været lidt for hektisk. Jeg blev nødt til at slappe mere af, og lige få styr på energiindtaget. Derfor kørte jeg ned bag igen, da vi kørte ud på 3. omgang.

I og med at samarbejdet var brudt sammen, endte det faktisk med at løbet blev re-startet, da resten af det brækkede felt endte med at komme tilbage, og alt var nu samlet, ud over Mikkel Fenneberg, der åbenbart var flyvende og havde taget på solo-togt foran os andre. Jeg var virkelig utilpas på det her tidspunkt, og hvert tråd føltes tungt og træls. Jeg kampsvedte. Jeg erkendte at jeg nok måtte køre 3. omgang på overlevelses-mode. Så jeg lod mig glide lidt længere ned i den sidste tredjedel for at få mest muligt læ, mens jeg lige fik samlet mig selv op.

Da vi ramte vi så løbets værste stigning, en lille 1-2 % stigning, som egentlig ikke burde være et problem, men jeg var alligevel lidt bange for den, så jeg fik kørt mig ganske fornuftigt frem og vel i 10. position. Vi drejede 90 grader ind på den, og der blev angrebet fra Eskil Vammen, CK Aarhus. Jeg ville egentlig gerne være gået med, men benene havde ingen saft eller kraft, så mens Eskil og en 8-10 andre sejlede væk fra feltet, måtte jeg konstatere, at jeg efterhånden var ved at lyde som en lokomotiv der prøvede at komme i omdrejninger, mens jeg langsomt selv sejlede gennem feltet, og så eksploderede jeg. Jeg kogte, kunne ikke få vejret, og benene strejkede. Jeg blev sat. Skuffende!

Feltet gik senere i stå, og jeg prøvede et sidste forsøg på at køre dem ind igen, men da jeg manglede ca. 10 sekunder kunne jeg se at der blev angrebet i front igen, og farten igen blev øget, og jeg tabte terræn. Det var slut.

Jeg var sgu skuffet. Målet var godt nok, bare at komme ud og undgå at ryge på røven, eller få defekt, men jeg syntes, at jeg havde truffet alle de rette beslutninger, men at kroppen bare ikke helt ville samarbejde. Om det var den klamme luftfugtighed, en off-day, eller bare en ned af gående formkurve, ved jeg ikke. Det var i hvert fald ikke lånecyklens skyld, selvom jeg godt kunne mærke min ryg ikke var helt glad, og mine baglår var mere ømme en normalt (der sidder runde klinger på, mens jeg normalt kører Q-rings), men jeg mærkede intet til det under selve løbet. Selve løbet gav lidt af et hak i selvtilliden, hvilket måske kan være sundt nok, selvom det ikke er så sjovt :)

03-Lånecykel-1

I næste uge står den på enkeltstart fredag på hjemmebane, da Haderslev Starup CK afholder U23 og Veteran DM, samt løb for udvalgte klasse både fredag og lørdag. Lørdag er B-klassen dog valgt fra, så jeg må nøjes med at være hjælper, mens jeg så forhåbentlig er klar til Sønderborg om søndagen. Der kommer som altid løbsforventninger til begge løb inden.