Efter en længere skadespause, hvor en skæv ryg har holdt mig fra cyklen i de mange solrige uger vi har haft på det seneste, fik jeg i weekenden muligheden for at teste ryggen og benene på mellemdistancen ved Tour de Trekanten. Det var samtidig også en velkommen lejlighed til at få prøvet et af de få lokale løb jeg endnu ikke har kørt. Det er efterhånden længe siden jeg blev tilmeldt 117 km ruten til Haderslev Næs løbet, der løber af stablen næste weekend søndag d. 17. juni, så det var jo oplagt at få lidt km i benene inden.

Af Daniel Vestergaard 

Vel ankommet til Smidstrup aftale jeg med AOC-holdkammerat Jesper at vi skulle prøve at snige os med i første startgruppe, hvor starten gik 9:30. En halv time forinden var Jeppe Tolbøll taget afsted på 126 km med de lidt mere hærdede. Jesper og jeg lagde os bagerst i gruppen, vist egentligt mest fordi jeg var lidt utryg ved kombinationen af regnvejr (ja, det begyndte sku at regne til mit første løb efter den ufrivillige pause!), carbonhjul og klassisk ’startnervøsitet’ i gruppen.

De små veje og skarpe sving resulterede i mange opbremsninger og accelerationer, og i ’vores’ gruppe var der da også 3 mand der måtte en tur i marken i et sving der var lidt mere glat/skarpt end først antaget, men de var hurtigt på benene igen.

Feltet bevægede sig sydover ad de så veje og nåede bakkerne i Elbodalen (ja, lyder det ikke eksotisk?) hvor passagen af den kort, men stejle, Skibdrætvej samt den efterfølgende passage af Golfbanebakken ved Birkemose Golfklub tyndede gevaldigt ud i gruppen og vi sad vel 11-12 mand på toppen, heriblandt 2 af de orangeklædte Squadra Molteni, med én lykkeridder ude foran. Herfra udviklede løbet sig mere eller mindre til en dyst mellem to ryttere, manden i front, Allan Sørensen, og gruppens absolut stærkeste, Thomas Christiansen.

Vi andre hjalp til en gang imellem, men det var minimalt. Med ca. 10 km igen var der samling i front og ’finalen’ blev indledt, og der var flere der fandt skjulte kræfter  Der var flere forsøg på at vriste sig fri, men den eneste der fik succes med det var førnævnte Allan Sørensen, der vel kørte i mål 1-2 sekunder før de resterende.

Selv blev jeg noteret for 8. hurtigste tid, men mere vigtigt; jeg kom i gang igen og fik kørt lidt søndagsræs, en fornøjelse vejret langt fra kunne overskygge 

Selve løbet var rigtig godt organiseret og der stod flagposter alle de potentielt farlige steder. Dertil kommer et rigtigt hyggeligt målområde, hvor der både var mulighed for omklædning og bad, samt blev serveret stegt pattegris efter løbet (!). Desværre for arrangørerne var vejret dog ikke optimalt til grillhygge – men vi satser på at det er bedre næste år, for løbet skal naturligvis på ’revanchelisten’