2. sæsonhalvdel blev søndag skudt i gang, med cykelløb i både Kolding og Vejen. Grundet familie-tam-tam kunne jeg dog ikke deltage i Kolding, så mødte som en af de få frisk op til Vejen-løbet.

 Jeg havde i uge 32 været en uge i Berlin, 5 dage uden cykel, og i sidste uge, blev det kun til træning tirsdag og onsdag, før et maveonde satte mig ud torsdag, og så stod den på 24 timersvagt fredag, og den berømte familie-tam-tam lørdag.
 Dog skal det lige gøres klart, at selvom optakten ikke var fantastisk, så havde jeg virkelig sat næsen op efter noget større – noget meget større faktisk!

Af: Jeppe Tolbøll

VEJEN, 5 omgange, 111,5 kilometer, 630 højdemeter:

Jeg ankom til Vejen i ret god tid, og fik sågar lov til at ligge 50 kr. i DCUs kasse, som dummebøde, da jeg havde glemt mine rygnumre og måtte låne et sæt.
Derefter gik jeg tilbage til bilen, fik klædt om, og så ellers bare i gang med opvarmningen.
Vejret på dagen var ikke superfedt, for en type som mig. Der var stort set ikke en vind der rørte sig, og der var overskyet med 22 grader, så fugtigheden i luften var rigtig kvalm. Så allerede under opvarmningen følte jeg at jeg kogte.

Nå, men starten gik, som den altid gør i B. Ryk fra første meter. Jeg kørte rimelig defensivt i starten. Følte lidt at benene lige skulle i gang – de virkede lidt ‘gummi’. Der var konstant ryk og selvom jeg ikke gik med i nogle af dem, så bliver man alligevel tvunget til en del accelerationer når man ikke er flere end 30-35 til start. Jeg tænkte lidt at jeg mest skulle gemme mig det meste af dagen.

Selvom ruten må betegnes som flad, så indeholdte den alligevel en del må stigninger, der konstant gav rytmeskift, og på en af de må stigninger blev der angrebet. Jeg lå selv godt med oppe foran og tænkte, at dette kunne være momentet, og jeg gik med. Hullet blev slået.

Ude foran lå der 3 mand, og da jeg kiggede bagud så jeg at Jacob Kruse, fra Herning, var på vej op, sammen med Mikkel Møller, Odense U23. Jeg satte farten lidt ned i mine føringer for at få dem op. Vi var nu 5-6 mand i vores gruppe, hvor vi jagtede de 3 foran. Det var godt for vi øgede til feltet. Dette VAR det angående hul, det var mærkede man tydeligt. Også selvom der kun var kørt ca. 15 kilometer.

Pludselig blev jeg dog presset voldsomt og jeg følte at jeg ikke kan trække vejret. Jeg måtte hoppe 3-4 føringer over. Jeg håbede at krisen snart ville ende, men det var som om at det kun blev hårdere og hårdere.

Jeg tabte pludselig en meter, og den meter blev til to meter. Kruse kiggede tilbage på mig med et blik der sagde “Hvorfor kører du ikke med rundt? Hvorfor lader du dig falde SÅ langt tilbage?”. Kruse kommer, som folk vist ved, fra Haderslev, og vi træner tit sammen, og han ved derfor godt, at jeg burde kunne køre stærkere. Men jeg kunne ikke mere. På flad vej, måtte jeg sande, at jeg ikke kunne holde mine watt højere end 400 watt (hvilket er under mit FTP), og jeg røg af.

Skuffelsen var stor, da jeg nemt kunne konstatere at hullet til feltet var slået for alvor, og at feltet nok næppe ville få kontakt igen. Kort tid efter blev jeg opslugt af feltet. Men kroppen var slet ikke ovenpå endnu. Det var som om at krisen fortsatte. 2 kilometer fra mål prøvede jeg at tage en ret solid føring, for at se om vi få en organiseret jagt i gang. Nej. Ingen fulgte op på den, og i stedet blev der angrebet igen og igen. Jeg skulle aldrig have taget den føring mærkede jeg nu! Jeg befandt mig pludselig som allersidste mand, og på den sidste kilometer, kom der en bitte knold, som normalt aldrig ville give mig problemer, men det var nok, til at jeg igen fik krise. Nu røg jeg også af feltet… 30 sølle minutters cykelløb blev det til for mig, og så var dét løb færdigt. Jeg fortsatte forbi mål og kørte en halv omgang mere, før U19-feltet fangede mig, og der lå jeg så yderligere 1,5 omgang før jeg besluttede mig for at stå af.

Jeg må indrømme, at jeg inden løbet havde håbet på mere. Jeg havde tænkt, at jeg på en god dag kunne køre med om sejren. Og da den allerede tidligt så ud at glippe, da jeg ikke kunne holde hjul i udbruddet, så tænkte jeg, at point stadig var muligt. Men når man så falder gennem feltet, så var det endnu et slag i hovedet.
Jeg bilder mig ind, at sygdommen, og ugen i Berlin spiller ind. Det må være sådan, for det er under 2 uger siden, at jeg kørte 56 minutters gadeløb i Agerskov med en normalized power på 415 watt, og i dag var jeg under efter en halv time. Men det er selvfølgelig op til mig at bevise til næste weekend i Sønderborg, så det ikke bare bliver tom snak, om gode watt, og god form.

Men øv for en sæsonstart.